Behandling af ansøgninger

Når offentlige myndigheder gemmer personoplysninger om dig digitalt, har du nogle særlige rettigheder. Samtidig har den offentlige myndighed pligt til at fortælle Datatilsynet, hvad formålet er med at gemme oplysningerne. Her fortæller vi, hvad vi gør med de oplysninger, du har givet os i din ansøgning, og hvilke rettigheder du har.

Hvilke oplysninger registrerer vi?

I Kulturarvsstyrelsen besætter vi alle vores ledige stillinger på baggrund af de ansøgninger, vi modtager, og en personlig samtale med udvalgte ansøgere. Vi registrerer oplysninger om alle ansøgerne elektronisk. Det drejer sig om navn, adresse, e-mail og telefonnummer. Alle de andre informationer, vi får om dig, bliver ikke registreret elektronisk. De vil selvfølgelig heller ikke blive set af andre end de medarbejdere og chefer, der deltager i ansættelsesprocessen. Nogle gange vil vi gerne indsamle yderligere oplysninger om dig. Det gør vi enten ved at bede dig om selv at give os disse oplysninger eller ved at kontakte dine tidligere arbejdsgivere. Hvis vi gerne vil kontakte en af dine tidligere arbejdsgivere, vil vi altid aftale det med dig først. Vi beholder navn, adresse, e-mail og telefonnummer på ansøgere også efter, at vi har besat stillingen.

Hvilke rettigheder har du?

Du har også selv nogle rettigheder i forbindelse med vores registrering af oplysninger om dig: Du skal orienteres om, at vi indsamler oplysninger om dig. Du kan bede om indsigt i, hvilke oplysninger vi har indsamlet. Du kan gøre indsigelse mod, at vi behandler oplysningerne. Du kan kræve berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger, der ikke er rigtige, er vildledende eller på lignende måde er behandlet i strid med lovgivningen.

Mere information

Du er altid velkommen til at kontakte Ledelsessekretariatet/HR, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål til, hvordan vi behandler din ansøgning. Persondataloven, der også kaldes ”Lov om behandling af personoplysninger”, kan du finde på Datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk. Her kan du også læse mere om reglerne for offentlige myndigheders behandling af personlige oplysninger.

Sidst opdateret  2.01.2012
Uddrag fra Persondataloven

§ 31. Fremsætter en person begæring herom, skal den dataansvarlige give den pågældende meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende. Behandles sådanne oplysninger, skal der på en let forståelig måde gives den registrerede meddelelse om, hvilke oplysninger der behandles, behandlingens formål, kategorierne af modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.

 

Stk. 2. Den dataansvarlige skal snarest besvare begæringer som nævnt i stk. 1. Er begæringen ikke besvaret inden 4 uger efter modtagelsen, skal den dataansvarlige underrette den pågældende om grunden hertil, samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

 

§ 35. Den registrerede kan til enhver tid over for den dataansvarlige gøre indsigelse mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand for behandling.

 

Stk. 2. Hvis indsigelsen efter stk. 1 er berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte de pågældende oplysninger.

 

§ 37. Den dataansvarlige skal berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende eller på lignende måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør af lov, hvis en registreret person fremsætter anmodning herom.

 

Stk. 2. Den dataansvarlige skal underrette den tredjemand, hvortil oplysningerne er videregivet, om, at de videregivne oplysninger er berigtiget, slettet eller blokeret i henhold til stk. 1, hvis en registreret person fremsætter anmodning herom. Dette gælder dog ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.