Kulturarvsstyrelsen som arbejdsplads
Kulturarvsstyrelsen har som målsætning at være en attraktiv arbejdsplads, hvor samarbejdskultur, udvikling, mangfoldighed, dialog og ansvarlighed er en naturlig del af hverdagen. Styrelsen er en familievenlig arbejdsplads med flekstid.
Medarbejdere
Vi er knapt 100 medarbejdere i styrelsen, hvoraf de fleste har en akademisk baggrund inden for styrelsens kerneområder. Det vil sige arkitekter, historikere, kunsthistorikere og arkæologer.
En mindre gruppe af medarbejderne er generalister med en samfundsfaglig uddannelse, lige som vi har en gruppe af kontorfunktionærer, der bl.a. varetager opgaver inden for regnskab, personale/HR og koordineringsopgaver. Vi arbejder ofte tværfagligt.
Personalepolitik
Vi har fastlagt og beskrevet en række personalepolitikker f.eks. sygefraværspolitik, lønpolitik, retningslinjer om flekstid m.m. En del af styrelsens personalepolitik er også, at vi er særligt opmærksomme på, at give styrelsens nyansatte medarbejdere en god og systematisk introduktion til styrelsen, for at medarbejderne hurtigst muligt kan falde til og løse de opgaver, som stillingen rummer.
Kompetenceudvikling
Kulturarvsstyrelsen prioriterer, at alle medarbejdere og ledere til enhver tid har de relevante faglige, personlige og organisatoriske kompetencer, der er nødvendige for at styrelsen kan leve op til sin vision og sine strategier. I styrelsen er det en grundholdning, at der skal være tid og rum til kompetence- og karriereudvikling. Ved de årlige medarbejderudviklingssamtaler drøfter leder og medarbejder udviklingsønsker og behov. I styrelsen opfatter vi kompetenceudvikling som andet og mere end traditionelle kurser. For os er kompetenceudvikling først og fremmest læring på jobbet, idet vi ser læring som en social proces, der er praksisrelateret i forhold til opgaveløsningen. Herudover prioriterer vi udveksling og udstationering og endelig traditionelle kurser og seminarer.
Samarbejde med uddannelsesinstitutioner
Styrelsen er med i et mentorprogram, som Kulturministeriet har indgået med Københavns Universitet om at stille et antal mentorer til rådighed for universitetsstuderende, som snart bliver kandidater. Styrelsen har løbende praktikanter fra universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, ligesom vi i perioder har enkelte Ph.d-studerende tilknyttet.
Videndeling og samarbejdskultur
Kulturarvsstyrelsen har indrettet sig i helt åbne kompetencemiljøer på én etage i huset på H. C. Andersens Boulevard. Vi har valgt denne indretning frem for cellekontorer for at fremme videndeling og samarbejdskultur på tværs af styrelsen. Vi lægger vægt på et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø med god trivsel for alle medarbejdere. I vores indretning har vi lagt vægt på lys, helhed og ryddelighed, og at der er plads til individualitet.
"Hvilken rolle skal jeg spille?"
Sådan lyder overskriften på et projekt for HK-medarbejdere om projektassistentens rolle, som Kulturarvsstyrelsen gennemførte i 2010.
Se webfilm om HK'ernes erfaringer og læs om projektet her.
Hvilken rolle skal jeg spille?






