UNESCOs verdensarvskonvention

UNESCO's konvention af 16. november 1972 om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv

Konvention om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv

UNESCO, FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, vedtog konventionen om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv i 1972. Baggrunden var, at arkæologiske mindesmærker og naturområder i øget grad var i fare for at blive ødelagt af krig, naturkatastrofer, forurening, turisme eller ganske enkelt forfald.

Konventionen opfordrer derfor alle lande til at fremme beskyttelsen af kultur- og naturarven af lokal eller national betydning. Konventionen fik som mål at udpege og søge at bevare den kultur- og naturarv, der har betydning for alle mennesker i verden. Hele menneskehedens kultur- og naturarv.

Kultur- og naturarv kan omfatte monumenter, bygninger, byggerier, kulturlandskaber eller naturområder. Den kan være naturskabt, menneskeskabt eller skabt af mennesker og natur i fællesskab. Den kan være et bygningsværk, som repræsenterer et vigtigt historisk udviklingstrin, eller et naturfænomen af enestående æstetisk eller videnskabelig betydning. Den internationale kultur- og naturarv samles på UNESCO's Verdensarvsliste.

Formålet med listen er at vække global bevidsthed om vor fælles arv og dermed fremme dens bevaring og pleje. Ligeledes at styrke den internationale solidaritet på området med henblik på et forøget videnskabeligt og økonomisk samarbejde hen over grænserne.

I Danmark er Kulturarvsstyrelsen ansvarlig for at fremlægge nye forslag til verdenslisten. En særlig komité under UNESCO afgør, om forslagene bliver optaget på listen.

Danmark ratificerede "Verdensarvskonventionen" i 1979 og fik i 1994 optaget Jellinghøjene og deres monumenter på Verdensarvslisten. Året efter blev Roskilde Domkirke optaget. I år 2000 kom Kronborg på listen, og senest er Ilulissat Isfjord i 2004 optaget.