Referat 10/10-2005:
Referat 10/10-2005:
Møde i Det Særlige Bygningssyn den 10. oktober 2005
Fra Bygningssynet deltog: arkitekt Poul Ingemann, udviklingschef, arkitekt m.a.a. Freddy Avnby, fagleder, museumsleder, mag.art. Lene Floris, arkitekt m.a.a. Johan Fogh, civiløkonom Birthe Iuel, museumsdirektør Carsten U. Larsen, museumsleder, cand.mag. Liselotte Mygh og stadsingeniør Erik Rasmussen.
Afbud fra: professor, arkitekt m.a.a. Gregers Algreen-Ussing, advokat Jette Bøgeby, borgmester Johannes Stensgaard og arkitekt m.a.a. Lone Wiggers.
Fra Kulturarvsstyrelsen deltog: kontorchef, arkitekt m.a.a. Sven Koefoed-Hansen, sekretær Charlotte Lillieholm (referent) samt de sagsbehandlere, som havde sager på mødet.
Dagsordenen
1. Referat af Det Særlige Bygningssyns møde den 15. september 2005
Der var ingen bemærkninger til referatet.
2. Tilskudssag
2.1 Buchwaldsgade 33, Odense
(2003-121/461-0029, forelagt af Birte Skov)
Det Særlige Bygningssyn skal anbefale, at Kulturarvsstyrelsen støtter den omfattende restaurering af Kraftcentralen med 1.000.000 kr. i kontant tilskud og 140.000 kr. i lån. Tilskuddet bliver givet, da bygningens store rummelighed og kravet om bevaring af den store B & W dieselmoter med de to generatorhjul, omformeren og hovedfordelingstavlen lægger begrænsninger på den fremtidige anvendelse.
3. Byggesager
3.1 Næsseslottets staldbygning, Dronninggårds Allé 134, Søllerød Kommune
(2003-121/181-0020, forelagt af Charlotte Iversen)
Det Særlige Bygningssyn finder, at staldbygningens fredningsmæssige værdier knytter sig til såvel bygningen som den helhed, den indgår i. Bygningssynet finder det derfor afgørende, at bygningens karakter af staldbygning fastholdes og herigennem også den plads i det bygningsmæssige hierarki, som gør sig gældende for helheden.
Bygningssynet finder i forlængelse heraf ikke, at der kan isættes nye og flere vinduer og døre i staldbygningen eller gennemføres andre for bygningens arkitektoniske udtryk radikale ændringer, som slører dens oprindelige udtryk og karakter.
3.2 "Bryggergården", Alléen 2-26, Tårnby Kommune
(2003-121/185-0001, forelagt af Charlotte Iversen)
Det Særlige Bygningssyn finder, at de fredningsmæssige værdier knyttet til staldbygningen på Bryggergården i Tårnby Kommune ikke alene knytter sig til bygningen, men nok så meget til den helhed, den indgår i. Bygningssynet finder således, at Bryggergården skal vurderes under ét og under hensyntagen til den løbende udvikling med skiftende anvendelser og heraf følgende bygningsmæssige ændringer, som bygningsanlægget over tid har gennemgået.
I forlængelse heraf vil Bygningssynet ikke modsætte sig, at der gennemføres bygningsmæssige ændringer af staldbygningen som følge af en anvendelse af denne til boligforhold under forudsætning af, at disse gennemføres i respekt for det fredede.
Bygningssynet finder således ikke, at tagfladerne bør tilføjes nye elementer, men at lysindtag i tagetagen alene bør foregå via de eksisterende hejsekviste evt. suppleret med enkelte tagvinduer af støbejern.
Endvidere finder Det Særlige Bygningssyn det afgørende, at staldbygningen ved en nyindretning fastholder sin oprindelige orientering mod gårdrummet, men forholder sig – inden for rammerne heraf – positiv over for en mindre åbning af facaden mod syd.
Endelig finder Det Særlige Bygningssyn, at kampestenslængen mod vest bør fastholdes som eksisterende uden yderligere murgennembrud.
3.3 Snedinge Avlsgård, Ørslevvej 230, Skelskør Kommune
(2003-121/331-0004, forelagt af Bendt Friis)
Det Særlige Bygningssyn finder, at projektet til indretning af den tidligere svinestald på Snedinge Avlsgård i Skælskør Kommune udgør et spændende og kvalificeret bud på, hvordan produktionsbygninger til større landbrugsbygninger kan revitaliseres og konverteres til nye formål.
Bygningssynet finder det generelt problematisk at indrette bolig og andre nye funktioner, der kræver omfattende bygningsmæssige ændringer, i landbrugets tiloversblevne driftsbygninger. Samtidig erkender Bygningssynet behovet for at søge nye veje til belysning af problematikken.
Bygningssynets interesse for projektet skal således ses i sammenhæng med forskningsprojektet "Gårdens bygninger" og de handlingsplaner, der er udarbejdet i forbindelse med dette projekt. Bygningssynet ser således en evt. realisering af projektet som et pilotprojekt, som Bygningssynet sammen med Kulturarvsstyrelsen efterfølgende vil evaluere for at vurdere, om den anvendte metodik og de konkrete løsningsmodeller vil kunne anvendes på andre større landbrugsbygninger.
Hvad angår det konkrete projekt, så finder Det Særlige Bygningssyn, at én af de bærende fredningsværdier i bygningen er det tilknappede ydre – både vurderet i forhold til svinestalden og i forhold til det samlede anlæg. Bygningssynet finder endvidere, at bygningens oprindelige struktur med langsgående rum og en klar adskillelse mellem de to etager bør bevares.
Bygningssynet finder således ikke, at den skitserede inddragelse af loftrummet kan realiseres inden for fredningen, men at boligerne alene bør indrettes i stueetagen, således at såvel den ubrudte tagflade som den horisontale orientering af bygningen fastholdes.
3.4 Assensvej 298, Faaborg Kommune
(2003-121/431-0010, forelagt af Birte Skov)
Det Særlige Bygningssyn finder, at projektet til indretning af staldlængerne øst for gadeporten, Assensvej 298 i Faaborg Kommune, til "Bed & Breakfast" udgør et kvalificeret bud på, hvordan produktionsbygninger kan konverteres til nye formål.
Bygningssynet finder det generelt problematisk at indrette bolig og andre nye funktioner, der kræver omfattende bygningsmæssige ændringer i landbrugets tiloversblevne driftsbygninger. Samtidig erkender Bygningssynet behovet for at søge nye veje til belysning af problematikken.
Bygningssynet finder, at det konkrete projekts gennemførelse har så relativt få og samtidig velafklarede bygningsmæssige konsekvenser for det fredede, at Bygningssynet ikke vil stille sig hindrende i vejen for dets realisering.






