Referat 23/9-2010

DET SÆRLIGE BYGNINGSSYN
c/o Kulturarvsstyrelsen, Bygninger
H. C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
(sekretær Anne-Grethe Demant direkte 33 74 52 39)

                                                                         Den 23. september 2010

REFERAT
                                                                                                                                                                                 af af Det Særlige Bygningssyns møde den 23. september 2010.

Fra Bygningssynet deltog
: Formand, professor, arkitekt MAA Christoffer Harlang, professor, arkitekt MAA Gert Bech-Nielsen, museumsinspektør Henrik Harnow, arkitekt MAA Bent Falk Jensen,  museumsinspektør Vibeke Andersson Møller, planchef Jannek Nyrup, byrådsmedlem Thyra Rasmussen, arkitekt MAA Eva Møller Sørensen, restaureringsarkitekt MAA Jørgen Overby, vicedirektør, arkitekt MAA Sven Koefoed-Hansen og arkitekt MAA Lone Wiggers.

Afbud fra: Borgmester Bo Asmus Kjeldgaard

Fra Kulturarvsstyrelsen deltog: Kontorchef, arkitekt MAA Mogens A. Morgen, Birte Skov, Louise Ømann, Signe Hommelhoff, Mia Kroer Ræbild, Simon Harboe, Simon Ostenfeld Pedersen, Maria Gjelstrup, Nanna Secher Larsen og Anne-Grethe Demant (referent)

Dagsordenen

1.   Referat af Det Særlige Bygningssyns møde den 26. august 2010
Der var ingen bemærkninger til referatet.

2.   Meddelelser
2.1 Orientering om Christoffer Harlangs møde med kulturministeren
Christoffer Harlang oplyste, at han for nylig har afholdt et møde med kulturministeren. Formålet med mødet var bl.a. at diskutere den nye ændring af bygningsfredningsloven, herunder især, at der er etableret klageadgang over Kulturarvsstyrelsens afgørelser på byggesagsområdet.

Det Særlige Bygningssyn er kulturministerens rådgiver i bygningsfrednings- og bevaringsspørgsmål. Der var enighed om, at klageadgangen skal udformes under hensynstagen til Bygningssynets rolle.

2.2 Oversigt over fredede bygninger i perioden 1945 til i dag
Kulturarvsstyrelsen har udsendt en liste til Bygningssynets medlemmer over bygninger, der er fredet i perioden 1945 til i dag. Listen viser, at der er et passende fokus på fredninger af bygninger fra perioden.

2.3 Orientering om velfærdssamfundets bygninger
Mogens A. Morgen oplyste, at Kulturarvsstyrelsen arbejder aktivt med velfærdssamfundets bygninger, men at det kun er en del af det bredere område som Kulturarvsstyrelsen skal dække.

2.4 Orientering om nye medarbejdere i Bygningskontoret
Mogens A. Morgen orienterede om, at der er ansat 3 nye medarbejdere i Styrelsen, der i de kommende år skal arbejde med fredningsgennemgangen. De nye medarbejdere - Simon Harboe, Nanna Secher Larsen og Maria Gjelstrup - blev præsenteret.

2.5 Orientering om nedskæringer i Kulturarvsstyrelsen
Mogens A. Morgen orienterede om, at Kulturarvsstyrelsen, grundet de generelle krav til besparelser i staten, skal afskedige 3-4 medarbejdere i løbet af efteråret.

2.6 Orientering om Holmens Kirkes Kapel i København
Mogens A. Morgen orienterede om, at beslutningen om at frede Holmens Kirkes Kapel er omgjort af Kulturministeriet. Bygningsfredningsloven angiver, at kirkebygninger, der er omfattet af loven om folkekirken ikke kan fredes i det omfang de benyttes til gudstjenester. Kulturministeriets afgørelse er truffet efter en vurdering af, at Holmens Kirkes Kapel benyttes til ceremonier af gudstjenestelig karakter og andre kirkelige handlinger.

3.  Liste over byggesager i perioden 10. juli til 15. august 2010
Der var ikke indkommet spørgsmål til byggesagslisten.

4.  Byggesager
4.1 Christian IV`s Bryghus, Frederiksholms Kanal 29, Københavns Kommune
(2009-7.83.01/101-0468, forelagt af Mogens A. Morgen)
Det Særlige Bygningssyn vil ikke modsætte sig det foreliggende forslag om brandsikring og etablering af flugtveje i Christian IVs Bryghus.

Bygningssynet bifalder, at det med de foreslåede ændringer vil være muligt at åbne for adgang for offentligheden til denne historiske bygning i hjertet af København.

Ved at placere en ny udvendig, transparent, trappe i gårdrummet til betjening af stenloftet, undgås det at gennembryde kasematrummets tønde- og krydshvælvsloft. Samtidig kan nødvendige tekniske installationer, som sprinklercentral og brandmandspanel, integreres i volumenet, usynligt i terræn. 

To trapper i de øvre etager i sidebygningen sikrer mindst mulig indgriben i stolpekonstruktionen og bibeholder tagkonstruktionens to karakteristiske bærelinjer.

De nye trapper udføres enkle og i høj materiale- og designmæssig kvalitet, med et for huset nyt formsprog. 

Bygningssynets tilslutning til den udvendige trappe sker på det principielle niveau. Ved den kommende detaljering skal der udvises størst mulig omhu på alle niveauer af det arkitektoniske register. Det Særlige Bygningssyn skal i den forbindelse forbeholde sig muligheden for at få projektet forelagt igen.

5.  Eventuelt
Der var intet under eventuelt  

Sidst opdateret  2.01.2012
Kontaktperson Kontorfunktionær Anne-Grethe Demant
Tlf:
33745239
Email:
postbyg@remove-this.kulturarv.dk