Referat 1/3-2011

Referat af møde i Det Arkæologiske Råd den 1. marts 2011 i Kulturarvsstyrelsen

Til stede: Lene Høst-Madsen, Mads Thagård Runge, Kristoffer Buck Pedersen, Mads Holst, Bodil Bundgaard Fra Kulturarvsstyrelsen: Henrik Jarl Hansen, Dorte Veien og Birgit Andersen.

Under pkt. 4 deltog Anne Nørgård Jørgensen

Under pkt. 7 deltog Ole Winther

Afbud: Morten Søvsø  

REFERENT Birgit Andersen

Pkt. 1 Velkommen til det nye råd og introduktion til rådets arbejde

Henrik Jarl Hansen indledte med at byde rådsmedlemmerne velkommen til arbejdet og til deres første mødedag.

Pkt. 2 Konstituering og fordeling af perioder

Kulturarvsstyrelsen gav først en grundig introduktion til rammerne for rådets arbejde og dets opgaver. Herefter konstituerede rådet sig med Lene Høst-Madsen som formand og Mads Runge som næstformand.

De arkæologiske perioder fordeltes således:

Kristoffer Buck Pedersen: Ældre og yngre stenalder

Mads Holst: Ældre bronzealder og yngre jernalder

Mads Runge: Yngre bronzealder og ældre jernalder

Bodil Bundgaard: Romersk jernalder Morten Søvsø: Vikingetid og ældre middelalder

Lene Høst-Madsen: Yngre middelalder og nyere tid

Morten Søvsø og Lene Høst-Madsen vil tillige, hvor det er hensigtsmæssigt, fordele sagerne mellem sig geografisk.

Som marinarkæolog ønskede rådet, som foreslået af Marinet, at bruge Claus Skriver (Moesgård Museum).

Hvor der er behov for det f.eks. i forbindelse med nedsættelse af en følgegruppe, inddrager rådet eksperter fra museer eller universiteter. En sådan tilknytning sker i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen.

Pkt. 3 Mødeplan for 2011

Rådet vedtog følgende mødedage:

Tirsdag den 12. april

Torsdag den 26. maj

Torsdag den 1. september

Fredag den 4. november

Torsdag den 8. december.

Desuden foretager rådet prioritering af rådighedssummen torsdag den 3. november.

Pkt. 4 Rådets arbejdsplan

Rådet var enigt om at vente med at tage stilling til, hvilke opgaver det vil arbejde med. I første omgang så man planlægningen af rådets årsmøde den 28. april (pkt. 7) som den mest presserende opgave.

Anne Nørgård Jørgensen informerede om de arbejdsopgaver, rådet vil blive inddraget i som opfølgning på den internationale evaluering.

En årlig gennemgang af resultaterne af de arkæologiske undersøgelser indgik tidligere i de periodeoversigter, som rådets medlemmer skrev i Arkæologiske Undersøgelser i Danmark. Det er tanken, at genoptage en sådan årlig status foreløbig under navnet Nationale oversigter.

Derudover skal der udstikkes et antal faglige retningslinjer for, hvor de arkæologiske problemfelter er i øjeblikket, og hvilke arkæologiske anlæg og temaer, der på nuværende tidspunkt vurderes at kunne bringe ny viden til forskningen. Disse retningslinjer går i øjeblikket under betegnelsen Nationale og Regionale strategier. Til at understøtte en sådan øget perspektivering og refleksion skal der i årets løb samtidig arbejdes på nogle nye beretningsstandarder.

Det er hensigten, at arbejdet med de nationale strategier skal foregå i mindre arbejdsgrupper, hvoraf 3-4 bliver sat i gang i løbet af 2011 udover det pilotprojekt om den middelalderlige landbebyggelse, der arbejdes på i øjeblikket. Pilotprojektet skal danne udgangspunkt for de kommende arbejder. Rådet var enigt om, at det ville afvente erfaringerne fra dette arbejde.

Som tema for de nationale strategier var det forslaget, at nogle af de økonomisk tunge arkæologiske anlæg som f.eks. aspekter af jernalderbebyggelserne vil få en høj prioritet.

Der var enighed, om at det ikke måtte resultere i et perspektivløst afkrydsningssystem, som man pligtskyldigt foretager. Det overordnede formål er en god spiral, hvor en perspektivrig undersøgelse bringer ny viden, og derved igen giver inspiration til andre undersøgelser, hvorved både undersøgelser og forskning hæves til et højere niveau.

Der var tillige enighed om, at der ikke måtte være tale om statiske strategier, men om strategier i en stadig udvikling, hvor ændringer er både mulige og ønskelige. Mads Holst mente, at man skulle overveje formen på de Nationale Strategier. Han kunne forestille sig en slags Arkæologisk Felthåndbog dvs. et dynamisk redskab på nettet, hvortil de enkelte strategier efterhånden kunne tilknyttes. Lene Høst- Madsen foreslog, at beretningsstandarden også kommer til at ligge her.

Anne Nørgård Jørgensen oplyste, at det var tanken forud for at arbejdsgruppen formulerer en National Strategi at holde en temadag, hvor deltagerne med deres erfaringer kan bidrage til den endelige strategi.

Det blev vedtaget, at Mads Runge og Mads Holst herefter ville være med til at starte en arbejdsgruppe om jernalderbebyggelsen og aftalte at mødes forud for næste møde i Det arkæologiske Råd den 12. april. Anne Nørgård Jørgensen og Dorthe Kaldal indgår som tovholdere på arbejdet.

Forundersøgelsesmetoder, som det tidligere råd arbejdede med som mulig temadag, blev kort diskuteret. Dorte Veien informerede om, at der er planer om, at flere mindre anlæg undersøges i forundersøgelsesfasen.

Lene Høst-Madsen introducerede løseligt de ”Method Statements”, som Københavns Museum har udarbejdet i forbindelse med metroudgravningerne. Med Metho Statement menes en oversigt over arkæologiske metoder, milepæle og stra tegier for, hvordan man museet kan forudse håndteringen af forskellige fund og anlægstyper, som er anvendt i forbindelse med metroarbejdet.

Rådet var enigt om, at det først og fremmest vil finde sine egne ben, før det beslutter sig for nye opgaver. Man var også enigt om, at idéen med de Nationale strategier skulle diskuteres yderligere.

Pkt. 5 Opfølgning af møde den 7. december 2010

Mads Runge spurgte til det ca. 1 ½ års efterslæb, hvoraf en del udgøres af de inddateringer, museerne har foretaget, mens Fund & Fortidsminder var lukket. Henrik Jarl Hansen svarede, at det er et problem, som Kulturarvsstyrelsen arbejder på at løse. Han kunne pt. henvise til, at der er muligheder i styrelsens digitaliseringspulje.

Pkt. 6 Opfølgning på årsmødet den 8. februar i Slagelse

Der var enighed om, at der havde været en god debat, og at det var et godt møde.

Pkt. 7 Årsmøde på Nyborg Strand den 27. – 28. april

Kulturarvsstyrelsens museumsmøde holdes på Nyborg Strand den 27. april, og temaet bliver museumsudredningen.

Den følgende dag har rådet til disposition, og der var enighed om, at det overordnede tema også her måtte være museumsudredningen og konsekvenserne for de arkæologiske museer.

Det blev vedtaget, at rådsmedlemmerne holder et lille møde umiddelbart efter mødet om museumsudredningen i Esbjerg den 16. marts.

Ole Winther deltog under punktet og orienterede om det kommende møde i Esbjerg, hvor den næstsidste rapportudgave vil ligge klar. Den endelige rapport bliver afleveret til kulturministeriet inden påske. På tidspunktet for rådets årsmøde, den 28. april, vil det ikke være muligt at læse et detaljeret forslag. Der vil stadig blive arbejdet med nogle modeller for en kommende museumsstruktur, og der vil stadig skulle ske en vurdering af en lang række konkrete forhold.

Mads Holst spurgte, om der på mødet den 16. marts vil foreligge en holdning til en opgavefordeling og deraf følgende økonomi. Det mente Ole Winther ikke, men han svarede, at det ligger fast, at der er behov for et øget fagligt fundament. Mads Holst mente ikke, at det var enhedernes størrelse, der havde betydning. Han var mere interesseret i, om der kan flyttes penge fra nødundersøgelserne til egentlig strategisk forskning.

Kristoffer Buck sagde, at det, der især vil interessere deltagerne til mødet, er at få information om konsekvenserne for de arkæologiske museer. Det vigtigste er, at fremtidens ansvarsområder bliver bæredygtige, når det gælder forskning og forvaltning. Det vil være en fordel for den kommende proces, hvis man fra centralt hold melder ud, hvilke fremtidige ansvarsområder man anser for arkæologisk bæredygtige.

Bodil Bundgaard Rasmussen bemærkede, at det er svært at hæve sig op, når museumsloven udgør rammerne.

Rådet diskuterede, hvor meget finansieringsbestemmelserne i museumsloven har medført arkæologisk set. Nogle mente, at der kun var tale om empiri, men andre mente, at der var kommet meget ny viden. Man vendte tilbage til, at penge til forskning er vigtigt, så de empiriske data ikke dør, fordi de ikke bliver anvendt.

Pkt. 8 Meddelelser

I nærmeste fremtid vil Kulturarvsstyrelsen udmelde, at ansøgninger til undersøgelse af dyrkningstruede arkæologiske fund vil blive behandlet på mødet den 12. april. I år vil in situ-bevaring indgå som en mulighed for alternativ til undersøgelse.

Dorte Veien informerede om det udredningsarbejde, styrelsen i øjeblikket foretager i forhold til jordvarmeanlæg. Der foregår i øjeblikket en rundspørge til museerne om omfanget af arkæologiske opgaver i forbindelse med jordvarmeanlæg.

Endvidere blev der informeret om en undersøgelse, hvor styrelsen anbefaler, at der tilknyttes en følgegruppe. Fra rådet blev det vedtaget at pege på Morten Søvsø.

Pkt. 9 Eventuelt

Der var intet til punktet

Næste møde er den 12. april.

Sidst opdateret  2.01.2012
Kontaktperson Konsulent, cand.mag. Birgit Andersen
Tlf:
33745213
Email:
birgan@remove-this.kulturarv.dk