Referat 18/09-2008:
Referat 18/09-2008:
Møde i Kunsthistorisk Fagligt Råd torsdag den 18. september 2008
Deltagere: Ulla Houkjær, Mona Jensen, Gertrud Oelsner,
Ole Winther, Louise Straarup-Hansen, Hanne Jönsson (referent)
Afbud: Dorthe Aagesen, Tine Blicher-Moritz, Ane Hejlskov Larsen
Pkt. 1: Gensidig orientering.
Kulturarvsstyrelsen har med virkning fra 1. september gennemført en organisationsændring, som betyder, at opgaver og medarbejdere i ”Databaser og digital formidling” er tilført de tre øvrige kontorer i styrelsen. Ved samme lejlighed overtog Ole Winther posten som kontorchef i Museer efter Frank Rechendorff Møller, der er blevet kontorchef i Kulturministeriets departement. Ole Winther har tidligere været chef for ”Fortidsminder” i Kulturarvsstyrelsen.
Med organisationsændringen blev ansvaret for indberetning til de centrale registre overført til museumsenheden.
Pkt. 2 Indstilling til Kulturarvsstyrelsen til posten som styrelsens repræsentant i Statens Kunstfonds musealudvalg.
Efter Kulturarvsstyrelsens oprettelse i 2002 har styrelsen været repræsenteret af Hanne Jönsson i musealudvalget.
Kulturarvsstyrelsen finder det imidlertid mest hensigtsmæssigt, at det kunsthistoriske faglige råd fremover udpeger en kandidat til denne post – og at posten bestrides af et af rådets medlemmer.
Statens Kunstfond har anmodet om, at man udpeger en person, der især har kendskab til kunsthåndværk, for at sikre at det samlede udvalg har indsigt i hhv. billedkunst og kunsthåndværk, iht. den kommende bekendtgørelses §10 stk. 2.
Det var enighed om at indstille Ulla Houkjær til denne post.
Pkt. 3 Udarbejdelse af indstilling vedr. ansøgninger til 2. fordeling af Erhvervelsessummen 2008.
Erhvervelsessummen udgør i 2008 i alt 2,1 mio. kr. Ved første fordeling blev der imødekommet ansøgninger for i alt 1.095.000 kr. Det samlede ansøgte beløb til 2. fordeling udgør i alt 2.813.500 kr.
Da der imidlertid ekstraordinært var et større beløb til rådighed end det, der var afsat til erhvervelsessummen ved årets start, var der mulighed for i højere grad end normalt at imødekomme kvalificerede ansøgninger.
Pkt. 4 Forskningen og museerne.
Forskning er hovedtemaet på ODMs kunstseminar 6.-7. november i Horsens. Ulla Houkjær og Louise Straarup-Hansen er bl.a. indbudt til at komme med oplæg. Det endelige program var endnu ikke offentliggjort.
Louise Straarup-Hansen fandt, at hun havde behov for et input fra det faglige råd vedr. de formuleringer om forskningsbegrebet, som hun arbejder med i forbindelse med ministeriets projektgruppe om forskningen på Kulturministeriets institutioner.
Der var enighed om at tage emnet op til drøftelse på rådets møde den 11. november.
Pkt. 5 Eventuelt.
Kvalitetsvurderingspublikationer for Randers Kunstmuseum og Bornholms Museum blev fordelt til bedømmelse.
Pkt. 6 Næste møde: 11. november 2008 kl. 11–16.00.
Emner: Indstillinger vedr. Generel sum
(rådighedssum) 2009 og Forskningsbegrebet på kunstmuseerne.






