Referat 18/3 2010
Referat Kunsthistorisk Fagligt Råd
18. marts 2010 i Kulturarvsstyrelsen,
Mødedeltagere: Ane Hejlskov Larsen, Birgit Hessellund, Ulla Houkjær og Gertrud Oelsner. Fra Kulturarvsstyrelsen: Ulla Rønberg og Hanne Jönsson (referent). Hans-Henrik Landert deltog under pkt. 3 og 4.
Forhindrede: Claus Hagedorn-Olsen, Dorthe Aagesen, Ole Winther
1. Orientering
a. Kulturministerens forskningspulje.
Kulturarvsstyrelsen har nedsat en adhoc-gruppe til drøftelse af forslag, der kan bidrage til at styrke forskningen på museerne gennem udmøntning af den sum på 3 mio. kr., som kulturminister Carina Christensen annoncerede på museumsmødet i 2009.
Adhoc-gruppen, der består af Anne-Maria Mai, formand for Kulturministeriets forskningsudvalg, de medlemmer af de faglige råd, der repræsenterer universiteterne samt de to hovedmuseer, drøftede to mulige områder for anvendelse af midlerne i overensstemmelse med Kulturministeriets forskningsstrategi:
- gennem forskerbedømmelse af museumsinspektører og
- ved implementering af PURE (Publication and Research Platform), til publicering af museernes publikationer.
Adhoc-gruppen nåede ikke til nogen egentlig afklaring på det første punkt. Der var imidlertid enighed om, at PURE var et godt og ønskværdigt redskab til synliggørelse og vidensdeling af forskningsresultater. Rådet fandt det væsentligt, at forskningspublikationer på danske museer bliver gjort tilgængelige på PURE. Det undrer dog rådet, at mange af danske museers tidsskrifter og museernes fælles udgivelsesforlag Museumstjenesten ikke figurerer på de bibliometriske autoritetslister. Kun Statens Museum for Kunst er blevet godkendt som forlag. Se: http://www.fi.dk/forskning/den-bibliometriske-forskningsindikator/autoritetslister-for-tidsskrifter-og-forlag.
Kulturarvsstyrelsen afventer nu ministeriets tilbagemelding vedr. muligheden for at etablere PURE som en koncernløsning evt. med Det Kgl. Bibliotek som host.
b. Valg til nye faglige råd 2011-2013
Tidsplan for valg til de faglige råd i efteråret foreligger nu:
- Indkaldelse af kandidater sker den 6. september 2010 pr. fælles-mail til alle museer Alle fastansatte museumsinspektører kan opstille.
- Frist for kandidaters tilmelding pr. brev (ikke mail) – er den 4. oktober kl. 16.00.
- Stemmesedler udsendes pr. fælles-mail til alle museer på deres hovedadresse den 11. oktober – og stemmesedlerne skal være returneret til styrelsen den 8. november 2010 kl. 16.00.
2. Udarbejdelse af indstilling til direktionen vedr. ansøgninger til 1. fordeling af Erhvervelsessummen 2010.
Til erhvervelsessummen, der i år er på 2,0 mio.kr., er der indkommet i alt 8 ansøgninger til puljen – et meget lavt antal. Alle fra kunstmuseer.
Der var enighed om at indstille i alt 5 af disse til bevilling til et samlet beløb på kr. 675.000 kr.
Rådet fandt det problematisk, at den vurdering, der ønskes vedhæftet ved ansøgninger om støtte til køb fra private ikke foreligger som et egentligt dokument. Der var enighed om, at en vurdering skal fremtræde som et konkret dateret dokument og ikke blot bestå af ansøgers referat af en samtale med en vurderingsmand.
Der var enighed om at foreslå, at der fremover skal kræves to tilbud fra auktionshus eller kunsthandler.
3. Høring af det faglige råd vedr. ’Danske Museer i tal’
Kulturarvsstyrelsen ønsker at etablere et samlet ajourført overblik over museernes virksomhed. Overblikket planlægges etableret på baggrund af et spørgeskema, der vil blive udsendt til museerne til besvarelse en gang om året. Spørgeskemaet er et koncentrat af de spørgsmål, der tidligere blev stillet i kvalitetsvurderingsskemaet. Det forelægges nu for alle styrelsens faglige råd til bemærkninger før udsendelse. Det er planen at udsende det til alle museer foråret 2010.
Rådet havde følgende kommentarer til spørgeskemaet:
Arbejdsgrundlag: Der blev rejst tvivl om, hvordan ’afdelinger’ skulle tolkes. Museets ledelse: Betegnelsen ’særlige professionelle kompetencer’ bør præciseres/foldes ud evt. gennem kombinationen af: jura, erhvervsliv, fagfolk. Bestyrelsen: Aldersfordeling og ikke blot kønsfordeling vurderes som relevant. Medarbejdere: Antallet af studenter (årsværk) blev efterlyst. Antallet set i forhold til fastansatte inspektører kunne give en indikation af den faglige bemanding.
Samlingen og dens bevaring: Tilsyn med eksterne deposita bør nævnes. Spørgsmålet om museet har overblik over samlingens bevaringsmæssige tilstand bør genovervejes med henblik på sandsynligheden for at få et anvendeligt svar samt om hvorvidt det skal offentliggøres.
Forskning: Som supplement til de fire fagkategorier blev der foreslået at spørge til ’Tværfaglige publikationer’. Det blev foreslået at differentiere spørgsmålene så der blev gjort rede både for monografier og artikler. Samt spørge til hvor mange publikationer, der er udarbejdet sammen med andre danske museer, universiteter eller eksterne forskere. Publikationer burde kategoriseres i henhold til forskningsdefinitionerne i ministeriets forskningsstrategi.
Sikring: Besvarelserne under dette punkt bør ikke offentliggøres.
Formidling: Følgende spørgsmål blev foreslået tilføjet: Hvor mange omvisninger/foredrag etc. er gennemført: Her foreslås tilføjet: ’værkstedsaktiviteter, ekskursioner, sociale arrangementer’. Hvor mange organisationer indenfor voksenundervisning samarbejder museet med? folkeuniversitet, aftenskoler, højskoler, kunstforeninger. Har museet en formidlingsstrategi for disse (ovennævnte) grupper? Hvor mange seminarer, faglige symposier etc. har museet gennemført i det sidste kalenderår? Er outreach – strategisk brugerinddragelse – og social inklusion elementer som inkluderes i museets formidling? Formidles dele af museets samlinger digitalt som web-museum el. lign.?
4. Høring af det faglige råd vedr. ’Nyt koncept for arbejdsplaner’
De fire-årige arbejdsplaner, som museerne skal indsende til Kulturarvsstyrelsen, skal fremover indskrænke sig til at omfatte museernes indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Rådet havde fået den nye skabelon til drøftelse. Skabelonen skal udfyldes direkte på styrelsens hjemmeside. Den vil formentlig blive lagt på medio april. Skabelonen skal være udfyldt og indsendt senest 15. december 2011 og omfatter årene 2011-2014.
Rådet foreslog, at det nye forskningsbegreb, der blev introduceret med Kulturministeriets Forskningsstrategi anvendes i afsnittet om forskning.
Under formidling og kommunikation blev det foreslået, at der i status pkt. 2 blev redegjort for lokale, nationale og internationale samarbejdsrelationer og partnerskaber.
5. Rådets dag. Tidspunkt, sted, tema og program
I år strækker styrelsens årsmøde med museerne sig kun over én dag – den 10. maj og finder sted på Nyborg Strand. Det faglige råds dag afholdes derfor på et andet tidspunkt. Rådet besluttede at afholde en temadag i september som erstatning for sidste års temamøde, der var blevet aflyst med henvisning til indeværende års ’rådets dag’.
Rådet har foreløbig gjort sig følgende tanker om arrangementet: Temadagen afholdes:
Dato: Fredag den 24. september 2010
Sted: Bygningskulturens Hus, Borgergade 111, København K.
Følgende forslag til tema/temaer blev drøftet: ’Forskning på kunstmuseerne – dens formidling og visualisering i samlingerne – set ud fra konkrete samarbejds- og forskningsprojekter’
Forslag til eksterne oplægsholdere: Brita Brenna, Associate professor (i museologi), Institut för kultur og orientalske språk, Oslo : ’Ledelsesperspektiver på forskningsorganisering’ (??) (svar medio april) Överintendent Solfrid Söderlin, Nationalmuseum, Stockholm:
Lotte Sandberg, Master i urbanisme, kritiker v. Aftenposten: Fusionsprocessen på Nasjonalmuseet for Kunst, Arkitektur og Design, Oslo.
Repræsentant for Ashmolean Museum of Art and Archaeology, Oxford: Rasmus Vestergaard, form. ODM, museumsinspektør: Der var enighed om at fortsætte programlægningen på næste møde den 22. april 2010.
6. Orientering II.
Nyt fra kulturministerens arbejdsudvalg vedr. ny museumsstruktur.
Kulturministeren har som et led i udmøntningen af ’Kultur for Alle’ igangsat en udredning, der skal komme med anbefalinger for et fremtidens museumslandskab, der kan møde de kommende års og årtiers udfordringer.
Udgangspunkt for udredningen bliver en række temakonferencer afholdt i 2010 med en bred deltagerkreds blandt områdets interessenter.
Rådet hæftede sig ved arbejdsudvalgets og referencegruppens sammensætning og savnede en højere grad af forskere og universitetsrepræsentanter i referencegruppen.
7. Kommende møder:
Torsdag den 22. april 2010 kl. 11.
Mandag den 10. maj 2010 (Museumsmødet, Hotel Nyborg Strand).
Mandag den 13. september 2010 – Erhvervelsessum, 2. fordeling
Torsdag den 24. september 2010: Rådets tema-dag
Torsdag den 4. november 2010 – Rådighedssum 2011.






