17.12.10

Afgørelse i sag om overtrædelse af bygningsfredningsloven

Foto: Ødelagt gulv fra lejligheden

Byretten har givet Kulturarvsstyrelsen medhold i, at alle ulovlige forhold i en lejlighed i en fredet ejendom i København skal genoprettes.

Af Jesper Peter Jensen

Afgørelse

Med en dom af 6. oktober 2010 er der truffet afgørelse i en sag om overtrædelse af bygningsfredningsloven, som Kulturarvsstyrelsen indledte foråret 2007.

Dermed har Københavns Byret fastslået, at man - som loven kræver - skal have tilladelse fra Kulturarvsstyrelsen, før man laver ændringer på en fredet bygning.

Sagsforløb

Sagen begyndte i foråret 2007, da Kulturarvsstyrelsen blev bekendt med at ejeren var gået i gang med at ombygge sin lejlighed, der er beliggende på en af Københavns attraktive adresser, i en fredet ejendom fra 1798.

Efter en lang række forgæves forsøg på få ejeren i tale og løse sagen ved forhandlinger blev henvendelserne fulgt op med påbud om at bringe forholdene i orden, og til sidst anmeldte Kulturarvsstyrelsen ejeren til Københavns Politi for overtrædelse af Bygningsfredningsloven på i alt 11 punkter.

Det er disse forhold der nu er truffet afgørelse om.

Retsvirkning

Ejeren har erkendt, at der er udført byggearbejder i lejligheden, men har undskyldt sig med, at han ikke tidligere har ejet en fredet ejendom og derfor ikke var bekendt med lovgivningen på området, ligesom han anså de ulovlige ændringer som en forbedring af lejligheden.

Ikke desto mindre gav Byretten Kulturarvsstyrelsen medhold i, at den nuværende ejer skal genoprette alle de ulovlige forhold.

Udover at skulle betale sagens omkostninger, idømte retten ejeren og selskabet bag en samlet bøde på i alt 43.000 kr., fordi påbuddet om lovliggørelse ikke var opfyldt inden fristens udløb. Endelig medfører dommen tvangsbøder på 6000 kr. pr. uge, hvis forholdene ikke er lovliggjort inden 1. februar 2011.

Kulturarvsstyrelsen har tinglyst de ulovlige forhold på ejendommen. Det betyder, at eventuelle fremtidige købere af lejligheden kan sikre sig, at alt er i orden inden skødet underskrives.

Det påhviler nemlig den til enhver tid værende ejer at rette op på ulovlige forhold - også selv om ulovlighederne er udført af tidligere ejere.

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.

Kontaktperson Kontorchef Mogens A. Morgen
Tlf:
33745278
Email:
morgen@remove-this.kulturarv.dk
Kontaktperson Arkitekt MAA Jesper Peter Jensen
Tlf:
33745276
Email:
postbyg@remove-this.kulturarv.dk