06.11.09
Aha-oplevelser på museerne
Det årlige museumsbesøg var engang en fast del af skolens tvangsudskrivning af elever til almendannelsens montre. I dag tilbyder museerne undervisning, der giver aha-oplevelser for eleverne.
”Det er bedre at arbejde med projektet her på museet end på skolen, fordi museet har redskaberne til det, vi skal lave.” Ordene kommer fra Johanne fra 8. klasse ind i mellem, hun har travlt med at tjekke manus til studieværtens speak og instruere om kameravinkler til det direkte interview med en gæst i studiet.
Tv-nyheder
Et lille klip fra de hektiske minutter inden Johanne og hendes klassekammerater går i æteren med nyheder fra tv-studiet på Danmarks Mediemuseum i Odense. Johannes klasse er en af mange, som har deltaget i undervisningsforløbet ”Tv-nyheder”, som tilbydes af mediemuseet.
Nemt at lære
Begejstringen for at afprøve virkeligheden som mediemenneske er stor hos 8. klassen. Hvilken lærer og museumsansat vil ikke glæde sig, når Johannes veninde, Laura bagefter siger, at hun vil anbefale, at skoler med medieundervisning tager en dag ud for at være journalister ”…fordi, det er nemmere at lære, når man laver en praktisk opgave.”
God praksis
Undervisningsforløbet ”Tv-nyheder” er beskrevet nærmere i hæftet ”God praksis – eksempler på museernes undervisning til grundskoler og ungdomsuddannelser”, som udgives af Kulturarvsstyrelsen. Hæftet beskriver 11 forskellige og succesrige undervisningstilbud fra danske museer, som lærere, elever og museer kan lade sig inspirere af, når skemaet skal fyldes med relevant og faglig undervisning.
Viden i spil
De 11 undervisningstilbud kommer fra kulturhistoriske -, kunst- og naturhistoriske museer og skal tjene til at gøre museernes faglige viden til et naturligt bidrag til alle børn og unges uddannelse. Målet for mange museer og for Kulturarvsstyrelsen er nemlig at få museerne i spil, når det handler om solide tilbud til grundskoler og ungdomsuddannelser.
På skemaet
”Inspiration via gode eksempler er vigtig, hvis museerne vil nå helt ind på lærerværelset for at vise, at de har tilbud, som bør komme med, når skemaet skal lægges, og krav om bl.a. tværfaglighed, dannelse og aktivt medborgerskab skal opfyldes,” siger konsulent Ida Brændholt Lundgaard, Kulturarvsstyrelsen.
Kortlægning
Af den grund har Kulturarvsstyrelsen også kortlagt, hvordan og hvor meget museerne tilbyder undervisning og samarbejder med grundskoler og ungdomsuddannelser. Undersøgelsen, der er lavet i 2008 på statslige og statsanerkendte museer, viser, at der er masser af aktiviteter, vilje og projekter til navnlig grundskolen.
Sjældne gæster
Det kniber dog med at få godt fat i gymnasieklasserne og erhvervsuddannelserne. Og også de kommende lærere er sjældne brugere af museernes undervisningstilbud. Men manglerne kan der rettes op på.
To nye centre
Derfor støtter Kulturarvsstyrelsen nu også oprettelsen af to nye regionale centre for museumsundervisning øst for Storebælt. De to centre skal sammen med den eksisterende Skoletjenesten på Sjælland udvikle et netværk for museumsundervisning og være med til at bygge bro til undervisningsinstitutionerne.
”God praksis - Eksempler på musernes undervisning til grundskoler og ungdomsuddannelser” og kortlægningen af museernes undervisningstilbud, "Museernes læringspotentialer. Kortlægning af museernes undervisningsaktiviteter til grundskoler og ungdomsuddannelser", er sendt til museerne og kan også hentes som pdf-fil.








Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.