13.06.07

Bornholms industribælte udpeget til nationalt minde

Foto fra bornholmsk granitbrudBornholms unikke råstofindustrier har så stor betydning for den samlede danske industrihistorie, at Kulturarvsstyrelsen nu har udpeget et udvalg af disse som Nationalt Industriminde i forbindelse med Industrikulturens År.

På Bornholm er der adgang til flere råstoffer end i det øvrige Danmark som følge af øens i dansk sammenhæng særegne geologi. Særligt for Bornholm er udvinding og bearbejdning af granit, sandsten, kul og kaolin, og især det kystnære område fra Rønne til Hammeren kan betegnes som et sammenhængende råstofindustrilandskab. Bornholms råstofindustris store betydning på nationalt plan hænger især sammen med udvindingen af disse råstoffer, som øen afsatte ubearbejdet og bearbejdet i det øvrige Danmark.

Udvinding af granit og sandsten på Bornholm betyder, at øen i dag er repræsenteret i mange byggerier over hele landet. Granit og Hasle Klinker er byggematerialer, der er kendt og anvendt over hele landet. Brydningen af kul er et eksempel på, hvordan vi efter udenlandsk forbillede forsøgte at skaffe energi til industrialiseringsbølgen 1840-1890.

Det nationale industriminde er navnlig et landskab, som er blevet ændret og formet af industrien. Man ser stenbrud, minegange, lergrave, grusgrave og dynger af restproduktet stenmel. Men den industrielle aktivitet afspejler sig også i bebyggelsen, selv om mange produktionsbygninger er fjernet. Tilbage står Hjorths Terracottafabrik i Rønne, som fik ler fra flere af gravene. Havnene i Rønne, Hasle, Vang og Hammerhavn har været brugt til transport af de udvundne materialer.

Råstofudvindingen beskæftigede mange og ændrede derfor flere byers karakter. I Rønne, der ellers er præget af handel, håndværk og fiskeri, finder man arbejderkvarterer, f.eks. ved Johnsensvej og ved Langelinie. I Sandvig ligger to lange arbejderlænger, som blev opført til arbejderne ved Moseløkke Granitbrud.

Kulturarvsstyrelsen har ingen planer om at frede de omtalte lokaliteter. Den ny status skal derimod vise, at anlægget har en væsentlig historie at fortælle om den danske industrihistorie. Derfor opfordrer styrelsen til, at der i den fremtidige udvikling af stedet tages hensyn dertil.

Tidligere udpegede nationale industriminder er: 1. Carlsberg i Valby, 2. Hjedding Andelsmejeri, 3. Cathrinesminde Teglværk i Sønderjylland, 4. Danfoss, 5. Københavns Vandværk, 6. Rud. Rasmussens fabrikker, København og 7. Coop Danmark, Albertslund, 8. De Danske Spritfabrikker, Aalborg, 9. Sukkerfabrikken Lolland, 10. Kødbyen, København, 11. Grøns Varehus, København, 12. H.C. Ørstedsværket, København, 13. Aalborg Portland, 14. Mølleåen, nord for København, 15. Holmen, København, 16. Lindøværftet, 17. Tasso/Albani i Odense, 18. Frederiksværk, 19. Hernings tekstilindustri, 20. Esbjerg Havn og fyrsystem, 21. Håndværkerbyen i Valby, 22. Silo-anlæg i Århus Havn.

Yderligere oplysninger:

Direktør Steen Hvass, Kulturarvsstyrelsen, tlf. 33 74 51 10
Konsulent Caspar Jørgensen, Kulturarvsstyrelsen, tlf. 33 74 51 88.

Udstilling og bogudgivelse

Det er fokus på historien om råstofindustri på Bornholm for tiden. Bornholms Museum viser en udstilling og udgiver en bog, begge med titlen: "Under overfladen". Udstillingen åbner fredag den 15. juni.

> Læs mere om de udpegede industriminder

» Industrikulturens År 2007 (www.ik07.dk)

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.