20.01.10
Bygningskultur 2015
Danmarks mange fredede og bevaringsværdige bygninger får nu en hjælpende hånd på knap 80 mio. kr., så de kan bevares og bruges langt ud i fremtiden.
Danmarks mange historiske huse er sikret et godt liv i fremtiden med et nyt initiativ ”Bygningskultur 2015”, som Kulturarvsstyrelsen, Realdania og Kommunernes Landsforening (KL) er sammen om.
”Visionen er, at Bygningskultur 2015 sikrer, at de historiske bygninger kan bevares og benyttes langt ud i fremtiden til glæde for alle i det danske samfund,” siger Steen Hvass, direktør i Kulturarvsstyrelsen og formand for kampagnens koordinationsgruppe.
”Vi vil understøtte og kvalificere ejernes, kommunernes, myndighedernes og eksperternes arbejde med bygningsarven.”
Kvalitetstjek
Ejere af historiske huse vil få fuld klarhed over, hvilke kvaliteter deres unikke ejendomme har, og som ligger til grund for, at de kan betegnes som enten fredede eller bevaringsværdige.
Samtidig skal ”Bygningskultur 2015” give myndighederne opdateret viden om bygningerne og nye værktøjer til at inddrage den byggede kulturarv og kulturmiljøer i planlægning, bevaring og tidssvarende brug.
Ekstra penge
Det koordinerede løft har et samlet budget på 78,5 mio. kr., og er dermed det største og mest omfattende siden vedtagelsen af Bygningfredningsloven i 1918.
På Finansloven for 2010 er netop afsat godt 16 mio. kr. over fem år til håndteringen af Danmarks cirka 9000 fredede bygninger.
Oven i det beløb lægger Realdania nu 27 mio. kr., så håndsrækningen udbygges til også at omfatte landets ca. 300.000 bevaringsværdige bygninger.
Århundredets satsning
"For Realdania er det oplagt at supplere Folketingets initiativ for de fredede bygninger, således, at også de bevaringsværdige bygninger kan komme med i, hvad jeg vil kalde, århundredets satsning på kvalificering af arbejdet med den danske bygningsarv,"siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.
To spor
Bygningskultur 2015 består dermed af to hovedindsatser. En indsats målrettet Danmarks cirka 9.000 fredede bygninger og en indsats for bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i by og på land. KL bidrager med koordinering i forhold til kommunernes bevaringsindsats.
De fredede
De fredede bygninger er Kulturarvsstyrelsens bord. Netop nu forberedes en systematisk gennemgang af alle fredede bygninger, så der bliver klarhed over, hvad der ligger til grund for fredningen.
Samtlige bygninger får et eftersyn af styrelsens arkitekter og som en service overfor ejerne, vil disse blive tilbudt en vejledende individuel handlingsplan over, hvilke arbejder der i en periode bør udføres på ejendommen for at fastholde eller genskabe fredningsværdier. Gennemgangen forventes afsluttet efter fem år.
De bevaringsværdige
De bevaringsværdige bygninger - ca. 300.000 - hører administrativt under kommunerne. Men primært på grund af mangel på fælles viden og værktøjer er håndteringen af disse bygninger ofte præget af stor usikkerhed hos både ejere og kommuner.
Bygningskultur 2015 vil udvikle og opbygge ny viden, metoder og værktøjer til fælles håndtering af bevaringsværdierne. Endvidere laves forsknings- og analyseaktiviteter og formidlingsaktiviteter om status for indsatsen.
Indsatsen for de bevaringsværdige bygninger løftes i fællesskab af Realdania, Kulturarvsstyrelsen og KL med Dansk Bygningsarv som sekretariat.
*Håndtering af bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer. Udvikling af viden, metoder, værktøjer, netværker og formidling
*Fredede bygninger: Gennemgang af ca. 9.000 fredede bygninger og tilbud til ejerne om frivillige handlingsplaner for håndteringen af disse bygninger.
*Analyser, forskning og formidling om status for bygningsarv og kulturmiljøer
”Bygningskultur 2015”
Koordinationsgruppe
Formand, Steen Hvass, direktør, Kulturarvsstyrelsen
Mogens A. Morgen, kontorchef, Kulturarvsstyrelsen
Hans Peter Svendler, direktør, Realdania
Eske Møller, projektleder, Realdania
Bent Falk, formand, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur
Eske Groes, kontorchef, KL
Sekretariat, Dansk Bygningsarv
Gennemgang af fredede bygninger







Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.