30.09.06

Carlsberg bliver nationalt industriminde

Foto fra Carlsbergs bryghus opført 1901Carlsbergs bryggeri i Valby er nu udpeget til: Nationalt Industriminde.

Carlsberg bliver dermed det første af i alt 25 nationale industriminder, som Kulturarvsstyrelsen vil udpege i forbindelse med satsningsområdet: Industrisamfundets Kulturarv. De nationale industriminder bliver udvalgt, fordi de har haft væsentlig betydning for den industrielle udvikling i Danmark, og fordi de dermed kan bidrage til at fortælle industrisamfundets historie for eftertiden.

Kulturarvsstyrelsen ønsker at understrege den nationale værdi, som de udvalgte steder repræsenterer, og opfordrer samtidig til, at der i den fremtidige udvikling af områderne i videst muligt omfang tages hensyn til det. Udpegningen sker ikke med henblik på at få bygninger og områder fredet.

Carlsberg er udpeget, fordi industrivirksomheden har en særstatus i dansk erhvervs- og kulturliv med en lang og mangfoldig historie, som kan følges og studeres i bygninger, produktionsanlæg og arkiver. Carlsberg illustrerer en række af de forandringer, der fandt sted på de fleste industrivirksomheder i de seneste 150 år, f.eks. tidlig mekanisering, indførelsen af dampteknologi og senere elektrisk drift. Styrelsen har lagt vægt på den centrale rolle, virksomheden har haft og fortsat har for udviklingen af videnskab og kulturlivet i Danmark.

Kulturarvsstyrelsen fortsætter nu arbejdet med at udpege yderligere 24 industriminder fra perioden 1840-1970 på baggrund af regionale kortlægninger og drøftelser med en række eksperter. Derudover skal styrelsen fremlægge ca. 230 industriminder af regional betydning og gennemføre en temagennemgang af danske industrihavne 1840-1970.

Yderligere oplysninger:

Direktør Steen Hvass, Kulturarvsstyrelsen, tlf.: 40 46 75 08.

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.