29.04.11
Danske museers samlinger i Europeana
De danske museer kan nu se frem til at se deres kunstværker, genstande og arkæologiske udgravninger præsenteret i europæisk perspektiv.
Kulturarvsstyrelsen er ledende partner i projekt CARARE, som skal bringe kulturarvsdata videre til portalen Europeana, sammen med data fra 18 andre europæiske lande. Projektet er finansieret af EU, som har bevilliget 32 millioner kroner til sagen.
Det er i første omgang primært data fra registrene ”Fund og Fortidsminder” samt ”Fredede og Bevaringsværdige Bygninger”, som er centrum for projektet. Det handler nemlig om at opbygge en digital service, som kan aggregere data om arkæologi og arkitektur. CARARE står for ”Connecting Archeology and Architecture in Europeana”.
I forlængelse af projektet har Kulturarvsstyrelsen dog planer om at udnytte den viden og kompetence, som opbygges i organisationen, til også at levere data fra ”Museernes Samlinger” og ”Kunstindeks Danmark” til Europeana.
”Når CARARE projektet er gennemført, vil Kulturarvsstyrelsens medarbejdere have fået et solidt kendskab til datamapning, datahøst, datarettigheder, xml, 3D, Linked Open Data og meget andet”, udtaler sektionsleder og projekt koordinator Christian Ertmann-Christiansen. ”Det er en ekspertise, som er meget nyttig i en fremtid, hvor det offentlige forventes at udstille data til brug for andre. Det vil vi naturligvis udnytte for at få udbredt den indsamlede viden om kulturarven så meget som muligt.”
Museerne selv skal blot fortsætte deres gode arbejde med at indberette alle fund og anskaffelser til de national kulturarvsregistre, og så kan de indenfor en overskuelig fremtid se dem repræsenteret på Europeana.







Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.