03.02.10
Fra to til ét museum
Tænk nyt! Find nye rutiner og arbejdsgange. Opfordringen kommer fra det nye Øhavsmuseet. Museet er opstået ved en fusion af to mindre museer. Udviklingen går mod færre, men større museer i Danmark.
Tænk nyt! Opfind nye rutiner og arbejdsgange. Opfordringen kommer fra museumsleder Peter Thor Andersen. Han er i spidsen for det nye Øhavsmuseet, som kom på landkortet ved årsskiftet ved en fusion af det tidligere Langelands Museum og Faaborg Kulturhistoriske Museum.
Stor udfordring
Peter Thor Andersen var tidligere leder af det mindre Faaborg Kulturhistoriske Museum. For nogle år siden erkendte han, at der var opgaver, museet ikke kunne løfte godt nok. Det var bl.a. indenfor formidling, markedsføring og administration. Men Peter Thor Andersen medgiver dog, at museumsfusionen er en meget stor udfordring.
Ny strategi
Vejen frem for museet var derfor ifølge lederen at blive større, stærkere og få en bedre arbejdsdeling. Det har været en stor administrativ opgave, og nu skal alle museets medarbejdere være med til at udvikle den fælles strategi.
Færre museer
Museumslandskabet forandrer sig markant i disse år. I 2006 var der 140 statsanerkendte museer. I dag er der 116. Museerne er ikke blevet nedlagt, men de er indgået i større eller mindre fusioner. Øhavsmuseet er den seneste museumsfusion.
Kultur for alle
I strategien ”Kultur for alle” opfordrer kulturministeren museerne til at fusionere, for at de bedre kan udvikle relevante og vedkommende kulturtilbud. Samtidig er nedsat et udvalg, der skal udarbejde en redegørelse for fremtidens museumslandskab.
Fælles forventinger
Øhavsmuseet ligger i et område, Det sydfynske Øhav, som har en fælles identitet og klangbund, mener Peter Thor Andersen. Identiteten er med til at skabe positive forventninger lokalt hos borgere og i kommunerne til det nye museum. Han peger også på, at der er opbakning, da kommunerne allerede samarbejder om andre områder.
Vidensbank
Den store udfordring vil ifølge Peter Thor Andersen ligge i den fysiske adskillelse mellem afdelingerne. Der er 50 minutter i bil mellem afdelingerne, som ligger i hver sin ende af Det sydfynske Øhav.
Det stiller store krav til at skabe en fælles virksomhedskultur, når museerne nu skal være vidensbank og formidler for hele området.
God praksis
”Øhavsmuseet har et stort potentiale og en god energi, som kan udvikle de lokalhistoriske museer i området til stadigt mere relevante og vedkommende museer,” siger Ole Winther, kontorchef i Kulturarvsstyrelsen.
Til sommer udgiver Kulturarvsstyrelsen en publikation med gode eksempler på vellykkede museumsfusioner.
- Tlf:
- 33745118
- Email:
- bobokr@kulturarv.dk








Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.