19.05.10
Fynsk idyl til salg
Drømmen om at bo i et stråtækt bindingsværkshus i landlig sydfynsk idyl med garanti for syren- og lavendelduft kan nu blive til virkelighed. Det fredede, fuldt moderniserede landarbejderhus Bremerstente ved herregården Brahetrolleborg er til salg.
Landejendommen Bremerstente på Fauershøjvej 43 ved herregården Brahetrolleborg på Sydfyn er sat til salg.
Det fredede, fuldt moderniserede landarbejderhus Bremerstente ved herregården Brahetrolleborg ligger på adressen Fauershøjvej 43, 5600 Faaborg.
Da Kulturarvsstyrelsen købte ejendommen for fire år siden, var huset forfaldent og uegnet til bolig. I dag er huset, som er bygget omkring 1820, et smukt og velfungerende hus, hvor de historiske og arkitektoniske værdier er fuldt bevaret. Styrelsen købte huset for at istandsætte det som et eksempel til efterfølgelse.
Flere fredninger
Det lille bindingsværkshus blev fredet i 1987, fordi det indgår i det velbevarede miljø omkring herregården Brahetrolleborg. Tolv andre bygninger med tilknytning til godset er fredet, bl.a. Brahetrolleborg Hospital, godsforvalterboligen, en vandmølle og to små fiskerhytter.
Da Kulturarvsstyrelsen overtog huset, var det opdelt i to boliger, kun med indlagt koldt vand og en smule elektricitet. Intet toilet, ingen varme, og tøjvask foregik i gruekedlen.
Moderne med minder
Selv om Bremerstente er forvandlet til en moderne bolig, er karakteren i landarbejderhuset fastholdt. De små rum er bevaret, og i køkkenet står gruekedlen og komfuret – begge funktionsduelige - som minde om en svunden tid. Alle sten i de murede tavl har været ude, er blevet renset og sat på plads igen, og stråtaget er nyt.
Vægge og gulve er isoleret, og energien kommer fra et miljørigtigt jordvarmeanlæg. Bremerstente sælges gennem Nybolig Faaborg. Der er ikke bopælspligt, men Bremerstente er naturligvis omfattet af lovens bestemmelser om fredede bygninger.
Tilbud skal være Kulturarvsstyrelsen i hænde senest fredag den 28. maj 2010, kl. 12.00.
Bremerstente sælges ved offentligt udbud. Sælger kan i henhold til cirkulære om salg af statens ejendomme, frit vælge blandt de indkomne tilbud, eller forkaste dem alle. Kontantprisen er vejledende. Tilbud skal være Kulturarvsstyrelsen i hænde senest fredag den 28. maj 2010, kl. 12.00.
BoligpræsentationRestaureringen er udført under ledelse af arkitekt Thomas Hillerup fra tegnestuen Vaag i Martofte. Den historiske have med bl.a. lavendelhække, humle og syrenhegn, er planlagt af landskabsarkitekt Kirsten Lund-Andersen.
Bremerstente på Sydfyn







Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.