16.06.10

Grævlinge og regnvand er hård kost for gravhøje

En modig arkæolog fra Museet i Himmerland stikker hovedet ind i Jættestuen for at se, om grævlingefamilien er flyttet ud, mens Kulturarvsstyrelsens arkæolog, Jørgen Westphal, funderer over næste spadestik i restaureringsarbejdet.

En driftig grævlingefamilie og det våde danske vejr har været hårde ved to gamle gravhøje i Vesthimmerland. Skaderne udbedres og nu bliver der fri adgang til besøg i fortidsminderne. Vesthimmerlands Museum og Kulturarvsstyrelsen inviterer til åbent fortidsminde i Giver-jættestuen torsdag den 1. juli kl. 17.00.

I disse uger restaurerer Kulturarvsstyrelsen to 5000 år gamle gravhøje. Det drejer sig om en jættestue ved Giver øst for Aars samt en noget ældre langdysse ved Årupgård nær Vindblæs.
Gravhøjene har taget skade af henholdsvis bekendtskabet med vildt voksende træer, en grævlingefamilie og nedsivende regnvand.
Ved Årupgård-langdyssen fjernes træer, krat og marksten, som tidligere er smidt på gravhøjen, så det var svært at se, hvad der var byggesten fra stenalderen og hvad, der var marksten. Oprydningen betyder, at det nu igen bliver muligt at komme på besøg i fortiden.

Grævlinge

Ved Giver-jættestuen ventede tre overraskelser, da den tætte bevoksning var fjernet. En hel grævlingefamilie var flyttet ind i oldtiden og havde gravet huler under de store vægsten i gravkammeret, så der var risiko for, at stenaldergraven kunne styrte sammen.
Hulerne bliver fyldt med sten og en låge sættes foran jættestuens indgang, så hverken grævlinge eller ræve igen kan flytte ind.

Regnvand

Desværre viste det sig også under tømningen af jord i gravkammeret, at en af de store vægsten og den store loftssten forvitrer. Stenalderfolket lagde oprindeligt et beskyttende sten- og lerlag over jættestuen.
Det blev ødelagt i 1910, da en landmand gravede ned til fortidsmindet og gav adgang for regnvand. ”Akkurat som i tilfældet med runestenene i Jelling risikerer de store sten at smuldre væk ved påvirkning af regn, frost og tøvejr. Nu lægger vi en beskyttende membran ud over gravhøjen, så regnvandet bliver ledt væk fra gravkammeret,” forklarer arkæolog i Kulturarvsstyrelsen Jørgen Westphal.

Brolægning

Den tredje overraskelse vakte mere begejstring hos arkæologerne: ”Det var et stort arbejde at få jættestuen tømt for jord. Men det blev belønnet. Vi opdagede et meget intakt gravkammer med brolagt gulv og fine murværker mellem de store vægsten,” fortæller Jørgen Westphal. Restaureringsarbejdet i Vesthimmerland sikrer, at besøgende igen kan kravle sikkert på besøg i jættestuen.

Fri adgang

”Stendysserne og jættestuerne er en væsentlig del af vores kulturarv, og Giver-jættestuen viser, at det er vigtigt at tage fat om problemerne på et tidligt tidspunkt. Restaureringen af fortidsminderne er helt nødvendig, hvis de skal bevares og der fortsat skal være offentlig adgang,” siger sektionsleder Charlotte Valerius fra Kulturarvsstyrelsens bevaringsenhed.
Der er offentlig adgang til Årupgård-langdyssen og i forbindelse med restaureringen af Giver-jættestuen har ejeren givet lov til, at offentligheden fremover kan besøge gravhøjen. Adgang sker til fods via Sønderhedevej.
Arbejdet udføres i samarbejde med Museet i Himmerland. Når restaureringen er færdig, inviteres interesserede til åbent hus i jættestuen.

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.

Kontaktperson Sektionsleder Charlotte Valerius
Tlf:
33745267
Email:
chaval@remove-this.kulturarv.dk
Kontaktperson Konsulent, cand.mag. Jørgen Westphal
Tlf:
33745128
Email:
jorwes@remove-this.kulturarv.dk
Kontaktperson Konsulent, bachelor Lars Bjarke Christensen
Tlf:
33745125
Email:
larsbc@remove-this.kulturarv.dk
Giver-jættestuen

Giver-jættestuen blev udgravet af den lokale landmand i 1910. Se flere registreringer om fortidsmindet ved Års

Fund & Fortidsminder
Årupgård-langdyssen

Langdyssen ved Årupgård nær Vindblæs var overgroet af buske og træer og landmænd har gennem tiden smidt marksten på gravhøjen, så det var svært at se det oprindelige fortidsminde.

Fund & Fortidsminder
Ven med storstensgravene

Bliv opdateret om gravhøjenes tilstand og de seneste restaureringsarbejder rundt om i landet.

 

Facebook