23.06.10

Kroner, krudt og kanoner

Kanonerne på Trekroner er tavse, men dybt inde i søfortets kasmatterne kan publikum se og høre, hvordan skibskanonerne buldrede, da Danmark kæmpede mod England under Slaget på Reden få hundrede meter fra søfortet. Foto: Lars Schmidt

Kanonerne på Trekroner er tavse, men dybt inde i søfortets kasematter kan publikum se og høre, hvordan skibskanonerne buldrede, da Danmark kæmpede mod England under Slaget på Reden få hundrede meter fra søfortet. Foto: Lars Schmidt

Søfortet Trekroner ved indsejlingen til Københavns Havn åbner de solide porte til kasematterne. Her vises film om krudt, kugler og kanoner fra Slaget på Reden i 1801. Og kokken, sommergæsten og søofficeren står klar til at fortælle om søfortets omtumlede historie - fra krigsskueplads til kultsted for forlystelesessyge københavnere.

Søfortet Trekroner - en del af Københavns Befæstning - genopstår som et spændende udflugtsmål, når Kronprinsparret officielt går i land og indvier fortet fredag den 25. juni.
Når Kronprinsparret har været en tur i kasematterne, set den nye film om Slaget på Reden og hørt "sommer-kvinden" fortælle om, hvordan kanontorden blev afløst af svingende jazz og senere svedig techno-musik, åbnes fortet for publikum.

Unik udsigt

Besøget er gratis, dog skal man selv betale for sejlturen fra Isbjørnen ved Langelinie, men sejltur og oplevelserne på Søfort Trekroner er alle pengene værd, lover Kulturarvsstyrelsens direktør, Steen Hvass.
"Der venter de besøgende en stor oplevelse. Alene udsigten fra fortet til København og over Øresund er fantastisk fra denne vinkel," siger Steen Hvass, der fremhæver, at der både er noget for børn og voksne.

Lys på historien

"Jeg anbefaler, at man tager en af de specielle fæstningslommelygter, som lånes på stedet, og går en tur i kasematterne. Her kan man få en en dramatisk filmoplevelse af slaget på Reden. Når man lyser rundt aktiveres lyd- og lysinstallationer i de ellers mørke kældre."
"Og børnene kan jo også hente en nyudviklet applikation til deres iPhone eller smartphone og vise forældrene, hvor f.eks. Charlottenlund Fort og Vestvolden ligger, hvor Eckersberg malede på Trekroner og hvor Slaget på Reden præcis fandt sted."

Københavns befæstning

Søfortet Trekroner genopstår med istandsatte bygninger og nyeste formidling af historien som en del af projekt "Københavns Befæstning."
Planen er, at alle forsvarsværker, der indgik i Københavns Befæstning, skal åbnes for publikum.
Kulturarvsstyrelsen er med i projektet, der udføres af et partnerskab, hvor også Realdania og Skov- og Naturstyrelsen indgår. Partnerskabet har afsat 175 millioner kroner til arbejdet. Herudover har partnerskabet også afsat midler til etablering af skoletjeneste, sundhedsaktiviteter, formidling og indsamling af historisk viden.

Flere forter

Med åbningen af Trekroner er revitaliseringen af Københavns nyere Befæstning skudt i gang. Partnerskabet samarbejder med otte kommuner om udvikling flere lokale projekter i befæstningsringen.
Målet er, at Garderhøjfortet åbner i 2011 og Vestvolden i 2012 – begge som oplagte udflugtsmål rned masser af nye oplevelser - akkurat som på Trekroner.

Fortæl selv

Hvis du vil se mere om Trekroner via iPhone eller smartphone, sender du en sms til telefonnummeret 1919 med teksten KBHB 1919
Du kan også blive venner med Søfort Trekroner på Facebook eller skrive om dine egne oplevelser på fortet til 1001 fortællinger om Danmark.

Cafeen på Trekroner er nu åben.

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.

Kontaktperson Kontorchef Ole Winther
Tlf:
33745210
Email:
olewin@remove-this.kulturarv.dk
Nye oplevelser på Trekroner

Fra overlevelse til oplevelse. Trekroner blev bygget til overlevelse for Danmark. Fortet skulle forhindre et bombardement af København fra søsiden. I daq er fortet til oplevelse og eftertanke over historiens gang.

Københavns Befæstning
Københavns Befæstning & Ejbybunkeren

Opført efter nederlaget til tyskerne i 1864 for at beskytte hovedstaden. Under 1. Verdenskrig var dens besætning på ca. 50.000 mand. Befæstning blev nedlagt som forsvarsværk efter 1. Verdenskrig, da teknologien løb fra anlæggene. Enkelte anlæg har dog været i brug indtil for få år siden, bl.a. Ejbybunkeren på Vestvolden som Forsvarets Efterretningstjeneste rømmede i 2004.

Den gådefulde bunker
Sejlplan til Trekroner

Trekroner åbner for publikum lørdag den 26. juni 2010. Der er gratis adgang til de nye oplevelser på Trekroner. Flere daglige afgange fra Langelinie.

Vandbusserne hop on hop off