21.07.11
Lundeborg pakhus i tag-forsøg

Det fredede pakhus er en kendt del af det velbesøgte og berømte kulturmiljø i Lundeborg, som bl.a. lovprises i den kendte Lundborg-hymne. Foto: Svendborg Museum
Ingen grund til sorg i sindet. Pakhuset i den kendte Sydfynske idyl Lundeborg, får nyt tegltag, lagt med gammelkendte teknikker, der nu skal bevise deres værd mod vind og vejr.
”Er du trist og har du sorg i sinde, så ta’ med mig ned til Lundeborg … ”
Mange kan sikkert synge med på Ove Bager og Fynsk Harmoniforvirrings Lundeborg-hymne til den Sydfynske idyl.
Byen og havnen har da også en spændende historie, som mange får øjnene op for, når de besøger det fredede pakhus, hvor Svendborg Museum har en fin udstilling.
Understryges
Nu skal tegltaget på pakhuset udskiftes, og Kulturarvsstyrelsen har derfor taget initiativ til et forsøg med anvendelse af gammelkendte håndværksmetoder og teknikker.
Dels for at huset igen bliver helt autentisk og for at teste, hvordan understrygning af tegltaget modstår påvirkninger fra klima og vibrationer. Understrygning er en teknik, hvor taget tættes indefra mod vind, regn og sne. Mørtlen påføres mellem stenene for at lukke mod påvirkninger fra klimaet. Kulturarvsstyrelsen har bevilliget 1,95 mio. kr. til projektet, og Realdania støtter projektet med 430.000 kr.
Håndstrøget
Det eksisterende tag er udført i håndstrøgne tegl, og stammer fra opførelsen i 1863.
For 30 år siden blev den oprindelige understrygning erstattet af byggeskum. Materialet er ikke alene historisk ukorrekt, men holdbarheden er heller ikke god, så taget er heller ikke længere tæt.
”Når taget er udskiftet, og vi har udført en række understrygninger med forskellige teknikker og metoder, gennemføres målinger af påvirkninger fra klima og vibrationer. Vi forventer, resultaterne heraf får stor betydning for kommende arbejder med restaurering af fredede og bevaringsværdige bygningers tagværk,” siger arkitekt Mogens A. Morgen, kontorchef i Kulturarvsstyrelsens bygningsafdeling.
Flot tagværk
"I flere af landets fredede bygninger ligger der store fredningsværdier i tagværkskonstruktionen. Vi skal derfor fortsat kunne anvende denne håndværkstradition, så man også i fremtiden kan komme til at opleve de store og ofte ganske imponerende tagværkskonstruktioner,” siger Mogens A. Morgen. Realdania har valgt at gå ind i projektet, netop fordi det er et fremadrettet og væsentligt demonstrationsprojekt:
”Som regel er den mest optimale løsning ved udskiftning af tegltage at etablere fast undertag, men nu får vi undersøgt og dokumenteret anvendelse og holdbarhed af forskellige teknikker og materialer til understrygning af tegltage på de helt særlige fredede og bevaringsværdige ejendomme. Hvis tagrummet er uudnyttet, kan det med understrygning fremstå med et flot, synligt tagværk,” siger projektleder Eske Møller, Realdania.
Yderligere oplysninger
Realdania: Projektleder Eske Møller telefon 70 11 66 66
Kulturarvsstyrelsen: Arkitekt Tove Ekeberg 33 74 52 64
Pakhuset ejes af Lundeborg Havn Aps.
Der er 250 anparter fordelt på ca. 100 anpartshavere. Anpartshaverne er personer med én eller anden tilknytning til havnen, typisk oprindeligt de lokale fiskere og deres arvinger.
Kulturarvsstyrelsen har foreløbig bevilget 1,95 mio. kr. til gennemførelse af projektet. Realdania støtter med 430.000 kr.
Projektet forestås af Søren Lundqvist/Lundqvist Tegnestue Aps. i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen.
Lundqvist tegnestuePakhuset blev opført i 1863 og er i dag fredet, da det rummer store arkitektoniske og kulturhistoriske værdier.
Svendborg Museum har en udstilling på 1. sal, der fortæller historien om byen Lundeborg, en ikke helt almindelig sydfynsk by, der startede som en idé i hovedet på godsejer på Broholm, N.F.B. Sehested (1813 - 1882).
For Sehested var der ikke langt fra idé til handling, og hurtigt byggede han på den nøgne strand en havn og en mindre by.
Svendborg MuseumTaget er en vigtig del af bygningens skærm mod klimaet, og bør derfor holdes i god stand for at bevare bygningen og undgå unødige skader.
Bygningsbevaring






Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.