22.01.12
Kulturarv i S-toget, på løbetur og som jitterbug

Formidling af 1950’ernes ungdomsoprør på dansegulvet er blandt de projekter, Kulturstyrelsen støtter igennem Den digitale pulje.Foto: Helmer Lund Hansen
Med mobile løsninger og ny teknologi når kulturarven ud til brugerne, som også selv bidrager i syv nye projekter, der nu får støtte af Kulturstyrelsen.
Syv kulturprojekter, der digitaliserer og formidler digitalt, støttes nu af Kulturstyrelsen.
Projekterne er vidt forskellige både i indhold og i måden, de bruger elektroniske medier på. Der er uddelt ca. tre mio.kr. af Tipsmidlerne igennem Den digitale pulje.
Kulturarv hvor du er
Fælles for projekterne er, at de undersøger kulturarv i dialog med brugerne og i høj grad der, hvor vi færdes i hverdagen.
I Køge Bugt-området vil Greve Museum og Forstadsmuseet synliggøre Vestegnens nyeste kulturhistorie i byrum og på S-togslinjens rute forbi den ofte udskældte bygningsarv - modernismens boligkomplekser.
På Dansk Arkitektur Center (DAC) giver nye mobile muligheder for at udvikle ”pod-runs”, så motionsløbere og turister snart kan lægge ruten forbi havnen i flere større danske byer, mens de lytter til fortællinger om ny arkitektur og visionær byplanlægning.
Motion kan man også få, når Københavns Museum ruller sig ud i formidling af 1950’ernes ungdomsoprør på dansegulvet.
Det sker under årets Golden Days-festival og på museet, men også i byrummet og på musikstedet Vega, hvor brugernes egne moves kalder jitterbug og hvinende rockabilly-fans frem på skærmen vha. tracking-teknologi.
I Horsens kan man møde kulturarv bl.a. som augmented realities, når historiske fotos blander sig med nutiden på brugernes mobilskærme.
Billeder, billeder, billeder
Samme teknik bliver brugt i projektet Hvor er det fra?, hvor Odense Bys Museer, Århus Stadsarkiv og Den Gamle By samarbejder. Her gælder det også historiske streetviews, hvor gamle fotos og arkivalier bliver en del af nutidsbilledet.
Formidlingsformen er kendt fra London, men når nu også til Danmark.
På Moesgård digitaliseres etnografiske fotos, så museet kan præsentere ny, visuel formidling, når den nye museumsbygning står klar. ARKEN formidler allerede i foråret kunst ved hjælp af ny mobil mønstergenkendelsesteknologi, der nok giver brugerne formidling foran originalværkerne, men også alle de steder, værkerne er reproduceret. Man kan med andre ord have formidlingen med sig i lommen, hvilket også har lagt navn til projektet.
Den digitale pulje udgøres af Tipsmidler og har til formål at støtte digitalisering og udvikling af digital formidling af kultur. Puljen støtter offentlige kulturinstitutioners mulighed for at formidle digitale kulturtilbud og anvende digitale værktøjer i deres arbejde.
Den digitale puljeFestivalen arrangeres og præsenteres af sekretariatet Golden Days i samarbejde med kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner og andre samarbejdspartnere i København og resten af landet.
Golden Days






Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.