19.12.08

Millioner til dansk verdensarv

Fra 2010 får Roskilde Domkirke (billedet), Kronborg og Jelling-monumenterne deres egen hjemmeside, og på lokaliteterne vil der være ankomstzoner i fælles design.Verdensarven i Danmark får nu en håndsrækning på 5,4 mio. kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Pengene skal bruges til at gøre de tre unikke attraktioner mere synlige for turister og udbrede viden om verdensarv.  

Hvad har Roskilde Domkirke, Kronborg og Jelling-monumenterne til fælles?

Udover at de alle findes i Danmark, er de med på UNESCO’s liste over verdensarv, fordi de hver især har ”enestående universel værdi for menneskeheden.”
Hvad UNESCO (FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur) mere præcist mener med denne formulering, og hvad der er det helt særlige ved de tre danske verdensarvssteder, vil i nær fremtid blive meget mere synligt på stedet og via en ny hjemmeside om dansk verdensarv.

Viden om verdensarv

En 5,4 mio. kr. stor donation fra Arbejdsmarkedets Feriefond skal ikke alene give danske og udenlandske turister en større oplevelse med et internationalt perspektiv, øge synligheden og tilgængeligheden i landskabet, men også øge viden om verdensarv for børn og unge.

Projektet, der har et samlet budget på 6,2 mio. kr., er udarbejdet af Kulturarvsstyrelsen i dialog med de enkelte verdensarvssteder.

Kulturturisme

Arbejdsmarkedets Feriefond har doneret 5,4 mio. kr. til et projekt, der skal gøre verdensarven i Danmark mere synlig og udbrede viden om de værdier, stederne repræsenterer. Samlet budget er på 6,2 mio. kr. Foto af Kornborg.”Hensigten er, at styrke formidlingen og øge kendskabet til de danske verdensarvsteder og de værdier, de repræsenterer,” siger vicedirektør i Kulturarvsstyrelsen Anne Mette Rahbæk.

”Der er voksende interesse for kulturturisme. Blandt ejere af verdensarvsteder og kommuner er der et stort ønske om at øge antallet af besøgende betydeligt.

Det ønske tager vi nu hånd om ved at tiltrække flere gæster på en bæredygtig måde og samtidig øge forståelsen for, at vi har noget, der er værd at passe på til næste generationer,” forklarer Anne Mette Rahbæk.

Nemt til viden

Når projektet er færdigt i 2010, vil de danske verdensarvssteder være genkendelige ved en nemt tilgængelig ankomstzone i et fælles design.

Vel ankommet til attraktionen vil besøgende kunne se en introduktionsfilm, som fortæller om verdensarv og det enkelte sted.

Herefter vil gæsten kunne vælge mellem turforslag på hvert sted, som viser de kvaliteter, der begrunder den fornemme nominering.

Inspireret af oplevelsen eller som en del af forberedelsen til besøget kan der søges yderligere information om verdensarv og begivenheder i relation til verdensarv på en ny hjemmeside, som Kulturarvsstyrelsen vil være ansvarlig for.

”Udover en større oplevelse på stedet øges forståelsen for betydningen af at passe på kulturarven på globalt plan, og hvorfor netop disse danske steder er udpeget som umistelige for menneskeheden,” siger Anne Mette Rahbek.

Yderligere oplysninger

Vicedirektør Anne Mette Rahbæk, Kulturarvsstyrelsen, tlf. 33 74 51 14, e-mail rahbak@kulturarv.dk.

> Læs mere om UNESCOs Verdensarvsliste 

> Læs om nye kandidater til listen (Nyhed 03/12-2008)

 

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.