14.12.05

Ni dysser og jættestuer restaureret

Foto af dæksten, der løftes på plads over jættestuen ved Strids MølleEn del af Danmarks 5-6000 år gamle dysser og jættestuer trænger kraftigt til istandsættelse. Nogle af dem er så medtagne, at der er fare for, at store stenblokke kan styrte ned.

Takket være en særlig finanslovsbevilling gennemfører Kulturarvsstyrelsen i samarbejde med Nationalmuseet et restaureringsprogram i 2005-08. Formålet er at sikre og genoprette de mest ødelagte fortidsminder, så offentligheden kan få adgang til dem. I 2005 er der gennemført to større restaureringsprojekter og en række mindre istandsættelser.

Jættestue og langdysse ved Strids Mølle, Sydsjælland

Tæt på Susåen syd for Bavelse Sø har arkæologerne forvandlet en jættestue fra tilgroet ruin til et meget seværdigt fortidsminde.

De fire store dæksten, der har udgjort loftet i gravkammeret, var delvis styrtet ned, så de udgjorde en fare for de besøgende. Ved istandsættelsen blev de mægtige dæksten løftet af, og den nedfaldne jord fjernet, hvorefter stenene igen blev anbragt som loft over jættestuen. Til slut blev jordhøjen genskabt bl.a. ved hjælp af stabilgrus og en vandtæt membran, som fremover skal sikre jættestuen mod indtrængende vand.

Tæt ved jættestuen ligger to langdysser. I den østlige af dem var der fare for, at et tonstungt stenfragment skulle skride ned. Det blev derfor gravet fri og anbragt på ny i dyssekammeret.

Der er nu offentlig adgang til i alt fem dysser og jættestuer, der ligger som en gruppe på begge sider af Suså.

Svinø Østerhøj, Sydvestsjælland

Foto fra jættestuekammeret i Svinø ØsterhøjÅrets andet store restaureringsprojekt foregik på Svinø mellem Næstved og Vordingborg. Jættestuen Østerhøj har i mange år ligget tilgroet og ødelagt uden offentlig adgang.

Nu er alle de væltede og nedskredne sten på plads igen, og de manglende sten erstattet af andre. Det var i dette tilfælde nødvendigt at sikre nogle af dem med rustfri stålbeslag og betonforankringer. Afslutningsvis blev den beskyttende jordhøj genopført.

Både Svinø Østerhøj og den nærliggende jættestue Måneshøj, der blev restaureret i 2004, indgår i et formidlingssamarbejde mellem foreningen "Landbrugets Naturplan for Køng Sogn", Storstrøms Amt og Skov- og Naturstyrelsen. Fra foråret 2006 vil der være adgang til begge jættestuer ad et stisystem, og der bliver også opsat informationsskilte.

> Læs mere om restaureringen af Svinø Østerhøj

Mindre istandsættelser og reparationer

Foto af dyssen ved Glumsø før restaureringVed Glumsø mellem Ringsted og Næstved har nogen for mange år siden prøvet at sprænge dækstenen af et dyssekammer. Det lykkedes ikke, og stenen har siden da hængt i to halvdele med risiko for nedstyrtning. De to brudstykker er nu sat sammen med et beslag af rustfrit stål, så man uden risiko kan færdes omkring dyssen.

I jættestuen Rishøj syd for Præstø var en del af de stenfliser ("tørmur"), som normalt er stablet op mellem sidestenene i en jættestue for at gøre kammeret tæt, faldet ud. Resultatet var, at der lå et 15 cm tykt lag af nedskredet jord i kammeret og gangen. Skaderne er nu repareret, og jorden fjernet, så besøgende uhindret kan komme ind og se jættestuen.

Ved Stuby øst for Knudshoved Odde ligger jættestuen Milhøj. Den har i år fået udskiftet de gamle, gennemtærede jernunderstøtninger fra begyndelsen af 1900-tallet med nye af rustfrit stål.

På en ellers velbevaret landdysse ved Vedbygård i Vestsjælland var en af de randsten, der omgiver jordhøjen, begyndt at hælde ud af. Den er nu rettet op igen.

Oprydning efter grævlingebesøg

To nordjyske jættestuer har haft besøg af grævlinger, som har bygget rede i kamrene. Når grævlingerne graver gange, kan det true jættestuernes stabilitet, og det er heller ikke ufarligt for mennesker at møde en grævling, som føler sig spærret inde.

Nationalmuseets folk har nu ryddet op og udbedret skaderne både i jættestuen ved Iglsø og i Spanskhøj ved Snæbum. Begge steder er der opsat selvlukkende låger og underkarme af rustfrit stål, som fremover skal holde grævlingerne ude.

I 2006 er det en ny række dysser og jættestuer, der står for tur til restaurering.

> Istandsættelse af store stengrave 2005, årsrapport (PDF-format)

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.