19.12.07
Retsbygninger fredes
Tidligere tiders indsatte tænker måske ikke med glæde på Ting- og Arresthuset i Fjerritslev. Men retskafne og arkitekturelskende borgere kan nu glæde sig over, at både Ting- og Arresthuset og den tidligere herredsfogedbolig indstilles til fredning.
Begge bygninger er fra 1909, og Det Særlige Bygningssyn har på sit seneste møde vurderet, at de har de kulturhistoriske og arkitekturhistoriske værdier, der begrunder en fredning.
Den tidligere herrefogedsbolig ligger lidt tilbagetrukket, mens Ting- og Arresthuset er placeret mere centralt. Tilsammen fortæller de historien om den statslige myndigheds fremtrædende placering i et lille samfund langt fra hovedstaden.
Ting- og Arresthusets vinduer i sydfacaden, de tidligere cellevinduer, vender mod offentligheden, og har skullet mane til eftertanke. Bygningens sammensatte arkitektur er et udtryk for, at man dengang byggede, så funktioner indenfor blev afspejlet udenpå. Går man rundt om bygningen, kan man se alle funktioner – indgang, retssal, bolig og celler – tydeligt.
Retten i Fjerritslev, den tidligere herrefogedsbolig, er et eksempel på en bygning, der med en blanding af nationalromantisk og nybarok stil, tårn og høj beliggenhed, har stået markant i det lille samfund. Det er desuden en af de få af Domstolsstyrelsens mange officielle bygninger, der oprindeligt er bygget som bolig.
Det Særlige Bygningssyn har desuden indstillet, at stuehuset på Sandbjerggård i Sottrup, Sønderborg Kommune, fredes. Stuehuset er med sin toetages facade mod syd og sit ekstremt høje tegltag en markant repræsentant for sønderjysk byggestil fra 1700-tallet.
Samtidig er Sandbjerggård en vigtig del af fortællingen om Sønderjylland som hertugdømme. Sandbjerggård er hovedgården ved det gamle voldsted, der ligger lige ved det fredede palæ Sandbjerg, og de to bygningskomplekser hænger historisk sammen, og er nu begge fredede. Gården har en række fine detaljer, f.eks. et ligkammer, oprindelige ud- og indvendige døre og en karakteristisk gesimsafslutning.
Fredningsforslagene er i offentlig høring frem til den 15. marts 2008.







Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.