20.03.09

Runesten skærmes mod vejr og vind

Hvis kommende generationer også skal læse historien om Gorm den Gamle, Dronning Thyra og deres søn Kong Harald Blåtand er det nødvendigt, at runestenene i Jelling skærmes mod yderligere forfald.Runestenene i Jelling bliver nu skærmet mod vejr, vind og pilfingre, mens en koordinationsgruppe finder en løsning for varig sikring af hele verdensarvs-monumentet, der består af kirken, gravhøjene og de to truede runesten.

Jellings to berømte runesten er hårdt medtaget af vejr, vind og fedtede fingre, der har følt teksten: ”Gorm Konge gjorde disse kumler efter Thyra sin kone, Danmarks bod.”

Så hårdt medtaget, at eksperter fra Nationalmuseet og Unesco er enige om, at de berømte runesten ikke længere kan stå udækkede for det lunefulde danske vejr.

Afskærmning

Første trin i sikringen består i en midlertidig afskærmning og fældning af træerne tæt på stenene. Desuden skal al afrensning og berøring af stenene ophøre.

Koordinationsgruppen under ledelse af Kulturarvsstyrelsens direktør Steen Hvass er i gang med at undersøge, hvordan der kan laves en varig sikring af runestenene på stedet.

Mange hensyn

”Der er mange hensyn at tage til det samlede Jellingmonument, som består af middelalderkirken, de to berømte runesten og de to største høje fra vikingetiden,” siger Steen Hvass.

”Vi skal sikre, at kirken og kirkegården stadig kan fungere som en aktiv folkekirke, og vi skal sikre, at der i forbindelse med en evt. bygning rundt om runestenene også tages hensyn til de arkæologiske spor under stenene.”

Kommende slægter

Gruppen vil foruden Steen Hvass bestå af Stiftsøvrighed, Provsti og menighedsråd, danske såvel som udenlandske eksperter på landskabsarkitektur, arkitektur samt Nationalmuseet, der har udarbejdet den grundige rapport om runestenenes tilstand.

”Jellingmonumentet er Danmarks fornemmeste oldtidsminde og samtidig portalen til Danmarks indtræden i den middelalderlige verden med den treklang af kongeslægt, nation og tro, som Harald Blåtand knæsætter på den store Jellingsten.

At bevare monumentet for kommende slægter kræver en nøje afvejning af samtlige hensyn,” siger Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen.

Resultatet, som koordinationsgruppen når frem til, vil blive forelagt Icomos, International Council of Sites and Monuments, der bistår Unesco i sagen om runestenene i Jelling.

Yderligere oplysninger

Om Jellingmonumentet og koordinationsgruppens arbejde: Direktør Steen Hvass: tlf. 40 46 75 08 e-mail: shvass@kulturarv.dk.

Om Nationalmuseets bevaringsrapport: Direktør Per Kristian Madsen tlf. 33 47 30 00 e-mail: per.kristian.madsen@natmus.dk.

Om Jelling som verdensarv: Vicedirektør i Kulturarvsstyrelsen Anne Mette Rahbæk tlf. 20 94 44 06, e-mail: rahbak@kulturarv.dk.

>> Se hele rapporten fra Nationalmuseet

> Læs mere om UNESCO Verdensarv

 

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.