30.08.10
Tegl, tømmer og trukket glas
Ejere af fredede bygninger kan ikke altid regne med at få de rigtige materialer i indkøbsvognen ved en tur i byggemarkedet.
Hvor finder man f.eks. tagsten, der kan passes ind i et falmet og vejrbidt tegltag, som i generationer har stået imod det lunefulde danske vejr?
Eller såkaldt trukket vinduesglas - der giver et blødt, og varieret udsyn og kan passes ind i f.eks. et ældre palævindue med dets ujævnheder og små luftblærer.
Fyld kurven
En mulighed er Kulturarvsstyrelsens depot for brugte byggematerialer på Hummeltoftevej 179 i Virum.
Her er der tegl nok ikke alene til at fylde en indkøbsvogn, men en hel palle om det skulle være nødvendigt for at istandsætte et tag på et fredet hus.
Mærkevarer
Depotet har ganske vist ikke så mange hyldevarer som et byggemarked, men til gengæld er de varer, der er på lager i Røde Lade de helt rigtige, der passer til et fredet hus.
Materialerne er ikke til salg, men skal betragtes som en form for støtte, som ejere af fredede huse kan søge Kulturarvsstyrelsen om at få del i ved restaurering og vedligehold på lige fod med økonomisk støtte.
Lagervarer
Mange af byggematerialerne har tidligere været deponeret rundt om i landet, men nu har Kulturarsstyrelsen sorteret og istandsat materialerne fra flere depoter og har samlet de fleste i depotet i Røde Lade. Det er planen, at lave et depot for Sjælland, Fyn og Jylland.
I anledning af ”oprydningen” og udvidelsen af depotet på Sjælland åbnes ladeportene fredag den 3. september kl. 14 til 16 for ejere af fredede bygninger og for Kulturarvsstyrelsens samarbejdspartnere.
Det er også muligt at få et overblik over, hvilke byggematerialer der er på hylderne i Røde Lade ved at kontakte Louise Ømann.
Røde Lade
Hummeltoftevej 179
2830 Virum
Du kan ansøge styrelsen om støtte i form af byggematerialer til en fredet bygning.
Transport af materialerne er på ansøgers regning.
Ansøg om støtte







Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.