01.12.09
Udlandet roser danske museer
Museer i udlandet er begejstrede over de danske museers arbejde med undervisning for grundskoler og ungdomsuddannelser.
Internationale museer er begejstrede over danske museers arbejde med undervisning for grundskoler og ungdomsuddannelser.
Så begejstrede, at de har bedt Kulturarvsstyrelsen om at lave en engelsk og spansk oversættelse af to nyligt udkomne hæfter med museernes gode eksempler på uddannelsesforløb.
Ros
Opfordringen til at udgive på de to hovedsprog kom på Intercom's årlige konference i Torréon i Mexico. Repræsentanterne fra 22 lande i Intercom, den internationale organisation for museumsledelse, gav ros til Danmark for pionerarbejdet, som er beskrevet i to publikationer.
Formidling
Hæfterne ”God praksis – eksempler på museernes undervisning til grundskoler og ungdomsuddannelser” og ”Museernes læringspotentialer – kortlægning af museernes undervisningsaktiviteter til grundskoler og ungdomsuddannelser” er en del af Kulturministeriets formidlingsplan for de statslige og statsanerkendte museer for 2007-10.
Viden i spil
Kulturarvsstyrelsen præsenterede publikationerne og fortalte på konferencen om det konkrete arbejde med undervisningsprojekter på de danske museer.
”Vi er naturligvis glade for de mange internationale skulderklap og allermest glade for at kunne inspirere og hjælpe andre museer med få bragt deres viden i spil overfor næste generation af museumsbrugere,” siger kontorchef Ole Winther hjemvendt fra Mexico.
Samarbejde
Temaet for årets Intercom konference var ”Museums working in partnership” med fokus på ledelse og vidensformidling. Konferencen havde deltagere fra 22 lande, som hovedsageligt bestod af museumsledere, professorer fra universiteter samt repræsentanter fra kulturministerier.
Kontochef Ole Winther blev på konferencen udnævnt til nyt komitemedlem i Intercom.
Årets tema for Intercom
”Museums working in partnership”
Fokus på ledelse og vidensformidling
Intercom







Kommentarer
Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.