28.07.11

Vikingeskib genopstår i stål

Et vikingeskib i stål? Gående på Hærvejen har spærret øjnene op ved synet af arbejdet med at genrejse et vikingeskib af stål ved Klebæk Høje nord for Bække i Midtjylland.

Historien om vikingeskibet ved Hærvejen nær Klebæk Høje nord for Bække i Jylland bliver nu helt tydelig i landskabet.
Vikingeskibet - eller symbolet - bygget ved hjælp af store sten er nu markeret med stålkopier af de oprindelige sten.
Skibssætningen er ikke til at tage fejl af, og samtidig er der nye skilte, som fortæller historien om det sjældne monument.
I 900-tallet byggede Ravnunge-Tue stenskibet til minde om sin mor Vibrog ved siden af to ældre gravhøje fra bronzealderen.
I årenes løb gik den omkring 45 meter lange skibssætning imidlertid i glemmebogen, og adskillige af de store sten blev hugget til skærver.

Oprindeligt og nyt

Det var først ved Nationalmuseets udgravning af Klebæk Høje i 1950' erne, at skibssætningen atter blev opdaget, og efter udgravningen placerede museet nye marksten på de steder, hvor man havde fundet spor af skibssætningens oprindelige sten.
"Opsætningen af markstenene i 1950erne var på mange måder et nybrud i formidlingen af vores fortidsminder, men desværre var der mange besøgende, som troede, at de små sten var en oprindelig del af det gamle vikingeskib. Derfor har vi i løbet af sommeren fjernet markstenene og erstattet dem med stensilhuetter i stål, så man bedre kan se, hvad der er nyt, og hvad der er gammelt,” fortæller Marianne Rasmussen, der er projektleder for formidlingsprojektet ”Oldtiden i Landskabet” i Kulturarvsstyrelsen.

Nemmere at forstå

"Stensilhuetterne har givet skibssætningen et helt nyt udseende, og når man står ovenpå en af gravhøjene, er det tydeligt at se vikingeskibet, som sejler ud mod horisonten. Måske mod dødsriget”, siger Marianne Rasmussen.
I forbindelse med formidlingsprojektet ”Oldtiden i Landskabet” har Kulturarvsstyrelsen i flere tilfælde valgt at gøre en ekstra indsats for at forbedre forståelsen af fortidsmindernes historie og betydning.
Det gælder blandt andet ved jættestuen Klekkendehøj på Møn, hvor et gravkammer er blevet indrettet, som det har set ud i stenalderen. Og ved forsvarsvolden Rammedige ved Lemvig er en del af jernaldervolden blevet genskabt i sin fulde højde.

 Regler for restaurering

"Det er naturligvis en balancegang, når man vil ændre ved et fortidsminde, for det er steder, vi har fået i arv fra tidligere generationer. Derfor bliver hvert enkelt tiltag også overvejet meget nøje," siger arkæolog i Kulturarvsstyrelsen, Lars Bjarke Christensen, der har deltaget i arbejdet ved Bække.
"Når vi for eksempel har valgt at sætte stensilhuetter i stål op ved skibssætningen i Bække, så skyldes det ikke mindst, at det var meget svært for de besøgende at se, at der var tale om et vikingeskib,” siger han.
”Danmark har tilsluttet sig forskellige bevarings- og restaureringskonventioner, hvor vi har forpligtet os til at tage vare på kulturarven og sikre, at man kan se forskel på nye og gamle tilføjelser."

Syn for silhuetter

"Tidligere var der mange, som var i tvivl om markstenene var fra vikingetiden eller ej. I dag er det tydeligt at se, at stensilhuetterne i stål er en nyere tilføjelse”.
Skibssætningen ved Bække – hvor der også er opsat nye informationstavler som fortæller om stedet – blev indviet ved et større åbningsarrangement for nogle uger siden.
"Mange af de lokale deltagere var glade for, at der kom fokus på deres skibssætning, og samtidig har flere af turisterne, været begejstrede for opsætningen af stensilhuetterne. Når man gør lidt ekstra ud af formidlingen, så opdager mange, at vi faktisk har nogle unikke fortidsminder rundt om i landet,” siger Lars Bjarke Christensen.

Se billeder og tv fra indvielsen  

 

  

Tilbage

Kommentarer

Skriv fx en kommentar, en erfaring, et spørgsmål eller et svar til denne artikel.

Kontaktperson Projektleder, mag.art. Marianne Rasmussen Lindegaard
Tlf:
33745135
Email:
marali@remove-this.kulturarv.dk
Kontaktperson Konsulent, mag.art. Lars Bjarke Christensen
Tlf:
33745125
Email:
larsbc@remove-this.kulturarv.dk
Oldtiden i landskabet

Mere end 100 fortidsminder fordelt over hele landet indgår i projektet, der gør historien mere tydelig og tilgængelig i landskabet.

I 2010 blev 15 fortidsminder formidlet med nye skilte, bedre adgangsforhold m.m.

I løbet af sommeren 2011 er ni fortidsminder klargjort og i løbet af eftertåret vil yderligere 10 fortidsminder være klar.

Fakta om projektet
Venedig-charteret

Danmark tilsluttede sig Venedig-chartret i 1964. Det sikrer fælles retningslinjer for bevaring af historiske mindesmærker. Behovet opsod efter udbombningen af historiske bygninger under 2. Verdenskrig.

Icomos
Ravnunge-Tue

Ravnunge-Tue var en af vikingetidens store mænd med forbindelser til kongemagten, og var blandt andet med til at bygge dronning Thyras gravhøj i Jelling.

Bække monumentet