Bag om udvælgelsen

Danmark fik i 2008 to nye typer skilte, der viser vej til særligt udvalgte attraktioner. Godt 200 steder er udvalgt indenfor kultur, historie, natur og forlystelser og heraf er 139 udvalgt af Kulturarvsstyrelsen som steder af særlig kulturarvsmæssig interesse.

"Seværdighedskanonen" tæller derudover den særlige UNESCO-skiltning til Danmarks tre attraktioner på verdensarvslisten; Kronborg, Roskilde Domkirke og Jellingemonumenterne. Det er disse i alt 142 steder, som du kan læse mere om på disse sider.

Tre slags skilte

Med de nye skilte har Danmark tre rangordnede skilte, der kan vise vej til gode attraktioner og oplevelser:

Det brune med UNESCO-symbol. Disse skilte viser vej til de tre steder i Danmark, der er på UNESCOS verdensarvliste, dvs. en liste over seværdigheder med særlig betydning for menneskeheden. 

Det brune med et Johanneskors. Disse skilte viser vej til særligt udvalgte seværdigheder af national interesse. Stederne er udpeget af Vejdirektoratets Samarbejdsudvalg for servicevejvisning, hvor blandt andre Kulturarvsstyrelsen deltager.  

Det kendte blå-hvide skilt med et Johanneskors, om viser vej til lokale seværdigheder udvalgt af den enkelte kommune.

Brug af seværdighedsskilte

Det ligger en lang proces bag udvælgelsen af den første række af seværdigheder, der har fået lov at bruge det brune skilt med johanneskors.

Både Vejdirektoratet, Skov- og Naturstyrelsen, VisitDenmark og Kulturarvsstyrelsen har været involveret i udvælgelsen, og en ramme på cirka 200 seværdigheder har betydet, at det har været nødvendigt at prioritere hårdt blandt kandidaterne.

Hvis et museum eller en anden seværdighed fremover ønsker at få tildelt muligheden for at bruge det brune johanneskors, skal der rettes henvendelse til Vejdirektoratet, der efterfølgende sender sagen til det fælles samarbejdsudvalg.

Samarbejdsudvalget vil herefter bede den relevante instans, fx Kulturarvsstyrelsen, om en faglig vurdering, hvorefter udvalget anbefaler/ikke anbefaler seværdigheden over for Vejdirektoratet, som så endeligt afgør sagen.

Formelle krav

Der er en række formelle krav til en seværdighed, for at den kan komme i betragtning til brug af de brune johanneskorsskilte:

  • Den skal have en helt særlig kvalitet og oplevelsesværdi, der gør, at den kan karakteriseres som "betydningsfuld seværdighed af national interesse"
  • Dens kerneoplevelse og værdi skal være permanent og ikke betinget af særarrangementer eller andre aktiviteter af midlertidig karakter
  • Den skal være åben mindst 5 timer om dagen, 5 dage om ugen
  • Der skal i umiddelbar tilknytning til den være opsat en informationstavle, hvor det på dansk, engelsk og tysk oplyses i hvilke måneder, dage og timer publikum har adgang til den. Det gælder dog ikke naturområder, fortidsminder og lignende med ubegrænset adgang. Informationstavlen skal endvidere indeholde en beskrivelse af seværdighedens art og karakter. For entrébetingede seværdigheder eller attraktioner, skal der endvidere oplyses om aktuelle priser
  • Den skal fremstå velplejet og velholdt
  • Den skal have en adgangsvej med jævn belægning
  • Der skal være tilstrækkelige parkeringsforhold i dens nærhed.
Sidst opdateret  2.01.2012
Mere info

Se listen med samtlige 204 seværdigheder, der har lov til at bruge det brune johanneskors-skilt

Vejdirektoratets hjemmeside