Havens hegn og gærder
Formålet med at indhegne haven har altid været at beskytte den, danne afgrænsning til de omgivende arealer og give læ.
Ordet have kommer af det gamle ord haghi, som oprindeligt betød hegn og siden det indhegnede sted. Ordet gård stammer fra det gamle ord garth, som oprindeligt betød gærde og som siden blev brugt om en plads med et gærde eller hegn omkring.
I nutidens sprog er betegnelsen gård i betydningen have bibeholdt i ord som kirkegård og vingård.
Vore allerførste haver, der kaldtes for kålgårde, abildgårde og urtegårde, har sandsynligvis været beskyttet af volde af grene, som det var let at finde omkring bopladsen.
Klosterhaverne og haverne omkring større ejendomme har været omgivet af høje mure som uigennemtrængelige værn mod omverdenen. De noget større haveanlæg og landskabshaver har som indhegning brugt levende hegn, sammensat af egnens forskellige løvfældende og lægivende træarter.
De mindre haver har haft jordvolde, diger af græstørv, lyng og tang. Desuden anvendte man stengærder, hække, stakitter og plankeværker.
 |  | Risgærde. Et godt sted at lægge havens produktion af grene.Foto: Gunver Vestergård. |
| ||
Jordvolde og diger
Græstørv, lyng og tang blev brugt til jordvolde og diger i de egne, hvor vanskelige jordbunds- og vejrforhold har stillet særlige krav til hegnsmaterialet.
Derfor har man i især i Nord- og Vestjylland anvendt jord- og lyngdiger til indhegning af haverne. Ved de kyster, hvor der var meget bændeltang (ålegræs), anvendte man i stor udstrækning dette materiale. Tangdigerne kan endnu ses langs kystvejen ved Ebeltoft.
Stendiget er en jordvold, hvis udvendige, næsten lodrette side er bygget op af marksten. Indersiden er jævnt skrånende jord med plante- eller græsvækst.
Gærder
Stengærdet er bygget op af marksten til begge sider, med en hældning på ca. 1:10. Der anvendes kløvede og runde marksten. De kløvede er de vanskeligste at sætte, da alle kløvede sider skal vende udad. De runde sten skal helst være nogenlunde lige store. Stenene må gerne have form som en kindtand. Den fladeste side skal vende udad. For at give stengærdet den størst mulige stabilitet og holdbarhed er det vigtigt, at gærdet opbygges på et veldrænet grusfundament. Fundamentet skal føres til frostfri dybde ca. 90 cm under terræn.
De største sten sættes forneden, og ca. 1/3 af disse sten skal være under jordoverfladen. Derved får stengærdet det mest stabile fundament. De mindste sten sættes i midten og de mellemstore øverst, således at overkanten bliver vandret, tung og fast. En omhyggelig udvælgelse af stenene inden opsætningen gør det lettere at passe de rigtige sten sammen. De skal indbyrdes støtte hinanden og kiles ind imellem hverandre, således at de ikke kan flyttes eller skubbes.
Græs eller krybende planter som f.eks. småbladet vedbend og liden torskemund kan plantes ovenpå gærdet eller imellem stenene.
Risgærdet er en af vore mest enkle og smukke måder at hegne på og egner sig bedst til afgrænsning af mindre arealer. Risgærdet forhindrer ikke uvedkommende indtrængen af mennesker og større dyr. Det dannes ved nedramning af grenstammer, ca. 6-10 cm i diameter, i en afstand af ca. 1 m. Herimellem lægges eller flettes lange, slanke og bøjelige ris eller grene. Almindeligvis anvendes ris eller grene fra stynede pile- og poppeltræer.
Efterhånden som risene begynder at rådne, bankes gærdet sammen med en kølle og nye ris lægges ovenpå. Dette kan gentages ligeså længe som grenstammerne holder og er nødvendigt for at opretholde risgærdet.
 | | Tangdige ved Ebeltoft.Foto: Gunver Vestergård. |
| ||
 | | Stengærde med græs.Foto: Kirsten Lund-Andersen. |
| ||
Hegn
Dyrehavehegnet fremstilles af solide stolper af egetræ eller fyrretræ (som er miljørigtigt imprægneret). Stolperne sættes i den højde hegnet ønskes og med en indbyrdes afstand af 1,8 - 2,2 m. Tre solide løsholter (tømmerstykker) anbringes vandret imellem stolperne. Afkvistede, lange og slanke grene af enebær, gran, hassel o.a. vrides lodret ud og ind imellem løsholterne. Disse kæppe sættes så tæt som muligt og med den tykke ende nederst. Hegnet er meget holdbart og kræver stort set ingen vedligeholdelse. Det egner sig godt omkring haver, der støder op til mark og skov og er velegnet som støtte for slyng- og klatreplanter.
Pilefletværkshegnet ligner dyrehavehegnet, men er spinklere i opbygningen. Konstruktionen er den samme. Kæppene er her pilekviste, der ofte er afbarkede og overfladebehandlede. Til hegn, der er over 1,5 m høje, bør der bruges 5 løsholter.
Raftehegnet virker rustikt ligesom dyrehavehegnet. Stolperne kan være enten runde eller firkantede egetræs- eller trykimprægnerede fyrretræsstolper. Rafterne er unge, afkvistede stammer fra fyr, lærk, gran eller andre træarter, og de kan være med eller uden bark. Rafterne slås på to løsholter i den ønskede højde. I skrånende eller kuperet terræn kan raftehegnet tilpasses terrænet smukt med enten vandrette eller skråtstillede rafter med varierende afstand. Raftehegn egner sig godt omkring ældre villa- og sommerhushaver i skov- og plantageområder.
Det afbarkede raftehegn skal overfladebehandles jævnligt for at bevare sin holdbarhed. Det barkede raftehegn derimod kræver ingen vedligeholdelse, men har ikke så lang holdbarhed. Såfremt stolper og løsholter er stærke nok, kan rafterne udskiftes med nye.
 | | Pilefletværkshegnet afbarket og imprægneret. Velegnet som støtte for slyng- og klatreplanter.Foto: Gunver Vestergård. |
| ||
 | | Hvide stakithegn.Foto: Kirsten Lund-Andersen. |
| ||
Stakitter
Omkring 1900 opførtes mange nye villaer og huse af meget forskellig udformning i vore byer og forstæder. Husenes forhaver blev omkranset af nydelige, malede stakitter. Stakitterne var med til at binde bebyggelserne sammen. Udformningerne var utallige, og højderne svingede fra ca. 70-120 cm. Stakitterne adskilte den ofte smalle forhave fra det offentlige gadeareal, men opretholdt kigget udefra til huset og haven. I løbet af 1950'erne og 1960'erne er mange af disse smukke og tidstypiske stakitter og låger forsvundet og erstattet af anden form for indhegning, som ikke passer til husenes oprindelige stil. I f.eks. Skagen og på Bornholm eksisterer der dog stadig mange stakitter, både i ældre og nyere udformning.
Hvor man ønskede mere læ eller måske et højere hegn, plantede man ofte en hæk på indersiden, ca. 50 cm fra hegnet, således at dette fortsat kunne vaskes rent og males, og hækken holdes klippet.
Stakitterne opførtes i utallige variationer, både hvad angår konstruktioner, materialer, farver og højder. Stolperne kunne være af træ, beton eller jern. Skulle det være ekstra holdbart, blev sokkelen støbt eller muret.
Jernstakittet kunne enten være smedet eller støbt og blev næsten altid opsat på en støbt eller muret sokkel. Et jernstakit var væsentligt dyrere end et træstakit, men også mere holdbart.
Den murede mur kunne ofte være afsluttet for oven af et jernstakit. Murværkets massive virkning blev derved modereret. For et sådan murværk med jernstakit findes der ingen erstatninger - det må nødvendigvis restaureres med de oprindelige materialer og genopstå i den ånd, det var tænkt.
Indfatningshegnet eller fodhegnet anvendtes mest på offentlige steder. Ofte langs havegangene for at beskytte henholdsvis græsplænerne eller de kunstfærdige blomsterrabatter. De udførtes af jern som buer i forskellige udformninger. I dag fremstilles lignende hegn ofte af trykimprægneret træ eller rafter i kraftige dimensioner og vil i den udformning meget dårligt kunne passes ind i 18- og 1900-tallets haver.
 | | Alt træ skal være trykimprægneret fyrretræ, fuldkantet og uden større knaster. Overfladen kan være ru eller høvlet. Træet behandles efter opsætning med maling eller træbeskyttelsesmiddel. Stolper til låger nedstøbes i beton. Stabel, stabelhængsel, greb, søm og skruer skal være varmtgalvaniserede. |
| ||
 | | Alt træ skal være trykimprægneret fyrretræ, fuldkantet og uden større knaster. Overfladen kan være ru eller høvlet. Træet behandles efter opsætning med maling eller træbeskyttelsesmiddel. Stolper til låger nedstøbes i beton. Stabel, stabelhængsel, greb, søm og skruer skal være varmtgalvaniserede. |
| ||
Plankeværk er en billigere og lettere løsning end en mur og med visse af dennes fordele. Det er dog ikke så holdbart. Udseendet afhænger også her af materialernes sammenhæng og samspillet med de tilhørende omgivelser. På visse steder er plankeværket en rigtigere løsning end en mur ville have været. Plankeværkets udformning findes ligesom stakittet i utallige variationer.
Højden i fælles skel er ifølge hegnsloven maksimalt 1,8 m. Stolperne kan være af træ, jern eller beton. Afstanden imellem stolperne afhænger af hegnets højde og vægt. To løsholter forbinder stolperne, og tætsiddende brædder sømmes herpå.
Det gammeldags plankeværk har både ret- og vrangside. Retsiden vendes mod naboen eller udad.
Det finere forarbejdede og noget dyrere plankeværk var ofte udført gennembrudt eller med udskæringer i den øverste del og kunne have et detaljeret og smukt forarbejdet lågeparti med fine beslag.
 | | Lågeparti i solid og god håndværksmæssig udførelse. Bibeholder kontakten til arealet bagved og adskiller det private fra det offentlige. |
| ||
 | | Lågeparti til landstedet i byens udkant og ved skovens begyndelse.Foto: Gunver Vestergård. |
| ||
Overfladebehandling og vedligeholdelse
Stakitter og plankeværker stod aldrig uden en dækkende overfladebehandling. De var altid malede eller tjærede. De foretrukne farver var hvid, vogngrøn, engelskrød eller tjæresort / brun. De malede flader skulle vedligeholdes med rengøring efter vinterens tilsmudsning og med maling hvert eller hvert andet år.
Se Overfladebehandling af udvendigt træværk for maling af udvendigt træværk .
Se Overfladebehandling af jern for maling af jerndele på låger m.v.
Hække
De klippede hække ændrede karakter i forbindelse med opførelsen af de mange villa- og rækkehusbebyggelser omkring og efter 1900.
Med denne bebyggelsesform blev det mere almindeligt med skelhække imellem de mange haver. Udvalget af plantearter bestod af hvidtjørn, avnbøg, skovbøg, naur, liguster, lind og elm. De to sidstnævnte egner sig bedst til meget kraftige hække.
Ved valg af planter skal der tages hensyn til jordbunds- og vindforhold. Der bør plantes 4 hækplanter pr. løbende meter. Læ- og rumvirkning opnås først når hækken er vokset til.
Hækken kan ved klipning formes i bredde og højde, som man ønsker. Den er forholdsvis billig i anskaffelse, og vedligeholdelsen består i to årlige klipninger, første gang i juni og anden gang i august.
 | | De klippede tjørnehække er smukke. De kan vokse højere og være fritvoksende.Foto: Kirsten Lund-Andersen. |
| ||
Levende hegn
Træ- og hækbeplantning som levende hegn anvendtes hovedsagelig omkring haver på landet. Formålet var at skabe læ og beskytte havens vækster mod dyrenes indtrængen. Herudover skulle de også virke smukke og være tilpassede den stedlige jordbund og egnens klimatiske forhold. Omkring prydhaven foretrak man den klippede hæk. Prydhaven skulle kunne betragtes, og blomsterne krævede gode lysforhold.
Til de levende hegn anvendtes ofte planter, som var lette at formere selv f.eks. pil og poppel, eller planter som såede sig villigt ved frø eller gav rodskud som f.eks. elm, ær, lind, eg, ask, hvidtjørn, syren, røn og mirabel samt kræge. På denne måde blev de egnskarakteristiske.
Valget af forskellige hegnstyper har været bestemt af den stedlige tradition, landskabets karakter, egnens byggeskik og tidens mode. Hensynet til det praktiske og økonomiske har vejet tungt, men også hensynet til havens samspil med bygninger og omgivelser har været højt prioriteret.
Rådgivning
Det Danske Haveselskab: www.haveselskabet.dk
Herfra er der flere relevante links til leverandører, private havesider, lokale og regionale foreninger:
Det Kgl. Danske Haveselskab, Det Jyske Haveselskab og Det Danske Haveselskab – Øerne. Endvidere links til faguddannede havearkitekter, som medlemmer af DDH kan benytte sig af.
Danske Landskabsarkitekter: www.landskabsarkitekter.dk. Foreningen har en landsdækkende medlemsliste.
Landsforeningen Danske Anlægsgartnere: www.danskeanlaegsgartnere.dk, der indeholder landsdækkende medlemsfortegnelse, aktuelt stof, links m.v.
Brolæggerlauget: www.brolæggerlauget.dk. Hjemmesiden indeholder en landsdækkende medlemsfortegnelse.
Links
Information om Bygningsbevaring:
Havers og gårdspladsers belægninger
Bevaringsværdige haver
Kolofon
Titel
Havens hegn og gærder
Oplæg
Tekstoplæg, tegninger og fotografier: Kirsten Lund-Andersen, Landskabsarkitekt m.d.l.
Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver
Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet
Opdateret
December 2004
Yderligere oplysninger
Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00
Litteratur
Have og landskab. Planlægning - Anlæg -Pleje. Udgivet af GartnerINFO 1989.
Jesper Laursen: Tangdigerne i Ebeltoft. Udgivet af Ebeltoft Museum, Århus Amtskommune og Skov- og Naturstyrelsen.
Mette Skougaard, Helle Thordur Hansen, Mona Rasmussen: Bondens have. Udgivet af Nationalmuseet.
Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon. Udgivet 1946. G.E.C. Gads Forlag.
Medlemsbladet: Haven. Udgivet af De danske Haveselskaber. Årgang 1987 nr. 3. Årgang 1986 nr. 2.
