Frederiksstad med Amalienborg

Frederiksstaden med dens lange lige gader, ensartede borgerhuse, prægtige palæer, store kirke og sygehus skulle fortælle alverden om den danske konge som en magtfuld herre midt i et spirende velfærdssamfund

af mag.art. og seniorforsker på Nationalmuseet, Ulla Kjær

Bydelen Frederiksstaden i København er et billede på et samfund. Den symboliserer idealet for det enevældige styre i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge omkring 1750 -et samfund ledet af en gudfrygtig konge med sans for kunst og videnskab, og med love, der fremmede borgernes virketrang og sørgede for de fattige og syge.

Grundlæggelsen af den nye bydel blev koblet sammen med fejringen af den oldenborgske kongeslægts 300 års regeringsjubilæum i 1749. Det var storkøbmænd, som tog initiativ til at anlægge bydelen, men tankerne om at koble det nye kvarter sammen med den kongelige jubelfest, at opkalde det efter kong Frederik 5., og at udforme bydelen som et idealsamfund, stammede primært fra kongens personlige rådgiver, overhofmarskal Adam Gottlob Moltke.

Mønsterbydel in spe
Arealet, hvor bydelen skulle anlægges, lå ud til havnen i det nordlige København. Her havde Frederik 3.s dronning haft lystslottet ’Sophie Amalienborg’. Dette slot var dog gået til grunde i 1689, da der gik ild i en midlertidig teatersal på stedet. Salen havde været fyldt med borgerfamilier, da slottet brændte, og efter denne katastrofe havde det knebet med at få bygget noget nyt her.

Men nu blev grunden udstykket efter et planlagt system, og kongen skænkede de enkelte parceller til borgere, der, som det hed i den trykte rådstueplakat af 15. september 1749, ”derpaa ville bygge”. Den nye mønsterbydel blev lovet en kirke, og der blev også plads til Danmarks første, offentlige behandlingshospital, Frederiks Hospital (det nuværende Kunstindustrimuseum), hvor der var adgang for alle undtagen børn under syv år og uhelbredeligt syge.

Et billede på kongens styre
Hofbygmester Niels Eigtved fik ansvaret for anlæggelsen af Frederiksstaden. Eigtved mestrede den moderne rokokostil og blev regnet for rigets bedste arkitekt: Han kunne skabe en bydel, der udtrykte, hvad kongen - og overhofmarskal Moltke - ønskede sig, nemlig et billede på den enevældige konges styre. Det udtrykte kongens magt, rigdom og politik - men også, at kongen tilstræbte et moderne samfund med frie, selvstændigt virkende indbyggere.

Det nye byanlæg fik to hovedakser: Amaliegade på langs og den korte Frederiksgade på tværs. Samtlige borgerhuse skulle bygges efter samme facadeskema, der blev udarbejdet af Eigtved. På Amaliegade ligger derfor huse af samme type side om side, som lange, ensartede gadevægge. Men i Frederiksgade kom der ingen borgerhuse, og den tværgående gade blev med sin egen højde- og facademæssige udformning, en kontrast til Amaliegade.

Herfra gik kongens verden
Hvor de to gader skærer hinanden, anlagde Eigtved en ottekantet plads, den senere Amalienborg Slotsplads. Den blev omkranset af fire adelspalæer. I tværaksen, på hjørnerne af Frederiks- og Bredgade, kom der endnu to palæer. Overfor dem, ud for Frederiksgades udmunding, var der en havegrund, som lå uden for det egentlige Frederiksstadskvarter, men som tilhørte kongens faster. På denne plads planlagde Eigtved kvarterets nye kirke, Frederiks Kirke.

Med den nøje plan blev hele kvarteret et billede på kongens univers. På slotspladsen, boede de adelige med store statsembeder. Herfra fordelte borgerne sig i almindelige huse. I pladsens centrum blev kongen indføjet knejsende på en hest i form af en statue skabt af den franskfødte billedhugger Jacques-François-Joseph Saly. Så kunne alle Bredgades noble facader se, hvordan kongen omgivet af hele sit folk red fra havnen, Danmarks port til verden, og op imod kirken, imod sin herre og værner Gud selv.

Et underforstået hierarki
Det symbolske system blev understreget i arkitekturen. Eigtved opererede med tre grupper og tre gesimshøjder. Borgerhusenes gesimser lå lavest, adelspalæernes et niveau over. Den øverste grad blev repræsenteret af kirken, som i Eigtveds udgave var en rundbygning med en umådelig høj kuppel og to næsten lige så høje sidetårne samt en facade, der lignede Amalienborgpalæernes.

Dermed opstod et fantastisk samspil mellem det solide grundlag af harmoniske borgerhuse, adelens diskrete pragt og den himmelstræbende kirke.

Marmorkirkens begyndelse
Den kirke, Eigtved tegnede, blev påbegyndt. Men ved Eigtveds død i 1754 var den endnu ikke nået over fundamentsniveau, og fortsættelsen af kirkebyggeriet blev overladt til arkitekten Nicolas-Henri Jardin. Eksempel på Frederiksstadens vilde rokokkostil Samtidig besluttede man at bygningen skulle have massive mure af sten fra ny-fundne marmorbrud i Norge. Det gjorde byggeriet urimeligt dyrt og blev hovedårsagen til, at det i 1770 blev afbrudt. Den kirke, der står i dag, og som bliver kaldt ’Marmorkirken’, er fra 1894. Den er tegnet af arkitekt Ferdinand Meldahl i nybarok stil.

Kongens hjem brænder - og han får et nyt
De fire palæer omkring Amalienborg Plads fik en uventet skæbne. I 1794 brændte den danske konges halvtreds år gamle residensslot, Christiansborg Slot, ned til grunden. Christian 7. og kronprins Frederik 6. flyttede derfor ind i hver deres Amalienborgpalæ.

Arkitekten Caspar Frederik Harsdorff forbandt de to palæer med en kolonnade af træ tværs over Amaliegade, og selvom denne kun var tænkt som en kortvarig løsning, blev den stående. På samme måde blev den midlertidige kongebeboelse på stedet permanent.

Christiansborg Slot blev genopbygget, brændte igen og blev atter rejst. Men imens kom de to sidste Amalienborgpalæer også i kongefamiliens eje, og i begyndelsen af 1900-tallet blev det endeligt besluttet, at Christiansborg Slot kun skulle rumme kongelige repræsentationslokaler, mens Amalienborg skulle være kongefamiliens hjem.

Med de fire palæer kunne flere generationer af kongelige bo i hver deres bolig. Det oprindelige Moltkes palæ, som har de mest velbevarede 1700-tals-interiører, bruges i dag til repræsentation og statsbesøg. Det oprindelige Schacks palæ er regentpalæ, Levetzaus palæ rummer Amalienborgmuseet, Dronningens Håndbibliotek og en lejlighed for kronprinseparret, og det oprindelige Brockdorffs palæ, hvor det forrige regentpar boede, skal som en følge af den naturlige rokade fungere som næste generations regentpalæ •