Grønlandske jagtområder

Paradisdalen og Aasivissuit i Grønland var en del af de rige jagtområder, som inuit brugte som spisekamre. Ved kysten udvekslede Inuit og europæiske hvalfangere handelsvarer og morede sig med at danse. Paradisdalen og Aasivissuit udgør dele af et enestående kulturlandskab, med omfattende spor af årtusinders jagt

Af Pauline Kleinschmidt Knudsen, Grønlands Nationalmuseum

På Grønlands vestkyst langt inde bag en af de dybeste fjorde ligger jagtområderne, Aasivissuit og Eqalummiut (også kaldet Paradisdalen). I det storslåede landskab jagede Inuit allerede i 14 -1500 tallet rener i indlandet og hvaler i yderkysternes områder mellem Sisimiut og Qeqertarsuaq (Disko Øen).

Områdets rigdom var kendt vidt og bredt, og Inuit kom til Paradisdalen helt fra den grønlandske sydkyst. Inuit kom dog ikke udelukkende for at jage. I området foregik også handel med den attraktive fedtsten, som let kan skæres til lamper og gryder, og hvalbarder som kunne benyttes til fiskeliner. De sydgrønlandske Inuitter fungerede som handelsfolk, der byttede sig til den bedste fedtsten undervejs og byttede den til hvalbarder i de nordligere områder.

Også europæiske hvalfangere kendte til områdets rigdomme, og ligesom inuit jagede de fra 1600-tallet hvaler i området. Europæerne bragte blandt andet glasperler og nåle af metal med sig, som de udvekslede med de lokale fangere.

Kulturmøde på tværs
At så mange forskellige mennesker mødtes i området, var en betydelig berigelse for kulturen.

Ikke blot udvekslede inuit fra store dele af den grønlandske vestkyst ideer, men de fremmede europæere blev også inddraget i mødet. De skabte kontakter på kryds og tværs, og om natten morede de sig i hinandens selskab med dans og fortællinger.

Dette kulturmøde præger stadig det grønlandske samfund i dag. Man kan se det både i den materielle kultur og høre det i folkesagnene. Perlebroderierne på den grønlandske nationaldragt er et udtryk for den luksus kontakten med de europæiske fangere skabte. Sagn fra kulturmøderne er mundtligt overleveret igennem generationer og indgår i dag i den grønlandske sagnskat. Og de danse, som grønlænderne i dag kalder for ”kalattuut”, som betyder ”de grønlandske danse”, er i virkeligheden europæiske folkedanse, som Inuit lærte af hvalfangerne.

Fangstfolkets spor
Den primære forudsætning for den livlige aktivitet i området var det rige dyreliv både til havs og til lands. Inuit tilbragte det meste af året på mindre bopladser ved kysterne, fordi deres vigtigste fødegrundlag fandtes i havet. Man kan endnu se ruinerne af inuitternes huse bygget af sten og tørv mange steder langs kysten og det vidner om jægernes færden.

På havet jagtede Inuit sæler, hvalrosser, hvaler og ved kysterne. Fiskeriet havde også en vis betydning. Aasivissuit og Eqalummiut er beliggende i landets største isfrie landområder, hvor rensdyrbestanden kan blive meget stor. I første halvdel af 1700-tallet var der usædvanligt mange rensdyr i området, hvilket var med til at gøre regionen endnu mere attraktiv for en befolkning, der ernærede sig ved jagt og fiskeri.

I området er der også levn fra den dansk-norske kolonisation af landet i 1700-tallet. Ude i skærgården på øen Nipisat kan man se fundamentet af det fort, som blev opført i 1728 for blandt andet at sikre kolonisterne hvalfangsten i området.

Indlandsbopladser og rensdyrjagt
På grund af de rige ressourcer tilbragte mange inuitter sommeren dybt inde i indlandets fjorde, hvor de jagede rensdyr. Aasivissuit og Eqalummiut i den østlige del er nogle af de største indlandsbopladser, man kender til. 

Ved Aasivissuit findes vidt udstrakte systemer af stenvarder og stenbyggede skydeskjul, der blev brugt under jagt på rensdyr. Bopladsen og jagtanlæggene er anlagt i en ”flaskehals” i landskabet, som rensdyrene blev nødt til at passere på deres vandringer mellem indland og kyst.

Eqalummiut ligger i Angujaartorfiup Nunaa, som tiltrak rensdyrjægere fra store dele af Grønlands vestkyst. Senere års arkæologiske undersøgelser har givet et godt billede af det intensive jagtbrug i området -specielt i landskaberne tæt på indlandsisen ved Grønlands længste sø Tasersiaq.

De særlige klimatiske forhold på Grønland har bevaret jagtsporene, og derfor kan man i dette rige indland se utallige jagtspor - bl.a. stensatte ruiner af telthuse, teltringe (rester af de sten, der har holdt teltdugen på plads), stenbyggede depoter til kødet, grave, varder, skydeskjul, vardesystemer.

Dét, der gør området helt unikt, er de uforstyrrede kulturlandskaber, hvor man kan se, hvordan Inuit har forstået at drage fordel af landskabet i deres jagt på rensdyr. Kobler man de fysiske levn med den endnu eksisterende viden om jagt og jægernes brug af landskabet, har man enestående mulighed for at studere inuits jagttraditioner før og nu.

Her kan man også undersøge inuitternes principper for placering af deres bopladser, jagtanlæg, og deres jagtterritoriers placering i forhold til landskabet og i forhold til hinanden.

Levet liv for 4000 år siden
Det var dog ikke kun 16-1700tallets fangere og jægere, der fandt området ved Aasivissuit og Arnagarnuåp Qoorua attraktivt. Allerede stenalderens første mennesker på Grønland, som tilhørte den såkaldte ”Saqqaq-kultur”, var aktive i området.

Sporene efter Saqqaq-kulturen, der blomstrede for 2800-4000 år siden, kan visse steder endnu ses i landskabet, hvor man kan støde på teltringe og møddingspladser. Fuldstændig ligesom det gælder for de meget senere inuitters bopladser, finder man også Saqqaq-kulturens bosteder både i fjordene og dybt inde i landet tæt ved indlandsisen. Trods de flere tusinde år imellem de to kulturer har jagtmetoder og -teknikker været meget ens - og afhængig af dyrenes vandringer.

Aasivissuit og Arnangarnup Qoorua som verdensarv
Kulturlandskaberne og sporene efter de gamle fangstkulturer i disse områder er enestående vidnesbyrd om forskellige arktiske kulturers levevis gennem 4500 år. En levevis betinget af et intimt kendskab til miljøet og til dyrene samt af evnen til at kombinere havets og indlandets svingende mængder af vildtressourcer i gennem tiderne. Derfor foreslås kulturlandskaberne som kandidater til UNESCO’s verdensarv •