Vadehavet

“Landskabet skaber vores identitet”, skrev Martin Andersen Nexø, og trækfuglenes luftdans ved Vadehavet binder os sammen på tværs af landegrænser

Af leder af Vadehavscentret, Klaus Melbye

I bogen ”Løgneren” af Martin Andersen Nexø vasker den nyansatte ølærer kalken af vinduerne, så eleverne kan se ud på landskabet og dagdrømme. Han tænker: ”I landskabet skabes vores identitet”. Den sætning er meget rammende for, hvad Vadehavet gør ved mennesker.

Vadehavet - et langstrakt landskab, hvor man ved lavvande kan lade øjet løbe næsten i det uendelige, stopper først langt ude ved perlerækken af øerne fra nord med Langli, Fanø, Keldsand, Mandø og i syd, Rømø. Skallingen og Ho bugt afgrænser Vadehavet i det nordlige og langs med Vadehavskysten findes byerne Varde, Esbjerg, Ribe, Skærbæk og Tønder, alle er byer, som ligger på kanten til marsken.

Landskabet stopper ikke ved grænsen, men fortsætter til havnebyen Den Helder i det nordvestlige Holland. Imellem øerne og fastlandet er Vadehavet og marsken, som knytter landene Holland, Tyskland og Danmark sammen - både, når det handler om natur og kultur.

Fugle i flokke
Vi knyttes sammen på tværs af landegrænser først og fremmest fordi, vi har en fælles opgave i at passe på Vadehavet, der er en af verdens vigtigste ”lufthavne” for mere end 12 millioner trækfugle på den Østatlantiske trækrute.

Der kommer dobbelt så mange trækfugle i Vadehavet, som der bor mennesker i Danmark. De kommer i foråret og igen i efteråret og bruger Vadehavet som spisekammer, fældnings- og rasteområde på deres vej fra vinterkvartererne og til ynglepladserne.

Trækfugleflokkene er et storslået syn. De store ryleflokke glimter som sølvpenge, når de vender op mod solen. De enorme gåseflokke, som nærmest danner et tag på himlen imens de snakkende flyver til næste fourageringssted. Brushønseflokke, som jagter den næste kampplads eller de dramatiske sceneskift i luften, når vandrefalken angriber i mængden af tusinder trækfugle, som samles på højvandsrastepladserne.

Ved deres store antal markerer trækfuglene Vadehavets globale betydning og binder verden sammen med vinterkvartererne i Sydeuropa og i Afrika, samt yngleområderne nordligst i Canada og Sibirien. Uden Vadehavet - ingen trækfugle.

Et fugleliv i verdensklasse
Områdets store betydning for ynglefugle kan opleves i Tøndermarsken og på øerne Mandø og Langli med en tæthed, de færreste er vant til at se. Kobbersnepper, viber og rødben. Klyder som driver deres kyllinger væk fra mågerne på Mandø. Eller de sjældne rovfugle som mosehornugle, hedehøg og nu havørne, der yngler i marsken.

Et landskab i konstant bevægelse
Vadehavet er et af verdens største vådområder. Her ændrer tidevandets puls landskabet fra det ene øjeblik med hav over det hele, til et landskab med vadeflader så langt øjet rækker.

De lave marskarealer er skabt af havet gennem havspejlstigninger og materiale aflejringer. Materialerne sand, silt og ler føres dagligt med tidevandet, og når vintrenes storme sætter ind, øges tilsandingen og klitdannelsen nogle steder hvor landskaber andre steder nedbrydes.

Fire store dyb der adskiller øerne fører tidevandet frem og tilbage to gange på 25 timer, vandet fordeles i Vadehavets dyb, priler, loer og mindre render. Strandengens loer fyldes med sand og ler og marsken vokser sammen.

I Vadehavsområdet findes Danmarks største tidevandsforskel fra 1.4 meter til 1,9 meter nede ved grænsen. Tidevandet styres af månen og solen og forskellen i tidevandet skyldes kystens tragtform. Marsk betyder ”Det havskabte”.

Dramatiske storme
Vadehavskysten er lavtliggende og sårbar overfor Nordsøens storme. Derfor har man bygget diger ved kysten fra Ho bugt og Esbjerg i nord til Den Helder i det nordlige Holland. Digerne løber næsten på hele den 500 kilometer lange strækning.

Stormene i 1976, 1981 og 1999 har hver især testet digernes styrke og ikke mindst stormen i 1999, som ved Ribe skabte en vandstandshøjde på godt 5 meter - oveni skal lægges en bølge på 1,70 meter, hvilket betød, at vandet stod 30 cm fra digets top ved lavvande.

Klimaprognoser tyder på, at der vil komme flere storme i fremtiden. Digerne er under pres, og byerne langs med Vadehavet står derfor overfor store udfordringer.

Mennesker og natur i parløb
Livet ved Vadehavet har altid været tæt forbundet med naturen. Og vadehavslandskabet er skabt i tæt samspil med de mennesker, der har levet og bor der i dag. I gennem generationer har bønder her indrettet sig efter og imod naturens stærke kræfter og udnyttet marskens frugtbare jord optimalt. Den naturlige marskdannelse er på denne måde gennem de sidste 500 år blevet forceret og fremskyndet - der er blevet etableret havdiger og ådiger i sindrige systemer af kanaler, som skal hindre oversvømmelse.

Beboere har igennem tiden også etableret såkaldte ”slikgårde”. Det er indhegnede områder i marsken, der indfanger det gode frugtbare materiale, ”slikket”, som kommer ind med højvandet, så det når at bundfælde sig. På det bagvedliggende agerland kunne beboerne dyrke korn.

I gamle dage var det en god vinter på Mandø, når man med fuglenet havde fanget 100 gæs til salttønden, for så var man fri for kun at spise fisk. I hundredvis af år hentede man muslingeskaller kaldet skæller til kalkbrænderovne for at fremstille kalk. Kalken brugte man til at lave mørtel med og sammen med munkesten og mursten byggede man Tønder, Skærbæk, Ribe og Varde med muslingekalk fra Vadehavet. Landsbykirkerne blev indtil 1970’erne kalket med muslingekalk.

Nationalpark og verdensarv
I 2008 blev det besluttet at etablere ”Nationalpark Vadehavet”, som bliver en realitet fra 2010/11. Nationalparken vil understrege Vadehavets status og områdets globale betydning. Nationalpark betyder at både natur og kultur er noget særligt. I Vadehavsområdet går natur og kultur hånd i hånd - og det er en stor del af vores identitet.

Vadehavet er enestående på verdensplan. En udpegning til Verdensarvområde vil være kronen på værket, og vil højne vores bevidsthed om områdets universelle værdi - både når det gælder natur og kultur •