Sag: Herlufsholm

Herlufsholm Allé 170-186, Næstved
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Herregård
Antal bygninger:
7
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Herlufsholm
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Herlufsholm Allé 170-186
Kommune:
Næstved
Omfang:
"Mnr. 1d: hele det trefløjede klosteranlæg (1200-tallet og senere, ombygget 1868-70 af J.D. Herholdt, den østre gang ind mod klostergården 1502), skolebygningen (opr. lade 1743, ombygget 1809-12 af Johan Georg Schwartzkopf og forhøjet 1852-53 af Georg Kretz), museumsbygningen (1874-76 af J.D. Herholdt), musiklærerboligen (opr. sogneskole), rektorboligen (1794 af Philip Lange) med rest af klostermur samt det bagved liggende bindingsværksudhus og sprøjtehuset; mnr. 1b: Godsforvalterboligen (1812 af Johan Georg Schwartzkopf) og ""Hvælvingebroen"" over Susåen (ca. 1740, muligvis af Elias David Häusser).
Fredet 1918. Udvidet 1945 og 1979."
Beskrivelse:
I fredningsbeskrivelsen er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Følgende dele af ejendommen er ikke besigtiget: Rektorboligens nordlige del.

Herlufsholms Kirkes tårn er sammenbygget med det trefløjede klosteranlæg, men er i følge Nationalmuseet at regne for en del af kirken, hvorfor det er beskyttet af Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde.

Hvælvingebroen er fredet både under nærværende bygningsfredning og under Naturbeskyttelseslovens fortidsmindefredning. Under samme lov er der beskyttelseslinjer omkring kirken (Naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer, §§ 16-19).

Herlufsholm Hovedgård ligger på et højdedrag ned til Susåens ådal nord for Næstveds bycentrum. Anlægget er til tre sider omgivet af skov, mens der mod nord er en højere liggende kirkegård. Syd for Herlufsholms Kirke ligger et trefløjet klosteranlæg (Herlufsholm Allé 182A-B), og syd for denne er Skolebygningen (Herlufsholm Allé 184). Mod vest er Museumsbygningen (Herlufsholm Allé 186), og videre ligger Godsforvalterboligen (Herlufsholm Allé 170). Direkte vest for kirken er Rektorboligen (Herlufsholm Allé 180A-B), og vest og nord for denne ligger henholdsvis Bindingsværksudhuset og Sprøjtehuset. Nord herfor ligger Musiklærerboligen (Herlufsholm Allé 174), og på Herlufsholm Allé fører Hvælvingebroen over Susåen. Mellem de nævnte bygninger og særligt syd herfor er adskillige nyere bygninger, som ikke er omfattet af fredningen. De fredede bygninger vil i det følgende blive behandlet i kronologisk rækkefølge efter opførelsen, dog vil broen blive beskrevet sidst.

Det trefløjede klosteranlæg
Klosteranlægget er et grundmuret bygningskompleks i røde teglsten med tre fløje mod øst, syd og vest, sokkel af granitkvadre og heltage hængt med sortglaserede tegl. Østfløjen er dog hængt med røde vingetegl. Denne fløj er ti fag lang, sydfløjen er 14, og vestfløjen 11. Anlægget har to fulde etager samt en tagetage og en høj kælder. Den østlige fløj står dog i de otte nordligste fag i tre fulde etager og er over første og anden sal opmuret i gule teglsten. Østfløjens nordgavl har murværk fra 1200-tallet og støder op til kirkens sydlige korsarm, men gavlen er forskudt fra kirkens. Vestfløjen er bygget omkring kirketårnet. Både den sydlige og den vestlige fløj har en risalit med gavlkvist, og hvor den i sydfløjen er i midten over to fag, er den i vestfløjen kun i fjerde fag fra syd med port til gården. Klosteranlægget har kamtakkede og lancetmurede gavle og gavlkviste samt i tagfladerne heltagskviste i bindingsværk. Der er i alt fem skorstenspiber i rygningerne, og i sydfløjens midte er et lille klokketårn med kobberinddækket spir, også kaldet en rytter. I vestfløjens tagflade er herudover enkelte nyere tagvinduer. Under tagskægget er en hovedgesims bestående af et rundt formstensled og en trappefrise på pudset baggrund. I gavle og risalitter er i højde med trappefrisen et dobbelt savskifte. Østfløjens gulmurede del har over stueetagen en enkel, muret kordongesims med et vandret, pudset bånd under. Der er ældre korspostvinduer i hovedetagerne og torammede vinduer i risalitter, kviste og gavle samt enkelte høje, enrammede vinduer – alle er de brunmalede og småtopsprossede. I kælderetagen er vinduerne lave og torammede med matterede glas. Vinduerne i murværket har fladbuede murstik med pudsede blændinger i buesegmentet, og der er mellem førstesalens vinduer i sydfløjen og i vestfløjens risalit murede platter, som ligeledes har pudset bund. Alle vinduer i hovedetagerne har murede sålbænke. I østfløjens stueetage er seks vinduer, som alle har småtopsprossede, blyindfattede ruder, der er sat i rundbuede, trippelfalsede vinduesnicher i formsten. I østfløjen er endvidere en ældre, brunmalet revledør med tre granittrin og rundbuet murstik, og en nyere, åben, brunmalet metaltrappe langs muren fører op til en ældre smedejernsaltan med ornamental fletværksbrystning i første sals højde. Østfløjens nordgavl har en angiveligt oprindelig, afblændet dørniche med rundbuet murstik i stueetagen. I sydgavlen er dels en kældernedgang med en ældre, brunmalet revledør med bukkehornshængsler og låsekasse, dels i risalitten en ældre, lakeret, tofløjet revledør med bukkehornshængsler, der foran har en granittrappe med slidske. Vestfløjens nordgavl har en spidsbuet døråbning med to formstensled og en nyere, brunmalet, spidsbuet revledør med ornamentale hængsler. Der er T-formede, ældre murankre i stueetagen omkring anlæggets sydvestlige hjørne. Portåbningen i vestfløjen er dobbeltfalset og spidsbuet, og porten er en nyere dobbelt revleport med granitafvisere ved terræn. Portrummet er brostensbelagt, har brunmalet loft med synlige bjælker og brædder samt i hver side to spidsbuer med blændet, pudset grund. I buerne nærmest gården er nyere, brunmalede revledøre. Under loftet er et enkelt savskifte, og herunder er murede platter med pudset bund.

Klosteranlæggets gård er pigstensbelagt, og alle tagfladerne mod gården er hængt med røde tegl. Østfløjen er tre etager høj, og stueetagen ligger lidt under terræn. I østfløjen er der murværk fra det oprindelige klosterbyggeri og gul-og-rødstribet murværk på anden sal. I stueetagen er spidsbuede, dobbeltfalsede vinduesåbninger, på første sal er korspostvinduer og på anden sal er torammede vinduer. Vinduerne har alle fladbuede murstik, murede sålbænke, og de er alle brunmalede og småtopsprossede med undtagelse af førstesalens fire sydligste vinduer, som blot har en sprosse midt i nederste ramme. Syd- og vestfløjen har begge i stueetagen en arkadegang – i sydfløjen med ølandsfliser og i vestfløjen med støbt gulv – med spidsbuede, dobbeltfalsede murstik, hvorover er to spidsbuede vinduer med murede sålbænke og diagonalt blyindfattede ruder. Herimellem er formstensmurede platter med pudset bund. I vestfløjens nordligste fag fører en nyere metalspindeltrappe fra en lukket altan på førstesalen til terræn. Nordfor er fløjen bygget sammen med kirketårnet. Under tagskægget på alle tre fløje er en hovedgesims med to savskifter. I de øst- og sydvendte tagflader er enkelte ældre, små tagvinduer i smedejern, mens der vestfløjen er nyere tagvinduer. Flere steder på klosteranlæggets haveside og gårdside hænger der smedejernslamper. Øst- og vestfløjen har hver i midten en indmuret stentavle med påskrift om de respektive fløjes opførelse i henholdsvis 1502 og 1870.

I det indre bærer det trefløjede klosteranlæg præg af ombygninger, hvorfor planens traditionelle elementer primært er historicistiske. Der er hele stueetagen rundt mod gården en arkade, som i østfløjen dog har vinduer i stedet for egentlige murpiller. Hovedtrappen er placeret midt i sydfløjen mod arkaden. I vestfløjen er den sekundære trappe mod kirketårnet, omklædning for køkkenpersonale og portrum; i sydfløjen ligger køkkenet; og i østfløjen er middelalderlige, hvælvede rum, som har døre ud mod arkaden samt en sekundær trappe mod gavlen. På første sal er i vestfløjen en spisesal, og i sydfløjen er mod vest ligeledes en spisesal samt mod øst festsalen. Østfløjen har her en lejlighed med stuer mod parken og spisestue mod gården samt køkken og badeværelse mod gavlen i gårdsiden. På anden sal er en nyere indretning med formnings- og musiklokaler, korridorgang og mindre lokaler samt to overnatningspladser i lokaler mod vestfløjens nordlige gavl. Loftet står uudnyttet med en ældre tagkonstruktion.

Interiøret reflekterer særligt bygningens historie siden 1800-tallets start. Undtagelsen herfor er østfløjens spidsbuede og ribbehvælvede stueetage, hvor arkaden har murværk fra 1200-tallet, og lokalerne mod parken har murværk fra 1500-tallet – her i mellem er restaureringer med genopførte ribber, buer og vinduesnicher fra 1800-tallet. Arkaden i østfløjen har ældre, muligvis oprindelige, kvadratiske teglstensfliser, mens der i rummene er væg-til-væg tæpper med lav kantliste. I det sydligste rum er en kamin, som antageligt er opført i 1800-tallet, mens der i rummet med to murede søjler er indmuret to ældre skabe, antageligvis fra renæssancen. Den øvrige del af anlæggets stueetage bærer præg af nyere aptering med industrielle overflader. Østfløjens førstesal har et gennemført interiør fra anden halvdel af 1800-tallet med sildebensparketgulve, høje brystningspaneler samt lysningspaneler, et indbygget skab med arkitektonisk ornamentik, dørindfatninger med trekantsfordakninger, dørstykker med malede scener, sirligt udformede træ- og stuklofter, et værelse med gyldenlædertapet, en fint udsmykket porcelænstoiletkumme, adskillige kakkelovne og en enkelt sønderjysk vindovn fra 1700-tallet. I sydfløjen er festsalen med dekorationer af Georg Hilker. Her er bjælke- og bræddeloft med udskårne knægte, brystningspaneler, dørindfatninger med trekantsfordakninger og vinduesfordakninger alt sammen med fint udført bemaling og forgyldning. Sydfløjens spisesal har bjælke- og bræddeloft med enkel, ornamental bemaling, bemalet bånd under loftet, to store, murede kaminer med smedejernsgitter, høje, udsmykkede brystningspaneler og lysningspaneler. Vestfløjens spisesal har en nyere aptering, hvor midtskillevæggen er erstattet af grønmalede støbejernssøjler. Anden sal har ligeledes nyere aptering. I det trefløjede klosteranlæg er der fliser i køkkenområdet, plankegulve i festsalen, linoleumsgulve i gangarealerne samt ældre parket- og bræddegulve. Der er i de tre fløje generelt bevaret vinduesdetaljer fra anden halvdel af 1800-tallet.

Hovedtrappen er en bred, nyere, men traditionelt udført, treløbet, opsadlet trappe med kvadratisk durchsicht. Den er båret i hjørnerne af svære stolper. Her er bræddebeklædt brystning, og gelænderet består af kvadratiske, diagonalt stillede balustre og en enkel håndliste. Vestfløjens sekundære trappe er ældre og treløbet med indstemte, linoleumsbeklædt trin og et enkelt gelænder af runde balustre, håndliste og en rund mægler. Den sekundære trappe i østfløjen er en ældre, toløbet, indstemt trappe, hvor gelænderet har drejede balustre, en enkel håndliste og en vangesnirkel med volutsvungen mægler.

Skolebygningen
Skolebygningen er en grundmuret længebygning med mindre, tværstillede længer i enderne. Hovedlængen er 15 fag lang, og bygningen står pudset og rødmalet. Skolebygningen har en grå, pudset sokkel og sortglaserede, teglhængte heltage, hvorunder der er en enkel, hvidmalet, retkantet hovedgesims. Hovedlængens tre midterste fag står let frem i en risalit, hvori der er tre nyere, dobbelte indgangsdøre og en bred, tretrinnet granittrappe foran. Herover er to nicher med buster af skolens grundlæggere og i midten en stentavle. Tværbygningerne er på tre fags dybde, som mod nord og syd har vælske gavle med indbyggede skorstenspiber øverst og ornamentudsmykkede stentavler. I tagfladerne er otte zinkinddækkede heltagskviste med lav trekantfronton samt adskillige nyere tagvinduer, og i hovedlængens rygning er fire skorstenspiber. Der er liljeformede murankre i facaderne og i gavlene. Den vestlige ende har en høj, ældre dør sat i en rundbuet sandstensindfatning med slutsten. I den østlige ende er to nyere bygninger bygget til skolebygningen. I bygningen er ældre torammede vinduer og ældre korspostvinduer, alle malet grønne og småtopsprossede. Sydfacaden er ligesom nordfacaden bortset fra, at der her: Ingen midtrisalit er, der er kun én dør i midten samt en mindre dør mod den nyere tilbygning, der optager de to yderste fag, og her er tagvinduer, men ingen kviste.

Skolebygningen bliver brugt til skole, værelser og sovesale til eleverne samt lærerlejligheder. I det indre er den ældre grundplan i store træk bevaret, hvorfor der i stueetagen er en bred ankomsthal og en central korridorgang, der giver adgang til undervisningslokaler på begge sider samt i den østlige ende et større lokale. På første og anden sal er mindre elevværelser med køkken- og badefaciliteter ind imellem, mens der i tværbygningerne på første sal er sovesale og i tagetagen er lærerlejligheder. Interiøret er kendetegnet ved en blanding af nyere og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader, herunder nyere flise- og linoleumsgulve, pudsede vægge, nyere lysningspaneler, generelt nyere gerichter, pladedøre, nogle traditionelt udførte fyldingsdøre og nyere vinduesdetaljer. Hertil kommer ældre flisegulve, høje brystningspaneler af brædder, lysningspaneler, trefyldingsdøre med indstukne hængsler, dørindfatninger, ovale overvinduer med træindfatninger, en kakkelovn og enkelte traditionelle lofter med synlige bjælker og loftsbrædder. Endvidere er ankomsthallens bemalede loft og trapperne ældre, herunder den brede, toløbede hovedtrappe med indstemte trin og et gelænder med drejede balustre og en enkel håndliste. I den vestlige ende er en sekundær spindeltrappe med en nyere øvre del og en ældre nedre del med bræddebeklædte vægge og et trægitter mod stueetagens korridorgang.

Musiklærerboligen
Musiklærerboligen er et grundmuret, énetages længehus på fem fag, der bærer et helvalmet og let opskalket tag hængt med røde tegl. Vinkelret fra det nordøstlige hjørne er en tilbygning med tagpapbeklædt tag, som i stump vinkel knækker mod syd. Tilbygningen er i grundmur mod haven og bindingsværk med blankmurede tavl mod gaden. Bygningen står i rød, blank mur og er derudover kendetegnet ved en muret sokkel i tre skifter, hvorover løber et bånd af tilhuggede granitkvadre, mens der under taget er en muret hovedgesims i tre skifter, hvoraf det midterste er i konvekse formsten. I facadens midterste fag er hoveddøren, som er en nyere, men traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med ruder i øverste fyldinger. Bygningens vinduer er torammede og småtopsprossede, og de er som det resterende træværk malet brune. Undtagelsen er havedøren i sydgavlen, som er en nyere, hvidmalet, tofløjet, småtopsprosset fyldingsdør. I tilbygningen er dels en nyere pladedør, dels to ældre revledøre med stabler, båndhængsler og nyere låsetøj. I tagfladen er mod haven to afvalmede heltagskviste i bindingsværk med torammede, småtopsprossede vinduer. Hertil kommer flere nyere, mindre tagvinduer samt i rygningen to blankmurede skorstenspiber med sokkel, krone og røghætte.

I det indre er dele af en ældre grundplan bevaret med forstue med trappe til tagetagen. Mod gaden er badeværelse og spisestue, mens der mod den sydlige gavl er to stuer, som er opdelt med en halvmur. Mod haven er midtfor kontor, og herefter er et køkken, som er flået sammen med værelset mod nordgavlen. Mod nordvest er viktualierum og adgang til tilbygningen, hvor der er bryggers, fyrrum og redskabsrum. Interiøret er kendetegnet ved få ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, firefyldingsdøre fra slutningen af 1800-tallet med kryk-greb, indstukne hængsler og tilhørende gerichter, vinduesdetaljer som stormkroge, rumpestabler og anverfere og to kakkelovne fra samme periode, høje fodlister og en enkel stukroset. Tilbygningen har ældre trækonstruktion og støbt betongulv. Det resterende interiør tæller nyere bræddegulve, flise- og tæppebelagte gulve og døre. Hovedtrappen er en ældre kvartsvingstrappe med nyere, indstemte trin, et smigskåret klodstrin og en enkel håndliste monteret på væggen.

Rektorboligen

Længehuset er 17 fag og grundmuret med granitsokkel, som bærer et rødt, teglhængt mansardtag med helvalm i den øverste tagflade. Bygningen har en hovedetage samt en mansardetage. Over de fem midterste fag er en to etager høj gavlkvist med afvalmet heltag. Facaden er gulmalet under en hvidmalet, retkantet hovedgesims. Der er i tredje fag fra hver gavl oprindelige fyldingsdøre med søjleornamentik, diagonaltopsprossede overvinduer samt dørindfatninger, knægte og fordakninger, og i det midterste fag en ældre fyldingsdør med bosser i et let fremstående vindfang med dørindfatning, knægte og trekantsfordakning samt et lancetopsprosset overvindue. Alle tre døre er dobbeltfløjede. I stueetagen er oprindelige, småtopspossede korspostvinduer med tilhørende hjørnebånd og hjørnebåndshængsler, mens der i gavlkvisten er nyere, torammede vinduer med en sprosse i hver ramme. Gavlene har på første sal ældre, torammede, småtopsprossede vinduer, og i mansarden er ældre, zinkinddækkede tagkviste med buet tag og ældre, småtopsprossede vinduer. Alt træværk er grønmalet. I rygningen er tre skorstenspiber med sokkel og gesims, og den midterste har et nyere røgrør øverst. Havesiden er magen til facaden bortset fra, at der her er en mindre tilbygning med en ældre revledør i sjette fag fra nord, en nyere, dobbeltfløjet havedør mod syd og en nyere pladedør med diagonaltstillet vindue i nordgavlen. I gavlene er flere vinduesblændinger.

Rektorboligen er opdelt i to lærerboliger. I den besigtigede, sydlige bolig er elementer af en ældre grundplan bevaret, da der er forstuer bag indgangsdørene, to stuer mod gaden, en stue mod den sydlige gavl og mod haven to stuer, et køkken og et bryggers. Der er badeværelser i forbindelse med begge forstuer, ligesom der her er trapper til tagetagen og ligeså i bryggerset. Den sydligste er en ældre ligeløbstrappe med drejede balustre, en enkel håndliste og en kvadratisk mægler; den nordligste er en ældre kvartsvingstrappe og to gelændre med drejede balustre, som hver ender i en volutsvungen vangesnirkel. Trappen i bryggerset er en enkel og ældre ligeløbstrappe med håndliste monteret på væggen – alle trapper har indstemte trin. Interiøret har ældre bygningsdele og -detaljer, herunder enkelte bræddegulve, lysnings- og brystningspaneler, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter, enkelte stukrosetter og stukkantlister. Der er tillige bevaret en kamin og en oprindelig vindovn i stuetagen. Det resterende interiør tæller nyere brædde-, klinke- og parketgulve, vinduesdetaljer og nyere, men traditionelt udførte, døre.

Klostermuren står i forlængelse af Rektorboligen i rød blank mur med kampesten nederst. Muren afsluttes af røde teglsten på murkronen, og mod syd er et angiveligt oprindeligt, mindre afløbshul. I muren er to revleporte og to revledøre, som alle er nyere, men traditionelt udførte. Den sydlige port er en brun revleport med rundbuet murstik med kamtakker over, som giver adgang til gården bag Rektorboligen. Den nordlige port og dørene er grønmalede og har med traditionelt udførte båndhængsler. Den nordlige portåbning har muret, trippelfalset dørindfatning og giver adgang til Sprøjtehuset. Over porten er et højere murparti med et uglehul med muret indfatning, fem murankre og en kamtakket gavl, der afsluttest af røde vingetegl. Dørene giver adgang til et skur, som er påbygget murens gårdside. Murens nordlige hjørne er nyere og hører til den herfra gående mur mod vest.

Murværket er opført i munkesten i tre faser. De middelalderlige dele har ældre munkesten i munkeforbandt, mens der fra anden halvdel af 1800-tallet er murværk i munkesten i et rodet blokforbandt: Det øvre murværk omkring porten ind til Sprøjtehuset, omkring dørene, de øverste skifter nord for Sprøjtehuset og en sektion midt på den nordlige del af muren. Midt mellem portene er en sektion i nyere munkesten i munkeforbandt, og denne skiller sig således ud fra både det oprindelige og 1800-tallets murværk. Gårdsidens del uden påbygninger står mod syd i blank mur og er magen til gadesidens.

Bindingsværksudhuset
Bindingsværksudhuset er 13 fag langt og bærer et rødt, teglhængt heltag brudt mod øst af en hejsekvist med heltag. Bindingsværket har markante stormbånd, og det står med gulkalkede tavl og sortmalet træværk. Mod øst er en tofløjet revleport, to enfløjede revledøre, en tofløjet revledør og en tofløjet revleluge, mens der mod vest er en tofløjet revleport, en enfløjet revledør og en blændet dør – alle ældre og sortmalede med ældre båndhængsler. Der er flere en- og torammede, småtopsprossede vinduer i nordgavlen og de to facader, mens der i den vestlige tagflade er to små, ældre tagvinduer i støbejern. I rygningen er en gråpudset skorstenspibe med sokkel og gesims.

I det indre er mindre rum med støbte gulve, mens vægge og lofter i udpræget grad er beklædt med gipsplader. Loftet er ikke uudyttet.

Sprøjtehuset

Sprøjtehuset er af bindingsværk, og det er 19 fag langt og bærer et rødt, teglhængt heltag brudt mod syd af to heltagskviste med sortmalet bræddebeklædning i gavltrekanterne. Bindingsværket har markante stormbånd, og det står med gulkalkede tavl og sortmalet træværk. Mod syd er fire tofløjede revleporte, to enfløjede revledøre og en tofløjet revledør. Mod nord er en tofløjet revledør, og i den vestlige gavl er en blændet dør. Alle døre og porte er ældre, sortmalede og forsynet med båndhængsler. I den vestlige del er i sydsiden et småtopsprosset støbejernsvindue med fladbuet murstik. Mod øst har Sprøjtehuset murværk og port (beskrevet under ’Rektorboligen’), og der er i denne ende en lav, aflang tilbygning gående på tværs af Sprøjtehuset, op ad muren. Tilbygningen står i gulmalet grundmur med tagpapbeklædt tag, og den er ikke omfattet af fredningen.

I det indre er mindre rum med støbte gulve, mens vægge og lofter er beklædt med træfinér. Den oprindelige tagkonstruktion er bevaret, og loftet står uudnyttet.

Godsforvalterboligen

Godsforvalterboligen er en grundmuret længebygning i syv vinduesfag. Den har to hovedetager samt en tagetage. Bygningen bærer et halvvalmet tag hængt med røde tegl. Facaden er pudset og gulmalet, og den er herudover kendetegnet ved en muret og gråmalet sokkel, en hvidmalet gesims i form af en trappefrise under tagskægget samt hvidmalede, smalle hjørneliséner. De tre midterste vinduer er tætliggende, mens de yderste vinduer sidder med stor afstand. I det midterste fag er en grønmalet hovedindgang, hvor en ældre fyldingsdør med småtopsprossede ruder og søjleornamentik under sidder i en dørindfatning med knægte og fordakning. Stueetagen har ældre, torammede, småtopsprossede vinduer, mens førstesalen har ældre, småtopsprossede, firerammede korspostvinduer. De er alle de hvidmalede. I tagfladen over hovedindgangen er en ældre heltagskvist med trekantsfronton og et torammet, småtopsprosset vindue. Der er tre skorstenspiber i rygningen med enkel sokkel og gesims. Vestsidens facade er som østsidens, bortset fra, at der her ingen indgang er, det nordligste vindue i stueetagen er erstattet af en murblænding med en malet markering af et småtopsprosset vindue, og i tagfladen er et enkelt nyere tagvindue. Nordgavlen har flere blændingsfelter, og i tagetagen er et torammet, småtopsprosset vindue. Sydgavlen har over tilbygningens tag et mindre vindue, og under begge valme er en hvidmalet, retkantet hovedgesims.

Foran Godsforvalterboligen er der brostensbelægning. Mod den sydlige gavl er i rød, blank mur en lavere tilbygning, som ikke er omfattet af fredningen.

Godsforvalterboligen anvendes til kontor i stueetagen og én bolig på første sal. I store træk er en ældre grundplan bevaret. Stueetagen har forstue med trapperum, enkeltfagskontorer, i midten mod vest et trefagskontor med reception og i det sydvestlige hjørne køkken og badeværelse samt ved murgennembrydning i gavlen adgang til bagtrappen. På første sal er mod vest to tofags stuer og køkken, mens badeværelserne dels er i det nordøstlige hjørne ved trappeopgangen og dels ved bagtrappen. Imellem badeværelserne enkeltfagsværelser. Interiøret er kendetegnet ved nyere aptering, men der er nogle ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brædde- og parketgulve, lysningspaneler, stukkantlister, ældre vinduesdetaljer som rumpestabler, anverfere og stormkroge samt tre- og firefyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter foruden en enkelt revledør med båndhængsler. Der er tillige i stueetagen bevaret en ældre alkove med svungne knægte og smigskårne stolper. Tagetagen står uudnyttet med undtagelse af det centrale fag, hvor der er et pigekammer med ældre tapet, bræddegulv og dør. Hertil kommer den ældre, treløbede hovedtrappe med indstemte trin og et gelænder med drejede balustre, en enkel håndliste og en vangesnirkel med volutsvungen mægler. Bagtrappen er en ældre, plastklædt ligeløbstrappe med bræddebeklædte sider og et gelænder af rundstokke med en enkel håndliste.

Museumsbygningen
Museumsbygningen er et grundmuret anlæg bestående af en hovedfløj mod nord og to sidefløje, og der er to hovedetager og en udnyttet tagetage. Vestfløjens yderside er i stueetagen bygget sammen med en nyere bygning, der ikke er omfattet af fredningen. De tre fløje har stejle heltage hængt med sortglaserede tegl, og der er bindingsværkskviste med heltage i hovedfløjens nordlige tagflade, og midt på dens sydlige tagflade samt i begge vestfløjens tagflader. Hovedfløjen er ni fag lang, og i gårdsiden er en midtrisalit udformet som trappetårn. Øst- og vestfløjen er begge seks fag lange. Facaderne står i rød blank mur i blokforbandt over en granitsokkel, og længerne er herudover kendetegnet ved spidsbuede vinduesåbninger i stueetagen, og fladbuede stik over førstesalens vinduer, alle med murede sålbænke. Mellem vinduerne på hovedfløjens førstesal er murede platter, mens lignende platter ses på vestfløjens gavl og mellem stueetagens vinduer på hele østfløjen, her dog med indsatte kløverformsten. Under tagskægget er en hovedgesims i tre led med et retkantet led, et savsnit og et led i rundede formsten, hvorunder der er en trappefrise, som løber bygningen rundt i samme højde. Gavlene er alle kamtakkede og har over trappefrisen et dobbelt savsnit, hvorover er lancetformede blændingsfelter. Østfløjen har som den eneste en kordongesims mod både øst og vest, som består af et formstensled, hvorunder er to savsnit – denne komposition genfinder man i fladen med et enkelt formstensled over to savsnit i østfløjens gavl. Dørindfatninger, vinduer og blændingsfelter har dobbeltfalsede formstensindfatninger. Hovedfløjens midtrisalit er muret i tre etager, og den har på første sal en spidsbuet, dobbeltfalset vinduesindfatning samt en hovedgesims udformet som en rundbuefrise. Hovedindgangen er i hovedfløjens østgavl og har en nyere, tofløjet fyldingsdør. Der er nyere og ældre, enfløjede fyldings- og revledøre i sidefløjenes gavle, i deres østlige facader. Dørene i østfløjen og hovedfløjens østgavl har murede, spidsbuede indfatninger. Stueetagens vinduer er indpasset i de spidsbuede murstik, mens der på første sal og i kvistene er retkantede, torammede vinduer. Hovedfløjens sydlige tagflader har som begge østfløjens flere nyere tagvinduer. I flere af gavlenes lancetblændinger er smalle vinduer. Anlæggets vinduer er generelt ældre og småtopsprossede, og alt træværk er brunmalet. Kvisten over midtrisalitten har en revlelem i stedet for et vindue, og over hoveddøren er en stentavle med inskription om bygningens opførelse.

I det indre har Museumsbygningen i store træk bevaret den oprindelige grundplan, hvor der i stueetagen er forstue, vestibule og naturhistorisk- og fysisk samling samt undervisningslokaler. Hovedtrappen er placeret i vestibulens vestlige ende. På første og anden sal er i store træk ens planløsninger med sovesale og badeværelser i vestfløjen. Herudover er en midtliggende korridorgang med mindre elevværelser mod facaderne samt fælleskøkkener og en lærerlejlighed omkring midtrisalitten på anden sal. De sekundære trapper ligger mod sidefløjenes gavle. Interiøret i stueetagen har ud over undervisningslokalerne mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder mosaikgulve, brystningspaneler af brædder, vinduesindfatninger, enkelte ældre fyldingsdøre, panelerede dørindfatninger, lofter med monierhvælv, støbejernssøjler med base, kapitæl og abacus, ornamental bemaling og forgyldning samt diverse nagelfaste skabe, vitriner og katedre. I undervisningslokalerne samt på første og anden sal er interiøret kendetegnet ved nyere aptering med linoleumsgulve, pladedøre og pladelofter.

Hovedtrappen er en oprindelig, bred toløbstrappe med indstemte trin og et gelænder af diagonaltstillede, kvadratiske balustre, en enkel håndliste og en høj, ottekantet mægler. Trappen er delvist båret af smigskårne stolper med svungne knægte. De sekundære trapper er nyere, og de er henholdsvis en halvsvingstrappe med rektangulær durchsicht og et simpelt gelænder samt en simpel toløbstrappe.

Hvælvingebroen
Hvælvingebroen er beliggende nordøst for Herlufsholm Hovedgård, hvor Herlufholm Allé krydser Susåen.

Hvælvingebroen er konstrueret i tilhuggede granitkvadre. Den har fem tøndehvælvede buer, hvoraf den østligste er bredere end de resterende, og de er båret af fire strømpiller. Pillerne har isrygge mod nord og syd. Brodæmningerne har forstærkning af nyere fløjmure i kløvede granitkvadre. Mellem strømpillerne er brolægning, og der er et mindre fald i åen under broen. Brodækket er nyere og i beton, og det har kraftig udkragning over granitbroens konstruktion mod både nord og syd. Tracéet har cykelsti i to retninger, pullerter samt én kørebane til bil og ét fortov. Desuden er der metalgelænder, vejbelysning og lysregulering indenfor fredningens område. På dæmningernes sydlige sider er trapper til stier langs åen.
Bygningshistorie:
Det trefløjede klosteranlæg
Klosteret blev opført omkring år 1200. Den lille sal med de to murede søjler i østfløjens stueetage er angiveligt fra ca. 1250, mens de resterende lokaler og arkaden er fra 1502. I 1819-23 erstattede man samme fløjs overetage med to etager i gule sten.  Klosteranlægget stod forholdsvis uforandret omend faldefærdigt –med vælske gavle – til ombygningen i 1868-70 af J.D. Herholdt, hvor den vestlige og sydlige fløj på de ældre fundamenter blev bygget i deres nuværende udformning – herunder blev fløjene gjort bredere ved en ny arkade i stueetagen mod gården med gangareal og spisesal på første sal. Senest er henholdsvis anden sal (vestlige og sydlige fløj) og tredje sal (østlige fløj) blevet indrettet til undervisningsbrug, og hovedtrappen blev flyttet i 1980.

Skolebygningen
Bygningen blev opført i 1743 af Lauritz de Thurah som lade og oksestald, men blev i 1809-12 ombygget til skolebygning i en etage samt tagetage af J. G. Schwartzkopf. Det er fra denne tid, at planløsningen med ankomsthal, korridorgang og undervisningslokaler stammer. I 1852-53 fik bygningen endnu en etage og blev ombygget af F. Meldahl og J. G. Kretz, og i denne forbindelse fik bygningen sine vælske gavle efter forbillede i de lignende på klosteranlægget. Indtil 1955 havde bygningen en midtrisalit med vælsk gavlkvist og portal. I 2013 blev skolebygningen moderniseret med blandt andet fornyelse af de fleste undervisningslokaler.

Musiklærerboligen
Omkring 1750 blev bygningen opført og herefter brugt som sogneskole. Den blev herefter brugt som musiklærerbolig. I dag bruges den som lærerbolig.

Rektorboligen
Denne bygning blev rejst af Philip Lange (Philip de Langes søn) i 1794-95. Bygningen var oprindelig uden vinduer og døre i gavlene, og der var fra opførelsen kun kviste i mansarden over de to døre.

Klostermuren er middelalderlig i sin oprindelse. Dele af murværket er fra perioden mellem 1804 og 1864. Herudover er der nyere murpartier.

Bindingsværksudhuset
Huset er opført mellem 1804 og 1864.

Sprøjtehuset
Sprøjtehuset er opført mellem 1804 og 1864. Muren med port mod øst er sandsynligvis fra Herholdts tid. Den tværgående, ikke fredede tilbygning er ligeledes yngre.

Godsforvalterboligen
I 1812 opførte Johan Georg Schwartzkopf Godsforvalterboligen, som erstattede en portbygning. Her igennem var før Nyvejs anlæggelse (det vil sige vejen fra Skolebygningen og nordpå til hovedvejen) i 1812 hovedadgangen til skolen. Denne vej hedder på nuværende tidspunkt blot Herlufsholm Allé.

Museumsbygningen

Den trefløjede bygning blev tegnet af J.D. Herholdt og opført i 1874-76.

Hvælvingebroen
Broen over Susåen nordøst for Herlufsholm Hovedgård blev opført cirka 1740 i forbindelse med vejens allébeplantning. Den er muligvis af Elias David Häusser, der var Kong Christian den 6’s arkitekturlærer, arkitekt på det første Christiansborg samt generalbygmester. Brodækket er fra 1994.


kilder:
Badeloch Vera Noldus, Philip de Lange – Københavns store bygmester, Danmark 2014

Bernhard Linder, Slotte, Herregårde og Palæer i Danmark, Frederikssund 1980

Gorm Benzon, Gamle danske døre, Odense 1979

Gorm Benzon, Gamle danske ovne, Odense 2000

Hugo Johannsen, Danmarks Arkitektur – Kirkens huse, 1981

Niels Peter Stilling, Politikkens bog om Danmarks slotte og herregårde, 2005.

Trap Danmark, bind 3, 1954

Aage Russell, Danske Slotte og Herregårde, København 1964

www.danskeherregaarde.dk
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Herlufsholm knytter sig til Hovedgårdens placering ved Susåen stort set omkranset af godsets skov samt kirkegården mod nord.

Herlufsholm har en særlig helhed bestående af kirken med det trefløjede klosteranlæg og de senere tilkomne gård- og skolebygninger heromkring. Tilsammen skaber bygningerne rammen om et helstøbt og unikt skolemiljø med tydelige rødder i det tidligere kloster- og herregårdsmiljø. Før 1812 skete ankomsten gennem porten, hvor i dag Godsforvalterboligen ligger, med fikspunkt i en nu nedrevet bygning øst for Skolebygningen. I denne konstellation lå de gamle klosterbygninger og kirken afsides mod nord med klosterhavens mur intakt og rektorboligen som del af komplekset. Med Nyvejs anlæggelse fjernedes en del af klosterets struktur, og vejens fikspunkt blev rodfæstet i Skolebygningen, hvorfor Godsforvalterboligen fik en central rolle som afgrænsning mod vest. På dette tidspunkt var arealerne omkring skolen gået fra marker og skolehaver til haver for de forskellige dele af administrationens øvre personalelag. I dag har komplekset haver nordvest for den centralt beliggende og bevarede dam, mens der herudover primært er park med grønne plæner.

Herlufsholm Allé afgrænser naturligt området mod nord og vest. Sammen med Hvælvingebroen er alléen med til at give en stemningsfuldt og iscenesat ankomst til den gamle kostskole.
Kulturhistorisk værdi:
Det trefløjede klosteranlæg
Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet set til bygningen som et eksempel på et middelalderligt klosteranlæg ombygget i 1800-tallets historicistiske periode. Den trefløjede bygning med stejle, teglhængte heltage danner med sin placering op mod Herlufsholm Kirke et samlet volumen, som er typisk for de senmiddelalderlige klosterbyggerier, hvor et stort, blankmuret anlæg danner rammen om et lukket gårdmiljø beliggende syd for kirken. Klosterbygningen bliver med sin kvadersokkel samt teglstenenes farve og format bundet sammen med kirken. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til de varierende stentyper og forbandter, der alle vidner om klosteranlæggets udvidelser og ombygninger op gennem tiden. De ældste dele af murværket i klosteranlæggets stueetage i østfløjen mod gården og i nordgavlen står i munkesten i munkeforbandt.  Fra byggeriet i starten af 1800-tallet står dele af østfløjen i vekslende munkesten og et nyere teglstensformat, mens Herholdts bygninger og østfløjens ydre stueetage står i nyere munkesten – alt byggeriet fra 1800-tallet er holdt i blokforbandt.

Herholdt var en af de første arkitekter i Danmark til, med forbillede i middelalderens murværk, at give blankstensmurene fornyet liv efter at pudset murværk i århundreder havde været foretrukket. Den nye tilgang viser han tilfulde styrken af i det trefløjede klosteranlæg. Herholdt har yderligere knyttet sin klosterbygning til den gotiske kirke ved at pryde sine gavle og gavlkviste med kamtakker og lancetblændinger, der mimer kirketårnets, hvilket kan ses afbildet i Danske Vitruvius fra 1749. Hertil kommer den spidsbuede portåbning, arkaderne og gårdsidens vinduer, der gentages fra kirketårnet, mens de murede platter, de dobbelte savskifter og det dekorative skema med pudsede felter ses i kirken og det tidligere byggeri. De aftrappede, rundbuede vindues- og døråbninger i østfløjens ydermur mimer den blændede døråbning i østfløjens nordgavl ligesom flere lignende blændinger kan ses i kirkemurene. Herholdts brug af midtrisalitter, små tagkviste, lave skorstenspiber i rygningen og småtopsprossede vinduer stammer alle fra den tidligere klosterbygning. Tagrytteren ser ud til at være Herholdts egen tilføjelse. Endelig er der i det ydre kulturhistorisk værdi ved revledøre, håndsmedede dørhængsler, skorstenspiber, murankre samt gårdens pigstensbelægning og gårdsidens to stentavler, der vidner om anlæggets tilvirkningshistorie. Alt i alt kan Herholdts ombygning af klosteranlægget ses mere som et respektfuldt forsøg på at genopføre under forudsætning af samtidens behov end som en egensindig, historicistisk stiløvelse.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de oprindelige og ældre dele af planløsningen, hvor der i stueetagens østfløj er en oprindelig arkade mod gården og tilhørende rum med direkte adgang herfra. Hertil kommer Herholdts tilføjelse af arkader på de andre fløje, der sammenbinder hans nyere fløje med den oprindelige fløj, ligesom den videreførte arkade tydeligt viser bygningens oprindelse som kloster. På første sal er i sydfløjen korridorgang, spisesal og festsal, hvilket tematisk lægger sig efter middelalderens placering af refektoriet i denne fløj. I østfløjen er indrettet en repræsentativ 1800-tals lejlighed med spisestue mod gården, og der er mod parken fornemme stuer en-suite i forlængelse af festsalens østlige indgang. Der er ligeledes værdi ved den uudnyttede tagetage og –konstruktion, som understøtter fortællingen om bygningens tidligere brug og tilvirkning.
 
Den kulturhistoriske værdi knytter sig desuden til det trefløjede anlægs overflader og interiører, som vidner om bygningens historie og stilmæssige forandringer. Her er tilbageværende murværk fra det middelalderlige anlæg, hvilket i kælderen kan ses i syldsten og munkesten samt i stueetagens østfløj, hvor der er en arkade med teglstensfliser og rundbuede murstik samt gotiske elementer som spidsbuede, flerfalsede murstik og spidsbuede ribbehvælv i arkade og de tilstødende rum. Her står de oprindelige, middelalderlige dele af murværket side om side med Herholdts, der tydeligt fremstår som rekonstruktioner. På første sal er vestfløjens spisesal med nyere overflader. Syd- og østfløjen bærer præg af en historicistisk iscenesættelse med høje brystningspaneler og synligt bjælke lag med bræddelofter. Herudover har spisesalen et næsten middelalderligt borg-præg med de voluminøse kaminer med smedejernsgitre, høje brystningspaneler med påmalet, skakternet mønster, malet frise under det traditionelle loft og den relativt enkle bemaling. Festalen slår en mere munter baroktone an med bræddegulv, lavere brystningspaneler, lysningspaneler, tapetserede vægge og traditionelt loft med synligt bjælke lag og brædder. Hertil kommer de rigelige forgyldninger af træværk samt Georg Hilkers fine dekorationer med bemalinger af: Loft, frise, paneler, døre og indfatninger omkring døre, vinduer, ovn-niche og scene. Østfløjens lejlighed skal give et præsentabelt indtryk, hvorfor der er høje, klassicerende brystningspaneler, lysningspaneler, fyldingsdøre, dørindfatninger og fordakninger, et indbygget skab med arkitektonisk dekoration, tapetsering, gyldenlædertapet, udførlige stukdekorationer, dørstykker samt kakkel- og etagevindovne og en fin porcelænstoiletkumme. Førstesalen har herudover parketgulve, femfyldingsdøre, nyere historicerende fyldingsdøre samt nogle ældre vinduesdetaljer. Endelig kommer den kulturelle værdi ved vestfløjens trappe, der på trods af fornyelse i sin grundform genfindes på planer fra 1804, mens vestfløjens fine trappe er fra Herholdts ombygning, og hovedtrappen er fra 1980. Sidstnævnte har værdi i kraft af sin centrale placering.

Skolebygningen
Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre overordnet set til bygningen som lade transformeret til mønsterskole. Det ses i den grundmurede, pudsede facade udsmykket med sokkel, midtrisalit og hovedgesims samt betoning af yderfagene med tværbygninger med vælske gavle. De store tagflader, små kviste, skorstenspiberne og de småtopsprossede vinduer er ligeledes af kulturhistoriske værdi, ligesom nicherne med buster, samtlige stentavler og den vestlige indgangs dørindfatning, da de viser vigtige aspekter af bygningens historie og tidligere brug.

I det indre afspejles Skolebygningens historie og funktion i dens plan og interiør, hvorfor der er kulturhistorisk værdi ved ankomsthallen, korridorgangen med mindre lokaler mod facaderne og de større i tværbygningerne, hvilket har sikret let fordeling af elever, godt lysindfald i værelserne og store lokaler til brug som sovesale. Hertil kommer de bevarede dele af interiøret fra 1800-tallet, som vidner om periodens i skolemæssig forstand lidt tunge og seriøse udsmykningsideal. Der er således bevaret ældre bygningsdele og –detaljer i form af gulve, paneler, døre med indstukne hængsler,  gerichter, fordakninger, overvinduer og en kakkelovn. Endvidere kommer trapperne med deres funktionsbetingede udformning samt forhallens fint bemalede loft, der iscensætter ankomsten.

Musiklærerboligen

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygingen som udtryk for en grundmuret skolebygning med model i 1700-tallets rytterskoler. I det ydre ses de nedtonede, barokke træk i den symmetrisk opbyggede facade, som er udsmykket med en konveks hovedgesims. Hertil kommer det høje sokkelparti og det let opskalkede, valmtag med symmetrisk placerede skorstenspiber i rygningen. De torammede, småtopsprossede vinduer er, om end de er fornyet, ligeledes af kulturhistorisk værdi, idet formatet er det oprindelige og meget typisk for perioden. Hertil kommer tagets kviste og tilbygningen i bindingsværk, som vidner om bygningens konvertering fra skole til bolig.

I det indre er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede dele af den ældre grundplan med køkken og viktualierum mod haven og stuer mod gaden samt funktionsbetingede rum i tilbygningen. Hertil kommer de ældre døre med dertil hørende detaljer, bræddegulve og vinduesdetaljer samt kakkelovne og bindingsværket i tilbygningen. De bevarede dele af grundplanen og interiøret stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor bygningen må være konverteret fra skole til bolig.

Rektorboligen

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et klassicistisk borgerhus. I det ydre ses de klassicistiske træk i det grundmurede og malede længehus, hvis symmetrisk opbyggede facade er udsmykket med granitsokkel, gavlkvist og en retkantet hovedgesims under det helvalmede mansardtag. Korspostvinduerne er ligeledes af kulturhistorisk værdi, idet formatet er det oprindelige og meget typisk for perioden. Hertil kommer dørene med søjledekorationer og bosser samt deres indfatninger, knægte og fordakninger, som er udtryk for tidens fine, ornamentale detaljering.  Endelig kommer de små kviste over dørene og de tre skorstenspiber, der vidner om bygningens brug som bolig med sove-, opvarmnings- og madlavningsfaciliteter.

Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der er en forstue bag hoveddøren, stuer mod gaden og den sydlige gavl, mens de mere funktionsbetingede rum ligger mod gården. Interiøret er kendetegnet ved nogle ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, lysnings- og brystningspaneler, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter, enkelte stukrosetter og stukkantlister. Hertil kommer kaminen og vindovnen samt de tre trapper, herunder særligt den fine hovedtrappe med dens repræsentative og herskabelige detaljer og udformning. Dernæst kommer den sydlige trappe, som er mindre fornem end hovedtrappen, men stadig præsentabel, og den beskedne bagtrappe i bryggerset, hvis udformning klart definerer den som sekundær, og derfor er enklere af udtryk.

Klostermuren har stor kulturhistorisk værdi, da den viser det middelalderlige klosters byggeskik, det indre klosterområdes vestlige afgrænsning og senere tiders restaureringsholdninger. Der er således særlig værdi ved alt oprindeligt murværk i munkeforbandt og Herholdts murværk i blokforbandt.

Bindingsværksudhuset
I det ydre knytter der sig kulturhistorisk værdi til huset som en bevaret del af det ældre herregårdskompleks sekundærefunktionsbygninger. Det ses ved bygningens uprætentiøse bindingsværkskonstruktion, hejsekvist samt revlelem, -døre og -porte med ældre båndhængsler. Hertil kommer de få, mindre, småtopsprossede vinduer, skorstenen og den ubrudte tagflade, som vidner om bygningens lave status, hvor tagetagen angiveligvis kun har været udnyttet til høloft. Bygningen står således uden dekorationer, da stormbåndene har rent konstruktive formål.

I det indre er der kulturhistorisk værdi ved den funktionsprægede indretning.

Sprøjtehuset
I det ydre knytter der sig kulturhistorisk værdi til Sprøjtehuset som en bevaret del af det ældre herregårdskompleks funktionsbygninger. Det ses ved bygningens uprætentiøse bindingsværkskonstruktion, hejsekviste samt revledøre og -porte med ældre båndhængsler. Hertil kommer det småtopsprossede støbejernsvindue og den ubrudte tagflade, som vidner om bygningens lave status. Stormbåndene har rent konstruktive formål, hvorfor bygningen står uden dekorationer.

I det indre er der kulturhistorisk værdi ved den funktionsprægede indretning og det uudnyttede loft.

Godsforvalterboligen

Der knytter sig primært kulturhistorisk værdi til den grundmurede bygning som et klassicistisk borgerhus. I det ydre ses det af facadens symmetriske opbygning, der er udsmykket med en hvidmalet trappefrise som hovedgesims samt markering af facadernes hjørner med hvidmalede hjørneliséner. Hertil kommer de traditionelle vinduesformater, som er meget typiske for perioden, ligesom  der er kulturhistorisk værdi ved indgangspartiet med dørindfatning og fordakning samt skorstenspiberne, kvisten og de store tagflader.

Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i de bevarede dele af den ældre planløsning og i interiøret. I planen ses det ved de bevarede større stuer mod gaden og mod haven enkeltfagsværelser samt tagetagens uudnyttede loftsrum og det lille pigekammer. De bevarede dele af det ældre interiør vidner om bygningens rumlige hierarki og beboernes indretning, herunder brædde- og parketgulve, lysningspaneler, stukkantlister, ældre vinduesdetaljer i form af rumpestabler, anverfere og stormkroge, fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt en enkelt revledør med båndhængsler. Hertil kommer den bevarede alkove og pigekammerets interiør samt trapperne med den fine, treløbede hovedtrappe og bagtrappen, hvis udformning klart definerer den som sekundær og derfor er enklere af udtryk.

Museumsbygningen
Den kulturhistoriske værdi knytter sig til det trefløjede anlæg som et særegent middelaldermimende, historicistisk museumsbyggeri, der samtidig skulle huse skole- og elevfaciliteter. Museumsbygningen spejler til en vis grad det trefløjede Klosteranlæg, som Herholdt arbejdede på kun fire år før. Det ses i det ydre af Museumsbygningens trefløjede komposition, som dog her er idealiseret ved regulære fløje og symmetri forstærket af gårdens midtrisalit. De historicistiske elementer, som mimer den gotiske arkitektur, er facadernes røde, blanke murværk, som er udsmykket med murede detaljer som spids- og fladbuede dobbelt- eller trippeltfalsede vindues- og dørindfatninger, platter, dobbelte savskifter, trappefrise og gavle med lancetblændinger og kamtakker. Hertil kommer granitsoklen og midtrisalitten med rundbuefrise, der giver sig ud for et trappetårn, de traditionelle, småtopsprossede vinduer, de stejle, ubrudte tagflader og de traditionelle bindingsværkskviste med heltag. Museumsbygningen står som eksponent for Herholdts ideal om det trefløjede, historisk funderede anlæg.

I det indre er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede dele af den oprindelige planløsning med forstue, vestibule og museumssamlinger i stueetagen samt på første og anden sal korridorgang med elevværelser mod facaderne. De bevarede dele af det oprindelige og ældre interiør viser bygningens rumlige hierarki og indretningssmag, herunder mosaikgulve, brystningspaneler, vinduesindfatninger, fyldingsdøre, panelerede dørindfatninger, monierhvælvede lofter, støbejernssøjler, bemalinger og forgyldning foruden det nagelfaste inventar. Hertil kommer trapperne med den statelige, men bastante hovedtrappe og de enklere, sekundære bagtrapper.

Hvælvingebroen
Broen er med sine dimensioner et unikt bygningsværk fra 1700-tallets midte, da der ikke findes andre stenbroer af denne størrelse fra denne periode. Der er derfor kulturhistorisk værdi ved broens fem tøndehvælv og de fire strømpiller med isrygge i begge retninger, det gamle brodække og det brolagte fald i åen. Hvælvingebroen er med sine materialer og dimensioner et banebrydende hovedværk indenfor dansk brobyggeri i sten.

Arkitektonisk værdi:
Det trefløjede klosteranlæg
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til klosteranlæggets tre fløje, hvis granitstenssokkel, blanke, røde og gule mure samt de relativt ubrudte tagflader giver et helstøbt og afbalanceret bygningskompleks. Det trefløjede anlægs rolige og lidt tunge, gotiske fremtræden skyldes fløjenes længde, de relativt brede fag og de store tagflader. Hertil kommer det røde murværks traditionsbundne tyngde, som kun brydes af risalitterne, de kamtakkede og lancetprydede gavle og gavlkviste samt heltagskvistene. Frise og savskifter skaber sammenhæng og formidler ligesom gesimsen overgangen mellem murflade og tag. Tagrytteren markerer på let og elegant manér sydfløjens midte og skaber samtidig visuel sammenhæng med kirkens tårn. Det samlede udtryk resulterer et traditionsbundent anlæg med en levende og varm stoflighed. Den taktfaste vinduessætning bidrager hertil, ligesom de skaber en let reliefvirkning. Mod gården får anlægget et lidt lettere præg gennem spidsbuernes vertikalitet og de mindre vinduer i syd- og vestfløjen, der giver modspil til gårdmiljøets ellers udprægede horisontale linjer i det muromsluttede rum. Arkaden har ligeledes arkitektonisk værdi, da den delvist nedbryder overgangen mellem bygningens indre og ydre, hvorved gårdsiden får et lettere præg.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig dels til de middelalderlige, hvælvede rum i østfløjen og dels til de varierede interiører på første sal. Østfløjens stueetage giver med sin arkade adgang til mindre rum, hvilket både skaber en særegen rumlighed i arkaden, som er en hybrid mellem det indre og ydre, og samtidig giver de mindre og indbyrdes ikke-sammenhængende rum en celle-agtig struktur. På første sal giver udsmykningen af henholdsvis spisesal, festsal og lejlighed hvert rum sin egen fremtoning med de mange dekorative detaljer, som spiller stemningsfuldt sammen til en historicistisk helhedsoplevelse. Endvidere er der arkitektonisk værdi ved den store loftshøjde, der sammen med de store vinduer gør, at førstesalens lokaler fremtræder lyse og indbydende.

Skolebygningen
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til længebygningens udpræget symmetriske komposition, hvor de horisontale linjer i sokkel, gesims og tag kontrasteres af vertikaliteten i midtrisalitten, tværbygningernes gavle og de høje vinduer med den taktfaste vinduessætning. Disse elementer bidrager til bygningens rolige og seriøse fremtræden.

I det indre er der arkitektonisk værdi ved den funktionsprægede planløsning med ankomsten midt i bygningen, hvor korridorgangen giver en let fordeling af elever til de mange veloplyste lokaler mod facaderne.

Musiklærerboligen
I det ydre er der arkitektonisk værdi ved den udpræget symmetriske facadekomposition med fine horisontale linjer i den murede sokkel, båndet af granitkvadre og hovedgesimsen, som kontrasteres svagt af de skrå linjer tagets hvalme. Hertil kommer de store, næsten ubrudte tagflader og den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens velafbalancerede udtryk.

Rektorboligen

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition, hvor de horisontale linjer i soklen, hovedgesimsen og mansardtaget kontrasteres af den vertikale orientering af indgangspartier og gavlkvist. Endelig kommer den taktfaste vinduessætning, der bidrager til bygningens helstøbte og herskabelige fremtræden.

Klostermurens arkitektonisk værdi knytter sig til murværkets fine dimensioner og den teglstensklædte murkrone samt de kamtakkede partier over portåbningerne.

Bindingsværksudhuset
I det ydre er der arkitektonisk værdi ved længehusets bindingsværkskonstruktion, som er fremhævet på traditionel vis med gulkalkede tavl og sort træværk. Døre, porte og luge står således tydeligt frem og bidrager til, at der i bygningen i høj grad er samspil mellem form, materiale og funktion.

Sprøjtehuset
I det ydre er der arkitektonisk værdi ved længehusets bindingsværkskonstruktion, der er fremhævet på traditionel vis med gulkalkede tavl og sort træværk. Døre og porte står således tydeligt frem og bidrager til, at der i bygningen i høj grad er samspil mellem form, materiale og funktion.

Godsforvalterboligen
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget symmetriske facadekomposition, hvor de horisontale linjer i soklen og hovedgesimsen kontrasteres af den vertikale orientering af de centrale fag qua vinduessætningen og bygningens hvide hjørnerliséner. Hertil kommer den uens vinduessætning, der i høj grad bidrager til skabe fokus mod bygningens indgang. Samlet set har Godsforvalterboligen et herskabeligt islæt.
 
Museumsbygningen
I det ydre er der arkitektonisk værdi ved anlæggets symmetriske komposition og klare facadeinddelinger, der gør Museumsbygningen let at aflæse. Hertil hører facadernes horisontale elementer, hvor sokkel, gesimser og den taktfaste vinduessætning med store sålbænke bidrager til klart at markere etagerne, mens de spidsbuede vinduespartier, midtrisalitten og de kamtakkede og lancetprydede gavle giver bygningen en tydelig opadstræbende karakter.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig dels til førstesalens korridorgang med elevværelser mod facaderne og til stueetagens særlige rumforløb med forrum, vestibule og hovedtrappe i forlængelse af hinanden.  

Hvælvingebroen
Hvælvingebroens arkitektoniske værdi knytter sig dels til dens materialitet med granitkvadre i næsten regulære bånd, dels til bygningselementernes skala, der er nøje indbyrdes afstemt mellem hvælvenes bredde og højde samt pillernes drøjde. Her igennem ses Hvælvingebroens fine forarbejdning som et funktionelt, gedigent byggeri af enestående ingeniørbedrift, der ved delenes indbyrdes skala og rytme viser en følsom og æstetisk formgivning. Det originale udtryk under brodækket er i høj grad bevaret, selvom det nyere dæk ved sin udkragning overskygger den historiske bro.

Bærende fredningsværdier:
Det trefløjede klosteranlæg
I det ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til det trefløjede anlægs granitsokkel, facadernes røde og gule blankstensmure, risalitterne og de store, røde, teglhængte tagflader. Hertil kommer de fremtrædende gavle og gavlkviste med lancetblændinger, teglhængte heltagskviste, samtlige skorstenspiber og tagrytteren. Endvidere kommer pigstensbelægningen, murblændinger, gesimser, friser, dør-, port- og vinduesstik og -false, portrummets belægning og loft, de ældre revledøre og -porte med beslag samt de ældre, småtopsprossede vinduer. Endelig er der bærende fredningsværdier ved gårdsidens arkade og stentavler samt anlæggets traditionelle materialeholdning.

I det indre er der bærende fredningsværdier ved de ældre og traditionelle elementer af grundplanen, herunder særligt arkaden, rumfordelingen i østfløjens stueetage og førstesalens korridorgang, spisesalen i sydfløjen, festsalen og østfløjens lejlighed samt den uudnyttede tagetage. Hertil kommer i østfløjen stueetagens murværk med middelalderlige murblændinger, hvælv og ribber samt de historicistiske rekonstruktioner. Ydermere gælder det de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder tegl-, sten-, parket- og bræddegulve, pudsede vægge, vægge med tapeter og lofter i træ eller med stukdekoration. Hertil kommer alle ovne, kaminer, paneler, døre, dørstykker og -indfatninger samt trapper med alle dertil hørende detaljer, herunder samtlige træudskæringer, bemalinger og forgyldninger. Endelig knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materialeholdning.

Skolebygningen
I det ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til den grundmurede længebygnings sokkel, det pudsede og malede murværk, midtrisalitten, de centralt placerede, nyere indgangsdøre, hovedgesimsen samt tværbygningerne med vælske gavle og ældre sidedør med indfatning. Hertil kommer det teglhængte heltag med mindre kviste og skorstenspiber samt murankre og stentavler og endelig den traditionelle materialeholdning.

I det indre knytter der sig bærende fredningsværdier til den ældre grundplan med ankomsthal, fordelingsgang, værelser mod facaderne samt lærerlejligheder og store lokaler mod bygningens ender. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder flisegulve, brystnings- og lysningspaneler, døre med indstukne hængsler og indfatninger, overvinduer, kakkelovn og traditionelle lofter med synlige bjælker og loftsbrædder. Endelig kommer trapperne med alle dertil hørende detaljer, forhallens bemalede loft og den traditionelle materialeholdning.

Musiklærerboligen
I det ydre er der bærende fredningsværdier ved det grundmurede hus facade og tag, herunder den murede sokkel, båndet af granitkvadre og hovedgesimsen samt det røde, teglhængte, helvalmede tag med skorstenspiber. Hertil kommer den ældre, tofløjede fyldingshoveddør, de ældre bindingsværkskviste, de ældre, torammede, småtopsprossede vinduer og tilbygningen i bindingsværk og grundmur. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den ældre planløsning med forstue og stuer mod gaden samt køkken og viktualierum mod haven. Hertil kommer den funktionsbetingede tilbygning. Der er ligeledes værdi ved de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, fyldingsdøre med alle detaljer, vinduesdetaljer i form af rumpestabler, anverfere og stormkroge, kakkelovne, stukrosetten og hovedtrappen. Endelig kommer tilbygningens trækonstruktion og Musiklærerboligens traditionelle materialeholdning.

Rektorboligen
I det ydre knytter der sig bærende fredningsværdier til det grundmurede, pudsede og malede længehus med helvalmet mansardtag hæng med røde tegl, granitsokkel, gennemgående gavlkvist, hovedgesims, tagkviste og skorstenspiber. Hertil kommer de ældre to- og firerammede vinduer, facadens oprindelige, fint dekorerede, dobbeltfløjede fyldingsdøre med indfatninger, knægte og fordakninger samt den traditionelle materialeholdning.

I det indre er der bærende fredningsværdi ved de bevarede dele af den ældre planløsning med stuer mod gaden og sydgavlen samt mod gården mere funktionsprægede rum. Desuden kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, lysnings- og brystningspaneler, én- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter, stukrosetter og stukkantlister. Endelig kommer kaminen og vindovnen, de tre trapper samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier ved klostermuren knytter sig til hele den røde blankstensmur med kampesten nederst, afvandingshul, ældre porte og portåbninger, vinduesåbning, murankre og den teglstensdækkede murkrone samt gavlens og portpartiets kamtakker. Herunder hører det middelalderlige murværk i munkeforbandt og det ældre murværk i blokforbandt samt den traditionelle materialeholdning

Bindingsværksudhuset
I det ydre knytter der sig bærende fredningsværdier til længehuset i bindingsværk med rødt, teglhængt heltag, sortmalet bindingsværk, gulkalkede tavl, hejsekvist og ældre revleluge, -døre og -porte med ældre båndhængsler. Hertil kommer de få, mindre, ældre, småtopsprossede vinduer, skorstenen og de ubrudte tagflader samt den traditionelle materialeholdning.

I det indre er der bærende fredningsværdier ved den funktionsprægede indretning samt det uudnyttede loft.

Sprøjtehuset
I det ydre knytter der sig bærende fredningsværdier til længehuset i bindingsværk med rødt, teglhængt heltag, sortmalet bindingsværk, gulkalkede tavl, hejsekvistene samt de ældre revledøre og -porte med ældre båndhængsler. Hertil kommer det ældre, småtopsprossede støbejernsvindue og de ubrudte tagflader samt den traditionelle materialeholdning.

I det indre er der bærende fredningsværdier ved den funktionsprægede indretning samt det uudnyttede loft.

Godsforvalterboligen
De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til det grundmurede, klassicistiske længehus med rødt, halvvalmet, tegltag. Hertil kommer bygningens udsmykninger, herunder soklen, de pudsede hjørneliséner, hovedgesimsen samt den ældre hoveddør med indfatning, knægte og fordakning. Hertil kommer den ældre kvist, skorstenspiberne, de ældre, småtopsprossede korspostvinduer og torammede vinduer samt den traditionelle materialeholdning.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den ældre planløsning med stuer mod gaden og værelser mod haven samt tagetagens uudnyttede loftsrum og det lille pigekammer. Hertil kommer alle oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brædde- og parketgulve, lysningspaneler, stukkantlister, ældre vinduesdetaljer i form af anverfere, rumpestabler og stormkroge, fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter samt en enkelt revledør med båndhængsler. Endelig kommer den bevarede alkove, pigekammerets interiør, hovedtrapperummet og bagtrappen med alle detaljer samt den traditionelle materialeholdning.

Museumsbygningen
I det ydre er der bærende fredningsværdier ved hele det historicistiske middelalderimiterende anlæg med tre røde, blankmurede fløje og stejle heltage hængt med sortglaserede tegl. Hertil kommer facadernes granitsokkel, spids- og fladbuede vindues- og dørindfatninger, platter, dobbelte savskifter, trappefrise og gavle med lancetblændinger og kamtakker. Endelig kommer midtrisalitten med rundbuefrise, de ældre, småtopsprossede vinduer, de store tagflader, de ældre bindingsværkskviste samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til de bevarede dele af den oprindelige planløsning med forstue, vestibule og museumssamlinger i stueetagen samt på første og anden sal korridorgang med værelser til hver side. Hertil kommer det oprindelige og ældre interiør som mosaikgulve, brystningspaneler, vinduesindfatninger, fyldingsdøre, panelerede dørindfatninger, monierhvælvede lofter, støbejernssøjler, bemalinger og forgyldning samt det nagelfaste inventar. Endelig kommer hovedtrapperummet og bagtrapperne med alle detaljer samt den traditionelle materialeholdning.

Hvælvingebroen
De bærende fredningsværdier knytter sig til broen som eksempel på en stenbro i stor skala, unik for opførelsestidspunktet. Herunder hører broens konstruktion i tilhuggede granitkvadre, de fem tøndehvælvede buer, de fire strømpiller med isrygge mod nord og syd samt det brolagte åløb med fald. Endvidere kommer brodæmningerne med fløjmure i granitkvadre og den traditionelle materialeholdning.

Antal bygninger:
7
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Herregård
Bebyggelsestype:
Fritliggende ejendom - Herregård
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Fredningsomgivelse:
Bro ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
28-12-1979
Journal nr.:
0000

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
03-03-1945
Journal nr.:
0000

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
17-07-1918
Journal nr.:
33/18

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
12-11-1999
Journal nr.:
1996-917/373-0001


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 7


Fredet bygning Herlufsholm Alle 170
Fredet bygning Herlufsholm Alle 182A
Fredet bygning Herlufsholm Alle 180A
Fredet bygning Herlufsholm Alle 186
Fredet bygning Herlufsholm Alle 174
Fredet bygning Herlufsholm Alle 184
Fredet bygning Herlufsholm Alle 170

Fredede omgivelser: 12

Signatur Bro
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap