Sag: Brobygård

Karlsbjergvej 39 og 39 A-D, Faaborg-Midtfyn
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Herregård
Antal bygninger:
7
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Brobygård
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Karlsbjergvej 39 og 39 A-D
Kommune:
Faaborg-Midtfyn
Omfang:
Hovedbygningen (1673 og senere) med seks tilbyggede bindingsværkslænger mod nord (ca. 1850) samt lysthuset og smedien.
Fredet 1924.
Beskrivelse:
Hovedbygningen, som er et mægtigt hus med højt tag, ligger næsten frit omgivet af en grøn park med store træer. I sydenden afslutter en lille kvadratisk hjørnebygning hovedhuset, mens det i nordenden er sammenbygget med en lang bindingsværkslænge, der igen er sammenbygget med endnu en længe i en stor, retkantet S-form. Mod øst ligger et stort, grundmuret og teglhængt avlsanlæg med tre længer, som er opført i 1923. Dette yngre anlæg er ikke omfattet af fredningen.

Hovedbygningen er tolv fag lang og tre fag bred i én etage over en kælder og med et uudnyttet loft. Det er en grundmuret bygning, som over en gråmalet sokkel er pudset og hvidkalket. Tagbjælkelaget markerer sig med dekorativt snoede murankre under en meget lidt udkraget gesims. Det store, næsten ubrudte heltag med helvalme er hængt med røde vingetegl, og har i rygningen fire hvidkalkede skorstene med sokkel og krave.

Hovedindgangen på østsiden ligger ikke i symmetrilinjen, men sidder i en muråbning, hvorover et halvcirkulært stik kan anes gennem kalken. Hoveddøren er en tofløjet fyldingsdør med mæanderbort på tværramstykket og riflet slagliste, der foroven er udformet som en kapitæl. Døren kan stilistisk tidsfæstes til slutningen af 1700-årene på grund af de klare Louis-Seize træk. Op til døren er granittrappe med tre løb og vanger. Under trappen er der i midten en nedgang til kælderen. De ældre vinduer er hvidmalede, firerammede korspostvinduer med henholdsvis seks og fire ruder i de overfalsede rammer. Der er en lille udkraget sålbænk under alle vinduer. Kældervinduerne i den høje kælder er gråmalede, torammede med fire ruder i rammerne.

I sydgavlen er to store, traditionelt udformede tagkviste med ni ruder og afvalmet heltag. Sydgavlen har kun et enkelt vindue i midten, herover står med murankre: BTFPB 1673. Den lille kvadratiske hjørnebygning, som har vinduer på de tre frie sider, har et teglhængt pyramidetag, der afsluttes i toppen med en hvidmalet skorstenspibe med sokkel og udkragning.

På havesiden er der i sjette fag fra nord, det vil sige i faget over for hovedindgangen, en havedør, hvor op til der fører en muret trappe med to symmetriske løb. Trappetrinene er af granit og gelænderet er båret af pyntelige støbejerns balustre. Et dateringsforsøg kunne være omkring 1860. På havesiden er murankrene til tagbjælkelaget enklere og liljeformede. Over de nordligste af vinduerne på havesiden anes også rester af buestik, der kan stamme fra den tidligere renæssancebygnings vinduesoverkanter. I nordgavlen er tillige en havedør, som fører ud til en nyere træterrasse med trappe ned til haven. Under terrassen udgår fra nordgavlen et stykke kampestensfundament, som indgår i bindingsværkslængen, den såkaldte køkkenfløj, der er sammenbygget med hovedhuset på dette sted. Kampestensfundamentet må være rester af en tidligere bygning på dette sted.

De seks sammenbyggede avlslænger

Der er seks sammenbyggede avlslænger, alle udført i kraftigt bindingsværk med heltage af røde vingetegl. Gavlene er enten hel- eller halvvalmede. Alt bindingsværket er sortmalet, mens tavlene er hvide. Vinduerne er overvejende torammede med otte eller seks ruder i hver ramme. Dørene er tofløjede døre med fyldinger, revledøre eller portlåger og er alle blåmalede.

Køkkenfløjen, som udgår fra hovedbygningens nordgavl og er sammenbygget med hovedbygningen, strækker sig 16 fag og er seks fag bred med halvvalmet tag i nordgavlen. I rygningen er en hvidkalket skorsten med sokkel og krave. Bindingsværket er den gedigne, fynske type, med en fodrem, stolper, løsholter samt tætte dokker og ranker. Vinduerne er torammede og seksrudede, og i gavlen er en ældre, blåmalet fyldingsdør med overvindue. På østsiden er en kort udbygning i samme type bindingsværk, fire fag lang og fire fag bred med buede rander ved hjørnerne, men med helvalmet tag med lang opskalkning i østgavlen. Fløjen og udbygningen fungerer som selskabslokaler med tilhørende køkkenfaciliteter.

Østlængen, som også er sammenbygget med hovedhuset, er 23 fag lang og fire fag bred. På nordsiden er et lille, grundmuret udskud. Over en ganske høj, gråmalet kampestenssokkel, som også giver sig til kende på hovedhusets nordgavl, står det solide bindingsværk med fodrem, stolper løsholter og toprem. Der er kun dokker i gavlen, som i øvrigt har helvalmet tag. I rygningen er en hvidkalket skorsten med sokkel og krave. På sydsiden ud mod hovedhusets forplads er en en hvidmalet, profileret trægesims. Vinduerne er her hvidmalede med tværpost og fire ruder i underrammerne og to i overrammerne. I faget nærmest hovedhuset er en blåmalet fyldingsdør med overvindue. Længen er en økonomibygning, hvor blandt andet forvalteren har haft bolig, men hvor der i dag er godskontor.

Sammenbygget med østlængen ligger yderligere tre sammenbyggede længer, som tilsammen danner et U-formet pigstensbelagt gårdrum.  De tre længer er alle i kraftigt, sorttjæret bindingsværk, bestående af fodrem, stolper, løsholter, hjørneranker, skråstivere og dokker, samt toprem. De tre længer har været anvendt til værelser og lejligheder til forvalteren, men også til borgestue, strygestue med videre. 

Den østgående længe, som er vinkelret sammenbygget med østlængen fra hovedhuset er 17 fag lang. I denne længe er der ind mod den U-formede gård to nyere, tofløjede fyldingsdøre. Længen er indrettet til en bolig med nyere overflader på gulve og vægge, ligesom bjælkelofterne er beklædt med gips mellem bjælkerne. Døre med videre er nyere.

Den nordligste længe
er 18 fag lang og har krumme ranker ved hjørnet. På nordsiden er en port med overvindue samt meget gammel revledør. Inden døre er et flisegulv, og i væggen en kraftig stolpe med affasning – kan være fra den første gård (Rantzau - renæssance)?

Østligste længe er på ydersiden 20 fag lang og 5 fag bred i gavlen. Den har på østsiden tre sæt meget brede fag med blåmalede, ældre porte for. På ”have-siden” er der en ældre revledør, et enrammet vindue samt to sorttjærede luger. Der er pigstensbelægning op mod fodremmen, der er ingen tagrender. Længen har været indrettet til kamre for godsets arbejdere. Den frie gavl mod syd er afsluttet med et halvvalmet tag. Tæt ved gavlen er i rygningen en stor, hvidkalket skorsten med sokkel og krave.

Hovedbygningen er i det indre indrettet med en hall på tre fag, hvorfra der lige frem er adgang til en næsten kvadratisk havestue på tre fag. Til venstre i hallen er der adgang til den sydlige halvdel af bygningen, som ud over en traditionel, men nyere ligeløbstrappe til overetagen, er indrettet til værelser. Fra det sydøstligste værelse i gavlen er der adgang til et lille, kvadratisk rum med skydevinduer i den lille tårnagtige påbygning på hjørnet. I den modsatte ende, mod nord er der yderligere stuer og værelser samt et køkken. Interiørerne har mange bevarede, ældre detaljer, både enfyldingsdøre med tilhørende underskårne indfatninger, som kan tidssættes til perioden omkring 1725. En del af inventaret, særligt vinduerne med indfældede skodder, samt de høje fløjdøre mellem stuerne mod haven, har riflede dekorationer på tværramstykkerne, et klassicistisk træk. Disse snedkerdetaljer, hvortil også brystningspanelerne, samt træ- eller gipsindfatninger ved ovnnicherne hører, kan derfor være kommet til huset sidst i 1700-tallet. Lofterne er pudsede med enkle, men svungne gesimser. Gulvene er ældre plankegulve.

I tagetagen er der værelser i sydgavlen, men ellers står det store tagværk som et åbent rum med en styrterumsagtig mur, hvorpå remme og spærsko samt -stivere hviler. Tagkonstruktionen, som ud fra tømmernummereringen at dømme er fra 1673, har to sæt hanebånd, men de meget lange spær er i to omgange forstærket med ekstra afstivninger, der hviler af på langsgående dragere. Teglene er understrøget, og lægtningen er nyere.

Kælderen, hvorfra der er adgang ad en rundbuet revledør under hovedtrappen, har murede, pudsede og hvidkalkede vægge, heraf adskillige med tøndehvælv med stikkapper fra vinduerne. Enkelte steder, hvor der ikke er pudset, ses store kampesten og ældre murværk med brede, fladbuede nicher. Enkelte steder er der skillevægge i bindingsværk. Vinduerne er med rundpost og fladstaf på karmen. Adskillige gulve er lagt med mursten på fladen, men også med ældre, meget store, kvadratiske stenfliser.

I det indre er de seks bindingsværkslænger karakteriseret ved vægge opmuret med lermørtel eller brændte sten, kalkede vægge, jordgulve, støbte gulve, flisegulve og ældre bræddegulve. Adskillige fydlingsdøre med indfatninger, mange forskellige ovne, stejle ligeløbstrapper op til loftrummet, ældre bræddelofter mellem forskellige bjælketyper, enkelte med affasninger. Et enkelt rum med fire fag vinduer har ådrede brystningspaneler og firefyldingsdøre og tofarvet flisegulv, lagt diagonalt. Ud fra en stilistisk vurdering kunne dette rum være indrettet i den sidste del af 1800-tallet. Der er tillige bevaret en række enfyldingsdøre med underskårne indfatninger, som kan være fra perioden omkring 1700-1725, ligesom der er bevaret rundpostvinduer, der kan være fra samme periode. Der er endvidere gamle gulve af store ølandsfliser. Disse interiørdetaljer findes særligt i nord- og østlængen, som er sammenbygget med hovedhuset.

Smedjen
Ved indkørslen til anlægget ad en lindeallé ligger smedjen på højre hånd. Det er et bindingsværkshus, som er fem fag langt og fire fag bredt, hvor det forreste fag er rykket ind, således at der dannes et overdækket udendørs areal, hvor tagremmen bæres af to sortmalede, kraftige stolper. Taget er et teglhængt heltag med halvvalme i begge ender og i sydenden er en skorsten med sokkel og udkragning i rygningen. Bindingsværket er det typiske fynske bindingsværk med fodrem, stolper og ranker i hjørnerne. Vinduerne er hvidmalede, torammede med seks ruder i rammerne. Indgangen til smedjen sker ad en ældre, tofløjet revledør, der er beklædt, så den ligner en Louis-Seize fyldingsdør. Døren er blåmalet.

Inde i smedjen er der jordgulv, og den store esse med murede vanger og kraftig hammer af træ er stadig bevaret. Der er bræddeloft og fritliggende bjælker.

Lysthuset
Lidt inde på grunden, til venstre for den lille lindeallé, ligger et lille, kvadratisk lysthus, som er tre fag bindingsværk på hver side. Taget er et højt, teglhængt pyramidetag. Indgangen til det lille hus sker ad en nyere, blåmalet, tofløjet, lav dør, der sidder i en træindfatning. Husets eneste vindue er placeret over for døren. Det er et hvidmalet, torammet med otte ruder i rammerne. Det sortmalede bindingsværk står på en støbt sokkel, men har i øvrigt fodrem, stolper og lavtsiddende løsholte. Tavlene er udmuret med nyere, mindre sten og hvidkalkede. 

Inden døre er der et malet bræddeloft. Vinduet er uden lodpost, men har tre hængsler og er overfalset. Vinduet kan være fra 1700-tallets sidste del.

Bygningshistorie:
Fra slutningen af 1500-tallet tilhørte Brobygård den mægtige Rantzauslægt. Ifølge den Rantzauske tavle fra ca. 1590, der findes på Krengerup og fremstiller Rantzauernes stamtræ, bestod Brobygaard oprindelig af et hvidkalket bindingsværkshus med kælder og to smalle tilbygninger i bindingsværk omkranset af grave.

I 1645 købte rigsmarsk Anders Bille Brobygård. Han ejede i forvejen de to betydelige sydvestfynske godser Damsbo og Løgismose. I landsbyen Sdr. Broby vest for herregården anlagde rigsmarsken i 1648 våbenfabrikken Brobyværk. Herregården og fabrikken blev ødelagt kun ti år senere af de svenske besættelsestropper.

Billes datter Pernille arvede den krigshærgede gård efter faderen, der døde i svensk fangenskab i 1657. Hun blev gift med Børge Trolle i 1662, og parret ombyggede den trelængede renæssancegård og opførte den nuværende hovedbygning i 1673.

Fra 1769/1771 har Brobygård sammen med de nærved liggende herregårde, Arreskov og Gelskov, været ejet af slægten Schaffalitzky de Muckadell. Stamfaderen, oberstløjtnant, Albrecht Christopher Schaffalitzky de Muckadell, blev i 1783 ophøjet til greve. Han oprettede i 1784 grevskabet Muckadell med udgangspunkt i de tre hovedgårde. Gården er stadig i familiens eje.

Godskomplekset blev i 1769 udvidet mod nord med avlsgården bygget sammen med hovedbygningen, men de nuværende bindings-værkslænger stammer for en stor del fra 1923, efter en brand i 1921 havde lagt den stråtækte avlsgård øde. Dog kunne en del af bindingsværket genanvendes.

Umiddelbare iagttagelser kunne tyde på, at den nordlige del af hovedbygningens mure, hvor der synes at være rester af buede stik over adskillige af vinduerne mod haven, samt det høje kampestensfundament, som den med hovedbygningen sammenbyggede nordlænge står på, mere eller mindre kan have klaret svenskekrigenes ødelæggelser. Hvis det er korrekt, kan det antages, at der måske også har været en sydlænge, vinkelret ud fra hovedbygningen, ligeledes på en høj kampestenssokkel, som i dag er borte. Nordlængen hører i hvert fald til den ældre del af bindingsværksanlægget, også i det indre.

De østligste tre bindingsværkslænger synes opført som to nord-syd-gående fem fag brede længer, som har været godt 20 fag lange. De er så sammenbygget med en otte fag forbindelseslænge, der ligger øst-vest, at dømme efter forskellen i topremmen og de skråbånd, som plejer at markere hjørner i bindingsværkskonstruktioner. Længernes konstruktion og indretning forekommer flere steder ganske gammel og ældre end 1923.

I 1905 blev den firkantede sydøstvendte hjørnepavillon føjet til hovedbygningen, som en selvstændig havestue.

I værket Herregården, Drift og landskab, bd. 3, fra 2009 af John Erichsen og Mikkel Vendbord Pedersen, står der:

På det fynske Arreskov lod man egnens fattige væve lærred og vadmel og til en højere løn end den sædvanlige spindetakst. Grevinde Berthe Schaffalitzky de Muckadell var den i hærdige iværksætter.
Produktionen tålte sammenligning med klæde i København, syntes embedsmanden Mathias Lunding, som i 1787 besøgte godset. Han skildrer grevinden som en "en særdeles huslig dame". Grevinden havde også planer om at få en person lært op i fabriksmæssig vævning. Måske blev det kimen til det senere levedygtige lærredsmanufaktur på det nærliggende Brobygård. Lunding noterer begejstret i sin dagbog, at grevinden har "en kjole på af hjemmegjort tøj, som grevinden har ladet gøre og spinde; ligeledes et stykke meget smuk klæde, der var indsprængt og hvoraf den unge greve havde en frakke".


kilder:
Danske Slotte og Herregårde, anden udg., Bd. 7, red. Aage Roussell, 1965

Herregårde i Danmark, Flemming Jerk, 1980

Trap Danmark, Odense Amt, Bd. V, 1, 1956

http://www.danskeherregaarde.dk/25740.aspx

Niels Peter Stilling: Danmarks slotte og herregårde, 3.udg., Politikens Forlag
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Brobygårds værdi knytter sig til den storladne helhed af hovedbygning og tilhørende, imponerende, sammenbyggede avlsgårdslænger, der er opført i bindingsværk. Anlægget er beliggende på en lav borgbanke, omgivet af den ydre voldgrav, med point de vue i hovedaksen øst for anlægget. Adgangen til Brobygård sker fra landevejen forbi to af de fredede bygninger, smedjen og det lille, kvadratiske lysthus, men først når tilkørslen drejer mod vest, ses hovedbygningen i midtaksen.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Brobygård knytter sig til dets beliggenhed på den gamle banke, hvor den tidligere renæssancegård, forløberen for den nuværende hovedbygning, havde ligget siden 1500-tallet.

Således ligger den kulturhistoriske værdi i hovedbygningen som del af et samlet herregårdsanlæg med have, gårdsplads, avlsgård og omgivende agerjord.  Hovedbygningen er en karakteristisk repræsentant for en mindre herregårdsbygning opført i baroktiden, men i det ydre også præget af 1700-tallet, på grund af sin langstrakte, rektangulære form i én etage. Bygningens taktfaste vinduessætning, den høje sokkel, kælderetage, og de markante trappeanlæg midt på længen og de helvalmede gavle er et udtryk for periodens stilistiske præferencer.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til, at hovedfløjens stueetage har bevaret den ældre planløsning med sale, kabinetter og stuer i gavlene med døre en filade. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de gamle kældre, i hovedfløjen med den gennemgående korridorgang mod gårdspladsen og rum mod haven. Den bevarede tagkonstruktion og hele indretningen oppe på loftet fortæller om tidligere tiders indkvarteringsforhold med små værelser til tjenestefolkene. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de mange bevarede bygningsdele og detaljer, herunder hovedtrappen med fire løb, brystnings- og lysningspaneler og indfældede skodder, en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter, greb, bukkehornsbeslag og bemalinger på vægge, paneler og gulve, samt ovnnicher med etagevindovne.
Arkitektonisk værdi:
Arkitektonisk fremtræder Brobygårds hovedbygning som en næsten fritliggende, senbarok bygningskrop, domineret af det store, ubrudte tag med de markante skorstenspiber i rygningen, hvor de få dekorationer, den homogene materialeanvendelse og proportionering giver et magtfuldt og herskabeligt udtryk. Vinduesrækken og murankrene danner takt i facaden, og hovedindgangen understreges af trappen af granitkvadre. Det lille tårn i sydøsthjørnet taler sammen med lysthuset vis-a-vis i haven. På havesiden har den gamle havetrappe med støbejernsbalustrene en filigranagtig lethed.

Det lavere avlsanlæg, med dens talløse fag af bindingsværk, slynger sig som en retkantet mæander fra hovedbygningen og danner her den ene side i en art forplads til hovedbygningen. Bindingsværksbygningerne danner også et selvstændigt gårdrum i øst, indrammet af den store U-form af bindingsværkslænger. Det sorte bindingsværk og de hvide tavl og de store røde tegltage giver et kontrastfuld modspil til hovedbygningens store og regulære proportioner.

I det indre ligger den arkitektoniske værdi i hovedhusets delvis bevarede plandisposition med havestuen og tilhørende stue og de bevarede snedkerinteriører fra henholdsvis de første tiår og de sidste tiår af 1700-tallet. Hertil kommer det store tagværk fra 1673, samt kælderens hvidkalkede tøndehvælv og slidte teglstensgulve og hele den traditionelle materialeholdning.

I bindingsværkslængerne ligger den arkitektoniske værdi i det velbyggede, kraftige bindingsværk, de kontrasterende farver mellem tavl og konstruktion og de sammenskårne, røde tage, hvor teglstensflader ligger op mod hinanden, adskilt af grater eller skotrender.

I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til de mange forskellige rum, heraf flere små rum og den enkle indretning. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Brobygård knytter sig i omgivelserne til anlæggets samlede opbygning, som det kommer til udtryk i hovedbygningens markante placering, og avlslængernes underordning i højde, proportioner og materialer.
I hovedbygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til hovedbygningens helstøbte form og materialeholdning med pudsede mure, det store, næsten ubrudte helvalmede tag med de fire skorstene i rygningen, den centralt placerede granittrappe med kældernedgang under og vinduernes taktfaste placering sammen med murankrene. På havesiden skal den fine havetrappe med støbejernsgelænder fremhæves.

I det indre af hovedbygningen ligger de bærende fredningsværdier i de dele af den oprindelige eller ældre plandisposition med havestuen og tilhørende stuer og de bevarede snedkerinteriører fra henholdsvis de første tiår og de sidste tiår af 1700-tallet. Hertil kommer det store tagværk fra 1673, samt kælderens hvidkalkede tøndehvælv og slidte teglstensgulve og hele den traditionelle materialeholdning.

I det ydre ligger de bærende fredningsværdier i bindingsværkslængernes sammenbyggede komposition, deres konstruktion i kraftigt bindingsværk med ranker, samt øvrige materialeholdning og de ubrudte tegltages opbygning og sammenskæring ved fløjene samt de få skorstenspiber. Hertil kommer alle de ældre vinduer, revledøre med videre samt den traditionelle materialeholdning.

I det indre ligger de bærende fredningsværdier i de bevarede opdelinger, skillevægge af bindingsværk, de gamle vinduer og fyldingsdøre, gamle flisegulve og indklædte bjælker i lofterne og enkle ligeløbstrapper op til tagrummet.

De bærende fredningsværdier i smedjen og lysthuset ligger ligeledes i deres enkle udformning, bindingsværkets samlinger, tagenes udformning, de ældre vinduer og døre og den traditionelle materialeholdning. Særligt skal fremhæves lysthusets meget høje pyramidetag, der næsten er højere end murene.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier i begge bygninger sig til, at det er uopdelte rum med en traditionel materialeholdning.
Antal bygninger:
7
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Herregård
Bebyggelsestype:
Fritliggende ejendom - Herregård
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang ; Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
23-05-1969
Begrundelse:
Journal nr.:
621-7-54/80

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
22-11-1924
Begrundelse:
Journal nr.:
62/24


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 7


Fredet bygning Karlsbjergvej 39A
Fredet bygning Karlsbjergvej 39
Fredet bygning Karlsbjergvej 39B
Fredet bygning Karlsbjergvej 39C
Fredet bygning Karlsbjergvej 39
Fredet bygning Karlsbjergvej 39
Fredet bygning Karlsbjergvej 39

Fredede omgivelser: 3

Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap