Sag: Mejlgade 45

Mejlgade 45, Århus
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet og tinglyst bev.dekl.
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Mejlgade 45
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Mejlgade 45
Kommune:
Århus
Omfang:
Forhuset (1842-43), sidehuset (1858), auktionshuset inkl. interiører og den hermed sammenbyggede vinkelformede lagerbygning (1875-76) samt hegnsmuren mod Snævringen.
Fredet 1970. Udvidet 1989.*
Beskrivelse:
Forhuset indgår som en del af husrækken i Mejlgade, der er en gammel handelsgade. Mod syd er forhuset sammenbygget med nabobygningen og mod nord løber en gammel smøge, kaldet Snævringen, langs hele grundens udstrækning. Forhuset er sammenbygget med et sidehus, der ligger i vinkelformation omkring gårdrummet, der mod vest afgrænses af et baghus, der på bagsiden er sammenbygget med en vinkelformet lagerbygning med en lille have foran. Gårdrummet og haven er delvist flisebelagte, og mellem sidehuset og baghuset er høj, grundmuret hegnsmur ud mod Snævringen.

Forhuset er en fem fag lang, grundmuret bygning i to etager med rødt teglhængt heltag med to skurede skorstenspiber i rygningen. I tagfladen mod gaden ses tre nyere tagvinduer, mens der mod gården er en ældre kvist med lav taghældning. Bygningen er opført med en høj, let fremtrukket, hvidmalet sokkel og pudsede gulkalkede facader, der øverst afsluttes af en hvidmalet gesims. Mod syd er en bred portåbning, der mod gaden lukkes af en ældre tredelt revleport med gangdør og pålagte bossagefyldinger samt et smalt overvindue med udskåret sprosseværk. Over porten er et nyere skilt, hvorpå der står Nellemann & Thomsen Auktionslokale Grundlagt 1869. I stueetagen ses en indmuret plade, hvorpå der står Her boede Arkitekten M.G.B. Bindesbøll (1800-1856) under Arbejdet paa Jydsk Asyl 1850. Vinduerne er ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer og kældervinduerne er ældre torammede, todelte vinduer. I gavlen ses desuden to korspostvinduer med tre fag samt to torammede vinduer. I det nordligste fag fører en stejl kældertrappe med granittrin ned til en ældre fyldingsdør med ruder i den øverste del. Både port, vinduer og døre er malet mørkeblå. Portrummet har støbt gulv, gulkalkede pudsede vægge og pudset hvidkalket loft. I portrummets nordvendte væg ses en ældre, tofløjet fyldingsdør indrammet af en portal med en vandret, profileret fordakning. Foran døren er et enkelt granittrin.

Sidehuset er også to etager højt og opført i samme materiale- og farveholdning som forhuset med høj, hvidmalet sokkel, gulkalkede pudsede facader og rødt teglhængt heltag. I rygningen er to skorstenspiber og i tagfladen mod gården ses i alt tre kviste. I gårdsidens vestligste fag fører tre granittrin op til en ældre fyldingsdør med opdelt overvindue, og i det østligste fag er en stejl kældertrappe, som giver adgang til en ældre fyldingsdør. I gavlen er en muret stræbepille samt et ældre torammet, tredelt vindue. De øvrige vinduer er udført som to og trefags korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Døre og vinduer er mørkeblå.

Forhus og sidehus har en ældre planløsning, der i det indre hænger sammen og derfor beskrives samlet. Forhuset indeholder to erhvervslejemål, et i kælderetagen og et i stueetagen, der også går ud i sidehuset. På første sal er der to lejligheder, en i forhuset og en i sidehuset. I tagetagen er der en stor lejlighed. Lejligheden på første sal i sidehuset samt lejligheden i tagetagen blev ikke besigtiget og beskrives derfor ikke nærmere. Forhuset er indrettet med en trappeopgang, ud mod portrummet, hvori der er en ældre toløbstrappe med drejede balustre og mæglere, som giver adgang til samtlige etager. På traditionel vis ligger stuerne en suite mod gaden, og de sekundære rum som køkken, toilet og den ældre bagtrappe ligger i sidehuset. Kælderen har mønsterlagte teglklinker på gulvet, pudsede og hvidkalkede vægge og lofter med synlige bjælker, og dørene er nyere, plane døre. Stueetagen og første sal har bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk og der er bevaret ældre bygningsdetaljer som høje fodpaneler, tofløjede fyldingsdøre med profilerede topstykker, enfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, profilerede gerichter, messinggreb samt brystnings- og lysningspaneler. Endvidere er vinduernes ældre stormkroge og anverfere bevaret.      

Baghuset er en seks fag lang, grundmuret bygning i to etager med rødt teglhængt heltag med en skuret skorstenspibe med sokkel og gesims i rygningen. I den vestvendte tagflade er fem nyere tagvinduer. Bygningen er opført med lav, let fremtrukket sokkel og pudsede facader, der er kalket lyserøde og øverst afsluttet af en hvidmalet gesims. I gårdsidens sydligste fag er en tofløjet fyldingsdør og over døren ses et nyere skilt, hvorpå der står Auktionslokale. I havesidens nordligste fag er en enfløjet fyldingsdør. Vinduerne er udformet som korspostvinduer med opdelte nedre rammer, dog er der to torammede og tredelte vinduer i nordgavlen. Under samtlige vinduer ses murede sålbænke. Både døre og vinduer er nyere, men udført som kopi af de originale og er alle malet lysegrå.

Baghuset har en oprindelig planløsning med en gennemgående forstue, hvori der er en ældre toløbstrappe, samt et dobbelthøjt auktionslokale med søjlebårne balkoner i den resterende del. I forstuen ligger der nyere teglklinker på gulvet, i auktionslokalet er et rødmalet bræddegulv og vægge og lofter er pudsede. I auktionslokalets loft er en ældre loftslem. Tidligere var der et lavereliggende område i midten af auktionslokalet. Søjler og balkonforkant, som er udført af lodretstillede brædder, er udsmykket med forskellige enkle udskæringer og er malet cremefarvede med rød staffering. Langs nordgavlen fører en ældre, svungen trappe op til en balkon, der mod nord har en fremkraget, lavere midterdel båret af to svungne knægte. I nordgavlen ses desuden en skorsten og på balkonen, ud for auktionarius´ plads, står en ældre cylinderformet ovn. I skillevæggen mellem auktionslokalet og forstuen står endvidere to skorstene. Tagetagen blev ikke besigtiget og beskrives derfor ikke. I baghuset er der en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende gerichter. Dørene er dog nyere, men udført som kopi af de oprindelige døre.        

Baghuset er på bagsiden bygget sammen med en enetages vinkelformet lagerbygning, hvis to længer ligger i skel mod henholdsvis syd og vest. Lagerbygningen er opført som en bræddebeklædt bygning med tagpaptag, der har ensidig hældning. Den lodrette bræddebeklædning er malet mørkegrøn og lagerbygningen har nyere, men traditionelt udførte, tofløjede fyldingsdøre med ruder øverst og ældre, tre fag brede vinduer med tredelte rammer og vandnæser af træ. Døre og vinduer er mørkegrønne.

Lagerbygningen består af en række forskellige rum med forskellig størrelse. Der er både rum til ophold, køkken, toiletter og opbevaring. Der er rødmalede bræddegulve og støbte gulve, mens der på toiletterne er klinkegulve. Væggene er pudsede og den oprindelige tømmerkonstruktion er synlig ligesom bjælker og loftbrædder. Dørene er nyere, plane døre med enkle gerichter.
Bygningshistorie:
Forhuset blev opført for boghandler Andreas Basse i 1842-43 i stedet for et ældre bindingsværkshus i to etager med stokværksfremspring. Sidehuset blev opført i 1858 for proprietær A. Faurschou. Auktionslokalet blev opført i 1875-76 for auktionsfirmaet Fr. Nellemann og C. Thomsen. Arkitekt var formentlig tømrermester C. Steinbrenner.

I 1990 blev tagetagen over forhuset indrettet til beboelse.
kilder:
Den indre by Århus, registrering af bevaringsværdige bygninger og miljøer 1984. Magistratens 2. afdeling og udvalget for bygnings- og miljøbevaring. 
Miljømæssig værdi:
Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Mejlgade, byens gamle indfaldsvej fra nord, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken med overvejende toetages, grundmurede bygningsvolumener. Ligeledes er der stor miljømæssig værdi ved det tætbebyggede gadeforløb med den bevarede smøge, kaldet Snævringen, umiddelbart nord for grunden, som giver gående adgang mellem Mejlgade og Studsgade. Muren mellem side- og baghus er med til at opretholde smøgens smalle forløb.

Hertil kommer grundens traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og baghuse samt de to adskilte baggårde, der udgør en vigtig del af købstadens helstøbte kulturmiljø.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi knytter sig til matriklens og bygningskulturens udviklingshistorie, hvor det grundmurede for-, side- og baghus vidner om, at grundmur blev mere almindelig op gennem 1800-tallet og således erstattede de tidligere toetages bindingsværkshuse, der oprindeligt lå på grunden.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig således til forhuset som et velbevaret eksempel på et herskabeligt forhus opført i klassicistisk stil. Dette kommer til udtryk i den tredelte revleport med pålagte bossagefyldinger og klassisk ornamentik, herunder overvinduets æggestavsfrise samt i de korspostopelte vinduer med opdelte nedre rammer, som netop er kendetegnende for den klassicistiske periode, hvor man havde fået mulighed for at fremstille større glasruder end tidligere.

Bygningernes interne hierarki er aflæseligt i de små detaljer, idet de tre grundmurede bygninger, som er opført med få års mellemrum, stort set er lige høje og lige lange. Forskellen kan dog aflæses i forskellen på forhusets og baghusets sokkelhøjde og i forskellen på vinduernes størrelse. I forhuset og sidehuset, der ellers er opført stort set ens, fortæller de enfløjede fyldingsdøre samt vinduernes forskellige størrelser og ikke mindst deres noget tilfældige placering i sidehusets gårdside, at dette er en sekundær bygning.

I forhusets og sidehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede ældre grundplan med udnyttet kælderetage, portgennemkørsel, hvorfra der er opgang til den fine trappeopgang, samt til de højloftede og repræsentative stuers placering en suite mod gaden, forbundet af dobbelte fløjdøre, samt de sekundære funktioners placering i sidehuset, herunder køkken, toilet og bagtrappe. Hertil kommer den overvejende ældre materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stukkatur, der sammen med de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer understreger bygningernes alder. Dette gælder de oprindelige trapper med profilerede håndlister, drejede mæglere og balustre, samt de høje fodpaneler, tofløjede fyldingsdøre med profilerede topstykker, enfløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, profilerede gerichter, messinggreb, brystnings- og lysningspaneler samt vinduernes ældre stormkroge og anverfere. Særligt hovedtrappen og stuernes interiører beretter om forhusets oprindelige funktion som herskabsbolig for boghandleren, der opførte bygningen.

I baghusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den oprindelige indretning som auktionshus, der stadig er bevaret med en oprindelig grundplan med en gennemgående forstue, hvori en oprindelig trappe giver adgang til første sal, idet det store auktionslokale er udstyret med en balkonrundgang, hvor man som opkøber også kunne stå og byde, samt et knægtbårent, fremskudt podie i førstesalshøjde, hvorfra auktionarius havde overblik over salen. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved samtlige ældre bygningsdele og -detaljer, herunder hovedtrappen, de søjlebårne balkoner og bitrappen inde i auktionslokalet med samtlige detaljer, den ældre cylinderovn og loftlemmen. Det herskabelige indre vidner således om bygningens repræsentative funktion som auktionslokale for auktionsfirmaet Fr. Nellemann og C. Thomsen.

I lagerbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre tømmerkonstruktion med synlige dragere og bjælker samt loftbrædder, der sammen med det enkle bræddegulv vidner om bygningens sekundære funktion til opbevaring af objekter i forbindelse med en auktion.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi for forhuset knytter sig til det traditionelle udseende som et toetages, grundmuret længehus med pudsede facader, profileret hovedgesims, rødt, teglhængt heltag og skorstenspiber i rygningen. Bygningen står enkel og statelig i sit udtryk med taktfast placerede vinduer, høj sokkel og den brede portåbning med den herskabelige port samt stort set ubrudte tagflader. Facadens nordligste fag har et bredt, let tilbagetrukket felt, der modsvarer portåbningens bredde og således opretholder facadens strenge symmetri, der var kendetegnende for midten af 1800-tallet.

Den arkitektoniske værdi for sidehuset knytter sig ligeledes til det traditionelle udseende som et toetages, grundmuret længehus med pudsede facader, profileret hovedgesims, rødt, teglhængt heltag og skorstenspibe i rygningen. De stort set ubrudte tagflader understøtter bygningens enkle fremtræden, der også kommer til udtryk i de mange vinduers tilfældige placeringer, hvor de kun mod smøgen er taktfast placeret.  

Den arkitektoniske værdi for baghuset knytter sig til det traditionelle, toetages, grundmurede længehus med rødt, teglhængt heltag, skorstenspibe i rygningen. Bygningen står enkel og pragmatisk i sit udtryk med de stort set ubrudte tagflader, de taktfast placerede vinduer, den lave sokkel og den let profilerede hovedgesims. Kun den tofløjede fyldingsdør mod gårdrummet indikerer, at bygningen rummer en udadvendt funktion. Hertil kommer den genskabte farveholdning med lyserøde facader, hvid hovedgesims og gråmalede vinduer og døre, der på fornem vis understøtter bygningens opførsel i midten af 1800-tallet.

Den arkitektoniske værdi for lagerbygningen knytter sig til den lave, vinkelformede bygning med ensidig, lav taghældning, som har en yderst homogen fremtræden grundet den enkle materiale- og farveholdning i mørkegrønt træ inklusiv døre og vinduer. Derved underordner lagerbygningen sig baghuset, der har en mere repræsentativ karakter.

I forhusets indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de højloftede rum og det herskabelige interiør. I baghuset ligger den arkitektoniske værdi i det højloftede og gennemlyste auktionslokale med den rigt udsmykkede balkonkonstruktion, som er helt enestående.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier for Mejlgade 45 knytter sig i det ydre til det samlede bygningsanlæg bestående af forhus, sidehus, baghus og lagerbygning samt deres indbyrdes relationer. For forhus, sidehus og baghus gælder de bærende fredningsværdier de toetages, grundmurede bygningsvolumener med røde, teglhængte tage med skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer de ubrudte tagflader, samtlige facadedetaljer, herunder hovedgesimser, de regelmæssigt placerede vinduer, portåbningen, den ældre revleport med samtlige detaljer og de ældre døre og vinduer med samtlige detaljer, herunder også de ældre trappesten af granit. Endvidere kommer bygningernes traditionelle materialeholdning.

Hertil kommer hegnsmurens ubrudte forløb mod smøgen og dens traditionelle materialeholdning i pudset og kalket grundmur med røde teglsten øverst samt stræbepillerne på bagsiden.

De bærende fredningsværdier for Mejlgade 45 knytter sig til for-, side- og baghusets oprindelige planløsning, der henholdsvis har beboelseskarakter og en offentlig karakter. Til forhusets gennemgående hovedtrappe, de repræsentative, en suite beliggende stuer forbundet af dobbelte fløjdøre mod gaden og de sekundære funktioner som køkken, toilet og bagtrappe i sidehuet. Hertil kommer for- og sidehusets ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder trapperne med samtlige detaljer, høje fodpaneler, en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede topstykker og indstukne hængsler, gerichter, messinggreb, brystnings- og lysningspaneler og stukkatur samt vinduernes ældre stormkroge og anverfere. Endvidere kommer den traditionelle materialeholdning.
 
Endvidere kommer baghuset med den gennemgående forstue med toløbet hovedtrappe og det store, gennemlyste og dobbelthøje auktionslokale med søjlebåren balkonrundgang. Til baghusets ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder tømmerkonstruktionen med samtlige detaljer, herunder det knægtbårne, fremskudte podie samt til cylinderovnen, loftlemmen og hoved- og bitrappen med samtlige detaljer samt den traditionelle materialeholdning.  

Endelig kommer lagerbygningens ældre tømmerkonstruktion med synlige dragere og bjælker samt loftbrædder.
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet og tinglyst bev.dekl.
Fredningsomgivelse:
Mur

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
15-12-1989
Begrundelse:
Journal nr.:
621-12-128/88

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
17-03-1989
Begrundelse:
Journal nr.:
625-12-126/84

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
07-10-1970
Begrundelse:
Journal nr.:
3/69-3/71


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Mejlgade 045, matr.nr. 1019, Århus bygrunde. Bygningshistorisk undersøgelse. 10 sider (upagineret). P. Nørgaard Christensen. Juni 1988.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Mejlgade 45
Fredet bygning Mejlgade 45

Fredede omgivelser: 1

Signatur Mur


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap