Sag: Hesselagergård

Hesselagergårdsvej 20 A, Svendborg
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Herregård
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Hesselagergård
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Hesselagergårdsvej 20 A
Kommune:
Svendborg
Omfang:
Hovedbygningen (1538 formentlig af Martin Bussert; gavlene ca. 1550).
Fredet 1918.*
Beskrivelse:
Hesselagergård ligger i det let kuperede landskab sydøst for byen Hesselager. Herregården udgøres af en fritliggende hovedbygning, der mod øst, nord og vest er omgivet af en voldgrav. Avlsgården ligger som et uregelmæssigt bygningsanlæg syd og sydvest for hovedbygningen og er ikke omfattet af fredningen.

Den øst-vest beliggende hovedbygning er en enfløjet, grundmuret bygning i to en halv etage, opført i røde tegl over en sokkel af granitkvadre. Bygningen bærer et stejlt heltag med røde teglsten og i rygningen ses i alt tre skorstenspiber i røde sten med sokkel og gesims. Gavlene er udformet som halvcirkelformede gavle med vandrette murede bånd, gesimser og tilbagetrukne, pudsede og hvidkalkede partier. Ved begge gavles nordlige hjørner er et ottekantet, toetages hjørnetårn, som afsluttes af et zinktag og et spir. Midt på sydsiden er et kvadratisk indgangstårn i tre etager med rundbuede gavle og et kuppeltag i zink. På tårnets sydside fører en granittrappe med murede vanger og smedet værn op til en ældre, flammeret hoveddør med svagt buet overkarm. Over døren ses to sandstenstavler, den nederste med latinsk inskription og den øverste med Johan Friis´ våbenskjold. I hovedbygningens murværk ses en let udkraget buefrise ved etageadskillelsen mellem stueetagen og første sal, denne buefrise findes også i tårnene, og over første sal ses en fremspringende vægtergang med konsolbåren buefrise, skoldehuller og skydeskår. I sydsiden fører en granittrappe ned til en ældre revledør med buet overkarm, ældre beslag og gitterbeskyttet rude. Samme type dør findes nederst i det vestre hjørnetårn. Vinduerne er generelt ældre. I stueetagen består de af krydspostvinduer med små ruder, og på første sal af korspostvinduer med små ruder. På begge etager sidder vinduerne i kurvehanksbuede stik, og på første sal er blændingen over vinduet kalket hvid. I kælderen og i tårnene består vinduerne af etrammede, smårudede vinduer. Nederst er flere af vinduerne forsynet med simple sålbænke af kobber. Vinduerne er malet hvide, mens dørene fremtræder brunbejdsede. 

Indvendigt fremtræder hovedbygningen med en ældre grundplan. Indgangstårnet på sydsiden rummer en muret trappe, der giver adgang til samtlige etager: kælder, stueetage, første sal samt tagetagen. Nederst i trappetårnet er indrettet et gæstetoilet. Den hvælvede kælder består af et stort centralt rum, som er indrettet til køkken, og til hver side er fire mindre rum. I det sydvendte rum til højre for trappetårnet er der adgang til en løngangstrappe i sydmuren, der fører helt op til øverste etage, og i det nordøstvendte rum fører en dør ind til en tidligere fangekælder i hjørnetårnet. I stueetagen er en tværgående korridorgang, hvori der står et tekøkken, som er indbygget i en skabsvæg, vest herfor er en stor sal, kaldet Hjortesalen, og øst for gangen er to gennemlyste stuer. I vestre hjørnetårn er et gæstetoilet, og i det østre er et opbevaringsrum. På første sal er en langsgående korridorgang ud mod trappetårnet, flere værelser, et badeværelse og et stort, gennemlyst værelse i østgavlen, hvorfra der er adgang til et depotrum i hjørnetårnet. Det vestre hjørnetårn er derimod indrettet til et lille badeværelse. I tagetagen, der er uudnyttet, er en vægtergang hele vejen rundt langs ydermurene og i midten ses en imponerende, kraftig tagkonstruktion med et ekstra dæk. Taget er forsynet med fast undertag af brædder og pap.
       
Hovedbygningen fremtræder overalt med en ældre og traditionel materialeholdning. I trapperummet er der ølandsfliser og teglstensgulve samt jurasten på nogle af trinene, hvidkalkede vægge og vægge i rød blank mur samt pudsede og hvidkalkede lofter. I gæstetoilettet er der kvadratiske teglstensklinker og hvidkalkede vægge og loft. I kælderen er der lagt kvadratiske teglklinker eller mønsterlagte teglsten på gulvene, mens vægge og ribbehvælv fremtræder hvidkalkede. Flere af kældervinduerne er foruden forsatsvinduer forsynet med tremmer indvendigt. I stueetagens Hjortesal er der plankegulve, kalkede vægge, som øverst er forsynet med kalkmalerier, og i loftet ses synligt, konsolbårent, svært bjælkelag og loftbrædder. I tværgangen ligger der ølandsfliser på gulvet, og vægge og lofter er hvidkalkede undtagen det synlige, konsolbårne bjælkelag. I de to stuer er der mønsterlagte parketgulve, brystningspaneler, pudsede vægge med opspændte lærreder og pudsede lofter og stukkatur. På første sal er der bræddegulve, kalkede vægge og synlige, konsolbårne, svære bjælker med loftbrædder, dog er der pudsede lofter i de vestvendte rum. Der er generelt bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder revle- og fyldingsdøre, lædertapeter, temperabemalinger samt kaminer.
Bygningshistorie:
Hesselagergård blev første gang nævnt i Valdemar Sejrs (1170-1241) jordebog fra 1231, idet gården tilhørte Kronen. Om den på daværende tidspunkt var hovedgård vides imidlertid ikke, og dens ejerforhold var også først mulige at spore igen i 1419, hvor den var ejet af Jakob Ottesen Bild fra Ravnholt.

Hans datter Maren Bild bragte Hesselagergård med ind i ægteskabet med Henrik Friis. Han døde i 1468, hvorefter sønnen Otte Friis overtog gården. Han døde barnløs i 1503, hvilket betød, at gården overgik til hans bor, Jesper Friis, som senere efterlod den til sin søn, Johan Friis, der var Hesselagergårds mest berømte ejer. Efter at have studeret i udlandet gik Johan Friis ind i Christian II's (1481-1559) Danske Kancelli. Frederik I (1471-1533) udnævnte ham i 1532 til kansler, hvilket gjorde ham til leder af Kancelliet. Efter Grevens Fejde (1534-1536) lykkedes det for Johan Friis at blive en del af Christian III's (1503-1559) regering, og fra 1539 havde han ansvaret for såvel indenrigspolitikken som udenrigs- og finanspolitikken.

Kansler Johan Friis lod mellem 1538 og 1550 den nuværende hovedbygning opføre som en del af genopbygningen af sin fædrene gård, der var blevet ødelagt under Grevens Fejde (1534-1536). De mange lighedspunkter med de samtidige kongelige byggerier på Nyborg Slot og Københavns Slot antyder, at den nyvalgte konge Christian III´s bygmester Morten Bussert medvirkede ved opførelsen af kanslerens fynske slægtsgård. Bygningen blev opført ad to omgange. I første omgang var hovedbygningen tænkt som en sengotisk forsvarsborg, men i løbet af 1540´erne blev udtrykket ændret til en dekorativ renæssancebygning. 

Bygningen var fra begyndelsen planlagt som et smalt langhus i ét plan med et østligt tårn som den eneste udbygning. Man kan cirka en halv meter over stueetagens gulv se et skel i murværket og en rem i muren, der formentlig er tagremmen fra det først planlagte tagværk. Men byggeriet blev ændret undervejs. Det nordvestlige hjørne fik også tilføjet et tårn, og midt på den modsatte langside blev der rejst et firkantet trappetårn med en muret fireløbstrappe, som dengang var noget ganske nyt i Danmark. På sydsiden af tårnet anbragte man en stentavle med Johan Friis' våben. Over den hvælvede underetage blev opført endnu to etager, og etageadskillelsen blev markeret med en udkraget buefrise. Herudover blev bygningen udstyret med et tegltag med en trempel, som gav plads for en vægtergang med skyde- og skoldehuller. 

En port og to broer måtte passeres, før man nåede hovedbygningen, hvis mure på tre sider rejste sig fra søens vand. Den eneste indgang til hovedbygningen var en bred dør i trappetårnets vestside. Man måtte, for at nå denne, forcere en lille vindebro, der når den var trukket op dannede en ekstra forstærkning til døren. Nichen og vindebroens lejer kan endnu iagttages, ligesom sporene af den karnap over døren, hvorfra man kunne genere ubudne gæster.

Bygningens vel nok mest karakteristiske træk: de halvcirkelformede gavle blev opført omkring 1550. Tilsvarende gavle fandtes i Tyskland, hvortil de var kommet fra Norditalien. Johan Friis havde besøgt Venedig i sin ungdom på den obligatoriske dannelsesrejse. Men muligvis var det først under et ophold i Wittenberg, i forbindelse med sit fangenskab under Grevens Fejde, at Johan Friis blev inspireret til sit senere byggeri. Den nederste etage bestod af tre hvælvede rum med runde midtersøjler. Under det nordøstlige tårn var en fangekælder, mens en brønd stod godt beskyttet under trappen i sydtårnet. Fra stueetagens østlige rum førte en smal trappe i muren op til øverste etage, der oprindeligt bestod af to store sale, hver med en kamin på gavlvæggen.

I 1500-tallet var Hesselagergård et stort og frugtbart gods, og Johan Friis udvidede jordtilliggendet ganske betragteligt. Foruden hovedgården og Hesselager Sogn omfattede godset halvdelen af Albjerg skov, seks gårde i Oure, to i Gudme, to i Øksendrup, tre i Fjellerup, fire i Ryslinge og en i Vejstrup, Mullerup og Popholt, hertil kom Lakkendrup by med otte gårde, ti gårde i Ellerup, fire i Gudbjerg og en i Brenderup samt herregården Borreby ved Skælskør. Endvidere fik Johan Friis patronatsret til Hesselager Kirke i 1527 og birkeret over hele Hesselager Sogn i 1539. 

Johan Friis ønskede at sikre sin indsats for fremtiden, og i 1548 fik han tilladelse til at oprette det første danske stamhus med udgangspunkt i Hesselagergård. Ifølge stamhusbrevet skulle Hesselagergård fremover alene tilgå ejerens ældste søn – eller den ældste mandlige arving. Dette var et markant brud med de gældende arveregler, hvor alle arvinger – kvinder såvel som mænd – arvede et lod i forældrenes, onklernes eller bedsteforældrenes besiddelser. Stamhuset stod heller ikke ubestridt hen. Johan Friis døde i 1570, hvorefter hans nevø Niels Friis overtog stamhuset, som han nægtede at dele med resten af arvingerne. De øvrige arvinger – anført af svogeren Bjørn Andersen – rejste indsigelse, og sagen endte med et forlig, hvor stamhuset blev erklæret ugyldigt i 1572. Niels Friis beholdt dog Hesselagergård, som efter hans død i 1610 overgik til sønnen Tønne Friis og senere til barnebarnet Niels Friis.

Niels Friis døde i 1658, hvorefter enken Ingeborg Parsberg overtog gården. Hun kunne imidlertid ikke drive godset i de vanskelige tider efter Karl Gustav krigene (1657-1660) og med tiden blev godset stærkt forgældet. I 1662 – ved skiftet efter hende – tilfaldt Hesselagergård derfor Poul Zachariassen Grønneval, der var en af kreditorerne.

Grønneval døde i 1701, hvorefter hans datter bragte gården til sin mand Niels Rasmussen Buchholtz. Han var dog dybt forgældet, hvilket resulterede i, at gården efter hans død i 1725 blev overtaget af Gråbrødre Hospital i Odense.

Hospitalets direktion valgte imidlertid allerede i 1726 at overdrage gården til Niels Rasmussen Buchholtz' svigersøn, Lorens Baggesen, der ejede den frem til sin død i 1750. Enken Øllegaard Grønneval Buchholtz sad herefter på Hesselagergård frem til 1764, hvor sønnen Niels Baggesen arvede den.

Niels Baggesen solgte i 1798 gården til Johan Frederik Friis, der imidlertid allerede i 1802 solgte den videre til Simon Andersen Dons, der var embedsmand. Hovedbygningen blev i 1852 restaureret ved H. Boisen Møller. Murene blev da rensede for 1700-tallets hvide puds, og trappetårnet fik kuppeltag. Herudover blev en udbygning på sydvestsiden fjernet. Dons' efterkommere ejede gården frem til 1904 og satte sig markante spor på avlsgården, som de lod ombygge, ligesom de fik tilkastet voldgraven sydvest for hovedbygningen.

Gården blev i 1904 købt af kammerherre C. V. Castenschiold til Borreby, der havde købt den til datteren Bertha Henriette Marie Castenschiold, som var gift med Axel von Blixen-Finecke. I 1944 overdrog hun Hesselagergård til sønnen Carl August von Blixen-Finecke, der havde forpagtet den. Efter hans død overdrog enken den i 1955 til Gustav Frederik von Blixen-Finecke og Anna Elisabeth von Blixen-Finecke. Hovedbygningen blev restaureret mellem 1951 og 1961 ved arkitekt H. H. Engqvist og konservatorerne E. og G. M. Lind. I 1963 blev Gustav Frederik von Blixen-Finecke eneejer. I dag ejes Hesselagergård af Axel Henrik Blixen-Finecke.

I 1950´erne blev der indrettet toilet og badeværelse i vesttårnet. I 1994 blev vinduet mod nord i stueetagens tværgang genåbnet. På et ældre stik ses det, at der tidligere har været en udgang med trappe ned samme sted. Hjortesalen blev samme år tilbageført til et rum, i stedet for de otte mindre rum den i 1896 var blevet inddelt i, og der blev lagt nyt gulv og nye loftbrædder i Hjortesalen. Bjælkelagene blev spændt op ved brug af de nye vægge, der blev opsat omkring gæsteværelserne på første sal. Ved samme lejlighed blev køkkenet renoveret og terrazzogulvet udskiftet til kvadratiske teglklinker.   

Efter stormen i 1999 blev taget på hovedbygningen omlagt til nye håndstrøgne tegl, og i den forbindelse blev der lavet fast undertag af brædder og pap, enkelte dele af tagværket blev udskiftet og der blev lagt nye gulvbrædder på størstedelen af tagetagens to dæk. Tidligere blev tagetagen anvendt til kornlager. Nordøstvæggen blev ved samme lejlighed stabiliseret ved ingeniør Abrahamsen.
kilder:
www.hesselagergaard.dk
www.danskeherregaarde.dk
www.svendborghistorie.dk – Hesselagergård af Karl Johan Rasmussen, 2006. 
Danmarks Slotte og Herregårde, Niels Peter Stilling, 2005.
J.P. Trap Danmark, femte udgave. Svendborg Amt, bind V,2. G.E.C. Gads Forlag, 1957.
Danmarks Bygningskultur I, Harald Langberg, Gyldendal, 1955.
Herregårde i Danmark – Fyn, Flemming Jerk, Gyldendal, 1980.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Hesselagergård knytter sig til herregårdslandskabets velbevarede struktur med marker, enge, skovarealer og vejforløb. Ankomsten til herregården sker ad en snoet vej, der gennemløber herregårdens jorder fra nord til syd. Uden for herregårdens jorder følger vejen de udskiftede landsby-ejerlavs rette skelforløb, og overgangen til herregårdslandskabet markeres således af vejens snoninger. 

Herregårdens placering, hvor Tange Å´s nordlige og sydlige løb mødes, er strategisk valgt for at have åen som forsyningskilde til både voldgraven og vandmøllen, der tidligere lå syd for hovedbygningen. Herregårdsanlægget med hovedbygning, avlsbygninger og domestikbygninger er velbevaret, og hovedbygningen, som ligger på en lav, fortidsmindefredet borgholm i voldgraven, udgør det naturlige omdrejningspunkt i dette unikke kulturmiljø.
Kulturhistorisk værdi:
Hesselagergårds kulturhistoriske værdi knytter sig både til bygherren og arkitekten samt stilarten den er opført i. Hesselagergård er landets ældste renæssancebygning og samtidig en af landets mest kendte og kulturhistorisk set betydeligste herregårde – et fremragende eksempel på overgangstiden mellem middelalder og renæssance. Hesselagergårds storslåede og overdådige fremtræden, udsmykning og interiør vidner om bygherren Johan Friis´ position, magt og velstand samt om Hesselagergård som landets mægtigste og toneangivende herregård. I dag står Hesselagergård som en ypperlig repræsentant for renæssancens tårnrige enkelthustype.  

Hovedbygningens udseende afspejler, at den blev opført umiddelbart efter grevens fejde, Danmarks sidste borgerkrig (1534-36), og derfor blev indrettet med forsvar for øje, heriblandt placeringen på en holm i voldgraven samt den udkragende vægtergang, skoldehullerne, skydeskårene og den oprindelige indgang i trappetårnets vestside, hvis vindebros anslag og tilmurede døråbning stadig kan ses. Men hvad der oprindeligt blev tænkt som en sengotisk forsvarsborg, ændrede i løbet af byggeprocessen karakter i kraft af, at der kom fred og opgangstider med Christian III´s stabilisering af kongemagten. Bygherren Johan Friis, kongens kansler, valgte således at udtrykke dette i form af mere dekorative tårnoverbygninger og halvcirkulære gavle, så renæssancens elegante og autoritative herremandsbolig blev et symbol på rigets genrejsning, og selvfølgelig en fysisk manifestation af Johan Friis økonomiske og politiske magt.

I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig således til den forholdsvis kompakte bygningskrop i røde sten med hjørnetårne, trappetårn og vælske gavle, der er inspireret af den italienske renæssance med rigt svungne gavle, hvor knækkede gesimser og nicher opdeler fladerne og kammene øverst er udsmykket med fialer – små spirformede ornamenter. Gavlene betegnes også som ”pyntegavle”, idet de skulle give indtryk af, at bygningen var større end den reelt var. Trappetårnet hører med sin indvendige, murede fireløbstrappe med til landets ældste egentlige trappetårn sammen med Borreby, Nakkebølle og Egeskov. Den fireløbede trappe med reposer var ideel set ud fra et forsvarsmæssigt synspunkt, her kunne flere skytter tage opstilling, ligesom der var god mulighed for opstabling af våben og ammunition. Hertil kommer stentavlen over indgangsdøren, hvis inskription daterer Hesselagergård til 1538 og tillige angiver bygherren i kraft af våbenskjoldet med Friis-slægtens våben: tre egern. I de rundede sten mellem skoldehullerne kan stadig anes inskriptioner, hvilket vidner om datidens genbrug af sten fra kirkegårdene. De uregelmæssigt placerede, kurvehanksbuede vinduesnicher med ældre egetræsvinduer i stueetagen er et vidnesbyrd om den oprindelige hovedbygnings disponering og udseende, hvor et andet ideal var fremherskende. 

I det indre ses også, at Hesselagergård var opført som en værdig bolig for en af rigets mest fremtrædende mænd og samtidig var en borg, der med tanke på den nyligt overståede grevefejde var udformet med det bedst mulige forsvar for øje. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig således til resterne af den gamle brønd og bageovn nederst i trappetårnet, som var beregnet til brug i belejringstider, ligesom skydeskårene og skoldehullerne i vægtergangens mure fuldender indtrykket af et hus beregnet til forsvar.

I hovedbygningens indre viser den kulturhistoriske værdi sig tillige i den ældre grundplan, hvor trapperummet, kælderetagen, tværgangen og Hjortesalen i stueetagen, korridorgangen og det østvendte værelse på første sal, hjørnetårnenes små rum samt tagrummet vidner om bygningens oprindelige indretning.

Hesselagergårds kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de herskabelige interiører, hvor især Hjortesalen med kalkmalerier på tre af rummets fire vægge og bemalede loftsbjælker fremtræder med en enestående autenticitet og samtidig repræsenterer herregårdens opførelsesperiode. Kalkmalerierne, der er tilpasset rummets vinduesnicher, domineres af 13 store hjorte med påmonterede gevirer (jagttrofæer), som giver frisen en nærmest tredimensionel karakter. Jagtens glæder er frisens hovedmotiv, overalt bag hjortene er vægfladerne udfyldt med landskabsbilleder med scener fra det gode herremandsliv, og rummet med den murede kamin i gavlen fremstår som et af Fyns smukkeste renæssancerum. På hver side af den senere opførte kamin er der berømte motiver som ”frokost i det grønne” og ”sværdleg” (det vil sige adelig fægtesport). På langvæggene ses store skibe med vældige sejl, en hestetrukken vogn med firspand, fornemt klædte rejsende ledsaget af væbnede ryttere og i baggrunden byer og herregårde. Udsmykningen udgøres af akantusdekorationer og forskellige ornamenter, hvortil skal lægges de svære, konsolbårne loftbjælker med staffering, snoede ranker og borter. Hjortesalens udsmykning tilskrives den tyskfødte portræt- og hofmaler Jacob Binck. Hertil kommer, at der i Hjortesalens nordvæg er bevaret resterne af en døråbning ud til en tidligere ”hemmelighed”. 

Den hvælvede kælder med ribbehvælv og højtsiddende vinduer, hvor især køkkenet træder frem i kraft af dets størrelse og den store runde søjle midt i rummet, har ligeledes stor kulturhistorisk værdi. Hertil kommer løntrappen i sydmuren, der forbinder etagerne, samt fangehullet i bunden af østtårnet.

Således står den hvælvede kælder, Hjortesalen, rummene med synlige, konsolbårne loftbjælker, herunder det østvendte værelse med kamin på første sal, samt løntrappen i sydmuren, trapperummet med den fireløbede, murede trappe og tagrummet som bevarede repræsentanter for renæssancen, der var den fremherskende stilart fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet. Dette både i kraft af rummenes tidstypiske udformning og i forhold til deres grundplan og udsmykning. De ældre bygningsdetaljer har således stor betydning, hvor blandt andet teglstensgulve, bræddegulve, revledøre med beslagværk og klinkefald, forskellige typer nicher i kælderens, trapperummets og tagrummets murværk, kalkmalerier, kaminer på endevæggene, synlige bjælkelag med og uden bemalinger, loftbrædder samt det imponerende tagværk underbygger renæssancens udtryksform og understreger således bygningens oprindelige stemning. 

Indvendigt vidner især stueetagens to østvendte stuer om Hesselagergårds ombygning i 1800-tallet, hvor stuerne herefter fremstod efter datidens arkitektoniske idealer med mønsterlagte parketgulve i to forskellige træsorter, fra træer fældet i Hesselagergårds skove, samt brystningspaneler, feltinddelte og lærredsopspændte vægge med pudsede lofter og stukkatur. Hertil kommer den ældre etagevindovn, lædertapeter samt de en- og tofløjede fyldingsdørene med messinggreb og svungne gerichter.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Hesselagergård knytter sig i det ydre til den solitært beliggende, enfløjede hovedbygning, hvis proportionering, symmetriske opbygning og homogene materialeanvendelse giver den et elegant og herskabeligt udtryk.  Hovedbygningen fremstår tillukket og meget uindtagelig på grund af det fæstningsagtige præg med vægtergang, skoldehuller og skydeskår. Hertil kommer murfladernes forholdsvis få vinduesåbninger samt at den eneste adgang til bygningen sker fra gårdsiden via det imponerende trappetårn. Hovedbygningens sluttede form understreges af det gedigne murværk i rød, blank mur og de ubrudte, røde heltage. De smårudede vinduer fremstår spinkle og filigranagtige og giver således en virkningsfuld kontrast til murværket. Bygningen har en overvejende vertikal orientering, hvilket understreges af det forholdsvist lille grundplan med de rundbuede gavle, det markante trappetårn med rundbuede gavle og kuppeltag samt de to ottekantede hjørnetårne med kuppeltag og spir. Facadernes let fremkragede buefrise er placeret forholdsvist højt og giver således bygningen en høj base, der synsmæssigt kan stå imod de ”tunge”, øvre bygningselementer som vægtergangen og det høje tag. Hvor facaderne fremstår med en yderst enkel udsmykning er de rundbuede gavle helt anderledes i deres fremtoning. De udmærker sig ikke blot ved deres kontur, men også på grund af deres dekorative effekt. Gavlenes pilasteropdelinger, halvsøjler, gesimser, horisontalbånd, let tilbagetrukne og pudsede blændingsfelter samt øverst fialerne giver hovedbygningen karakter. I en forsvarsborg fra midten af 1500-tallet var gavlene bygningens ansigt udadtil, hvilket også er gældende i dag, hvor Hesselagergård udgør et helstøbt og særdeles vægtigt bygningsværk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den hvælvede kælder, hvor ribbehvælvene og de højtsiddende vinduer giver en særlig stemning i de lidt lavloftede rum. Kælderen står i kontrast til de højloftede, lysrige og repræsentative stuer på første sal, hvis overdådige udsmykninger udgør særdeles velbevarede interiører fra 1500-tallet og 1800-tallet. Trappetårnet med murede trin, vægge og lofter fremstår yderst homogent, nøgternt og solidt og udgør ligeledes en modvægt til de repræsentative stuer. Hertil kommer tagetagen med vægtergang med teglstensgulv samt det synlige tagværk, hvis rige tømmer og enorme dimensionering danner et imponerede tagrum. Hesselagergårds indre går således fint i spænd med det imponerende ydre.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Hesselagergård knytter sig i det ydre til den fritliggende, grundmurede hovedbygning i rød, blank mur med sokkel af granitkvadre, ubrudt heltag med tre skorstenspiber i rygningen og rundbuede gavle samt vægtergangen, de to ottekantede hjørnetårne og trappetårnet mod syd med ligeløbstrappen foran og zinkklædte kuppeltage. Hertil kommer alle ældre bygningsdetaljer, herunder pinakler, trappens værn samt alle murværksdetaljer, deriblandt buefriser, de rundede sten mellem skoldehullerne og gavlenes pilastre, gesimser og blændingsfelter med mere. Endelig kommer de ældre vinduer og døre samt den gennemgående, homogene og traditionelle materialeholdning.    

De bærende fredningsværdier ved Hesselagergård knytter sig i det indre til de ældre planløsninger med den hvælvede kælder, trapperummet med den murede fireløbstrappe, stueetagen med repræsentative sale, førstesalen med korridorgang og kaminværelse mod øst, løntrappen i sydmuren samt endelig tagrummet med vægtergang og tagværk. Hertil kommer de ældre bygningsdele og       -detaljer, herunder teglstensgulve, brædde- og plankegulve, mønsterlagte parketgulve, ribbehvælv, murede nicher, konsolbårne bjælkelag med loftbrædder, pudsede lofter med stukkatur, brystningspaneler, revle- og fyldingsdøre med klinkefald og beslagværk, gerichter, kaminer, etagevindovne, kælderens bageovn, brønd og fangehul samt Hjortesalen med kalkmalerier, påmonterede gevirer og bemalede, konsolbårne loftbjælker. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Herregård
Bebyggelsestype:
Fritliggende ejendom - Herregård
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
16-09-1982
Journal nr.:
625-7-5/80

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
06-07-1918
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Hesselagergårdsvej 020, Hesselagergård, matr.nr. 1a, Hesselagergård hovedgård, Hesselager. Bygningsarkæologisk undersøgelse. 27 sider incl. tegninger og fotografier. Jens Lundqvist. Januar 1980. Hesselagergårdsvej 020, Hesselagergård, matr.nr. 1a, Hesselagergård hovedgård, Hesselager. Farveundersøgelse vedr. genskabelse af Hjortesalen. Upagineret. 48 sider inkl. fotografier og tegninger. Hans Henrik Engqvist, Alan Havsteen-Mikkelsen m.fl. Februar 1990.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Hesselagergårdsvej 20A

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap