Forhuset til Vestergade 12A ligger i husrækken i Vestergade, der er en af Kertemindes gamle indfaldsveje. Mod gården er påbygget et syv fag langt sidehus lidt vest for midten af midten af forhuset, hvorved der opstår et lille lukket gårdrum mod vest og et åbent gårdrum mod øst, der er sammenhængende med de gårdrum, der omkranses af Muusgårdens bygningsanlæg, og hvor der er passage igennem gårdrummene til Præstegade. Bunden i det lille, lukkede gårdrum ved Vestergade 12 A er dækket af et sortmalet terrassedæk af brædder.
Vestergade 12 A består af et sytten fag langt forhus i to etager. Bygningen er opført i bindingsværk med overpudset facade mod gaden. Bygningen bærer et heltag hængt med røde vingetegl. Midt i rygningen er en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og krave. Over lav sort sokkel er facaden gulkalket og murplanet afsluttes under tagudhænget af en profileret, trukket gesims, der er hvidmalet. Af det syvfags sidehus mod gården er de tre et halvt fag af sidehuset ført op i to stokværk, mens de bagerste fag blot er en etage høje. Også sidehuset er bærer heltage hængt med røde vingetegl. I rygningen på det bagerste, sidehus er en ældre skorstenspibe med sokkel og krave. Forhusets gårdside og sidehuset er opført i bindingsværk. Bindingsværket mod gården er grønt opstolpet, mens tavlene er gulkalkede. I den lille gård mellem side- og forhus er stueetagen grundmuret og gulkalket. Mellem for- og sidehus er der mod øst en lille, bræddeklædt, enetages bygning med tagpaptag. Bræddebeklædningen er grønmalet ligesom bindingsværkets tømmer. I facadens tre østligste fag er en bred portgennemkørsel, der lukkes af en tofløjet, grønmalet revleport med ældre lukketøj. Over portåbningen er træskilt med navnet Muusgården. Der er indgang fra gaden gennem to grønmalede, flammerede døre i første og sekstende fag. Der er ligeledes indgange fra gårdsiderne gennem nyere bræddedøre i sidehuset og til forhuset gennem en ny bagdør med fyldinger og to ruder øverst. Der er nedgang til kælderen under forhuset gennem to skråtstillede revleluger i gårdrummet. Portrummet er brolagt og har grundmurede, gulkalkede vægge over en lav sortmalet sokkel, og loftet er af ubehandlede brædder. Stueetagens vinduer er korspostvinduer med opdelte underrammer, mens første sals vinduer er torammede med tre ruder i hver ramme. Facadens vinduer er hvidmalede. Vinduerne på gårdsiderne er torammede med enten tre eller seks ruder i hver ramme. Vinduerne er hvidmalede i det lille gårdrum vest for sidehuset, mens de er rødmalede øst for sidehuset. Størstedelen er af vinduerne mod gade og gård er nyere, traditionelt udførte vinduer, og mod gården ses enkelte ældre vinduer.
I det indre er Vestergade 12 A præget af en traditionel planløsning med en gennemgående forstue i forhusets vestre fag, hvorfra en trappe fører til første sal. Den øvrige del af forhusets stueetage optages af tre store stuer beliggende en suite, dog er der nærmest portrummet ligeledes en gennemgående forstuegang, der er forbundet med en lille gang bag den østligste stue, og hvor der tillige er en trappe, der fører til første sal. Fra den midterste stue er der udgang til sidehuset, hvor der er indrettet køkken, bad, bryggers og en entré samt garderobe. I sidehuset er også en nyere kvartsvingtrappe, der fører til første sal. Førstesalen har en lignende traditionel planløsning med en gårdvendt gang, der giver adgang til sidehuset. Langs gaden i forhuset er to mindre stuer, et soveværelse samt et kontor og et opbevaring rum i portfagene. I sidehuset er indrettet bad og strygerum, og herfra er der udgang til et rum i det bagerste sidehus tagetage. Her er nedgang til entréen i sidehust og den fritstående skorsten er synlig. Tagetagen over forhuset er uudnyttet, her er den ældre tagkonstruktion med hanebånd synlig, undersiden af taget er beklædt med banevarer og gulvet er dækket med isolationsmateriale. I tagetagen ses endvidere forhusets fritstående skorsten. Gennem de skråtstillede revleluger i gården er der nedgang til et kælderrum under forhuset. Her gulvet støbt og skillevæggene enten af grundmur eller simpelt bindingsværk. Fundamentet er af store kampesten. Væggene står delvis hvidkalkede. I loftet er bjælkelaget synligt, og imellem bjælkerne er opsat isolationsmateriale.
Interiøret har primært en traditionel materialeholdning med både nyere og ældre bræddegulve, pudsede vægge og pudsede lofter, hvoraf nogle har synlige bjælkelag. Hertil kommer de ældre fyldingsdøre, hvoraf flere har forskelligartet udformning, med blandt opsprossede glaspartier, riflede fyldinger, runde ruder med flaskebundsglas. En stor del af dørene har tre fyldinger og tilhørende gerichter og indstukne hængsler, ligesom der også ses enkelte ældre revledøre. Der ses, primært i sidehuset, også enkelte nyere standarddøre med fyldinger. Der er endvidere brystningspaneler med fyldinger i flere af stuerne i forhuset. En stor del af vinduerne er forsynet med koblede rammer og har nye vinduesplader.