Sag: Rønningesøgård

Søgårdsvej 10, Kerteminde
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Herregård
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Rønningesøgård
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Søgårdsvej 10
Kommune:
Kerteminde
Omfang:
Hovedbygningen (østfløjen 1596; vestfløjen, der er senere, er ombygget 1757) og gravkapellet (1859 af Frederik Vilhelm Tvede).
Fredet 1918. Udvidet 1990.
Beskrivelse:
Rønninge Søgård ligger vest for Nyborg i det åbne landskab omgivet af marker, en stor have og mod øst Vommesø. Hovedbygningen består af to fløje: en østfløj og på vestsiden af denne er mod nord tilbygget en fløj, der i denne beskrivelse omtales som nordfløjen. De to fløje indrammer en gårdsplads, der åbner sig mod sydvest. Nord for den langstrakte sø ligger et gravkapel omgivet af skov. Vest for hovedbygningen er forskellige avlsbygninger, der ikke er omfattet af fredningen, og derfor ikke er nærmere beskrevet i det følgende. 

Rønninge Søgårds tofløjede hovedbygning er grundmuret, opført i to etager over en høj kælder og afsluttet af kamtakkede gavle samt et heltag. Op til overkanten af kældervinduerne ses en gråpudset sokkel, og herover står murene i rød, blank mur, mens tagfladerne er hængt med røde vingetegl. I hjørnet mellem de to fløje er et delvist indbygget ottekantet tårn, der rejser sig op i tagfladerne. Tårnet har et kobberbeklædt, svunget tag med lanterne og spir, der afsluttes af en guldbelagt kugle og en vindfløj. Tårnets og fløjene murværk er udsmykket med forskellige bånd, gesimser og kvadre, der henholdsvis er af sandsten eller cement, herunder en profileret kordongesims mellem de to hovedetager samt en profileret hovedgesims under taget. Begge gesimser fortsætter rundt om gavlene, hvis kamtakker tillige afsluttes af gesimsbånd, der fortsætter vandret ud over kamtakkerne. Fløjenes hjørner er tillige markeret af hjørnekvadre, og på alle mure er fire omløbende bånd i flugt med vinduernes under- og overkant, hvorved de brydes ved hvert vindue. Der er enkelte steder spor i murværket efter tidligere åbninger, og i overgavlene er der murankre. I tagryggene ses skorstenspiber med sokkel og krave udført i rød, blank mur, og i tagfladerne er få støbejernsvinduer samt flere mindre kviste med spidse zinkklædte tage. Hovedbygningen har hovedsageligt ældre, hvidmalede vinduer, der i de to hovedetager er udført som korspostvinduer, mens kældervinduerne, vinduerne i overgavlene og i kvistene er torammede. I tårnet er der etrammede vinduer samt en blåmalet og guldbelagt urskive. Alle vinduer har småtopsprossede ruder og traditionelle hjørnebånd. Vinduerne sidder under fladbuede stik. Hovedindgangen findes i nordfløjens gårdside og består af en ældre, tofløjet, flammeret dør med bukkehornshængsler og ældre greb. Døren indrammes af en sandstensportal med hermepilastre, arkitrav og fordakning. Foran døren er en kejsertrappe i granit med smedejernsgelænder, og under trappen er en indgang til kælderen med en ældre flammeret dør. Der er tillige en kældernedgang med en granittrappe foran i østfløjens gårdside. Denne kælderdør er en ældre, gråmalet revledør i en fladbuet døråbning. I øvrigt er der på østfløjens sydgavl tilbygget en karnap, hvor en granittrappe fører op til en flammeret, gråmalet dør. Karnappen afsluttes af et zinkklædt halvkuppeltag. På siden af karnappen er en opsprosset havedør ud til en lille muret terrasse. Ud for den nordlige gavl er en stor muret terrasse med to trapper til haven henholdsvis en muret trappe og en støbt trappe. Døren til den store terrasse er en ældre, brunmalet, tofløjet og flammeret fyldingsdør med en hvidmalet inderdør udformet med to småtopsprossede dørfløje.  

I det indre er en ældre grundplan i store træk bevaret på alle etager, og i det ottekantede tårn findes en oprindelig spindeltrappe. Den høje stueetage fungerer som beletage og indeholder i nordfløjen en forstue med en ældre hovedtrappe til førstesalen. Derudover er der et nyere køkken, badeværelse og gæstetoilet samt et par værelser. I østfløjen findes fire gennemgående stuer, hvoraf tre stuer har døre enfilade mod både gårdsiden og havesiden, mens den nordlige stue har døren placeret midtfor. På førstesalen er i nordfløjen en gennemgående sal mod vestgavlen, mens den øvrige del af etagen indeholder soveværelser og et badeværelse samt en fordelingsgang langs østfløjens gårdside. På begge etager er en velbevaret materialeholdning, herunder ældre og nyere bræddegulve, mønsterparketgulve, pudsede vægge, tapeter eller opspændte lærreder samt pudsede lofter med stukkatur eller bjælkelofter med brædder imellem. Der er mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder forskellige paneler, en- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og fordakninger. Yderligere er der velbevarede åbne kaminer og støbejernsovne. Spindeltrappen består af en muret pille og trin i træ med pudset og kalket underside.

Tagetagen har en fordelingsgang langs nordfløjens gårdside, der giver adgang til de tidligere tyendeværelser mod haven. Herfra er der via en stejl loftstrappe adgang til det uudnyttede spidsloft. I tagetagen ses en ældre tagkonstruktion, og flere steder er der ældre inspektionslemme. I kælderen er værelser og små opbevaringsrum under nordfløjen, og under østfløjen er gennemlyste, tøndehvælvede rum, heriblandt et stort ældre køkken mod syd. Der er i kælderen en velbevaret materialeholdning bestående af gulve med ølandssten eller støbte gulve, kalkede vægge og lofter samt ældre revledøre. I køkkenet er et ældre forrammekøkken samt et ældre støbejernskomfur.

Gravkapellet er grundmuret og én etage højt over en høj kælder. Kapellet består af en ottekantet kerne, hvorfra lidt lavere, grundmurede tilbygninger skyder sig ud i hver ende mod henholdsvis nordøst og sydvest. Herimellem er fire store, murede stræbepiller. Kapellet hviler på en sokkel af kløvet granit, og facaderne står i gul, blank mur med mønstermuring i røde sten. Murene afsluttes af murede gesimser, der er udført af skiftevis røde og gule sten samt formsten. Gravkapellet afsluttes af et ubrudt, skiferbelagt tag, hvis otte tagflader i midten mødes i en ottekantet glaslanterne, der krones af en kugle. Gavlen over indgangspartiet ender i en lav murtinde, hvorpå der står et kors. Foran indgangspartiet fører en bred granittrappe op til en rundbuet døråbning med en ældre, rundbuet, tofløjet revleport med håndsmedede båndbeslag og hængsler. Over portåbningen er en støbejernsdekoration med våbenskjold, der bæres af to griffer. Ud for den modsatte tilbygning fører en granittrappe fra terræn ned til en rundbuet døråbning med en ældre, tofløjet og rundbuet revledør til kælderen. I granitsoklen findes små åbninger med støbejernsriste til kælderen. Bortset fra disse og det store ovenlys er der ingen vinduer i kapellet. 

Indvendigt er først et lille vindfang, hvorfra der er adgang til et stort ottekantet rum med et lille sidekapel. Det indre kendetegnes af ældre klinkegulve i røde og gule teglsten, mure og hvælvet loft i blank gul mur med mønstermuring i røde sten samt røde søjler og ribber mellem hvælvene. Væggene er tillige dekoreret med gipsrelieffer i form af runde medaljoner.  I det ottekantede rum er der åbent til kip og lanternen i loftet er den eneste lyskilde. Fra det ottekantede rum er der rundbuede åbninger ud til henholdsvis vindfang og sidekapel. Åbningen til vindfanget lukkes af en ældre, tofløjet smedejerns-gitterport. Kælderen tilgås fra den udvendige trappe og består af et ottekantet rum med ydervægge i kampesten og et grathvælvet loft, der støttes af en muret søjle i midten. Graterne er af gule sten, mens hvælvene er af forskellige rød- og gulflammerede sten. I kampestensmurene er murede smalle, skrå lysskakte.
Bygningshistorie:
I 1326 blev Rønninge Søgård nævnt i forbindelse med ridderen Niels Jensen. Rønninge Søgård hed oprindeligt Søgård og var inden 1400 kommet under kronen. Søgård var i kronens ejerskab som fæstegård indtil 1577, hvor Frederik II skødede den til sin hofjunker og køgemester Caspar Markdanner, der i følge rygtet skulle være kongens uægte halvbror, og som udover skødet på Søgård fik posten som lensmand på Koldinghus Slot. Casper Markdanner opførte i 1596 et voldsted med den nuværende østfløj, hvilket angives i murankrene samt i arkitraven på den nu til nordfløjen flyttede portal. Portalen var oprindeligt placeret på det ottekantede trappetårn.

Søgård var i Markdammer-slægten i 100 år, hvorefter den havde en række skiftende ejere. I 1672 blev nordfløjen opført i bindingsværk. I 1757 blev fløjen dog omsat i grundmur af justitsråd Johan Casper Rasch. Oprindeligt uden de mange omløbende sandstensbånd som østfløjen. Samme år blev sandstensportalen flyttet fra tårnet til dens nuværende plads i nordfløjen. 

Fra 1825 til 1906 var Søgård stamhus for slægten Mylius. Gravkapellet blev opført i 1859-61 af arkitekt Vilhelm Tvede. 

I 1868, da ejeren var Kammerherre Sigismund de Mylius, gennemgik hovedbygningen en gennemgribende restaurering og ombygning under ledelse af arkitekt August H. Klein. Ved dette arbejde fik nordfløjen de samme detaljer med murbånd som østfløjen. Disse var dog af cement og ikke som på østfløjen i sandsten, undtagen kordongesimsen som dog var af sandsten. Herved kom de to fløje til at fremstå som én samlet bygning. Samtidig blev tårnet forhøjet og fik et kobberbeklædt lanternespir, ligesom der til østfløjens gavle blev tilføjet karnapper. 

Siden 1913 har Søgård været ejet af Bille Brahe Selby-slægten.
kilder:
Eva Becher og Kurt Risskov Sørensen (red.): Østfyn i Øjesyn, udgivet af Kertemindeegnens Museer og Nyborg og Omegns Museer, 2005. 

http://herregaardsforskning.dk/

Herregårde i Danmark, Fyn, Flemming Jerk, 1980. 

Danmarks Slotte og Herregårde, Niels Peter Stilling, Politikkens forlag, 2005.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi for Rønninge Søgård knytter sig til hovedbygningens placering i landskabet omgivet af marker og skov samt i nær tilknytning til avlsbygningerne, der alt sammen er med til at afspejle det oprindelige levegrundlag for en herregård. 

Hertil kommer værdien af den lange allé, der fra vest fører op til hovedbygningens gårdsplads, der ud over at skabe en særdeles stemningsfuld ankomst til hovedbygningen endvidere markerer herregårdens udstrækning.  

Hertil kommer værdien af den tilhørende park og både hovedbygningens og gravkapellets nærhed til søen, der skaber en idyllisk ramme omkring bygningerne samt en visuel forbindelse. I tilknytning hertil er den bevarede del af den oprindelige voldgrav syd for hovedbygningen, der aftegner, hvorledes man i slutningen af 1500-tallet stadig forskansede de store hovedbygninger.
Kulturhistorisk værdi:
Rønninge Søgårds kulturhistoriske værdi knytter sig til den tofløjede hovedbygning med hjørnetårn, der er et velbevaret eksempel på en adelsbolig til et større herregårdsanlæg, der går tilbage til slutningen af 1500-tallet. 

På portalen omkring hoveddøren fastslås byggeåret 1596 samt bygherren og hans hustru ved de to hermepilastre. Det er karakteristisk, at de begge har datidens moderne pibekraver. Foruden dette kan datidens bygningskunst aflæses i østfløjens blanke murværk af røde munkesten med stor afstand mellem vinduerne mod gårdspladsen, spor i sydgavlen efter tidligere åbninger og sandstensdetaljer. Murankrene og det teglhængte heltag med kamtakkede gavle er endvidere bygningstræk, der afspejler østfløjens oprindelse i renæssancen. Tårnets lidt specielle indbygning mellem fløjene påviser, at nordfløjen er kommet til senere end østfløjen og tårnet. Dette kan yderligere aflæses i nordfløjens taktfaste og tættere vinduesplacering, der er kendetegnende for 1700-tallet. 

I sidste halvdel af 1800-tallet blev det almindeligt at anvende cement i stedet for sandsten, hvilket det også ses af nordfløjens detaljer. Disse er ligesom det kobberklædte lanternespir og østfløjens karnap tilføjet af arkitekten August Klein, der stod for mange større og noget voldsomme ombygninger på landets herregårde.    

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de forskellige interiører, der repræsenterer forskellige stilperioder, herunder især tårnets velbevarede spindeltrappe, der er typisk for renæssancens hovedbygninger ligesom den tøndehvælvede kælder under østfløjen med meget tykke vægge. 

Hertil kommer, at der er stor kulturhistorisk værdi i interiørernes forskellige detaljeringsgrad og materialeanvendelse, hvilket afspejler etagernes og rummenes indbyrdes hierarki og oprindelige anvendelse. Stueetagen med de rigt dekorerede stuer en suite fremtræder tydeligt som hovedbygningens beletage, mens eksempelvis hele kælderen, der indeholder det oprindelige køkken samt opbevaringsrum har spartanske bygningsdetaljer og slidstærke overflader. Ved den bevarede etage- og rumstruktur tegnes tillige et billede af datidens levevis og opdelingen mellem herskabet og tjenestefolkene, herunder tagetagens nøgterne inddeling med en fordelingsgang og adskillige værelser på rad mod haven.

Den kulturhistoriske værdi for gravkapellet knytter sig til bygningens oprindelige funktion og til stiludtrykket, der afspejler arkitekten bag. Der har i mange hundrede år været en tradition for, at de store herregårde opførte små funktionsbygninger og pavilloner i de tilhørende herregårdsparker, især i 1800-tallets senklassicisme og i den senere endelige historicisme var dette tilfældet. Bygningens oprindelige funktion som kapel formidles dels i formen, stræbepillerne og korset over indgangen, der alle giver mindelser til kirkebyggeriet. Hertil kommer det kirkeagtige, ottekantede rum uden vinduer, men i stedet med et himmellys, der strømmer ind i bygningen fra lanternen. Arkitekten Vilhelm Tvede var især kendt for sin nygotiske arkitektur, hvilket ses af kapellets hovedform, anvendelse af blank mur med mønstermuring og spidsbuer samt ribbehvælv.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Rønninge Søgård knytter sig i det ydre til den markante renæssancehovedbygning, hvis proportionering og homogene materialeanvendelse giver den et elegant og herskabeligt udtryk. Hovedbygningens sluttede form understreges af det gedigne murværk i rød, blank mur og de delvist ubrudte, røde heltage. Murfladernes forholdsvis enkle og ensartede karakter, de ensartede kamtakkede gavle samt sandstensbåndene og de sandstenskvadrede hjørner er tillige indarbejdet i den arkitektoniske og dekorative helhed. Opfattelsen af bygningen som en enkel, monolitisk form skyldes endvidere den måde, hvorpå tårnet er indbygget mellem de to fløje.  

Bygningen har en opadstræbende karakter, der understreges af den smalle grundplan med helgavle og det markante trappetårn med spir. Det vertikale modsvares på elegant vis af de horisontale sandstensbånd og hovedgesimsen samt vinduessætningen. Hertil kommer den høje sokkel, der samtidig giver en naturlig base for bygningen. Endelig er der arkitektonisk værdi i den store sandstensportal omkring hoveddøren, der udgør en unik indramning af indgangen og sammen med den monumentale kejsertrappe skaber en præsentabel ankomst til Rønninge Søgård.   

Indvendigt relaterer hovedbygningens arkitektoniske værdi sig til de mange bevarede interiører, der især i de repræsentative stuer har en symmetrisk opbygning med pejse eller ovne, der flankeres af dobbelte fløjdøre. Dette leder endvidere til den arkitektoniske værdi af beletagens grundplan i østfløjen, hvor størstedelen af stuerne ligger en suite med døre en filade langs begge ydervægge, hvilket danner lange aksiale kig igennem østfløjen. De gennemgående akser kommer rigtigt til deres ret ved dørenes indramning med gerichter og fordakninger samt de forskellige stuers vægfarver. Ydermere er der stor arkitektonisk værdi ved bygningernes smalle grundplaner, der muliggør gennemgående stuer, som derved får lys fra to eller tre sider. 

Hertil kommer den arkitektoniske værdi af de mange gennemarbejdede detaljer i stuer og værelser, hvor paneler, tapeter, døre, stukkatur og forskellige bemalinger skaber overdådige, helstøbte og varierende interiører.  

Gravkapellets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den særprægede udformning med en ottekantet kerne. Den mangesidede bygning får yderligere et levende udtryk på grund af de små tilbygninger og stræbepillerne. Bortset fra den markante indgangsside med døren, opfattes kapellet ikke som havende en decideret facade men mere som en samlet fritstående skulptur. 

I gravkapellets indre såvel som det ydre har anvendelsen af gule og røde teglsten stor arkitektonisk værdi. Dels fordi de understøtter fornemmelsen af den helstøbte og massive bygning, og dels fordi de skaber en yderst virkningsfuld stoflighed til kapellet, der i sit ydre næsten ser ud som et stykke vævet stof. Det samlede indtryk er enkelt, men samtidig legende. Endelig er der stor arkitektonisk værdi ved, at rummet kun har en naturlig lyskilde i form af den store lanterne i taget, hvorfra lyset på elegant vis strømmer ned over hvælv, vægge og gulv.
Bærende fredningsværdier:
Rønninge Søgårds bærende fredningsværdier knytter sig til det samlede herregårdsanlæg med hovedbygningens to fløje og tårn samt det fjerntliggende gravkapel. 

De bærende fredningsværdier ved Rønninge Søgårds hovedbygning knytter sig i det ydre til den grundmurede bygning i rød, blank mur med trappetårn og kobberspir, markeret sokkel, kamtakkede gavle, næsten ubrudte heltage og skorstenspiber i rygningen. Ydermere gælder det murværkets stik og murankre samt de mange detaljer udført i sandsten og cement. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vinduer og døre med alle detaljer samt de tilhørende granittrapper. Endvidere gælder det den gennemgående, homogene og traditionelle materialeholdning.    

De bærende fredningsværdier ved Rønninge Søgårds hovedbygning knytter sig i det indre til den ældre planløsning med den tøndehvælvede kælder med dele af det ældre køkken bevaret under østfløjen, trappetårnets spindeltrappe, beletagens stuer en suite med forstue og hovedtrappe til førstesalen. Hertil kommer førstesalens sal og fordelingsgang mod gårdspladsen samt tagetagens indretning med fordelingsgang mod gårdspladsen og tyendeværelser mod haven. Endvidere kommer alle bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder sten- og bræddegulve, pudsede vægge med paneler og tapeter, pudsede lofter med stuk, synlige bjælker og bræddelofter, en- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og øvrige detaljer samt kaminer, ovne, støbejernskomfur og forrammekøkken. Endelig knytter de bærende fredningsværdier sig til tagetagens tagkonstruktion samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier ved gravkapellet knytter sig i det ydre til den fritliggende og grundmurede bygningskrop med en ottekantet kerne, stræbepiller og to tilbygninger, der alle bærer ubrudte skiferklædte tage samt et ottekantet ovenlys med pinakel og kugle. Hertil kommer granitsoklen, det blanke murværk i gule sten med rød mønstermuring med samtlige detaljer, granittrapperne, de ældre indgangsdøre med beslagværk, støbejernsdekorationen og korset over indgangsdøren samt den traditionelle materialeholdning. 

De bærende fredningsværdier ved gravkapellet knytter sig i det indre til den oprindelige grundplan med et vindfang, ét stort ottekantet kapel og et lille sidekapel samt kælderrummet. Hertil kommer den tofløjede gitterport samt den oprindelige materialeholdning med tofarvede teglklinker, hvælv med ribber i gule og røde teglsten og kælderens lerstampede gulv, kampestensvægge og murede lysskakte og hvælv.
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Herregård
Bebyggelsestype:
Fritliggende ejendom - Herregård
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
11-01-1990
Journal nr.:
621-7-260/88

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
01-01-1924
Journal nr.:
33/18

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
06-07-1918
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Søgårdsvej 10
Fredet bygning Søgårdsvej 10

Fredede omgivelser: 2

Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap