Sag: Algade 60, hj af Nygade

Algade 60, hj. af Nygade, Middelfart
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Algade 60, hj af Nygade
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Algade 60, hj. af Nygade
Kommune:
Middelfart
Omfang:
Forhuset (ca. 1600).
Fredet 1918.*
Beskrivelse:
Algade 60 er beliggende på hjørnet af Algade og Nygade i Middelfarts ældste bydel. Ejendommen består af et forhus, der er sammenbygget med naboejendommene i Algade og Nygade. Disse er ikke omfattet af fredningen.  

Algade 60 er en bindingsværksbygning opført i to stokværk i rigt bindingsværk med skråbånd og dobbelte dokker. Facadens andet stokværk er udkraget og hviler på udsvejfede konsoller og har gennemstukne bjælkehoveder og en muret profilering under overgangsfoden bestående af to murede led. Bygningen hviler på en sokkel sat af store, sorttjærede kampesten. Taget er et rødt, højt teglhængt helvalmet tag med stort udhæng og to nyere skorstenspiber i rygningen. I tagfladen ses ældre, små støbejernsvinduer samt en nyere gårdvendt kvist. Bindingsværket står sort, opstreget med pudsede og rødmalede tavl. En del af det oprindelige bindingsværk er erstattet af murværk med påmalet bindingsværk. Mod gårdsiden ses en nyere, enetages overdækning med en grønmalet bræddebeklædning samt en nyere trappe, der fører til andet stokværk. Vinduerne er overvejende ældre, torammede vinduer med henholdsvis to, seks og otte ruder i hver ramme. Centralt i facaden ses en ældre, tofløjet revledør med påsat flammering og et foranliggende støbt trin. Mod gården ses nyere døre. Dørene og vinduerne er alle grønmalede.  

Bygningen fungerer i dag som restaurant i nederste stokværk med tilhørende kontorer, værelser samt badeværelser i bygningens andet stokværk i tagetagen. Bygningens høje stueetage er indrettet med en indvendig indgangstrappe og i forlængelse heraf en forstue med en dør, der fører til bygningens andet stokværk. En bred, ældre ligeløbstrappe giver adgang til bygningens andet stokværk. Syd for forstuen er et stort hjørnevendt restaurationslokale i hele bygningens bredde. Nord for forstuen er indrettet et serveringslokale med en nyere bardisk og i forlængelse heraf et gadevendt restaurationslokale. Mod gården forefindes et nyere industrikøkken med kølerum samt et separat lille opholdsrum. Andet stokværk er indrettet med et trapperum, der giver adgang til et gavlvendt værelse i hele bygningens bredde orienteret mod Nygade og en lang smal, centralt placeret fordelingsgang med tilstødende gård- og gadevendte værelser samt badeværelser. I forlængelse af trapperummet er der adgang til gården via en nyere dør med glaspartier. Fra fordelingsgangen giver en ældre smal ligeløbstrappe adgang til tagetagen, som er udnyttet til værelser. 

Bygningen er karakteriseret ved både ældre og nye bygningsdele og 
-detaljer, herunder ældre fyldingsdøre med gerichter, indstukne hængsler, greb, låsekasser og bukkehorsbeslag. Der ses kannelerede dørindfatninger smykket med pyramidebosser samt ældre vinduer med bevarede poste, anverfere og stormkroge. Gulvene er dels ældre og nyere bræddegulve, parketgulve, flise- og tæppebelagte gulve. Væggene er dels pudsede, dels tapetserede og med nyere og ældre brystningspaneler samt en nyere bræddebeklædning, lofterne er dels pudsede og dels med synligt loftbjælkelag med brædder. En del af interiøret stammer antageligt fra den omfattende restaurering i 1920’erne. Det gavlvendte restaurationslokale mod Nygade opdeles af en udskåren træsøjle antageligt fra starten af det 20. århundrede. Der ses endvidere et nyere, muret ildsted.
Bygningshistorie:
Algade 60 udgør resterne fra en renæssancebindingsværksgård opført omkring 1600-tallet, i byens hovedgade, Algade med en beliggenhed umiddelbart efter Middelfarts byport østre port hvor al trafik østfra skulle passere. Ejendommen blev opført af en velhavende tolder som en stor bindingsværksgård i 2 etager med 18 fag til Algade og med jordtilliggender. Algade 60 var med sin trafikalt, centrale placering egnet som gæstgiveri og fra 1682 var ejendommen i købmanden Jacob Hansen eje og fungerede som gæstgiveri.

Ejendommen fortsatte i perioden 1700 til 1800 som gæstgiveri under forskellige ejere. Senere blev ejendommen borgmesterbolig og siden bopæl for redaktøren Claudius Madsen, som stiftede Middelfart Avis. Familien Edsberg overtog ejendommen i 1860 og anvendte ejendommens som bolig og gæstgiveri. 

Vilhelmine Sick overtog ejendommen i 1901 og drev bygningen som Middelfart Højskolehjem. I forbindelse med udvidelse af gadenettet i starten af 1900-tallet var bygningen, grundet sin stærkt fremtrukne placering i Adelgade og den dårlige forfatning, nedrivningstruet. Således tog Vilhelmine Sick i 1920’erne initiativ til en omfattende restaurering med støtte fra Nationalmuseet. Forhuset stod færdigrestaureret omkring 1924. 

I 1939 blev huset solgt til Axel Holm, som drev Holms Hotel fra 1939 til 1972, hvorfra hotellet og restauranten har sit navn. Hotellet blev efter Axel Holms død i 1972 solgt og siden drevet som Holms Restaurant, og fungerer i dag fortsat som restaurant i stueetagen med kontor og værelser i første etage samt tagetagen. 

Af historiske fotografier fremgår det at bygningen har stået kalket over stok og sten.
kilder:
Kommuneatlas Middelfart Kommune. Miljøministeriet Skov og Naturstyrelsen i samarbejde med Middelfart Kommune. 1993.

Kulturstyrelsens byggesagsarkiv. 

Middelfart fra Færgeby til Broby. Middelfart historie 1200-1940. Peter Dragsbo og Harriet Merete Hansen. Odense Universitetsforlag. 1996. 

http://holms.dk/historie
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Algade 60 knytter sig til bindingsværksbygningens beliggenhed i Middelfarts hovedgade i den ældste bydel på hjørnet af Algade og Nygade, hvor bygningen indgår som en integreret del af husrækken og dermed er med til at opretholde den gamle gadestruktur i Middelfarts bykerne.

Placeringen ud til Algade, hvor gaden har en svag krumning fremhæver bygningen i gaderummet og bevirker, at bygningen med sit bindingsværk, ved ankomsten fra Østergade, indtager en særdeles markant position i gadebilledet. Forhuset er på grund af det rige bindingsværk af stor miljømæssig værdi for Middelfart.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Algade 60 ligger i forhusets traditionelle materialer og konstruktion, som et eksempel på 1600-tallets rige bindingsværkskultur og håndværk, der erkendes i bindingsværket med skråbånd, dobbelte dokker og udkraget stokværk og gennemstukne bjælkeender og profileret overgangsled. Endvidere ligger der kulturhistorisk værdi i bygningens mangeårige funktion som gæstgiveri, der med sin trafikalt, centrale placering ved den tidligere byport østre port i Algade har udgjort en central rolle i Middelfarts tidlige bystruktur og -samfund og er dermed af stor kulturhistorisk værdi for Middelfart. I det indre ligger den kulturhistoriske værdi i de bevarede elementer af en ældre planløsning med gadevendte stuer og sekundære funktioner placeret mod gårdsiden samt de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre og vinduer, som vidner om bygningens høje alder.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Algade 60 knytter sig i det ydre til bindingsværksbygningen i to stokværk med rigt bindingsværk med udkraget stokværk, gennemstukne bjælkeender hvilende på volutbårne knægte. Hertil kommer den sorttjærede kampestenssokkel og det høje, røde, høje teglhængte helvalmede tag med skorstenspiber i rygningen, alle elementer, der giver bygningen et markant udtryk i gadebilledet, hvor Middelfarts hovedgade, Algade har sit udspring.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Algade 60 knytter sig overodnet til forhuset som et eksempel på en bindingsværkbygning fra 1600-tallet.  

Forhusets bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til bygningen opført i bindingsværk med skråbånd, dobbelte dokker, udkraget stokværk med volutbårne, gennemstukne bjælkeender og en muret, profileret overgangsfod, til den sorttjærede kampestenssokkel, til det røde, teglhængte helvalmet tag med stort udhæng med skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer alle ældre og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, døre og vinduer samt den traditionelle materialeholdning.  

Forhusets bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til de bevarede dele af en ældre og traditionel planløsning, til alle ældre eller traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder ældre fyldingsdøre med gerichter, indstukne hængsler, greb og låsekasser og bukkehornsbeslag, revledøre, vinduer med poste, anverfere og stormkroge, bræddegulve, paneler, loftsbjælkelag med træinddækning og bræddebeklædning. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
18-08-1924
Begrundelse:
Journal nr.:
0000

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
03-07-1918
Begrundelse:
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Algade 060, hjørnet af Nygade, matr.nr. 352a og 353a, Middelfart bygrunde. Summarisk bygningsarkæologisk beskrivelse. 2 sider. Knud Lehn Petersen. 1923.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Algade 60A

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap