Sag: Sprøjtehuset

Grønnegade 13, hj. af Smedegade, Langeland
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Sprøjtehus
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Sprøjtehuset
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Grønnegade 13, hj. af Smedegade
Kommune:
Langeland
Omfang:
Sprøjtehuset (1834). Fredet 1945.
Beskrivelse:
Sprøjtehuset ligger på hjørnet af Grønnegade og Smedegade i Rudkøbings ældste bykerne.

Sprøjtehuset er et grundmuret hjørnehus, der bærer et stejlt, helvalmet og stærkt opskalket tegltag. Bygningen har et portfag mod Grønnegade og et portfag mod Smedegade, og de to sider forbindes af et smallere, affaset fag omkring hjørnet.  Bygningen er pudset og gulkalket over en sorttjæret sokkel og murværket afsluttes under tagudhænget af en trukket hovedgesims. Hjørnefaget er markeret af to doriske pilastre og facaderne afsluttes begge yderst af pudsede kvadre. Portene er begge fladbuede, tofløjede revleporte, der er brunmalede. Portåbningerne har glatte, pudsede indfatninger og henover begge er et blændingsfelt. I tagfladen over portåbningerne er lave gavle, der begge er fremhævet med en trukket gesims lig hovedgesimsen. I begge gavlfelter er ovale, brunmalede vinduer med diagonal opsprosning. Alle murdetaljer: gesims, pilastre, indfatninger, blændingsfelter samt kvadre er hvidkalkede.

I det indre er et rum med støbt gulv, hvidkalkede vægge og gråmalet bræddeloft med synligt bjælkelag. Der er i det indre muret et mindre rum udfor porten til Smedegade, dette rum er brandsikret og rummer en transformator. En metaltrappe leder til tagetagen, der rummer opbevaring. Her er bræddegulv og tagværket er ældre med enkelte nyere dele og taget er understrøget.   
Bygningshistorie:
Sprøjtehuset er opført 1834 af Murermester Frederik Nielsen. Sprøjtehuset fungerede indtil 1950 som opbevaring af byens brandsprøjter. Fra 1956 virkede den som transformatorstation og siden som oplagsrum for elektricitetsforsyningen. Bygningen havde oprindeligt en skorstenspibe i tagryggen mod vest, der blev forhøjet i begyndelsen af 1900-årene og siden taget ned.
kilder:
Historiske Huse og gårde i Rudkøbing, Langelands Museum, Rudkøbingfonden, Nationalmuseet, 1988
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Sprøjtehuset knytter sig til bygningens beliggenhed på hjørnet af Grønnegade og Smedegade, hvor den er med til at fastholde byens ældre gadestruktur. Hertil kommer den markante facade, der harmonerer med husrækkens øvrige ældre bygninger, hvorved Sprøjtehuset med til at opretholde Rudkøbings historiske købstadmiljø.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Sprøjtehuset knytter sig i det ydre til bygningens to portåbninger, hvor man let har kunnet trække brandsprøjten ud i forbindelse med brand i byen. Beliggenheden på hjørnet med en port til hver gade har sandsynligvis lettet færdslen med sprøjtevognen således at man hurtigere har kunnet nå frem til branden. Hertil kommer bygningens facader i klassicistisk stil med flere antikke stilelementer, herunder pilastre og pudsede kvadre, der vidner om den herskende stil på opførelsestidspunkt.  Bygningens affasede hjørne har endvidere lettet hurtig færdsel omkring hjørnet i tilfælde af udrykning, et bygningstræk, der ligeledes blev indført i København efter de store bybrande i 1700- og tidligt i 1800-tallet.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens åbne rum, der har været velegnet til at rumme sprøjtevognen og det tilhørende brandslukningsudstyr. Gennem sin udformning og beliggenhed er Sprøjtehuset et repræsentativt eksempel på et sprøjtehus i en købstad.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Sprøjtehuset knytter sig til den lille bygning, der med sit detaljerige klassicistiske ydre, den effektfulde farvesætning i gul og hvid samt det stejle, røde tags ubrudte tagflader danner en særdeles karakterfuld bygning. Udformningen med det smalle, affasede hjørnefag forener bygningens to facader og former den omkring hjørnet, hvilket giver Sprøjtehuset et meget helstøbt og markant udtryk.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Sprøjtehuset knytter sig i det ydre til den lille grundmurede bygning med muret sokkel og heltag af røde vingetegl. Hertil kommer alle ældre og oprindelige detaljer, herunder revleporte, vinduer, pilastre, pudsede kvadre, lave gavle og gesimser samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til det åbne rum, det støbte gulv, de kalkede vægge, bræddeloftet med synligt bjælkelag, den synlige tagkonstruktion og det understrøgne tag. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Sprøjtehus
Bebyggelsestype:
Købstad - Den gamle bykerne
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
17-05-1984
Journal nr.:
33/18

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
24-02-1945
Journal nr.:
49/44

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
23-12-1918
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Grønnegade 13

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap