Sag: Vestergade 23

Vestergade 23, Ærø
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Beboelseshus
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Vestergade 23
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Vestergade 23
Kommune:
Ærø
Omfang:
Forhuset (før 1766, bagsiden forhøjet 1954).
Fredet 1919.
Beskrivelse:
Forhuset indgår som en del af husrækken i Vestergade, der er den primære hovedgade i den ældste del af Ærøskøbing. Mod nord er forhuset sammenbygget med nabobygningen, og mod syd er en smal slippe. Forhuset ligger på en stor østvendt grund, hvorpå der også ligger et baghus, som afgrænser det pigstensbelagte gårdrum mod øst. Baghuset er ikke omfattet af fredningen.

Forhuset er en enetages, ni fag lang bindingsværksbygning med teglhængt heltag af røde vingetegl. Gavlene, der også står i bindingsværk, afsluttes af vindskeder og i rygningen ses en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og gesims. Mod gaden er en to fag bred, teglhængt karnap i bindingsværk. De to nordre fag udgøres af en portgennemkørsel, der mod gaden lukkes af en ældre revleport med en gående dør. Mod gården er de syv søndre fag rejst i en ekstra etage med en teglhængt tagflade, der har en lavere hældning end den resterende tagflade. Kampestenssoklen, der optager gadens hældning, er sorttjæret, og bindingsværket er sortopstolpet ligesom porten og vindskederne. Mod gaden er tavlene kalket sandfarvede med hvidt optrukne kanter, mod gården er tavlene rødkalkede med hvidt optrukne kanter, mens de i portrummet er kalket hvide. Syd for karnappen fører en granittrappe op til en ældre, tofløjet fyldingsdør med et smalt, opdelt overvindue, som er malet grøn. På gårdsiden fører et par granittrin op til en ældre, turkismalet revledør. Vinduerne er udført som hvide, torammede vinduer med små ruder. I soklen mod gaden er et lille sorttjæret, etrammet, tophængt vindue med små ruder. Vinduerne er ældre, undtagen i den forhøjede etage mod gården, hvor de er nyere og traditionelt udført. Portrummet er pigstensbelagt, bindingsværket står opstrøget ligesom den skråtstillede luge til kælderen, porten er rødmalet på bagsiden og i loftet er både dragere, bjælker og loftbrædderne synlige.

I det indre er en ældre grundplan genkendelig med en langsgående midterskillevæg, der opdeler bygningen med forstue og stuer, herunder en karnapstue, mod gaden og køkken, baggang med nedgang til kælderen samt pejsestue mod gården. I forstuen fører en nyere, men traditionelt udført kvartsvingstrappe med svungen håndliste og udskårne balustre op til tagetagen, der er indrettet med et badeværelse mod sydgavlen, en fordelingsgang mod gaden, fire værelser mod gården og endelig et gavlværelse mod nord. En stejl ligeløbstrappe fører ned til kælderen, der består af et par rum – et mod gaden med lerstampet gulv, kampestensvægge og synlige bjælker og loftbrædder – og to mod gården med støbte gulve, vægge og lofter. Interiøret er generelt kendetegnet ved en ældre og traditionel materialeholdning, herunder teglklinker, bræddegulve, bræddeskillevægge og pudsede vægge samt synlige loftbjælker og listebeslåede loftbrædder. Der er bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder enfyldingsdøre med bukkehornsbeslag, låsekasser, greb og profilerede gerichter samt et bemalet felt på forstuens bræddeloft.

Bygningshistorie:
Den ældste del af Ærøskøbing strækker sig tilbage til omkring år 1100 og meget af gadestrukturen kan formentlig dateres til middelalderen. Gadestrukturen er kendetegnet ved smalle, brostensbelagte gader, hvor husene er opført som randbebyggelse med små slipper, der ligger som små genveje mellem byens gader. Byen blev først og fremmest udvidet mod vest, men grundet opfyldninger blev havnen flyttet længere og længere mod øst, og i slutningen af 1700-tallet blev det første havnebassin anlagt. Med dækmolens forlængelse i 1832 fik havnen sin nuværende udstrækning. Ærøskøbing gennemgik i 1700- og 1800-tallet en periode med økonomisk opsving, hvorfor det formentlig var i denne periode, at havnen blev udbygget. Det økonomiske opsving kunne også ses i bygningerne, da der blev opført mange nye huse, der i udtryk mindede om den sønderjyske byggeskik og som stadig præger byen. Bygningerne blev opført i bindingsværk, dog er mange siden blevet grundmurede, har fået forhøjet facaden eller fået tilføjet frontispicer, karnapper og kviste, som nu er kendetegnende for byen. I begyndelsen af 1900-tallet blev facaderne ofte pudset og udsmykket.

Forhuset i Vestergade 23 blev opført før 1766 som et enetages, ni fag langt bindingsværkshus med tegltag og kvist med en to fag bred karnap mod gaden. Samtidig blev der opført et enetages, seks fag langt baghus også i bindingsværk. Forhuset stod i det væsentligste uændret indtil slutningen af 1800-tallet, hvor kvisten blev taget ned. I 1866 blev baghusets forside grundmuret og kalket rød.

I 1913 overtog stiftelsen ”Ærø Musæum” bygningen og anvendte den som museum. I 1955 kom bygningen i privat eje og har siden fungeret som bolig. I 1955 lod ejeren, Leif Rasmussen, opsætte en halv etage i bindingsværk mod gården, idet tagetagen skulle inddrages til beboelse, ligesom der blev opsat en ny kvartsvingstrappe i forstuen. Imellem 1955-60 blev den kampestenssatte kælder udvidet med et par kælderrum, der lå ud mod gården, under det nyindrettede køkken. I 1960 søgte samme ejer Det Særlige Bygningssyn om tilladelse til at opsætte en kvist mod gaden, der så vidt muligt skulle udformes som den oprindelige, men planen blev ikke bragt til udførelse. I 2008 blev sydgavlen restaureret efter et borebilleangreb.
kilder:
Historiske huse i Ærøskøbing, Nationalmuseet, 1975.

Hugo Mathiesens Marstal og Ærøskøbing fotograferet 1921, Henrik M. Jansen, Svendborg & Omegns Museum og Forlaget Hikuin, 1998.
Miljømæssig værdi:
Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Vestergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken. Hermed er forhuset med til at opretholde Ærøskøbings middelalderlige, brostens- og pigstensbelagte gadenet og dermed købstadens helstøbte og meget autentiske kulturmiljø.  

Hertil kommer den for Ærøskøbing traditionelle store og langstrakte grund, hvortil der er adgang gennem forhusets portgennemkørsel. På traditionel vis er grunden bebygget med et forhus og et baghus, hvorimellem der er et pigstensbelagt gårdrum. Bag baghuset er en stor have. Endvidere er der miljømæssig værdi ved den bevarede brønd i gården, som er et vidnesbyrd om bygningens tidligere vandforsyning. Samtlige bygninger i Vestergade havde oprindeligt deres egen brønd.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi for forhuset knytter sig til bygningen som en velbevaret repræsentant for Ærøskøbings byhuse som de blev opført i 1700-tallet i bindingsværk med karnap mod gaden og teglhængt heltag med røde vingetegl. Disse rigt udstyrede bygninger vidner således om Ærøskøbings blomstrende periode med søfart og betydelig handel med både Hertugdømmerne, Østersøbyerne og Norden i 1600- og 1700-tallet.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved forhusets egnskarakteristiske opførelse i kraftigt egebindingsværk, der for Fyn og de omkringliggende øer er kendetegnet ved den rige brug af tømmer, herunder løsholter, dokker og halvranker samt tavlenes pyntelige hvide opstregning ind mod det tjærede tømmer. Hertil kommer de ældre vinduer, der mod gaden er fra bygningens opførelsestidspunkt, hvilket kan aflæses i deres udformning med den kraftige lodpost med et afrundet profil og de håndsmedede hjørnebånd, stabler, anverfere og stormkroge.

Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved den ældre, tofløjede hoveddør bestående af revlefløje med pålagte fyldinger og ældre greb, bukkehornsbeslag og skudrigler, hvis fornemme udførelse havde til formål at manifestere ejerens velstand udadtil. Dørens udsmykning kan tilskrives både rokoko og Louis Seize stilen. Dette ses i, at der kun er en slagliste, at dørfløjene er opdelt i to afsnit, hvor det nederste har bombéform, hvilket vil sige, at det er buttet som en rokokokommode, samt guirlanderne, de buede profillister for oven og de kannelerede pilastre afsluttet af vaser, hvor der kommer flammer op ad. Døren er fra 1700-tallet og stammer således fra bygningens opførelse, ligesom den tofløjede revleport med den lille gående dør sammen med de ældre vinduer påviser bygningens høje alder.

Portrummets traditionelle fremtræden med en tofløjet revleport, pigstensbelægning, sorttjæret kampestenssokkel, hvidkalkede tavl, sortopstolpet bindingsværk og synlige bjælker, knægtbårne dragere og loftbrædder har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, hertil kommer den bevarede, skråtstillede revleluge, som blev anvendt til at skovle kul og koks direkte ned i kælderrummet ude fra portrummet.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den genkendelige ældre grundplan, hvor der på traditionel vis er et gennemgående hovedskillerum samt gennemgangsrum. Forstuen og de to stuer, herunder karnapstuen, hvorfra man havde et godt overblik over gadens liv, er sædvanen tro placeret mod gaden, mens de sekundære rum som køkken og baggang med nedgang til kælderen er placeret mod gården. Hertil kommer det oprindelige kælderrum mod gaden, som med sin oprindelige materialeholdning og den bevarede kul-slidske har stor kulturhistorisk værdi.  

De ældre bygningsdele og -detaljer udgør ligeledes en kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder og udvikling. Dette gælder særligt det bemalede felt i forstuen med himmel, blomsterranker og engel, bræddeskillevæggene, loftbrædderne og loftbjælkerne med synlige spor efter øksen, der tildannede dem, samt enfyldingsdørene med bukkehornsbeslag, dekorativt udformede låsekasser, greb og svungne gerichter. Udformningen af dørenes fyldinger og gerichternes profiler indikerer, at de er fra 1700-tallet idet de opført i barokkens formsprog og dermed stammer fra bygningens opførelsesår.
Arkitektonisk værdi:
I forhusets ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til den langstrakte, let asymmetriske bygningskrop, der med sit stejle, opskalkede heltag, den høje kampestenssokkel, det righoldige bindingsværk, karnappen, skorstenspiben, den regelmæssige og tætte vinduessætning samt portåbningen har et levende og karakterfuldt udtryk. Formsproget er enkelt, solidt og udpræget traditionelt uden andre dekorationer end vinduernes beslag og den tofløjede hoveddørs detaljerede snedkerarbejde. Hertil kommer portens og bindingsværkets mange lag tjære, der giver en markant stoflighed og et sjældent smukt udtryk. Tillige styrker fraværet af tagrender bygningens autentiske udtryk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den gennemførte, traditionelle materialeholdning, hvor bræddeskillevæggenes, loftbrædderne og loftbjælkernes høvlspor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og de kontrastfulde bemalinger.
Bærende fredningsværdier:
Forhusets bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til den langstrakte bindingsværksbygning med rødt, teglhængt, opskalket heltag og en hvidkalket skorstenspibe i rygningen samt den to fag brede karnap med rødt, teglhængt tag. Hertil kommer den høje, sorttjærede kampestenssokkel, det rige sorttjærede bindingsværk, de kalkede tavl med pyntelig, hvid opstregning, den ældre tofløjede revleport med en gående dør, den ældre hoveddør med fyldinger og overvindue, den ældre bagdør samt de ældre og traditionelt udførte vinduer med samtlige ældre beslag og ruder. Endvidere kommer den traditionelle farve- og materialeholdning.

Forhusets bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den ældre grundplan med et gennemgående hovedskillerum og gennemgangsrum, hvor stuerne på traditionel vis er placeret mod gaden, mens de sekundære rum er orienteret mod gården. Hertil kommer portrummet og det oprindelige kælderrum mod gaden med deres oprindelige materialeholdning samt den bevarede kul-slidske. Endvidere kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder det bemalede felt på forstuens loft, bræddeskillevægge, loftbrædder, synlige loftbjælker, enfyldingsdøre med bukkehornsbeslag, låsekasser, greb og gerichter. Endelig kommer den oprindelige materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Beboelseshus
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
19-03-1919
Begrundelse:
Journal nr.:
0000


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Vestergade 23

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap