Sag: Herning Højskole

Højskolevej 11, Herning
Fredningssag
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Højskole
Antal bygninger:
4
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Herning Højskole
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Højskolevej 11
Kommune:
Herning
Omfang:
Herning Højskole, bestående af det samlede bygningsanlæg (1962, af Tyge Arnfred og Viggo Møller Jensen samt landskabsarkitekterne C. Th. Sørensen og Ole Nørgård) og de senere bygninger: teaterbygningen (1979), musikbygningen (1980) og den tilbyggede lærerbolig (1985) samt det omgivende areal på matrikel 4c, Birk By. Fredet 2018
Beskrivelse:
Herning Højskole ligger i Birk, der er beliggende øst for Herning by. Skolen ligger i egnens karakteristiske flade landskab og er omgivet af ganske svagt kuperede plæner omkranset af lægivende træbevoksning. Nord for hovedindgangen er ved opførelsen udgravet en trapezformet branddam. Herning Højskole ligger i umiddelbar nærhed af Angligården, HEART, Birk Skulpturpark, De geometriske haver, Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museum og et af Jørn Utzons Espansivahuse.

Højskolen domineres af et fjorten etagers højhus, der er placeret over hovedindgangen, mens den øvrige del af skolen er holdt i enetages længer udlagt omkring henholdsvis fire lukkede og et langstrakt gårdrum, der åbner sig mod øst. Den vestre fløj har mod syd en stor auditoriebygning. Ud fra den vestre fløj er der mod nord efter opførelsen tilbygget en sekskantet teatersal og mod syd en musikbygning, der ligger parallelt med auditoriebygningen. Auditoriebygningen har endvidere mod syd en nyere, mindre udbygning i sortmalet træ. Der er tillige tilføjet en ekstra lærerbolig i forlængelse af de øvrige lærerboliger mod øst samt et fritliggende hus på arealet øst for skolen. Denne lærerbolig og det fritliggende hus er begge udført i samme stil og materialer som de lave bygninger i det ældste bygningsanlæg.

Ved en gennemløbende nord-syd- orienteret mur er højskoleanlægget opdelt i en undervisnings- og elevdel mod vest samt en funktions- og funktionærboligdel mod øst. Skolens undervisningsrum er samlet omkring to lukkede gårdrum længst mod vest, mens forstander- og lærerboliger, køkken, værksteder, garager og tidligere personaleværelser optager de parallelle og let forskudte længer mod øst.

Højhuset er oprindelig indrettet med elevværelser på samtlige etager, på nær den øverste etage, der rummer en atelierlejlighed. Øverst har højhuset en indliggende, sydvendt altan i hele bygningens bredde.

Højhuset er en betonkonstruktion beklædt med korrugerede aluminiumsplader og har tag med ensidig hældning mod syd. Sydsiden har vinduesbånd ud for hver etage. De består af to højtsiddende vinduer i lavformat alterneret med et helrudevindue. Vinduestakten af helrudevinduerne forskubber sig et fag i hver anden etage. Nordsidens vinduessætning er karakteriseret ved vinduer ud for fælles opholdsrum, toiletter og korridoren til brandtrappen. De fælles opholdsrum har større vinduespartier ud for hver anden etage, mens de øvrige funktioner har mindre kvadratiske vinduer. Ud for lejligheden i øverste etage er et stort ateliervindue. Højhusets gavle har mindre kvadratiske vinduer i et fag let for-skubbet for midtaksen. Øverst ses et enkelt lidt større vindue sat modsat gavlens midtakse.

De enetages bygninger er grundmurede og opført i rød, blank mur. Den opdelende mur står ligeledes i rød, blank mur, men har en nyere beklædning øverst. Enkelte steder ses dekorativt murværk i form af muring i savsnit. De enetages bygninger har i den vestlige del tagpapbeklædte tage med gennemgående maskinkviste i rygningen. Kvistene åbner sig mod syd, øst og nord. De lukkede gårdrum afgrænses mod øst af spærremuren op ad hvilken, der er overdækkede udendørs pergolaer mod gårdrummene. Det nordre gårdrum har græsplæne, mens det søndre ligesom de øvrige gårdrum er belagt med perlesten. I det søndre gårdrum er der lave murede bænke i en X-form. De øvrige sider af gårdrummene udgøres af glaspartier, der giver lys til gangarealerne indenfor. Undervisnings- og fælleslokaler har vinduesbånd i helrudeformat mod de omgivende arealer. Den vestre længe har en sortmalet betonvæg mod vest, hvorpå der, på den sydlige del, er malet et murmaleri af Koen Vanmechelen i 2017.

I muren mellem skolens elev- og boligdel samt funktionsdelen er der dels åbninger til gennemgang mod øst, men også åbninger med indbyggede bænke. Boliger og funktionsbygninger mod øst er ligeledes opført i rød, blank mur og har tagpapbeklædte sadeltage med lav hældning. Tagpapbeklædningen folder sig som oprindeligt ned om gavlene. Boligerne og funktionsbygningerne omkring det åbne gårdrum mod syd har vinduesbånd lig dem i højhusets sydvendte side med skiftevist højtsiddende lavformatvinduer og glaspartier mod de tilhørende separate, sydvendte haver. Haverne opdeles på hver side af mure, der forlænger de enkelte boligers gavlpartier. Boligernes træværk er sortmalet og de gående rammer er malet hvide. I forbindelse med den ene bolig er der opført en nyere carport.

Gennem hovedindgangen kommer man til vestibulen, der domineres af store bærende betonpiller, og hvor der er bevaret en af de oprindelige faste bænke mellem pillerne. Fra vestibulen er der udsyn til det ene lukkede gårdrum. I vestibulen er endvidere de originale postkasser, geometriske kunstværker og enkelte lysarmaturer udført til højskolen af kunstneren Poul Gadegaard. Her findes også elevatoren og adgang til brandtrappen, der giver adgang til samtlige af højhusets etager. I vestibulens østside er der adgang til kælderen indrettet med blandt andet vaskerum. Fra vestibulen er der åben passage til den lave vestfløj, som er indrettet med en østvendt gang, der giver adgang til undervisningslokaler i både den nordlige og sydlige del. I længens midterste del er der åben forbindelse til pejsestuen, der afgrænses mod gangarealet af en betonbænk. Pejsen, der tidligere har stået centralt i rummet, er i dag flyttet til rummets sydvæg. De vestvendte undervisningslokaler belyses dels fra vest, men også et de østvendt, højsiddende vinduesbånd. Længst mod nord ligger den nyere, sekskantede teatersal fra 1978, der ikke er omfattet af fredningen. Mod syd er der fra vestlængen adgang til auditoriesalen, der er indrettet med en scene mod syd og herfra faste, stigende stolerækker mod nord. Via en spindeltrappe er der adgang til en balkon mod bagvæggen, der ligeledes er indrettet med faste stolerækker. Scenens bagvæg er et stort, geometrisk relief udført af træ. Væggene står i blank mur, udført med en enkel mønstermuring. Salen får lys udefra gennem lave vinduesbånd under taget. Parallelt med auditoriesalen er et nyere tilbygget musiklokale med en asymmetrisk grundform og skrånende loft. Her er også en lav balkon mod nord, og de østvendte vinduer er små og kvadratiske. I de korte længer, der ligger syd for de lukkede gårdrum er længst mod syd indrettet undervisningslokaler lig dem i vestlængen, mens længen, der adskiller de to lukkede gårdrum mod vest, fungerer som spisesal. I umiddelbar forlængelse af spisesalen mod øst ligger skolens (industri)køkken. I de resterende længer mod øst, der ligger i forlængelse af køkkenfløjen, er den tidligere fløj med værelser til ansatte på højskolen samt en længe, der oprindeligt var indrettet med til badefaciliteter - ligeledes for højskolens ansatte. Længst mod nord ligger to længer med garager og cykelparkering.

Lærerboligerne er alle indrettet med en ensartet planløsning, hvor entré, toilet, køkken, bad og bryggers vender mod gårdrummet, mens værelser og stuer ligger mod haven i syd. Der er ligeledes en større vestvendt stue i gavlen. 

I højhuset er der indrettet 7 værelser på hver etage med fælles toiletter. Etagerne er slået sammen to og to ved et fælles, dobbelthøjt opholdsrum og forbindes af en intern trappe. Værelserne er beregnet til én person og har inden for indgangsdøren et indbygget skab og en håndvask med spejl. Lejligheden øverst er indrettet med atelierstue med hems, bad og køkken. Fra lejligheden er der udgang til den indliggende altan.

I det indre er materialeholdningen i store træk oprindelig fra opførelses-tidspunktet. I vestibuleområdet står højhusets bærende betonkonstruktioner rå og ubehandledes og danner baggrund for Poul Gadegaards farvestrålende kunstobjekter. I elev- og undervisningsdelen er gang- og fællesarealer belagt med grå betonfliser, mens væggene er i blank, rød mur, hertil har lofterne beklædning af smalle, ubehandlede brædder. I undervisningslokalerne er betonvæggene malede således, at forskallingsbræddernes aftryk endnu ses. Gulvene er ligesom i spisesalen vinylbelagte. Flere steder er de oprindelige opslagstavler med hessian bevaret. Træværket er sortmalet og enkelte steder ses det, at vinduernes gående rammer er malet i en afvigende farve, eksempelvis mørk rød. I højhuset er betonvæggene ligeledes malede i værelser, gang- og fællesarealer, ligesom gulvene er vinylbelagte. På værelserne er der bevaret oprindelige opslagstavler opsat under de højtsiddende vinduer. 

Auditoriesalen står med oprindelige faste bænkerækker, begge udført af træ. Balkonen er udført af ubehandlet beton. Også her ses forskallingsbræddernes aftryk i overfladerne. Væggene i blank, rød mur er udført således, at hver fjerde studsfuge er åben og i stedet stoppet med et glasuldslignende materiale.  

Lærerboligerne har en delvis oprindelig materialeholdning, herunder mørke gulve af Hasleklinker, sorte terrazzogulve i toilet- og baderum, nyere laminatgulve, hvidmalede vægge og lofter med nyere listebeklædning.
Bygningshistorie:
Herning Højskole blev opført i 1962 og var tegnet af arkitekterne Viggo Møller-Jensen og Tyge Arnfred for Aage Damgaard, grundlæggeren af Angli-skjortefabrik i Herning. Opførelsen og den videre drift af Herning Højskole var finansieret ved at Aage Damgaard, sammen med sine brødre Mads og Knud Damgaard, havde lagt seks procent til side af deres fabrikkers overskud gennem ti år. Skolen blev opført som højskole for tekstilbranchens ungdom, men allerede få år efter indvielsen gik den over til at være en almindelig højskole.

Aage Damgaards interesse for højskoleidéen blev vakt under et ophold på Askov Højskole, hvor han mødte den karismatiske forstander Jens Therkelsen Arnfred, hvis evne til at udvide højskoleelevernes horisont og videbegær blev en stor inspiration for Aage Damgaard. I slutningen af 1940’erne opstod Aage Damgaards kunstinteresse. Gennem den lokale kunstforening mødte han Frederik Dam, der blev hans rådgiver og som introducerede ham til samtidens kunst, herunder Asger Jorn, Henry Heerup og Carl Henning Pedersen. Mødet med samtidskunsten havde afgørende betydning for Aage Damgaards virke både som forretningsmand og som foregangsmand for Herning som et moderne kulturcentrum. Opdagelsen af kunsten som et frisættende element i tilværelsen blev katalysator for at videregive dette til sine medarbejdere, dels for at berige deres tilværelse og udsyn, men også for at medarbejderens personlige trivsel i sidste ende ville give bedre tal på virksomhedens bundlinje.

Kunsten kom ind i virksomheden gennem Paul Gadegaard, der allerede i 1952 blev inviteret til Herning af Aage Damgaard for at lave en totaludsmykning af Anglifabrikkens kantine. Paul Gadegaard repræsenterede den moderne kunstretning Konkret Kunst eller Konkretisme, der forsøgte at udvikle et universelt og rationelt formsprog, der byggede på geometriske principper og få grundfarver. Den konkrete kunst var ikke abstrakt, fordi den var genstandsløs. Den forestillede ikke noget, men var, hvad den var; et konkret sanset linje-, form- og farvespil.

I 1957-1960 udførte Paul Gadegaard en totaludsmykning af Anglis nye domicil, kaldet Den Sorte Fabrik. I Herning Højskole var Paul Gadegaards udsmykning primært centreret i vestibulen. Vestibulen var og er således en totaludsmykning bestående dels af ophængte skulpturer, lysarmaturer, bemalede døre, vægge og installationer samt elevernes postkasser, der indgik som funktionelle objekter i en overordnet kompositorisk helhed. Efter udsmykningen af Herning Højskole i 1962 stod Gade-gaard endvidere for udsmykning af interiøret af Angligården, der blev opført i umiddelbar nærhed af højskolen i 1965-1966.

Landskabsarkitekten C. Th. Sørensen stod i samarbejde med Ole Nørgård for udformningen af højskolens område, herunder gårdrum og de halvcirkulære hække i de store gårdrum mod øst. Haveplanen er en ganske enkel, indeholdende rytmiske gentagelser af få geometriske former såsom cirkel, bueslag, trapez og anvendelse af få plantningselementer. Tilsammen danner dette et robust, enkelt anlæg.

Anlægget spiller sammen med bygningskomplekset, der er placeret nogenlunde midt på grunden. Terrænet er forholdsvis fladt, men falder dog mod sydvest.

Mod nord og op til den gennemgående Hammerumvej er placeret en ca 40-50 meter bred skærmende bræmme, med enkelte store cirkulære lysninger, hvoraf de to fremstår ret tydeligt. Bræmmen er i sin tid etableret som skovplantning, hovedsaglig bestående af eg. Egetræerne er vokset op til en ret ranglet stangskov og behøver udtynding, for at kunne danne det plantevolumen, der oprindelig har været tanken. Adgangen til højskolen sker fra øst, ad en stenkantet grusvej der ender i forpladsen ved den sekskantede bygning og højhuset. Ved forpladsen afbrydes egeplantningen og giver plads til et præcist, trapezformet bassin. Herved opnås fra vejen et frit indsyn mod højhuset, der ses som pejlemærke og vartegn på lang afstand.

Gårdrummet mellem gruppen af lave bygninger består af en stor samlende grusflade og har været opdelt i mindre rumligheder ved hjælp af svære bøgehække, ca. 180 cm høje og 90 cm brede. Hækkene dannede én fuld cirkel suppleret med fem cirkelslag, der udgik fra husenes gavle. På den måde dannedes dels rum for ophold, dels en oplevelsesrig passage ind gennem gårdrummet. Tæt på bueslagene har stået enkelte træer, robinie og skyrækker, hvoraf kun få er tilbage.

Motivet med cirkeludsnit gentager sig ud for de fem sydligst liggende huse, hvor fritvoksende hegn afgrænser boligernes haverum; som fem cirkelslag med forskellig krumning, placeret mellem røde teglstensmure. De fritvoksende hegn bestående af forskellige plantearter: liguster, paradisæble, lærk. Disse hegn trænger til pleje eller evt. genplantning.

Syd og vest for højskolen er en stor, let skrånende græsslette, hvor man mirabel og hestekastanie ser ud til at have dannet ring på græsfladen. Disse plantninger er i dag ikke særligt markante. Der foreligger også en skitse til yderligere udbygning af for de omgivende arealer fra 1978 ud-ført af Edith og Ole Nørgaard. Ole Nørgård i 1955-58 kompagnon med C. Th. Sørensen.

Samarbejdet mellem arkitekterne Tyge Arnfred og Viggo Møller Jensen begyndte allerede i 1950´erne, hvor parret vandt en konkurrence om ud-bygning af Magleås Højskole. De følgende år fulgte flere udvidelser af højskoler, herunder Askov Højskole, hvor Tyge Arnfred, som søn af Jens Therkelsen Arnfred, var vokset op. Herning Højskole blev den første højskole, arkitekterne tegnede fra bunden. Tyge Arnfred og Viggo Møller-Jensen indgik senere i Fællestegnestuen, der skabte byggerier som Fa-rum Midtpunkt og Albertslund Syd. Som arkitekter var det deres mål at give beboere og brugere frie udfoldelsesmuligheder. Dette gjaldt i høj grad for boligbyggeriet, hvor det skulle være muligt for beboerne at sætte deres eget præg på huset, et aspekt de også lagde vægt på i Herning Højskole.

Som skolen fremstår i dag var undervisnings- og fælleslokaler anlagt i de lave længere mod vest, mens praktiske funktioner, lærer- og pigeboliger var placeret i de lave længer mod øst. Højhuset rummede ud over elev-værelserne øverst en atelierlejlighed, der skulle bebos af en kunstner og herunder var en mindre lejlighed til person fra et U-land.

Herning Højskole fungerede som højskole frem til 2007. Herefter har dele af bygningerne rummet forskellige aktiviteter, heriblandt været hjemsted for en lokal teaterforening, bed and breakfast og fungeret som beboelse for elever på TEKO.

Herning Højskole står i det ydre med mindre ændringer, herunder en nyere inddækning af den øvre del af muren, der således skjuler åbninger, som giver en dekorativ virkning i murværket. På ældre billeder ses det, at vinduesinddelingen i maskinkvistene er ændret, ligesom disse vinduespartier oprindeligt havde lameller. I højhuset er en stor del af vinduerne udskiftet til nyere termovinduer, dog er der bevaret flere oprindelige vinduespartier. De krumme og cirkulære hække ud for lærer- og personaleboliger er blevet fældet i nyere tid.

Det indre er generelt meget velbevaret siden opførelsen. Dog er pejsestuen blevet ændret. Blandt andet var den faste betonbænk tresidet, pejsen var fritstående i midten af rummet ligesom der var et sænket lamelloft. I vestibulen er nogle af de faste bænke mellem betonpillerne blevet fjernet, og flere steder er den oprindelige farvesætning delvis ændret både i skoledelen, højhuset og i lærerboligerne.

Af beslægtede og fredede bygninger kan nævnes: 

Holbæk Seminarium tegnet af Gehrdt Bornebusch, Max Brüel og Jøren Selchau og landskabsarkitekt Sven Hansen 1967. Fredet 2010.

LO-Skolen tegnet af Karin og Ebbe Clemmensen og Jarl Heger og land-skabsarkitekterne Agnete Muusfedt og Inger Ravn, 1967-69. Fredet 2011.
kilder:
Dirkinck-Holmfeld, Kim: Guide til Dansk Arkitektur 1+2, Arkitektens Forlag, København 1995

Jensen, Grethe (red.), Jørgensen, Caspar: Industri, 25 stk. dansk kulturarv; København 2008

Lund, Nils-Ole: Herning højskole. Arkitekter: Viggo Møller-Jensen og Tyge Arnfred
I: Arkitektur, Årg. 7 (1963)

Reenberg, Holger; Toft, Stinna m.fl.: Aage Damgaards skatkammer, en kunstnerisk legeplads. HEART, 2011

Søholm, Ejgil: Angli gjorde det. Aage Damgaard og kunsten. Gyldendal, 1992

Sørensen, C.Th.: Parkpolitik i Sogn og Købstad, 1931

Kunstindeks Danmark, Weilbachs Kunstnerleksikon

www.kunstonline.dk

www.hojskolehistorie.dk/folkehoejskolens-historie/hoejskoleerindringer/herning-hoejskole

www.hojskolehistorie.dk

www.krydsfelt.gyldendal.dk
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Herning Højskole er knyttet til anlæggets beliggenhed i det flade landskab omkring Herning, hvor det karakteristiske højhus står som et klart og skarpt pejlemærke, der ses på meget lang afstand og som forankres i anlæggets lave længer, der knytter an til landskabet.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Herning Højskole er overordnet knyttet til anlægget som et fremsynet eksempel på et højskolebyggeri opført i 1960’ernes begyndelse. I selve bygningerne knytter den kulturhistoriske værdi sig til den klare og let aflæselige struktur, der tydeligt viser anlæggets funktionelle opdeling i højhusets elevværelser, undervisnings- og fælleslokaler mod vest, mens praktiske funktioner samt lærer- og pigeboliger ligger mod øst.
Der er endvidere kulturhistorisk værdi relateret til Herning Højskole som et enestående resultat af en driftig og fremsynet fabrikants vision og ønske om gennem højskoleformen at udbrede kultur og viden til tekstilbranchens arbejdere. Herudover er der kulturhistorisk værdi knyttet til Herning Højskole, som et tidstypisk resultat af et vellykket samarbejde mellem bygherre, bygnings- og landskabsarkitekter samt kunstneren Paul Gadegaard. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til højskolen senere tilbygninger Teatersalen fra 1979, musikbygningen fra 1980 og lærerboligen bygget i sydlig forlængelse af de øvrige lærerboliger. Disse bygninger er vidnesbyrd om de nye behov for undervisningsrum og beboelse, som højskolen sidenhen fik. Alle tre bygninger viderefører både det oprindelige højskoleanlægs enkle materialeholdning og anlæggets overordnede robuste og nedtonede stiludtryk.

Arkitekterne Tyge Arnfred og Viggo Møller Jensen dannede sammen med Jørn Ole Sørensen arkitektvirksomheden Fællestegnestuen, som var aktiv 1961-1988. Flere bygningstræk i Herning Højskole kan genfindes i tegnestuens senere projekter, herunder de dobbelthøje adgangsrum i Farum Midtpunkt og bearbejdningen af spisesal og teatersal i Skælskør Højskole. Generelt kan arkitekternes bestræbelse på at skabe rum til fællesskaber ses som et gennemgående tema i deres virke. På Herning Højskole kommer dette til udtryk i den tydelige omsorg for skolens fællesrum som spisesal, foyer og pejsestue – og ikke mindst i højhuset, hvor etagerne med de minimale elevværelser er forbundet to og to med en fælles adgang til et dobbelthøjt rum med plads til ophold.

Anlægget omkring højskolen er et fint eksempel på et lavmælt, uprætentiøst og multianvendeligt anlæg, der er skabt med få midler og i smukt samspil med stedets bygningsarkitektur. Anlægget kan ved restaurering genvinde betydning og højne værdien i området som sådan. Det indgår så at sige som genstand i Herning-samlingen.

I det indre er der kulturhistorisk værdi knyttet til de i store træk bevarede interiører, som fremstår tidstypiske og dog med en stærk egenværdi, og som vidner om, hvordan alt fra den store skala til den lille blev skabt til højskolen. Her skal særligt nævnes, at der er bevaret en del originalt inventar, der er formgivet specifikt til Herning Højskole, herunder møbler og belysning. Hertil kommer Paul Gadegaards totaludsmykning af vestibulen, der vidner om konkretismen som en af de mest avantgardistiske kunstretninger på opførelsestidspunktet.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Herning Højskole er overordnet knyttet til det fritliggende anlæg, der i udtalt grad spiller på kontrasten mellem det vertikale og det horisontale, hvilket giver en dramatisk effekt i det flade landskab, som ses omkring Herning. De beslægtede tagformer og den klare disponering gør, at anlægget fremtræder som en harmonisk helhed. Hertil kommer at anlægget fremstår kraftfuldt og robust med en enkel materialeholdning og detaljering, som grundigt og konsekvent bearbejdet understøtter anlæggets hovedanslag. Et eksempel herpå er den enkle detaljering af højhusfacaderne, hvor vinduernes placering både vertikalt og i dybden giver huset et levende udtryk, som særligt opleves når man betragter bygningen på afstand. I det indre er den arkitektoniske værdi relateret til disponeringen af rummene i alle længer. Endelig er der arkitektonisk værdi knyttet til den enkle, rustikke og uhøjtidelige udformning af rummene særligt i den vestlige del af anlægget og i højhuset.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier er overordnet knyttet til det fritliggende anlæg fra 1961 med alle gårdrum og gårdhaver og de senere tilkomne bygninger: teaterbygningen (1976), musikbygningen (1980), og den tilbyggede lærerbolig (1985) samt de bevarede dele af C. Th. Sørensens og Ole Nørgårds haveanlæg, spejldammen, branddammen og det omgivende areal på matrikel 4c, Birk By. I det ydre er de bærende fredningsværdier relateret til højhusets betonkonstruktion beklædt med trapezformede aluminiumsplader og de lave grundmurede længer i rød, blank mur med tagpapbeklædte tage, samt alle oprindelige detaljer, herunder vinduespartier, ældre vinduer, døre, døråbninger, lamper, siddepladser i muråbningerne og den oprindelige farvesætning samt den traditionelle materialeholdning.

Anlægget omkring højskolen er et fint eksempel på et lavmælt, uprætentiøst og multianvendeligt anlæg. Anlægget er skabt med få midler og i smukt samspil med stedets bygningsarkitektur og indgår så at sige som genstand i Herning-samlingen. Der knytter sig bærende fredningsværdier til alle de bevarede træk af den oprindelige landskabsplan, herunder til branddammen mod nord, sø med ø mod vest, tæt bevoksning mod Silkeborgvej mod nord og kantbevoksning i anlæggets øvrige kanter.

I det indre er de bærende fredningsværdier knyttet til de bevarede planløsninger i alle længer og i højhuset. I længernes indre er de bærende fredningsværdier knyttet til den tydelige opdeling mellem undervisnings- og elevdelen samt funktionsdelen med køkken og med lærer- og pigeboliger, hvor gangarealer og sekundære funktioner vender mod gårdrummene, mens opholdsrum og værelser vender mod syd og de omgivende grønne arealer. I højhusets indre knytter de bærende fredningsværdier sig til etagernes oprindelige planløsninger med de minimale, men veldisponerede cellelignende elevværelser, der alle ligger i tilknytning til de større, dobbelthøje fællesrum. Desuden knytter de bærende fredningsværdier sig til alle fællesrum, herunder foyeren, auditoriet, teatersalen og musiksalen samt til spisesalen med vinduer mod to gårdhaver, der sikrer en visuel forbindelse mellem foyeren mod nord og undervisningslokaler mod syd. Herudover er de bærende fredningsværdier relateret til alle de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder lamper, døre, samtlige dele af Paul Gadegaards udsmykning, pejs, betonbænk, auditoriesalens indretning med møblement, udsmykning og bagvæg, elevværelsernes oprindelige håndvaske og skabe samt det nagelfaste møblement herunder bænke og opslagstavler. Endelig kommer den oprindelige farvesætning og den tidstypiske materialeholdning.
Antal bygninger:
4
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Højskole
Bebyggelsestype:
Købstad - Industriområde
Fredningsstatus:
Med omgivelser fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsbeslutning
Dato:
14-06-2018
Begrundelse:
Slots- og Kulturstyrelsen finder, at Herning Højskole, bestående af det samlede bygningsanlæg (1962, af Tyge Arnfred og Viggo Møller Jensen, Landskabsarkitekter C. Th. Sørensen og Ole Nørgård) og de senere bygninger: teaterbygningen (1979), musikbygningen (1980) og den tilbyggede lærerbolig (1985) samt det omgivende areal på matrikel 4c, Birk By, på Højskolevej 11, 7400 Herning, Herning Kommune, har de arkitekturhistoriske, kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, der kan begrunde en fredning. Formål: Formålet med fredningen er at bevare højskolens oprindelige bygningsanlæg og de senere tilbyggede bygninger (teaterbygningen, musikbygningen og den tilbyggede lærerbolig) med omgivelser som et fremragende eksempel på et fremsynet højskolebyggeri, der er et produkt af tekstilbranchens store fremgang efter 2. verdenskrig. Herudover er formålet at bevare et anlæg af høj arkitektonisk kvalitet. Miljømæssig værdi: Den miljømæssige værdi ved Herning Højskole er knyttet til anlæggets beliggenhed i det flade landskab omkring Herning, hvor det karakteristiske højhus står som et klart og skarpt pejlemærke, der ses på meget lang afstand og som forankres i anlæggets lave længer, der knytter an til landskabet. Kulturhistorisk værdi: Den kulturhistoriske værdi ved Herning Højskole er overordnet knyttet til anlægget som et fremsynet eksempel på et højskolebyggeri opført i 1960’ernes begyndelse. I selve bygningerne knytter den kulturhistoriske værdi sig til den klare og let aflæselige struktur, der tydeligt viser anlæggets funktionelle opdeling i højhusets elevværelser, undervisnings- og fælleslokaler mod vest, mens praktiske funktioner samt lærer- og pigeboliger ligger mod øst. Der er endvidere kulturhistorisk værdi relateret til Herning Højskole som et enestående resultat af en driftig og fremsynet fabrikants vision og ønske om gennem højskoleformen at udbrede kultur og viden til tekstilbranchens arbejdere. Herudover er der kulturhistorisk værdi knyttet til Herning Højskole, som et tidstypisk resultat af et vellykket samarbejde mellem bygherre, bygnings- og landskabsarkitekter samt kunstneren Paul Gadegaard. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til højskolen senere tilbygninger Teatersalen fra 1979, musikbygningen fra 1980 og lærerboligen bygget i sydlig forlængelse af de øvrige lærerboliger. Disse bygninger er vidnesbyrd om de nye behov for undervisningsrum og beboelse, som højskolen sidenhen fik. Alle tre bygninger viderefører både det oprindelige højskoleanlægs enkle materialeholdning og anlæggets overordnede robuste og nedtonede stiludtryk. Arkitekterne Tyge Arnfred og Viggo Møller Jensen dannede sammen med Jørn Ole Sørensen arkitektvirksomheden Fællestegnestuen, som var aktiv 1961-1988. Flere bygningstræk i Herning Højskole kan genfindes i tegnestuens senere projekter, herunder de dobbelthøje adgangsrum i Farum Midtpunkt og bearbejdningen af spisesal og teatersal i Skælskør Højskole. Generelt kan arkitekternes bestræbelse på at skabe rum til fællesskaber ses som et gennemgående tema i deres virke. På Herning Højskole kommer dette til udtryk i den tydelige omsorg for skolens fællesrum som spisesal, foyer og pejsestue – og ikke mindst i højhuset, hvor etagerne med de minimale elevværelser er forbundet to og to med en fælles adgang til et dobbelthøjt rum med plads til ophold. Anlægget omkring højskolen er et fint eksempel på et lavmælt, uprætentiøst og multianvendeligt anlæg, der er skabt med få midler og i smukt samspil med stedets bygningsarkitektur. Anlægget kan ved restaurering genvinde betydning og højne værdien i området som sådan. Det indgår så at sige som genstand i Herning-samlingen. I det indre er der kulturhistorisk værdi knyttet til de i store træk bevarede interiører, som fremstår tidstypiske og dog med en stærk egenværdi, og som vidner om, hvordan alt fra den store skala til den lille blev skabt til højskolen. Her skal særligt nævnes, at der er bevaret en del originalt inventar, der er formgivet specifikt til Herning Højskole, herunder møbler og belysning. Hertil kommer Paul Gadegaards totaludsmykning af vestibulen, der vidner om konkretismen som en af de mest avantgardistiske kunstretninger på opførelsestidspunktet. Arkitektonisk værdi: Den arkitektoniske værdi ved Herning Højskole er overordnet knyttet til det fritliggende anlæg, der i udtalt grad spiller på kontrasten mellem det vertikale og det horisontale, hvilket giver en dramatisk effekt i det flade landskab, som ses omkring Herning. De beslægtede tagformer og den klare disponering gør, at anlægget fremtræder som en harmonisk helhed. Hertil kommer at anlægget fremstår kraftfuldt og robust med en enkel materialeholdning og detaljering, som grundigt og konsekvent bearbejdet understøtter anlæggets hovedanslag. Et eksempel herpå er den enkle detaljering af højhusfacaderne, hvor vinduernes placering både vertikalt og i dybden giver huset et levende udtryk, som særligt opleves når man betragter bygningen på afstand. I det indre er den arkitektoniske værdi relateret til disponeringen af rummene i alle længer. Endelig er der arkitektonisk værdi knyttet til den enkle, rustikke og uhøjtidelige udformning af rummene særligt i den vestlige del af anlægget og i højhuset. De bærende fredningsværdier. De bærende fredningsværdier er overordnet knyttet til det fritliggende anlæg fra 1961 med alle gårdrum og gårdhaver og de senere tilkomne bygninger: teaterbygningen (1976), musikbygningen (1980), og den tilbyggede lærerbolig (1985) samt de bevarede dele af C. Th. Sørensens og Ole Nørgårds haveanlæg, spejldammen, branddammen og det omgivende areal på matrikel 4c, Birk By. I det ydre er de bærende fredningsværdier relateret til højhusets betonkonstruktion beklædt med trapezformede aluminiumsplader og de lave grundmurede længer i rød, blank mur med tagpapbeklædte tage, samt alle oprindelige detaljer, herunder vinduespartier, ældre vinduer, døre, døråbninger, lamper, siddepladser i muråbningerne og den oprindelige farvesætning samt den traditionelle materialeholdning. Anlægget omkring højskolen er et fint eksempel på et lavmælt, uprætentiøst og multianvendeligt anlæg. Anlægget er skabt med få midler og i smukt samspil med stedets bygningsarkitektur og indgår så at sige som genstand i Herning-samlingen. Der knytter sig bærende fredningsværdier til alle de bevarede træk af den oprindelige landskabsplan, herunder til branddammen mod nord, sø med ø mod vest, tæt bevoksning mod Silkeborgvej mod nord og kantbevoksning i anlæggets øvrige kanter. I det indre er de bærende fredningsværdier knyttet til de bevarede planløsninger i alle længer og i højhuset. I længernes indre er de bærende fredningsværdier knyttet til den tydelige opdeling mellem undervisnings- og elevdelen samt funktionsdelen med køkken og med lærer- og pigeboliger, hvor gangarealer og sekundære funktioner vender mod gårdrummene, mens opholdsrum og værelser vender mod syd og de omgivende grønne arealer. I højhusets indre knytter de bærende fredningsværdier sig til etagernes oprindelige planløsninger med de minimale, men veldisponerede cellelignende elevværelser, der alle ligger i tilknytning til de større, dobbelthøje fællesrum. Desuden knytter de bærende fredningsværdier sig til alle fællesrum, herunder foyeren, auditoriet, teatersalen og musiksalen samt til spisesalen med vinduer mod to gårdhaver, der sikrer en visuel forbindelse mellem foyeren mod nord og undervisningslokaler mod syd. Herudover er de bærende fredningsværdier relateret til alle de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder lamper, døre, samtlige dele af Paul Gadegaards udsmykning, pejs, betonbænk, auditoriesalens indretning med møblement, udsmykning og bagvæg, elevværelsernes oprindelige håndvaske og skabe samt det nagelfaste møblement herunder bænke og opslagstavler. Endelig kommer den oprindelige farvesætning og den tidstypiske materialeholdning.
Journal nr.:
17/07474


Omfattede bygninger: 4


Fredet bygning Højskolevej 11
Fredet bygning Højskolevej 11D
Fredet bygning Højskolevej 11
Fredet bygning Højskolevej 11

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap