Sag: Trollehuset

I Tibirke Sand, syd for Tisvilde Hegn, er sommerhuset placeret på en grund, der grænser helt op til skoven mod nord og med en åben have mod syd, der omkranses af fyrretræer. Udover hovedhuset er der et anneks med brændeskur og kælder samt en garage.

Sommerhuset består af en toetagers længebygning med gavle mod øst og vest samt en længe (fremover benævnt lavhuset) i et plan i hele hovedhusets længde placeret vinkelret på dette og med en sydvendt gavl. Huset er opført som blokhus i norsk, sorttjæret rundtømmer lagt sammen i fåreuld. Øverste etage på det toetagers længehus er udkraget mod nord, og begge bygninger har heltage med græstørvsbeklædning. Soklen er af kløvede, polygonformede granitsten i rosa og gråsorte nuancer og er lavere på nordsiden end på de tre andre sider. Konstruktionen består af rundstokke, der er placeret vandret oven på hinanden og fastholdt med en såkaldt ”grøft”, en rende udskåret på undersiden af stokken, der passer til profilen på oversiden af stokken nedenunder. I de retvinklede hjørner er der såkaldte ”knuder”, runde udskæringer, der gør, at stokkene kan fældes sammen. Hvert lag skyder sig således halvt op i det næste. Skillevægge i rundstokke gennembryder facaden og kan således ses mod nord og mod syd. Husets sydvestlige hjørne er ikke konstrueret efter lafteteknik, men fremtræder i stedet med højere detaljering med brædder med dæklister og er feltopdelt med vandrette lister under tre ovale, småsprossede vinder med grønmalet karm. Mellem vinduerne og på hjørnet er udskårne, profilerede træsøjler. Partiet markerer hovedindgangen samt et bagvedliggende kammer. Den ældre hoveddør er beklædt med udskåret egetræ i sildebensmønster. På husets nordside er en oprindelig todelt, grønmalet revledør ind til køkkenet. På facaden er monteret en oprindelig sortmalet bænk sammen med et grønmalet bord. Den udkragede førstesal, der hviler på de gennemstukne bjælkeender, har ingen vinduer, men en luge, der er placeret over køkkendøren. Vinduer i hele huset er hvidmalede, oprindelige to- eller trefløjede vinduer, flere med grønmalede skodder. Mod syd er der dog et firefløjet vindue. Flere ruder er ældre og med trukket glas eller cylinderglas.

I det indre er sommerhuset orienteret omkring den store sydvendte pejsestue, der går til kip i lavhuset. Køkken, fadebur og forstue er placeret i stueetagen i længebygningen mod nord. I den vestlige del af lavhuset er der en gang ved hoveddøren samt et kammer. Gulvbelægning i hele stueetagen består af røde tegl lagt direkte i sandjorden. Alle ydervægge står i ubehandlet rundtømmer bortset fra køkkenet, der har ydervæg i røde tegl. Lofter er med synlige bjælker og brædder. En stor muret pejs med oprindelig bilæggerovn i dekoreret støbejern dominerer pejsestuen og en mur i røde tegl adskiller forstue og pejsestue. Dør til gang er en grønmalet tofyldingsdør med udskårne spejle i barokstil. Trappe til første sal ligger mod øst og har en profileret, udskåret hovedmægler og udskårne balustre i barokstil. Over trappen sidder en dørhammer med udskæringerne; ”AAR 1914” samt monogram med bogstaverne ”VRMP” – sandsynligvis for bygherre Victor Rubow og hustru Marie Petræus. På førstesalen er væggen mellem trappe og første kammer præget af tre udskårne og profilerede træbuer med profilerede søjler i træ. De to kamre på førstesalen er adskilt af en bræddevæg med dæklister samt af det hvidmalede skorstensmassiv. Førstesalens gulve er oprindelige bræddegulve og væggene står i ubehandlede rundstokke. 

Sommerhuset ligger i Tibirke Sand (opkaldt efter sandflugten i 1500-tallet) et sommerhusområde, der blev udlagt omkring 1. Verdenskrig. Trollehuset er opført i 1914 til daværende sundhedsminister Viktor Rubow (1871-1929). Over trappen er udskåret årstal 1914 samt monogram med bogstaverne VRMP – sandsynligvis for Victor Rubow og Marie Petræus, som Rubow blev gift med i 1914, samme år som huset er opført. Huset blev i 1928 solgt til familien Bording, som siden har været indehavere.

Arkitekt var Carl Brummer (1864-1953). Brummer blev uddannet på Kunstakademiet i 1888-1896 og arbejdede derefter bl.a. for Ferdinand Meldahl (1827-1908). Han blev ligeledes uddannet som tømrer. Hans gennembrud kom i 1895 med landhuset Ellestuen i Hornbæk. Landhuset er i sydeuropæisk ”alpestil” og ligesom Trollehuset konstrueret med en toetagers længebygning med et lavhus placeret vinkelret på længen. I 1907 opførte Brummer fiske- og lysthuset ”Alfheim” i Søllerød stærkt inspireret af de norske ramloftsstuer og rigt dekoreret ud- og indvendigt. Husets findes ikke længere. Brummer blev anerkendt for sit borgerlige villabyggeri i nybarok stil i København, bl.a. Lundevangsvej 12 fra 1908, der blev fredet i 1985. Der er derudover ikke fredet andre bygninger af Carl Brummer.

Den generelle fascination af Norge og norsk bjælkearkitektur ses i Danmark helt tilbage i 1700-tallet med Dronning Sophie Magdalenes Norske Hus ved Hirschholm fra 1735. Igennem 1800-tallet manifesterede det norske sig i de romantiske haver, hvor norske hytter blev placeret i stemningsfulde, illuderede, vilde naturomgivelser og gerne i selskab med kinesiske eller schweiziske lysthuse. Fredede eksempler på norsk-inspirerede lyst- og småhuse kan findes på Liselund, Hofmansgave, i Søndermarken og på landstedet Strødam ved Hillerød. Træbygninger har i vidt omfang været eksotiske i Danmark fra 1700-tallet, hvor skovene var svundet efter omfattende fældning. Trollehuset indskriver sig som en repræsentant for de tidlige sommerhusbebyggelser opført af pionerer, der udvidede kredsen af brugere af sommerlandet til en bredere kreds. Tidligere var det sæsonbetingede fritidsliv på landet forbeholdt det bedre borgerskabs ophold på imposante landsteder.

Bygningsændringer:

Huset står stort set uden ændringer i forhold til det oprindelige. Der er dog indlagt vand og el samt etableret toilet. Gården, der forbinder det fritliggende anneks og hovedhuset, havde oprindeligt rosa og grå fliser, men disse er udskiftet i nyere tid. I annekset, der ikke er omfattet af fredningsforslaget, er der etableret nyere bad m.m. 

Nan Dahlkild (redaktion), Sommerlandets arkitektur, Museum Tusculanums Forlag, 2018.

Lisbeth Balsløv Jørgensen, Danmarks arkitektur. Enfamiliehuset, Gyldendal, 1979.

John Erichsen, Drømmen om Norge, Christian Ejlers Forlag, 1999.

Gribskov Kommunes byggesagsarkiv.

Sommerhusets placering mod nord på en åben grund med Tisvilde Hegn i ryggen har miljømæssig værdi, ligesom placeringen af det fritliggende anneks skaber et intimt gårdrum med skoven som baggrund. Ligeledes er der miljømæssig værdi ved den store åbne grund syd for huset, der er med til at iscenesætte husets optrapning mod nord kulminerende med de høje fyrretræer. De græstørvsbeklædte tage skaber sammenhæng mellem den åbne grund, huset og den omkringliggende skov.

Den kulturhistoriske værdi ved Klitrosevej 47 knytter sig bl.a. til fortællingen om det norsk-inspirerede træhus i dansk arkitektur og byggeskik helt fra 1700-tallet og frem til i dag. Huset vidner om en fælles dansk-norsk historie med rod i rigsfællesskabet (1536-1814), der har sat sig spor, som man ikke på samme måde ser syd for grænsen. Klitrosevej 47 er både håndværksmæssigt og stilmæssigt modelleret efter det traditionelle norske landhus, samtidig med at arkitekten har sat sit eget præg. Der er således kulturhistorisk værdi i rundstokskonstruktionen i lafteteknik med synlige hjørnesamlinger, der fortæller historien om påvirkningen fra det norske blokhus i det tidlige sommerhusbyggeri. Blokhuset egnede sig som model for en ny sommerhuskultur, bl.a. fordi det vakte associationer til de store vidder, frisk luft og endeløse skove. Påvirkningen ses stadig i nyere sommerhusbyggerier over hele landet i mere eller mindre udvandet form. Der er derudover kulturhistorisk værdi i de spor, der viser arkitektens personlige præg og fortæller om periodens forkærlighed for leg med stilelementer fra tidligere perioder og andre lande. Dette gælder bl.a. husets sydvestlige hjørne med feltinddelinger, ovale vinduer og en yderdør i nybarok stil.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede oprindelige planløsning med stor pejsestue og en åben rumstruktur, der både vidner om arkitektens kendskab til de norske blokhuses indretning, men også fortæller om en ny dansk sommerhuskultur, der dyrkede det uprætentiøse og uhøjtidelige fritidsliv og forenede det stemningsfulde og det praktiske. Der knytter sig herudover værdi til de oprindelige og traditionelt udførte bygningsdele, der afspejler opførelsestidspunktet og det norske forlæg samt Brummers karakteristiske leg med fx barokelementer. Det gælder bl.a. bræddegulve, vægge i ubehandlet rundtømmer, plankelofter med synlige bjælker, indvendige fyldings- og revledøre, gerichter, muret pejs med bilæggerovn, støbejernsovn og oprindeligt komfur samt alle oprindelige snedkerdetaljer især i tilknytning til trappepartiet. 

Der knytter sig arkitektonisk værdi til bygningskroppenes udformning og placering i landskabet, hvor de rejser sig mod nord fra en til to etager, som baggrund for Tisvilde Hegns høje fyrretræer længst mod nord. Der er derudover arkitektonisk værdi i bygningskroppenes udformning, hvor lavhusets vinkelrette placering på hovedhuset skaber variation og opbløder kompaktheden i det relativt store kompleks. Der er lagt stor arkitektonisk omhu i at indpasse huset i landskabet.

Hjørnernes krydsende bjælker, udkragningen mod nord, bjælkeendernes fremtræden i facaden, detaljeringen i husets sydvestlige hjørne og vinduesskodderne er alle elementer, der skaber dybdevirkning og variation i facaderne. Blokhusets elementer står overalt frem i et rent udtryk, hvor de konstruktive principper er tydelige. Dette giver sommerhuset et ærligt og landligt præg, der stemmer overens med anvendelsen.

Indvendigt er der arkitektonisk værdi i den gennemførte, mørktonede farveholdning og det raffinerede samspil mellem træ og tegl. Hertil kommer kombinationen af de rustikke overflader i rundstokke og tegl med de mere raffinerede snedkerdetaljer i barokstil på døre, gerichter, mæglere m.m.

Sommerhuset, bestående af et toetagers længehus sammenbygget med et enetages lavhus, er et velbevaret eksempel på et norsk-inspireret blokhusbyggeri fra den første halvdel af 1900-tallet og er et væsentligt vidnesbyrd om fremvæksten af en fritids- og sommerhuskultur, hvor et bredere segment af danskere begyndte at dyrke nærheden til natur og det uformelle sommerliv. Huset fremstår med høj autenticitet bl.a. på grund af den intakte konstruktion i rundstokke udført med lafteteknik, de oprindelige døre og vinduer samt de oprindelige tagflader med græstørv. Derudover er huset i det indre stort set som oprindeligt både i forhold til plan og bygningsdele.