Sag: Slotsgade 21

Slotsgade 21, Aabenraa
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Slotsgade 21
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Slotsgade 21
Kommune:
Aabenraa
Omfang:
Gavlhuset (formentlig opført i 1725-50, de fire forreste fag forhøjet til to etager før 1770).
Fredet 1921.*
Beskrivelse:
Gavlhuset ligger på en lille grund på sydsiden af Slotsgade, der er en af de sydligste gader i det gamle Aabenraa.  

Gavlhuset er et lille bindingsværkshus på tre fag i bredden og otte fag i dybden, hvoraf de fire forreste fag er i to etager og de fire bagerste er i én etage. Gavlhuset har teglhængt heltag med en muret skorstenspibe i rygningen. Mod gaden er en karnap i hele husets bredde med fyldingsdøren med overvindue liggende tilbage i gavlflugten. Karnappen er udstyret med en lav trekantgavl med profilerede gesimslister, brystningspanel og klassicistiske dannebrogsvinduer. Gadesiden har sorttjæret sokkel, hvide tavl og bindingsværk og vindskeder er malet gråblå. De ældre vinduer, som er en- og torammede, er hvide, mens hoveddøren er malet i blå og grå farver. Bindingsværkslangsiderne står sortopstolpede med tavl i rød, blank mur. Sydgavlen står dels grundmuret og hvidkalket, dels i sortopstolpet bindingsværk med en sort, bræddebeklædt gavltrekant. Vinduerne er torammede og opsprossede og malet hvide, ligesom den nyere halvdør med fyldinger og glasfelter øverst. I den sorttjærede sokkel anes tilmurede åbninger med rundbuede stik.

Indvendigt er størstedelen af den ældre planløsning bevaret med den gennemgående ganglinje langs østre langside, stue mod gaden og køkken mod gården samt to værelser på første sal. Overfladerne er traditionelle og nyere, herunder trægulve, klinkegulve, fyldingsdøre, pudsede vægge, synligt sortopstolpet bindingsværk, loftsbrædder og pudsede lofter samt synligt bjælkelag, som bæres af smalle knægte. Trappen til første sal er nyere med hvide vanger og gelænder og trin og stødtrin af fyrretræ. På første sal er der trægulve og værelset mod gaden har ældre bræddevægge og synligt bjælkelag med knægte og lister på loftet, mens det andet værelse er udnyttet til kip, hvor skråvæggene er beklædt med gipsplader og der er synligt hanebånd.   

Bygningshistorie:
Da gavlhuset i 1770 nævnes første gang, beskrives det, som det står i dag. Efter alt at dømme blev det opført i første halvdel af 1700-tallet, muligvis som et énetages hus, idet man senere hen, men før 1770, forhøjede de fire forreste fag til to etager. Huset nævnes som muligvis værende det smalleste hus i Aabenraa. Bygningerne i Slotsgade blev opført som boliger for tjenestefolk på Brundlund Slot. Gavlen mod gaden blev totalrenoveret i 1962.
Beskrevet af Museum Sønderjylland.

kilder:
Hans Henrik Engqvist og Viggo Pedersen, Historiske huse i Aabenraa – Bevaringsplan, Nationalmuseet 1975.
Miljømæssig værdi:
Bygningen ligger i den middelalderlige Slotsgade, hvor det med sin markante fremtræden som gavlhus, er med til at opretholde det historisk dominerede, svungne gadeforløb. Hertil kommer den traditionelle udnyttelse af den meget smalle grund, der er bebygget med et forhus og et fritliggende baghus, og derimellem er et lille gårdrum samt den smalle have bagest på grunden. Grunden strækker sig helt ned til Mølleåen, hvilket er et karakteristisk træk ved bebyggelsen på den sydlige side af Slotsgade. Endelig kommer de to, for Aabenraa, så karakteristiske snævre tagdrypsslipper. 
Kulturhistorisk værdi:
I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens placering i Slotsgade, der historisk set var domineret af mindre bygninger, hvor forskellige håndværkere holdt til. Gavlhuset er karakteristisk for Aabenraa, og bygningen er i det ydre et særdeles velbevaret eksempel på denne bygningstype. Hertil kommer, at bygningen et af de smalleste huse i Slotsgade, og tillige et af de eneste i gaden, der repræsenter den meget smalle grundtype uden indkørsel ved siden af gavlhuset. Endvidere er bygningens bindingsværksgavl én af kun to bevarede bindingsværksgavle, der tidligere var enerådende i byen. Endelig kommer bygningens karnap, der er et vidnesbyrd om Aabenraas opblomstringsperiode i 1700-tallet, hvor skibsfart, handel og fiskeri bragte velstand til byen, og dette blev således en katalysator til udviklingen af en detaljerig arkitektur, som blandt andet manifesterede sig i byens mængde af karakteristiske karnapper, og hvis antal var symbol på ejerens velstand, og som er helt enestående i Danmark.  

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den næsten oprindelige grundplan, hvor størstedelen af en smal, gennemgående forstuegang er bevaret samt, at stuen er orienteret mod gaden, hvor man fra karnappen kunne overskue en stor del af livet i gaden, køkkenet er orienteret mod gården og der er værelser på første sal. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og –detaljer, herunder synligt bjælkelag, loftsbrædder, traditionelt udskårne knægte, fyldingsdøre og bræddevægge.

Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Slotsgade 21 knytter sig i det ydre til gavlhusets smalle bygningskrop, der består af to komponenter, nemlig en toetages del mod gaden og en enetages del mod gården, begge med et stejlt heltag og markante vindskeder. Hertil kommer den bemalede bindingsværksfacade, der domineres af den brede karnap med fyldinger og vinduer samt den tilbageliggende hoveddør, hvilket danner et overdækket rum af privat karakter foran døren, som er tjenstligt set i lyset af det meget smalle fortov, og endelig kontrasten mellem bygningens enkelte siders varierende udseende, alt efter orientering, samt i gårdsidens gavltrekant, der står med en karakteristisk og traditionel, lodret træbeklædning.    
Bærende fredningsværdier:
I bygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til det smalle og høje gavlhus med ubrudt, stejlt tegltag og skorstenspibe. Til de oprindelige og ældre bygningsdele og –detaljer, herunder bindingsværk, vindskeder, trekantgavlens træbeklædning, hoveddøren og vinduer samt karnappen med alle detaljer. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

I bygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den i store træk oprindelige planløsning samt til de ældre bygningsdele, herunder synligt bjælkelag, knægte, loftsbrædder og bræddevægge. Hertil kommer de ældre bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre samt den traditionelle materialeholdning. 
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
05-04-1984
Begrundelse:
Journal nr.:
33/18

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
14-06-1974
Begrundelse:
Journal nr.:
0000

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
28-06-1921
Begrundelse:
Journal nr.:
33/18


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Slotsgade 21

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap