Sag: Fiskergade 8

Fiskergade 8, Aabenraa
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Fiskergade 8
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Fiskergade 8
Kommune:
Aabenraa
Omfang:
Forhus og sidehus (opr. gavlhus med fløj langs gaden opført 1779 og ombygget 1805, dør og dørindfatning 1779).
Fredet 1971.*
Beskrivelse:
Fiskergade 8, der består af et forhus og et sidehus, ligger i Aabenraas middelalderlige bykerne.

Forhus og sidehus er begge grundmurede, toetages bygninger med teglhængte heltage. I rygningerne sidder tre skorstenspiber med sokkel og krave. Forhusets facade, der rødmalet med sort sokkel, er kendetegnet ved en fladbuet portåbning, en pilasterindfattet indgangsportal med hustavle samt en karnap med heltag beklædt med tagpap. Facadens ældre vinduer er malet gråblå, og i stueetagen har vinduerne tillige hvide, profilerede indfatninger. Hertil kommer liljeformede murankre, hvide sålbænksbånd og hovedgesims, samt kvaderfugning under stueetagens vinduer. Hoveddøren er en tofløjet senrokokodør med filigranudsmykket overvindue i en kurvehanksbuet åbning.

Forhusets og sidehusets gårdsider er hvidmalede med ældre gråblå vinduer. Der er indgang til bygningen i hjørnet, hvor de to huse mødes. Sidehuset har endvidere en ældre tofløjet port samt en luge på førstesalen. 

I det indre har forhuset på begge etager bevaret en delvist ældre planløsning gang mod gården og stuer mod gaden samt en større entré, der er delt ved et dørparti med opsprosset, matteret glas. Fra entréen er der tillige adgang til sidehuset, der i stueetagen mod gården rummer køkken samt på førstesalen et værelse med synlige loftsbjælker og flere ældre fyldingsdøre med empire-dørgreb. Stueetagens interiør er generelt kendetegnet ved nyere laminat- og klinkegulve, systempladelofter og efterisolerede vægge. I mellem stuerne mod gaden er bevaret en ældre skydedør med facetslebne glas. På førstesalen, der er domineret af en traditionel materialeholdning, er loftets profilerede bjælkelag synligt.
Bygningshistorie:
Forhuset blev opført i 1770 og ombygget i 1805, hvor også det nuværende sidehus blev opført. I forhuset er sandsynligvis bevaret dele af et ældre bindingsværksgavlhus. Forhusets hoveddør og indfatning er fra 1779. Forhuset har tidligere fungeret som rebslageri. Forhuset blev senest ombygget i 1930’erne.

Hustavlens indskrift lyder: Ich Trau und Bau auf Gott allein Gott Wird allein mein Helffer Sein. 1779. A. no 62 JHJHS, PIJHS.
kilder:
Hans Henrik Engqvist og Viggo Pedersen, Historiske huse i Aabenraa – Bevaringsplan, Nationalmuseet 1975.
Peter Dragsbo, Mennesker og huse i Aabenraa, Sydjysk Universitetsforlag 1978.
Viggo Petersen, Det gamle Åbenrå, Nationalmuseet 1980.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi relaterer sig til bygningens placering i den middelalderlige bykerne, hvor det markante forhus er med til at opretholde Fiskergades historisk dominerede og karakterfulde gadeforløb, samt i en større kontekst er med til at sikre Aabenraas velbevarede købstadsmiljø. Hertil kommer, at forhus, sidehus og gårdrum udgør en samlet helhed.
Kulturhistorisk værdi:
I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig især til forhusets velbevarede facade, der domineres af den traditionelle vogngennemkørsel og de egnskarakteristiske træk i form af pilasterportal med hustavle, karnap og liljeformede murankre. Facadens udtryk bærer dels præg af den sene rokoko, hvilket ses i den rigt detaljerede hoveddør med det elegante sprosseværk i overvinduet samt i de liljeformede murankre, og dels af de klassicistiske ombygninger i begyndelsen af 1800-tallet, herunder den pudsede og delvist kvadrede facade med sålbænksgesimser.  

Karnappen er et vidnesbyrd om Aabenraas opblomstringsperiode i 1700-tallet, hvor skibsfart, handel og fiskeri bragte velstand til byen, og således blev en katalysator til udviklingen af en detaljerig arkitektur, som blandt andet manifesterede sig i byens karakteristiske karnapper, der var symbol på ejerens velstand, og hvis antal er helt enestående i Danmark.
 

Hertil kommer de velbevarede, let opskalkede tagflader samt den meget markante forskel på den ’fine’, repræsentative facade og den mere enkle og funktionelt orienterede gårdside med port og luge. 

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede planløsning i forhuset med gang mod gården og stuer mod gaden samt til de ældre bygningsdele og detaljer i forhus og sidehus, herunder fyldingsdøre, dørgreb og loftsbjælker.
Arkitektonisk værdi:
Bygningens arkitektoniske værdi relaterer sig især til det 15 fag lange forhus med den imponerende pilasterportal og markante karnap. De to tagdrypsslipper friholder bygningen fra naboejendommene og bidrager dermed til indtrykket af et selvstændigt og karakterfuldt bygningsværk med en formfuldendt, ubrudt tagflade. Den affasede vogngennemkørsel samt den irregulære placering af vinduer og murankre giver facaden et levende og rytmisk udtryk, der understreger bygningens historie. Den sorte sokkel, de to sålbænksgesimser og hovedgesimsen giver tillige facaden en vandret orientering og tilfører, i samspil med stueetagens vinduesindfatninger, karakter og takt til bygningen. 

Særlig arkitektoniske værdi har den imposante pilasterportal med kapitæler, profileret overbygning og ornamenteret hustalve, der på herskabelig vis indrammer den tofløjede hoveddør med det elegante sprosseværk. 
Bærende fredningsværdier:
I bygningens ydre knytter den bærende fredningsværdi sig til helheden af forhus og baghus med ældre vinduer, porte og lem samt ubrudte tagflader med murede skorstene. Til forhusets facade med vogngennemkørsel og karnap, samt til alle de oprindelige og ældre detaljer, herunder vinduesindfatninger, gesimsbånd og murankre. Hertil kommer pilasterportalen og hoveddøren med alle detaljer samt bygningens traditionelle materialeholdning.

I bygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den oprindelige og ældre planløsning med gang mod gården og stuer mod gaden, samt til de oprindelige og ældre bygningsdele og detaljer, herunder døre, dørgreb, gerichter og bjælker. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
17-09-1971
Begrundelse:
Journal nr.:
0000

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
28-02-2002
Begrundelse:
Journal nr.:
2001-926/545-0003


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Fiskergade 8

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap