Sag: Esbjerg Station

Jernbanegade 31, Esbjerg
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Jernbanestation
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Esbjerg Station
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Jernbanegade 31
Kommune:
Esbjerg
Omfang:
Jernbanestationens hovedbygning (1904 af Heinrich Wenck).
Fredet 1983.
Beskrivelse:
Esbjerg Station ligger i Jernbanegade – for enden af Norgesgade – i den centrale del af Esbjerg. Jernbaneskinner og perroner er placeret på østsiden af stationsbygningen. Hovedbygningen er mod syd sammenbygget med en lang række godsekspeditionsbygninger, der ikke er omfattet af fredningen.

Hovedbygningen består af tre dele: en toetages midterfløj med helvalmet tag, der flankeres af to enetages sidefløje med fladt tag. Mod gaden har midterfløjen to fremskudte, ottekantede tårne, og herimellem er en frontgavl og en lavere arkade, mens midterfløjen på perronsiden prydes af en let fremtrukket, kamtakket frontgavl. Sidefløjene afsluttes for oven af en balustrade, og i begge hjørner mod gaden er et ottekantet hjørnetårn. Hovedbygningen hviler på en lav granitsokkel – mod gaden udført som rustikerede blokke i brystningshøjde afsluttet af affasede dæksten i et lyst stenmateriale. Murværket står i rød, blank mur i krydsforbandt med mørke kopper samt formsten og dekorationer udført i en lys sandsten, herunder hovedgesimsen og vinduesindfatningerne. Samtlige tagflader er beklædt med skifer. Skiferen på tårnene er udformet som bæverhaler, og tårnene afsluttes øverst af en pinakel. Sidefløjenes flade tage er beklædt med tagpap. I hovedfløjens tagflader ses nyere tagvinduer. Bygningens hovedindgang er placeret i midterfløjens frontgavl og markeres nederst af en søjlebåren arkade, der på første sal fungerer som en altan med balustrade, og øverst af et stort rundbuet vinduesparti, som gentages i den modstående frontgavl. Arkadens gulv er belagt med naturstensfliser, søjlerne er af granit og loftet har synlige bjælker og loftbrædder. Midterfløjens hoveddøre er ældre, enfløjede fyldingsdøre med faste sidepartier og rundbuede overvinduer – alle med små ruder. Dørene er lakerede. Hovedbygningens øvrige døre er en blanding af nyere og ældre døre, udført som hvidmalede, en- og tofløjede fyldingsdøre med ruder i øverste del samt et rundbuet, smårudet overvindue. Dog er kælderdørene grønne, enfløjede fyldingsdøre. Hovedbygningen har vinduer af forskellig udformning og størrelse. Fælles for vinduerne er, at de er ældre, hvidmalede og udført med småsprossede rammer. I stueetagen er vinduerne rundbuede og stikkene har vederlags- og slutsten, mens vinduerne på første sal prydes af forskelligt udformede indfatninger. På hovedbygningens østside er et perrontag i hele hovedbygningens længde. Perrontaget er opbygget af grønmalede støbejernssøjler, -dragere og -spær, hvidmalede træbjælker og brædder samt tagpap. Taget og støbejernsspærene er monteret på hovedbygningen.

I det indre er den ældre grundplan i store træk bevaret med en udnyttet kælderetage, stuetage og første sal samt en delvist udnyttet tagetage. I stueetagen er en centralt placeret, gennemgående og dobbelthøj forhal, der flankeres af to større rum, der indeholder en kiosk og et rejsebureau. I stueetagens nordlige del er flere mindre rum, der fungerer som personalerum, og i den sydlige del er en vandrehal mod gaden samt et gennemlyst, tidligere restaurationslokale med tilhørende køkken- og toiletfaciliteter. Førstesalen er inddelt i to selvstændige afdelinger, idet de er beliggende på hver side af den dobbelthøje forhal. Afdelingerne har rummet kontorlokaler og oprindeligt en stationsforstanderbolig, og begge grundplaner kendetegnes ved en korridorgang med værelser til begge sider. Tagetagen rummer depotrum og er indrettet som førstesalen med to adskilte afdelinger med en korridorgang og værelser på hver side af denne. De to afdelinger er dog forbundet af et trappeløb i tagrummet over forhallen, hvor undertaget af banevarer er synligt. Kælderen er ligeledes opdelt i to afdelinger, adskilt af en krybekælder under forhallen, og indeholder primært depotrum. Forskellige ældre trapper forbinder etagerne, herunder to toløbede trapper i midterfløjen, der forbinder stueetagen med første sal og tagrummet samt i sidefløjenes tårne to spindeltrapper med støbte trin og smedet håndliste, som giver adgang mellem de flade tage, stueetagen og kælderetagen.

Hovedbygningen har en blanding af ældre og nyere overflader. Der er ældre bræddegulve, gulve af ølandsfliser samt støbte gulve med fliser, linoleum, lamit og væg-til-væg tæpper. Væggene er pudsede og enkelte steder forsynet med røde formsten eller bemalinger. Lofterne er beklædt med træbetonplader eller systempladelofter, hvoraf nogle har indbyggede spots, og der er pudsede lofter, monierhvælv og lofter med synlige, knægtbårne spær, dragere og mønsterlagte loftbrædder. Vinduerne er forsynet med forsatsvinduer både i træ og i metal, ligesom nogle af dørene er forsynet med en inderdør. Der er nyere, plane døre med og uden dekorative indfræsninger, plane gerichter samt nyere vindfangs-, dør- og vinduespartier i stål og glas. Der er også bevaret flere ældre bygningsdele- og detaljer, herunder svungne gerichter, fyldingsdøre, hængsler og greb, profilerede vinduesindramninger med brystningspaneler, fodpaneler, udskårne trappemæglere samt de store lysekroner i forhallen, der stammer fra Hovedbanegården i København.
Bygningshistorie:
Staten finansierede både anlæggelsen af Esbjerg Havn og jernbanen, idet man efter krigen i 1864 manglede en ny dansk havn på Jyllands vestkyst. Da man påbegyndte havnebyggeriet ved Esbjerg, var det ikke planlagt, at der skulle vokse en by op. Den første bebyggelse blev derfor af midlertidig karakter uden egentlig byplanlægning. Man indså imidlertid behovet for en byplan, og landinspektør H. Wilkens blev udvalgt til opgaven. Hans byplan fra 1870 kom til at danne den første ramme om byen, og den blev skabt ud fra et klassisk byplanprincip med rektangulære karréer i et retvinklet gadenet (et gridnet).

Jernbaneforbindelsen til Esbjerg blev anlagt i 1872-75, og den første banegård lå i Exnersgade. I 1904 blev banegården flyttet og samtidig blev den nuværende Jernbanegade anlagt. Esbjerg Banegård, der blev opført i 1902-04, blev tegnet af arkitekt Heinrich Wenck (1851-1936), der fra 1882 til 1921 var ansat hos Statsbanerne. Heinrich Wenck blev hurtigt etatens hovedarkitekt, og han kom mere end nogen anden dansk arkitekt til at sætte præg på udformningen af de danske jernbanestationer. Heinrich Wenck tegnede ikke kun stationer, men også ledvogterhuse, vandtårne, kommandoposter, remiser, banearbejderhuse, pakhuse og toiletbygninger. Også den indvendige del satte Heinrich Wenck præg på ved at designe skilte, dørhåndtag og lysekroner.

Stationsbygningen har løbende gennemgået forskellige mindre ændringer af det indre i takt med tidens ændrede krav til at foretage en togrejse. Blandt andet var der oprindeligt en garderobe til de rejsendes overtøj og kufferter i bunden af det ene ottekantede tårn. Et par vinduer blev i 1987 udskiftet til nye vinduer, dog udført som kopi af de oprindelige. I 1988 blev forhallen renoveret, og ved den lejlighed blev der opsat et vindfang.
kilder:
Kommuneatlas Esbjerg, Miljøministeriet og Planstyrelsen, 1992.

Historiske huse i Esbjerg, Esbjerg Kommune, 1979.

www.realdaniabyg.dk/media/188249/amberg_web.pdf

Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Esbjerg Station knytter sig til bygningens beliggenhed langs Jernbanegade, hvor den sammen med det brede sporareal danner en tydelig afgrænsning af den indre by. Hertil kommer, at hovedbygningen ligger som et markant point de vue for enden af Norgesgade, hvorved den er betydningsfuld for Esbjergs retvinklede gadenet, som er et enestående eksempel i dansk byplanlægning. Stationsbygningen er i kraft af sin placering, funktion og arkitektoniske udformning et vigtigt pejlemærke i byen, og således også af stor betydning for kulturmiljøet.   

Det brede sporareal og perronerne med halvtagsbygningerne øst for stationsbygningen samt de bevarede godsekspeditionsbygninger mod syd bidrager i høj grad også til den miljømæssige værdi.   
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens funktion som banegård, der vidner om Esbjergs hastige udvikling og store befolkningstilvækst i anden halvdel af 1800-tallet, som var baseret på havnens og jernbanens anlæggelse. Således repræsenterer Esbjerg Station en af byens ældre, offentlige institutioner, hvilket kommer til udtryk i stationsbygningens prominente placering for enden af Norgesgade samt i bygningens monumentale fremtoning med frontgavl og fremskudte, høje tårne samt i de symmetriske og taktfaste facader. Bygningens funktion som stationsbygning er dels aflæselig i uret i frontgavlens store vinduesparti og i De Danske Statsbaners bomærke, som kroner vinduespartiets indfatning og dels i balustraden, der prydes af det danske rigsvåben.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til stationsbygningens arkitektur, der kan tilskrives den historicistiske stilperiode, som var fremherskende fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet, hvor Esbjerg Station blev opført. Historicismen havde mange udtryk og inspirationskilder. Den enkelte arkitekt brugte forskellige stiltræk fra det ene projekt til det andet og endda flere i samme bygning, og megen inspiration blev “samlet op” på arkitektens traditionelle dannelsesrejser i udlandet.

Et særkende ved den danske historicisme var den stigende interesse for det, der blev opfattet som traditionelle danske materialer: blankt murværk, tømmer og granit, som med deres tilhørende djærve udtryk blev altdominerende mod 1800-tallets slutning. Formsproget var inspireret af middelalderen og renæssancen, hvor Danmark var en magtfuld nation. Industrialiseringen var også en vigtig faktor i formsproget, idet den gav nye muligheder for import og masseproduktion samt nye byggematerialer som cement, terrakottaelementer, skifer og støbejern; eksempelvis er det støbejernssøjler, der bærer perrontagene på Esbjerg Banegård. Disse materialemæssige og byggetekniske landvindinger kom naturligt nok til at sætte deres præg på, hvordan bygningerne kom til at se ud. Tiden var på den måde præget af forskellige strømninger: den nye tids muligheder og samtidig forkærligheden for de historiske perioder.

Esbjerg Station er med sine fine bygningsdetaljer og gennemarbejdede arkitektoniske helhed en solid og karakteristisk repræsentant for Heinrich Wencks virke, hvis bygninger var præget af rationelle, gennemarbejdede planløsninger og en høj håndværksmæssig standard i udførelsen. Wenck tegnede også bygningernes detaljer og inventar, herunder skilte, dørhåndtag, fresker og lysekroner, således at hans stationer fik karakter af skønvirke. Dette kommer tydeligst til udtryk i Esbjerg Stations forhal, der har spær sammenspændt med trykaflastningsbuer, spærsko og kopbånd, som er bemalet med forskellige mønstre samt sparrelagte loftbrædder. På væggene herunder er der kalkede motiver af stiliserede rosenbuske, i de store vinduespartier er der blyindfattede våbenskjold med farvede glas, og midt i rummet hænger en gigantisk lysekrone, som godt nok stammer fra den samtidige hovedbanegård i København, men som også er tegnet af Wenck.  

Udefra giver udformningen af Esbjerg Station mindelser til en borg, hvilket kommer til udtryk i bygningens proportionering, i den rustikke base, de fremskudte, ottekantede tårne og i sidefløjenes hjørnetårne og balustrader, der alle har en lidt fæstningsagtig karakter. Et middelalderligt tema ses i indgangspartiet, hvor tårnene, som flankerer frontgavlen med det store, rundbuede vinduesparti og den søjlebårne arkade foran, giver mindelser til en ældre byport, og de rundbuede vinduesåbninger med vederlagssten og slutsten i et lysere naturstensmateriale er et element, der har sine rødder i renæssancen. Tillige er der i stationsbygningen stiltræk fra norditaliensk gotik, hvilket kan ses i vinduernes indfatninger med trekantfrontoner udsmykket med røde og gule sten, i den høje, profilerede gesims med arkitravled og mønstermuring samt i den kamtakkede frontgavl mod perronsiden.

I stationsbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til, at den ældre planløsning i store træk er bevaret. I stueetagen er det den midterste del af bygningen, der er offentlig, og etagens omdrejningspunkt er den centralt placerede, gennemgående og dobbelthøje forhal, hvorimod de sekundære og interne funktioner er placeret i stueetagens nord- og sydende. Bygningens offentlige og repræsentative del kommer bedst til udtryk i forhallen og vandrerhallen med gulvene af ældre, tofarvede ølandsfliser, de udsmykkede vægge og lofter med synlige, bemalede bjælker og spær samt synlige loftbrædder. Disse rum har bevaret den oprindeligt høje standard inden for materialeanvendelsen og materialernes detaljeringsgrad. Trapperummene, der giver adgang til førstesalen, er mere enkle i deres fremtoning, men de ældre trapper har alligevel rigt udskårne mæglere. Førstesalen med de to adskilte afdelinger har bevaret den oprindelige planløsning med en midterkorridor og værelser mod både gade og perron. Etagens oprindelige funktion som kontorer og stationsforstanderbolig kan aflæses i de mange bevarede ældre bygningsdetaljer, herunder bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt fyldingsdøre, hængsler og greb, profilerede gerichter, fodpaneler og vinduesindramninger med brystningspaneler under. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved hjørnetårnenes spindeltrapper, der fungerer som flugtvejstrapper fra kælder og tagetage med udgang til gaden, dels på grund af deres funktion og dels fordi spindeltrapperne står originale med støbte trin, pudset og kalket underside samt smedet håndliste.

Arkitektonisk værdi:
Esbjerg Station fremstår som et kraftfuldt og sluttet bygningsværk med gedigne, røde teglstensmure og skiferklædte heltage med stort set ubrudte tagflader. Esbjerg Stations arkitektoniske værdi ligger i den statelige bygnings udstråling af værdighed, myndighed og soliditet, som den langstrakte, tredelte og dog kompakte bygningskrop udviser med det stejle helvalmede tag, de markante tårne og frontgavle samt de symmetriske facader med den taktfaste vinduessætning. De rigt udsmykkede facader og det markante indgangsparti giver bygningen et monumentalt og storladent udseende. Stationsbygningen har et overvejende horisontalt udtryk, som understreges af den høje og rustikke sokkel, kordongesimserne, sålbænksbåndene, balustraderne og hovedgesimsen samt det gennemgående perrontag på bygningens østside. Dog giver sidefløjenes små hjørnetårne samt det iøjnefaldende midterparti med fremskudte tårne og markante frontgavle, hvor frontgavlen mod gaden endvidere er udsmykket med en toptak udskåret som en løve, der holder et våbenskjold, et vægtigt modspil til det horisontale, hvorved stationsbygningen får et yderst velafbalanceret udtryk og på traditionel vis samler opmærksomheden sig om bygningens midte, hvori hovedindgangen er.    

Hertil kommer, at den arkitektoniske værdi i høj grad også ligger i murværket, som er muret i krydsforbandt med røde teglsten sat sammen med mørke kopper i ”tilfældigt mønster” og en rig anvendelse af røde formsten, et lyst stenmateriale, hvori der også er indhuggede motiver af forskellig karakter, samt granitsten og enkelte gule sten. Den rige anvendelse af formsten, mønstermurværk og natursten giver sammen med gesimsbånd, vinduesindramninger, tilbagetrukne murpartier og balustrader bygningen et herskabeligt udtryk, der akkompagneres af de ældre, smårudede vinduer og de brede, rundbuede og smårudede fyldingsdøre.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den høje håndværksmæssige kvalitet, der ses i stationsbygningens bevarede bygningsdetaljer og dekorationer. Der er i det indre en tydelig kontrast imellem de offentlige rum med et storladent udseende og slidstærke overflader til kontorernes mere enkle detaljeringsgrad og materialeanvendelse. Tillige er der arkitektonisk værdi ved kontrasten imellem den gennemlyste forhal med dobbelthøj lofthøjde og stationsbygningens øvrige lavere rum. På grund af især forhallens materialeanvendelse bindes interiøret sammen med eksteriøret, og en troværdig helhedsopfattelse af bygningen opstår.

Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier ved Esbjerg Station knytter sig i det ydre til den tredelte længebygning med en midterfløj med skiferklædt, afvalmet heltag, fremskudte skiferklædte, ottekantede tårne, frontgavle og arkade samt sidefløje med balustrade og skiferklædte hjørnetårne. Hertil kommer de mange bygningsdetaljer, herunder tårnenes kobberpinakler, tagenes kobberinddækninger, murværket i røde sten med mørke kopper og samtlige murværksdetaljer, herunder frontgavlens kamtakker, brugen af mønstermuring, røde formsten og et lyst stenmateriale med forskellige indhuggede motiver, heriblandt De Danske Statsbaners bomærke. Endvidere kommer kordongesimser, facadebånd, hovedgesimser, balustrader prydet af det danske rigsvåben, vinduesindfatninger med rundbuede og trekantede frontoner – alle udført i et lyst stenmateriale – samt de rundbuede dør- og vinduesåbninger med markante vederlags- og slutsten, den rustikerede sokkel, uret og glasmosaikkerne i de store vinduespartier, kobbernedløbsrør, de ældre vinduer og døre samt perrontaget med støbejernskonstruktionen og samtlige detaljer. Endvidere kommer den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier ved Esbjerg Station knytter sig i det indre til den i store træk bevarede ældre planløsning, herunder den i stuetagen centralt placerede, gennemgående og dobbelthøje forhal, vandrehallen langs gaden og de sekundære og interne funktioner i nord- og sydenden. Hertil kommer førstesalen med de to spejlvendte planløsninger med en midterkorridor og værelser mod både gade og perron, som gentages i den delvist udnyttede tagetage, den udnyttede kælderetage og trapperummene med de oprindelige toløbstrapper med udskårne mæglere samt hjørnetårnenes oprindelige spindeltrapper med samtlige detaljer. Endvidere kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder gulve af tofarvede ølandsfliser, forhallens vægge med røde formsten og kalkede motiver af stiliserede rosenbuske, sparrelagte loftbrædder og bemalede spær sammenspændt med trykaflastningsbuer, spærsko og kopbånd, de blyindfattede våbenskjold af farvede glas i de store vinduespartier og lysekronen. Hertil kommer vandrehallens synlige, bemalede bjælkelag og synlige loftbrædder samt førstesalens bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt fyldingsdøre, hængsler og greb, profilerede gerichter, fodpaneler og vinduesindramninger med brystningspaneler under samt kælderen monierhvælv. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Jernbanestation
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
31-12-1983
Journal nr.:
0000

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
15-02-2002
Journal nr.:
2001-917/561-0001


Dokumenter

Dokumenttype:
Undersøgelse
Beskrivelse:
Jernbanegade 031, stationsbygningen, matr.nr. 1417, Esbjerg bygrunde. Summarisk farvearkæologisk redegørelse. Forhallen - Rosenmotiver. 3 sider samt fotografier og skitser. E. W. Bertelsen. Maj 1988.


Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Jernbanegade 31

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap