Sag: Trinitatis Kirkeplads

Købmagergade 52, København
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Andet
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Trinitatis Kirkeplads
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Købmagergade 52
Kommune:
København
Omfang:
Det selvstændige landskabsarkitektoniske værk Trinitatis Kirkeplads bestående af den flisebelagte plads, trappeanlæg med rampe, skulptur, konsoller, monument for Johan Herman Wessel og Carl Ewald, gravsten, ligsten, gitter, træer, arkade, lamper (1984 af Sven-Ingvar Andersson og Steen Høyer samt Inger og Johannes Exner). F. 2020
Beskrivelse:
Trinitatis Kirkeplads ligger helt centralt i Københavns Indre By, op ad Trinitatis Kirke og Rundetårn, tæt ved Regensen og med adgang fra Købmagergade, Landemærket og Pilestræde.
Kirkepladsen er - trods den meget centrale placering – et fredfyldt sted, en oase i det pulserende byliv, hvor det er muligt at krydse igen-nem eller tage sig et hvil på en af de udlagte sandstenskonsoller. Det er en lille intens plads, som ligger i ly af den store kirke, en smøge, en passage, et mellemrum i den tætte by.
Kirkepladsen afgrænses mod vest af Rundetårn (1637-1642, fredet 1932), Trinitatis Kirke (1637-1651), Landemærket og Trinitatis Kirkes præstebolig (1928) - og mod nord af det i 1982 opførte sognehus og arkade mod Pilestræde. I den nordøstlige del afgrænses pladsen af ejendommen Pilestræde 65 (sidste del af 1800-tallet, høj bevaringsværdi) og længere mod syd af ejendommen Købmagergade 52 (1750-1760, fre-det 1945). Endelig danner Købmagergade grænsen mod syd.
Pladsens sydlige del, tættest på Købmagergade afgrænses i belægningen af tre flade trin, der er lagt i et bueslag foran et bagvedstående, højt sandstensmonument. På hver side af monumentet står to ’københavnerbænke’, der stopper alle forsøg på indkørsel med biler, og bag monumentet står et træ. Opmærksomheden drages imidlertid hurtigt, forbi monument og bænke, ind mod den med kvadratiske granitfliser, beklædte plads, hvor i alt 21 konsoller på støbejernsben i linjer eller i grupper ’bevæger sig’ over mod pladsens nordøstlige hjørne. Konsollerne stammer fra restaureringen af Rundetårn i 1980-81, hvor de fleste af de i alt 24 konsoller, som bærer rundgangen på den øverste del af tårnet, blev udskiftet. Nu fungerer konsollerne som møbler på pladsen, hvor de både viser vej og opfordrer den besøgende til at sætte sig eller bare slappe af.
I konsollernes retning, i pladsens nordøstlige hjørne, ligger et skulpturelt rampe- og trappeanlæg, der optager niveauforskellen mellem pladsen og en smøge mod Pilestræde. Anlægget har to sider med trappetrin, som ligger parallelt med ejendommen Pilestræde 65, og dermed er let drejet i forhold til kirken. Midt mellem trapperne løber en let terrasseret rampe, som er tiltænkt barnevogne og kørestole, men også kan bruges af cyklister. Til dem, der ønsker at bruge trappen, er der ind mod sognehuset opsat et gelænder. Rampen er belagt med slidte chaussésten, indrammet af brede bordursten. De lange trappetrin er også af granit. Selve smøgen er belagt med slidte chaussésten. Udgangen til Pilestræde er afsluttet af en muret arkade med to buer. Lige inden for arkaden ligger indgangen til det sognehus, som er opført samtidig med kirkepladsens nuværende indretning.
I hver ende af kirkepladsen står et træ i en kvadratisk chaussésstensbelægning. Det ses af to ’tomme’ chausséstensfelter på hver side af de nuværende træer, at der har stået yderligere to træer i hver ende.
Mod Landemærket er - i fortsættelse af Trinitatis Kirke - bevaret en lille kirkegård. Derefter følger en flisebelagt adgangsvej for biler og endelig en smal forhave til præsteboligen. Kirkegården og præsteboligens forhave er begge græsklædte og indhegnet af et jerngitter.
På den lille kirkegård findes tre liggesten og fire gravsten samt to træer.
Den mellem kirkegården og præsteboligens forhave liggende adgangsvej er også belagt med de samme kvadratiske fliser, som ligger på den centrale plads. Mod Landsmærket er adgangsvejen afgrænset af pullerter, der automatisk kan sænkes. En flisegang forbinder en indgang fra Landemærket med en indgang fra kirkepladsen, og herfra fører en kort flisegang hen til kirken. Fliserne er de samme kvadratiske granitfliser, som ligger på den centrale plads.
Imellem kirkens stræbepiller er en række store liggesten.
Kirkepladsen er i de mørke timer oplyst af i alt syv ’Koldinghuslamper’. Lamperne er tegnet af Inger og Johannes Exner til Koldinghus, hvor de først blev anvendt i Christian 4.s kirkesal, som var færdig i 1980. De er delvis beskyttes af jerngitre, som er opsat imellem stræbepillerne. Gitrene anvendes dog også i vidt omfang til forankring af cykler med hængelåse.
Børn og andre med fokus på detaljen vil måske opdage, at der er indhugget dyremotiver i fire af konsollerne, herunder på de to, der står oprejst. På en liggende konsol - tættest på Købmagergade - er der indhugget fire frøer, to store og to små. Det er den eneste konsol, som ikke er af sandsten, men af marmor. På en anden, oprejst konsol – tæt ved Købmagergade 52 og ofte godt gemt mellem parkerede cykler – er indhugget to ugler, én i flugt og én i et træ. På en tredje konsol, som også er oprejst, og som står langt inde på pladsen ved overgangen til rampen ned til Pilestræde, er indhugget to katte og to rotter. Endelig viser - den sidste af de behugne konsoller - en ræv, der jager tre gæs. Denne konsol ligger helt nede ved Pilestræde.
Monumentet som afgrænser pladsen mod Købmagergade er af billedhugger Otto Evens og opsat i 1879 af Københavns Kommune og Eibeschütz legat. I det høje sandstensmonument er indsat epitafier i bronze af digterne Johannes Ewald (1743-1781) og Johan Herman Wessel (1742-1785). Øverst toppes monumentet af to bronzefigurer, der forestiller puttier med laurbærkranse ved fødderne. På soklen er indhugget en mindeskrift: VED DENNE KIRKES MUR HVILER STØVET AF DIGTERNE/ EWALD OG WESSEL/ DER SAMTIDIG GAVE ALVOR OG SKJEMT ET LEVENDE UDTRYK/TIL GLÆDE FOR FOLKET/TIL FREMME FOR VOR DIGTERKUNST”
Bygningshistorie:
Kirkepladsens nuværende udseende er stort set uændret efter de i 1982 foretagne ændringer, som blev gennemført samtidig med opførelsen af sognehuset mod Pilestræde og istandsættelsen af Trinitatis Kirke og Rundetårn. Disse ændringerne omfattede en omlægning af kirkepladsens granitfliser.
Det er landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson,som sammen med en ung Steen Høyer,og arkitekterne Inger og Johannes Exner har stået for kirkepladsens udformning. Resultatet er et yderst vellykket resultat af et tæt samarbejde, med flydende faggrænser og gensidig inspiration.
Pladsens granitfliser er fra 1928-29, da den blev omlagt samtidig med at et ligkapel (1870 af Nebelong) øst for kirken blev nedrevet til fordel for opførelsen af den nuværende præstebolig (1928 af Henning Hansen og Thomas Havning). Før præsteboligen og ligkapellet lå kirkens sprøjtehus her. Fliserne er med Sven-Ingvar Anderssons ord: ”Gudeskønne, fordi de håndhuggede sten er slidt gennem århundreder sådan, at det ternede mønster, som nogle er forsynet med, bare kan anes”.
Området blev i 1657 taget i brug som kirkegård for Trinitatis Kirke. I 1851 blev det forbudt at nedsætte lig i de indenbys kirkegårde. ”Samme år blev der på den del af kirkepladsen, der vender ud mod Købmagergade, åbnet et udsalg for frisk drikkevand, hentet fra Hellig Kors’ Kilde ved Roskilde. … Drikkevandet i byen var på det tidspunkt også absolut sundhedsfarligt, og byens første vandværk blev først taget i brug nogle år senere”. Dertil kommer flisernes smukt vekslende farvespil.
På et tidspunkt blev de østlige dele af kirkegården solgt, og her blev i 1876-77 opført én af de Hambroske Vaske- og Badeanstalter. Den blev revet ned i 1963-1970.
De på pladsen 21 udlagte konsoller har tidligere understøttet platfor-men øverst på Rundetårn. Ved restaureringen af den øverste del af
tårnet i 1980-1981 viste det sig nødvendigt, at udskifte de fleste af kon-sollerne, samt at flere af konsollerne også tidligere havde været ud-skiftet.
Videre foreslår Exner, at man hvert år lader en billedhugger besmykke nogen af konsollerne. Dette forslag blev realiseret i 1986, da billedhuggeren Ejgil Westergaard udsmykkede fire af konsollerne med dyremotiver, jf. beskrivelsen ovenfor. Motiverne er hentet fra de dyr, som færdes i og omkring Rundetårn.: ”De ældste [konsoller] var fra Chr. IV’s tid, fra tårnets opførelse i 1641, men der var også konsoller fra senere perioder, fra 1600-tallet, 1700-tallet og 1800-tallet. Det gælder konsol-ler fra istandsættelsen efter branden i 1798, og fra restaureringen 1869-71. At Rundetårns top var så ombygget, var ikke ganske klart. Det interessante er også, at de forskellige aldre kan konstateres på konsollerne. Det ses især på deres bagender, der før var skjult i indmuringen i tårnet. De ældste konsoller, fra Chr. IV’s tid, er karakteristiske ved at være ret korte samt ved den meget grove hugning og forarbejdning af bagenderne. De senere 1700-talskonsoller er længere og mere præcist tilhugget. 1800-talskonsollerne er endnu længere og mere præcise. Og endelig er der en 1900-talskonsol, en overskydende reservekonsol fra vor restaurering, som er tilsavet og helt præcis”. Alle konsoller er af sandsten, med en enkelt undtagelse, som er af norsk Gellebækmarmor. ”Denne konsol kan være udført af byggematerialet til Chr. IV’s berømte og fantastiske kirke, Sct. Anna Rotunde, som desværre aldrig blev fuldført, men til sidst blev benyttet som stenbrud”.
På ældre fotos kan man se, at konsolrækken tættest på Købmagergade, tidligere har ligget længere fra Trinitatis Kirke, og at der har ligget konsolsten ned ad rampen mod Pilestræde.
Kirkegårdens nuværende udseende skyldes en renovering i 2002 udført efter tegninger af landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen. I den forbindelse blev et par af kirkegårdens gamle gravsten flyttet en smule.
Lignende anlæg: Trinitatis Kirkeplads har ikke efter Styrelsens oplysninger nogen genkendelige paralleller eller referencer andre steder, heller ikke med hensyn til det elegante trappe/rampeforløb med to trapper og én rampe.
Landskabsarkitekt: Sven-Ingvar Andersson (1927-2007) - med Steen Høyer (1945-2019), som var tilknyttet tegnestuen, da kirkepladsen blev ændret.
Sven-Ingvar Andersson var svensk/dansk landskabsarkitekt, fra 1959 lærer ved Kunstakademiets Arkitektskole i København, fra 1963-97 professor samme sted og sideløbende hermed egen tegnestue i København. Han modtog 1987 Eckersbergs Medalje, 1988 Prins Eugens Medalje og 1996 C.F. Hansen Medaljen.13 Han har været banebrydende for teoridannelsen i forbindelse med restaurering af have- og landskabsanlæg. Han har således formuleret begreberne: ’rekonstruktion’, der omfatter den kunsthistorisk og teknisk korrekte genopbygning, der har formen som mål; ’renovering’, den følsomme æstetiske fornyelse med respekt for den oprindelige skabelse, og har til hensigt at ramme ånden; og endelig den ’fri fornyelse’, som en kollageagtig tilføjelse i et nyt kunstnerisk greb med henblik på at gengive anlægget sin værdighed.
Sven-Ingvar Andersson er kendt for mange anlæg i såvel Danmark som Sverige.
Arkitekter: Inger Exner (1926-) og Johannes Exner (1926 -2015).
Inger og Johannes Exner er især kendt for genopbygningen (1972-1992) af Koldinghus (fredet 1918), men også som arkitekter for mange nye kirker fra Sct. Clemens Kirke (1963) i Randers til Opstandelseskirken (1984) i Albertslund - og som restaureringsarkitekter. Inger og Johannes Exner har således blandt meget andet stået for istandsættelsen af Rundetårn og Trinitatis Kirke (1981-1982).
Landskabsarkitekt: Jeppe Aagaard Andersen (1952-2018) var i en årrække efter sin afgang som landskabsarkitekt fra Kunstakademiet i 1980 ansat hos Sven-Ingvar Andersson. Han fik i 1987 egen tegnestue først herhjemme og senere også i Australien. Fra 2014 var han professor ved Arkitektur og Designhøjskolen i Oslo.
Jeppe Aagaard Andersen er blandt mange andre værker især kendt for udformningen af Sundspromenaden i Malmø (2001) og for Kulturhavn Kronborg (2013).
Kunstnerisk udsmykning: Dyrefigurerne på konsollerne er udført af billedhugger Ejgil Westergaard (1928-2015). Han har i øvrigt skabt talrige gravmæler især på nordvestjyske kirkegårde samt mange skulpturer og monumenter i andre sammenhænge. Hans foretrukne materiale var granit. Dyr optræder ofte som motiv, enten helt eller kun delvis hugget fri af stenen.
Billedhugger Otto Evens (1826- 1895) hørte jf. Dansk Biografisk Leksikon til den gruppe af billedhuggere, der med Bissen og H. E. Freund som lærere videreførte den thorvaldsenske klassicisme og formidlede dens gradvise overgang til naturalismen. Det fine, stemningsfulde mindesmærke for Ewald og Wessel ved Trinitatis kirke (1879) er en god prøve på, hvad han formåede i dekorativ henseende.
kilder:
Sven-Ingvar Andersson, artiklen ”Trinitatis kirkeplads” i ”Torve og Pladser, Bygningskulturens Dag 1999”

”Sven-Ingvar Andersson 2002”. Katalog til udstilling i anledning af landskabsarkitekt, professor Sven-Ingvar Anderssons 75-års dag

Inger og Johannes Exner, artiklerne ”Trinitatis Kirke – en restaurering” og ”Trinitatis sognehus og kirkeplads”, Arkitektur DK 1985, 3

Johannes Exner, upubliceret notat af 25.4.1984: ”Trinitatis kirkeplads, Kirkepladsen og de gamle Rundetårnskonsoller”

Karsten Kynde, ”Konsolstenene på Trinitatis Kirkeplads” artikel i ”Trinitatis”, 1987-1988, nr. 1

Annemarie Lund, omtalt i ”Guide til dansk havekunst år 1000-1996”, 1997

Annemarie Lund, ”Danmarks Havekunst III”, 2002

www.trinitatiskirke.dk/info/historie/kirkepladsens-historie
www.ingerogjohannesexner.dk/works/kbh-trinitatis-kirkeplads

Dansk Biografisk leksikon og Weilbachs kunstnerleksikon.
Miljømæssig værdi:
Pladsen er med sin placering i Københavns middelalderby, umiddelbart op ad én af de travleste gågader, en åbning og et åndehul i det pulserende byliv. De få træer er afgørende for helhedsindtrykket og bidrager sammen med de to græsklædte flader nær Pile-stræde til en fredfyldt stemning. Det er helt afgørende for stedet, at der ikke er mulighed for gennemkørende biltrafik.
Kulturhistorisk værdi:
Trinitatis Kirkeplads har en lang og betydningsfuld kulturhistorie, fra at være en lukket plads ved de af Chr. IV i 1637-1651 opførte Trinitatis Kirke og Rundetårn, til at have fungeret som kirkegård for Trinitatis Kirke frem til 1851, hvor der ikke længere måtte ske begravelser inden for voldene – til i 1928-1929 at blive omlagt til en åben plads af Københavns Kommune til ’stadens almindelige bedste’, - og til i 1982 at blive suppleret med rampe/trappeanlægget mod til Pilestræde, de fra Rundetårn udskiftede konsoller og flere nye træer foran det nyopførte sognehus.
Monumentet over Johannes Ewald og Johan Herman Wessel ved Købmagergade - og deres mindesten på kirkegården - stemmer sindet, vedligeholder vores viden om de to betydningsfulde digtere og oplyser om, hvordan man tidligere hyldede kultupersonligheder. Samtidig er det en del af vores kulturhistorie om udformning af monumenter sidst i 1800-tallet.
Endelig kan det af gamle stik og fotos ses, at Trinitatis Kirkeplads i mange år har haft en betydning som en vigtig passage, en grøn oase og et fredfyldt åndehul i byens liv.
Pladsen rummer således både kulturhistorie om ændringer i Københavns centrale middelalderby, som omgivelse til nogle af Chr. IV’s markante bygningsværker; den repræsenterer kirkegårdshistorie, stenhuggerhistorie og monumenthistorie, og den er samtidig et vidnesbyrd om et væsentligt og tæt samarbejde mellem landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson og arkitekterne Inger og Johannes Exner.
Arkitektonisk værdi:
Pladsen rummer en sjælden intensitet af arkitektoniske kvaliteter og kulturhistoriske minder i det centrale København. Den formår, på en uhøjtidelig måde, at binde de forskellige perioders bygninger og mindesmærker sammen og samtidig at fungere som en nutidig og fredfyldt passage med mulighed for alt fra meditation til at indtagelse af en nyindkøbt pølse med brød.
De gamle, slidte, kvadratiske fliser giver pladsen en overflade, der indikerer en historisk betydning og hvis blanke overflade reflekterer det skiftende vejrlig. Belægningen er, som Sven-Ingvar Anders-son skriver, ”gudeskøn”. Videre medvirker de flade trin i belægningen foran monumentet mod Købmagergade både til at give monumentet opmærksomhed og til tydeligt at markere grænsen mellem gågaden og pladsen.
Trappe/rampeforløbet mellem pladsen og Pilestræde løser på overbevisende og æstetisk vis terrænspringet.
Arkaden mod Pilestræde udgør en betydningsfuld afgrænsning af pladsen i forhold til den meget påtrængende Gutenberghus-bygning på den anden side af Pilestræde.
Anvendelse og udlægning af konsollerne fra istandsættelsen af Rundetårn bidrager på afgørende måde både til pladsens aktuelle brugsværdi og til at skabe interesse for stedets kulturhistorie. Konsollerne inviterer til ro, men de viser samtidig med deres, tilsyneladende skødesløse placering - på linjer og i grupper - vej for de fodgængere, der ønsker at anvende kirkepladsen som passage mellem Købmagergade og Pilestræde. Samtidig er de indhuggede dyremotiver på fire af konsollerne et overraskende indslag, som fremmer den besøgendes nysgerrighed.
Monumentet over Johannes Ewald og Johan Herman Wessel fremstår som et bemærkelsesværdig udformet element, der kan minde os om tidligere traditioner og anderledes formsprog, og som stadig er fint placeret på sin plads ud mod gågadens fortravlede og ofte lidet kvalitetsbevidste forbrugere.

Sidst skal nævnes den harmoniske materialitet, som pladsen indgår i. Der tænkes her på samspillet mellem pladsens granitfliserne, Trinitatis Kirke og præstegårdens blotlagte gule murværk, Exners sognehus med røde sten - der korresponderer med Regensens ligeledes røde mursten – og pudsede områder, som korresponderer med det gråpudsede murværk på det kommende hotelkompleks, Pilestræde 65. Alt indgår i et sanseligt, harmonisk indtryk, der giver pladsen en særlig ’tone’.
Bærende fredningsværdier:
Pladsens bærende fredningsværdier knytter sig til den sammenhængende belægning af kvadratiske granitfliser, de tre afrundede, flade trin mod Købmagergade, det skulpturelle rampe-/trappeforløb og arkaden, der afgrænser pladsen mod Pilestræde, samt pladsens ”møblement” i form af konsollerne.
De bærende fredningsværdier knytter sig endvidere til monumentet for digterne Johannes Ewald og Johan Herman Wessel, til gitrene omkring kirkegården, præstegårdens forhave, til alle ligsten og gravsten samt til de store træer på pladsen.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Andet
Bebyggelsestype:
Hovedstad - Den gamle bykerne
Fredningsstatus:
Fredet
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsbeslutning
Dato:
23-01-2020
Begrundelse:
Slots- og Kulturstyrelsen finder, at det selvstændige landskabsarkitektoniske værk Trinitatis Kirkeplads bestående af den flisebelagte plads, trappeanlæg med rampe, skulptur, konsoller, monument for Johan Herman Wessel og Carl Ewald, gravsten, ligsten, gitter, træer, arkade, lamper (1984 af Sven-Ingvar Andersson og Steen Høyer samt Inger og Johannes Exner) på Købmagergade 52, matr.nr. 1 og del af 7000g, Rosenborg Kvarter, Københavns Kommune, har de fremragende arkitektoniske , og kulturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning af et værk, som er yngre end 50 år. Trinitatis Kirkeplads fremstår som et fredfyldt rum, der på enkel og uhøjtidelig vis formår at forbinde kirken og den omgivende bebyggelse. De gamle, slidte kvadratiske fliser giver pladsen en overflade, der indikerer en historisk betydning. Også de udlagte konsoller fra restaureringen af Rundetårn understøtter ikke blot pladsens kulturhistorisk værdi, men bidrager også til pladsens aktuelle brugsværdi både som ”møblement” for dem, der vil nyde pladsens ro, og for de fodgængere, der ønsker at anvende kirkepladsen som passage mellem Købmagergade og Pilestræde, idet de med deres, tilsyneladende skødesløse placering - på linjer og i grupper – viser vej over pladsen. Også den skulpturelle forarbejdning af konsollerne bidrager til pladsens diskrete æstetiske udformning. De flade trin i belægningen mod Købmagergade foran monumentet for Johannes Ewald og Johan Hermann Wessel markerer tydeligt grænsen mellem den travle gågade og den fredfyldte plads. På samme måde udgør arkaden mod Pilestræde en betydningsfuld afgrænsning af pladsen mod gaden, der ligeledes understreger pladsens fredfyldte rum. Endelig løser trappe- og rampeforløbet mellem pladsen og Pilestræde på overbevisende og æstetisk vis terrænspringet mellem plads og gade.
Journal nr.:
19/03617


Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Købmagergade 52A

Fredede omgivelser: 1

Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap