Sag: Østervang

Fredet 1982.

Østervang er en lille grundmuret bygning med heltag og en kraftig skorstenspibe i rygningen, der er opført som gårdsmedje og maltkølle. Den ligger solitært i udkanten af haven, nord for stuehus og avlsbygninger, og er omgivet af pigstensbelægning. 

Bygningen står på syldsten og er opført af kalksten, der er kalket hvide ligesom sugfjælen. Mod syd sidder to halvdøre med ældre hængsler, mod øst er der tre mindre smårudede vinduer, mens der mod nord og vest er små luger. Døre og vinduer er rødmalede. Ved vestgavlen er bevaret en stente.

Indvendigt består bygningen af to rum, i det østre er der et åbent ildsted samt en stor blæsebælg. Gulvet er støbt, væggene står i rå kalksten, og der er fritliggende bjælkelag og loftsbrædder.

Bygningen menes at være opført i 1790´erne af arvefæster Peder Poulsen Smed. Bygningens østre rum var indrettet som gårdens smedje med esse og blæsebælg, det vestre blev anvendt til maltkølle. I maltkøllen tørrede man større mængder spirende byg ved røg og varme. Ildstedet var som regel en lav muret ovn, og malten blev lagt oppe på flager, en jernplade med meget små huller i, eller brædder under loftdækket, der bestod af granitstolper. Ilden skulle være tilpas for at der ikke gik ild i malten eller flagerne, og derfor var der vagt døgnet rundt, når maltkøllen blev brugt. På grund af den store brandfare, der var forbundet med dette, valgte man ofte at placere maltkøllen i et fritliggende lille hus.

Smedjen og maltkøllen nævnes i brandforsikringsprotokollen i 1823 og 1845 med en udførlig beskrivelse. Peder Poulsen Smeds søn Ole Pedersen udnyttede smedjen til den første kendte egentlige industrielle maskinproduktion på Stevns. I selvejertiden med landboreformerne var bønderne ivrige arvtagere af nye gode markredskaber. Men omkring år 1900 var både smedjen og maltkøllen gået ud af brug. I stedet for at brygge øl selv, fik man fyldt tønderne op med købeøl fra et stort bryggeri. 

I 1920´erne blev smedjen indrettet til lysthus med rundbuede døråbninger og vindue. Efterhånden trængte bygningen til en kærlig hånd, og i 1982 blev smedjen fredet og istandsat på initiativ af Stevns Museum.

Østervang, Broveshøjvej 19, Lille Heddinge, Henning Poulsen 1983.

Landbokvinden, Ole Højrup.

www.aabnesamlinger.dk/lollandfalster/frilandsmuseet/samling/bygninger/maltkoelle.asp

Østervangs kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens velbevarede helhed med ildstedsesse, der vidner om at bygningens østre del blev anvendt som gårdsmedje, hvilket skorstenens karakteristiske gnistfangs udformning understreger. Hertil kommer den lille luge på nordsiden, der har den praktiske funktion, at man kunne stikke jernet ud igennem, hvis det var for langt til at være inde i den lille smedje. 

Endvidere er der kulturhistorisk værdi i det bevarede rum med kalkstensgulv, flagehylde og granitbjælke, der vidner om at bygningen også rummede en maltkølle.   

Hertil kommer, at man indvendigt kan se de rå kalksten og deres karakteristiske størrelse som bygningen er opført i, hvilket fortæller at også gårdsmedjen er opført i den lokale kalksten, der blev brudt i herregården Gjorslevs brud i Stevns Klint. 

Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den bevarede stente, som er resterne af det dige, der adskilte haven fra marken udenfor skellet. En stente er en flad sten rejst på højkant med en lidt højere stenstøtte som man kunne holde ved, når man skrævede over stenten. Stenten havde det formål at give bonden let adgang til marken, og samtidig holde kreaturerne ude fra kålgården eller haven.

Den arkitektoniske værdi ved Østervang knytter sig til det enkle og gedigne bygningsvolumen med en klart afgrænset form, ubrudt tagflade, sugfjæl og halvdøre, ældre luger og vinduer med håndsmedede beslag. Bygningens eneste detaljering knytter sig til skorstenens gnistfang, som udelukkende er funktionelt betinget. 

I bygningens indre er der arkitektonisk værdi i de ubehandlede kalkstensvægge og den store skorsten, der også er opmuret i kalksten samt den oprindelige planløsning.

Østervangs bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til bygningens enkle bygningsvolumen af store kalksten med ubrudt heltag, kraftig ildtstedsskorsten, sugfjæl, halvdøre og luger med håndsmedede beslag samt ældre vinduer. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

Østervangs bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den oprindelige planløsning med smedje mod øst med esse og blæsebælg samt maltkølle mod vest. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.