OBS. Udfald ved kortvisning kan forekomme

Sag: Fjellebro Hovedgård

Sundsgårdsvej 4-10, Faaborg-Midtfyn
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Komplekstype:
Herregård
Antal bygninger:
2
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Fjellebro Hovedgård
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Sundsgårdsvej 4-10
Kommune:
Faaborg-Midtfyn
Omfang:
Den trefløjede hovedbygning (1600-tallet, ombygget 1726) og herskabsstalden (1622, forlænget efter 1772 og nyindrettet 1912).
Fredet 1918. Udvidet 1996.*
Beskrivelse:
Bygningen ligger på en borgholm omgivet af sø og voldgrave. De tre fløje i to etager åbner sig mod øst. Hovedgården er et trefløjet anlæg, opført i røde teglsten i krydsforbandt over en høj sokkel af tilhugne granitkvadre. Etagedækkene afspejler sig i regelmæssigt anbragte dekorative murankre. Murene afsluttes mod tagene af en profileret tandsnitgesims. De stejle tage er på alle fløje helvalmede og over en høj opskalkning hængt med røde vingetegl. I rygningerne er regelmæssigt anbragte skorstenspiber med sokkel og krave.

Størstedelen af vinduerne er korspostvinduer med otte ruder i de nederste rammer og fire i de øverste.  I sydfløjen er adgang til gården gennem en rundbuet portåbning, hvorover er indmuret sandstenstavle med et englehoved og resterne af indvielsestavlen. Nordfløjens indgangsparti indfattes af en klassisk opbygget sandstensportal med pilastre med kompositkapitæler over en profileret base. Selve dørfløjen er en fyldingsdør med kraftigt profilerede fyldinger i barok udformning.

Nordfløjen, der er den ældste, blev opført i sidste fjerdel af 1500-tallet som et enkelthus med trappetårn og hemmeligheder ud til voldgraven. Fløjen er to fag bred og syv fag lang med en høj kælder under. Husets alder ses af stenstørrelsen og de dobbelte fladbuede stik, der er over alle vinduesåbninger samt af hemmeligheden ud mod voldgraven på nordsiden.

I begyndelsen af 1600-årene opføres den parallelt liggende sydfløj, hvori portåbningen er. Fra porten er der til venstre indgang til en hovedtrappe i fløjen og til højre indgang til et overhvælvet kapel, som er årsagen til, at sydfløjens vinduer i stueetagen sidder lavere og mangler helt i østgavlen. Vestfløjen bygges på sydfløjen senere i 1600-tallet. I sammenskæringen mellem syd- og vestfløjen, er i 1912 opført et højt firkantet hjørnetårn med en terrasse på toppen i tagrumshøjde. Terrassen er kantet af en cementbalustrade. En hjørnebygning, ligeledes fra 1912, binder nordfløjen sammen med vestfløjen.

Plandispositionen er i nordfløjen karakteriseret ved en forbindelsesgang mod gården og en række værelser mod voldgraven. Midt i fløjen er trappeforbindelsen ad en toløbstrappe med indstemte trin med slanke, drejede balustre. Trappen stammer formentlig fra en større ombygning omkring 1860’erne. Rummene i fløjen står meget enkelt udstyrede med traditionelle overflader fra 1800-tallet og frem til 1960’erne. I en sammenbygning fra 1912 mellem nord- og vestfløjen findes endnu en traditionel toløbstrappe, der betjener begge fløje. Vestfløjens indretning består af en bred gang ind mod gården og ud mod voldgraven af en række store rum, der er forbundet med dobbeltdøre, og som i sydgavlen bliver til en stor sal med lys fra to sider. Herfra er der forbindelse til sydfløjens meget stort anlagte senbaroktrappe med svungne, men slanke dokkebalustre og bred håndliste og brede trin af egetræ, i stuen afsluttet af et gulv af stenfliser. En tofløjet, nyere dør i en mægtig, forkrøppet barokindfatning fører herfra ud i portrummet. I den søndre del af denne fløj er der, som nævnt, et kapel med adgang direkte fra portrummet. Kapellet har et raffineret stjernehvælvet loft og en kamin i bagvæggen. Tagværket på vestfløjen er et ældre, måske oprindeligt hanebåndstagværk med et stort hængeværk over salen på anden etage. Der er fast undertag. Fra tagrummet er der udgang til hjørnetårnets terrasse.

Alle fløjenes interiører har et traditionelt rumudstyr med ældre plankegulve, pudsede vægge og lofter, flere med en stor, profileret gesims, samt to- og trefyldingsdøre, som i vestfløjen må stamme fra 1720-ombygningen. Indfatninger, greb og hængsling ser dog ud til at være fra istandsættelsen i 1912, hvor der også er kommet toiletter til ude i hjørnetårnet. Vinduerne er rundpostvinduer i nordfløjen; i vestfløjen har vinduerne et særligt klassicistisk profil på lodposten, og de må være kommet til ved istandsættelsen omkring 1912. Adskillige rum har vægpaneler og lysningspaneler, som kan stamme fra begyndelsen af 1700-årene; nogle af panelerne kan dog stamme fra 1912-istandsættelsen. I vestfløjen er bevaret en række støbejerns-vindovne fra 1700-årene. Generelt er værelserne og stuerne på anden etage udstyret med interiører fra istandsættelsen i 1912-1913.

I vestfløjens første etage er der særligt fornemt udformede stukloftsdekorationer fra 1720’erne i salen midt i fløjen, (herom senere). Endelig er det også på første etage i vestfløjen, at den store sal i sydgavlen har en højst usædvanlig stenbeklædning på alle vægge, opdelt af stenpilastre med kapitæler sammen med en særlig høj, nærmest arkitravagtig loftgesims – salen har med stor sandsynlighed været anvendt til logehandlinger i forbindelse med de daværende ejeres frimureri, (herom senere).   På anden etage i en sal med åben kamin er der over kaminen en ualmindelig stukdekoration med et næsten tredimensionelt relief med et mandshovede og buste, iklædt romersk imperatordragt og laurbærkrans om det korte hår. Relieffet indrammes af profilerede borter og to putti holder et forhæng til side over den portrætterede. Det hele krones af en vældig muslingeskal. Stukarbejdet må være fra 1720-ombygningen.

Der er murede kældre under nordfløjen og vestfløjen. Nordfløjens kælder har bræddeloft, mens vestfløjen er opdelt i syv fag dobbelte grathvælv omkring en midterpille. Gulvene er lagt med store ølandsfliser. Her befinder det store gamle køkken sig stadig. En enkelt stentrappe på fire sandstenstrin fører fra kælderen op til gården.  

Herskabsstalden
I forbindelse med en restaurering i 1880’erne blev ladegården udflyttet til sin nuværende placering sydvest for hovedbygningen. Dog ligger den langstrakte herskabsstald i massivt bindingsværk stadig som en optakt til Fjellebros tilbagetrukne fornemme røde hovedbygning. De ældste nordlige dele af staldbygningen er fra begyndelsen af 1600-tallet. Bygningen er blevet forlænget i slutningen af 1700-tallet og nyindrettet i 1912.

Herskabsstalden er en 40 fag lang og fem fag dyb bindingsværksbygning. Stalden er opført af gedigent bindingsværk og står med tjærede stolper og hvidkalkede tavl. Taget er et heltag med helvalmet sydgavl og bræddedækket nordgavl. Det er tækket med rør, der er syet på nyere lægter og med en vandret afskæring af tagskægget, afsluttet med en mønning med kragtræer. Spær og hanebånd er nyere, men traditionelt samlede. Der er fire stakkeluger på langsiden mod øst. Nordgavlen springer let frem på stikbjælker, der bæres af karnisformede knægte.  Gavltrekanten er dækket med brædder, en-på-to, og sorttjæret. Stalden står i nordenden på en støbt, sortmalet sokkel, som efter efter et gennemgående portrum afløses af en syldstensrække mod vest, mens soklen på østsiden er muret. I sydgavlen er der syldsten. Bindingsværket består af stolper over en fodrem med løsholter midtpå, afstivet i hjørnefagene med krumvoksede skråstivere. Foroven afsluttes konstruktionen af en toprem, hvorover bjælkerne er kæmmet. Herover er endnu en rem, hvorpå hanebåndsspærene hviler.

Vestsiden af bygningen har fire almindelige vinduer og en række vandrethængte, smårudede vinduer, der ligger helt oppe under topremmen. Under disse vinduer er der i de nedre tavl fire revlelemme, der sidder under løsholtet. Der er yderligere to simple revledøre med overvindue. Et forhøjet parti i mur og tag angiver, hvor der har været en buet portåbning. I dag er der lukket med tre fag bindingsværk med et vindue i midterste fag. Østsiden har en række ældre, torammede vinduer med otte ruder i rammerne. Hertil kommer en række revledøre, der er ældre, og tre-fire ældre porte med tofløjede portfløje. Stakkelugerne er lukket med revlelemme. Alle døre og vinduer er rødmalede og stammer troligt fra istandsættelsen i 1912-1913.

I det indre er herskabsstalden fra sydenden indrettet således: stald, bryggers, vognport samt hundestald, inden det store portrum. Herfra er et trefags kammer med forstue og en skorsten. Dernæst fem fag til seletøj og seks fag med båse til hestene og endelig i nordenden fire fag yderligere stald. De fleste af rummene er i hele bygningens dybde. Enkelte gulve er af gule teglsten, lagt på kant, andre gulve er støbte. Væggene står upudsede, bortset fra i kammeret og enkelte tværgående skillevægge. Der er både bræddelofter og pudsede lofter, særligt i bryggerset, men i portrummet er tagrummet åbent. I kammeret er bjælker og indvendige kopbånd inddækket. Herskabsstalden er fornemt udstyret med affasede stolper mellem båsene, der er adskilt med perlestafbrædder med skrå overliggere. Bjælkerne og de indvendige kopbånd i hestestalden er inddækkede, og der er bræddelofter mellem bjælkerne. Gulvet her er lagt med gule teglsten på kant, mens båsene er lagt med pigsten.

Bygningshistorie:
Fjellebro betyder en bro af træ, og navnet henviser som sådant til et gammelt middelalderligt overgangssted. Hovedgården kendes først fra 1462, hvor den tilhørte lavadelsmanden Oluf Bonde.

De ældste dele af det nuværende Fjellebro blev opført af adelsmanden og kongelig lensmand Ebbe Ebbesen Munk (1551-1622) og hans hustru Sidsel Høeg. Nordfløjen blev opført i perioden 1590’erne til 1622 og stod som et renæssancehus smalt og højt med svungne gavle med et trappetårn midtpå. Huset var i to etager og havde hvælvede kældre. I sine sidste leveår lod Ebbe Munk portfløjen mod syd opføre i samme stil som nordfløjen. En indskrift over porten fortæller, at dette hus stod færdigt i 1622, hvilket var samme år, som han døde.

Efter Ebbe Munks død førte hans enken arbejdet videre, og det var således under hendes ejerskab, at vestfløjen blev opført. I samme ombæring lod hun opføre en nu forsvunden østfløj muligvis opført i bindingsværk. Ved udvidelsen til et firefløjet anlæg forblev den ældre nordfløj tilsyneladende stående frit og markerede sig med renæssancens karakteristiske vælske gavle.

I 1720’erne lod den daværende ejer Philip Detlev greve Trampe (1678-1750) anlægget ombygge og ændre, blandt andet blev de svungne renæssancegavle nedtaget, og de helvalmede tage kom til.  Østfløjen blev nedrevet til fordel for det åbne vue mod øst med en nyanlagt skovallé. Endvidere blev den klassisk udformede sandstensportal opsat på vestfløjen i 1726 over en statelig fritrappe. Portalens tyske inskription lyder: ES SCHWEBE GOTTES HAND STETS ÜBER DIESES HAUS UND SEGNE DIE HINEIN UND WIEDER GEHN HINAUS.

I 1739 blev Frederik Christian Ludvig von Pentz ejer. Han var ivrig frimurer og hans søn, Ditlev von Pentz, var også frimurer. Ditlev v. Pentz var i 1774 blevet optaget i den stadig eksisterende, københavnske loge, Zorobabel til Nordstjernen stiftet 1741. En af disse to herrer har formentlig ladet en logesal indrette på gården, nemlig stensalen i vestlængens sydgavl. Først i 1791 blev der oprettet en frimurerloge i Odense, nemlig den stadig eksisterende Maria til de Tre Hjerter.

I 1860’erne lod Gustav Carl Christian greve Holck-Winterfeldt (1802-1885) nordfløjens trappetårn nedrive og erstatte af den nuværende, indvendige trappe. Sandstensportalen blev ved samme lejlighed flyttet til dens nuværende placering foran nordfløjen. Sandsynligvis gennemgik nordfløjen samtidig omfattende indvendige ændringer, der slettede mange spor af den oprindelige plandisposition og indretning på samtlige etageplaner, fordi den skulle indrettes til folke- og gæstehus.

I 1912-1913 lod Fredrik Preben greve Ahlefeldt-Laurvig-Bille (1880-1946) hovedbygningen gennemgå endnu en grundig restaurering ved arkitekt Gotfred Tvede. Gotfred Tvede satte nordfløjen i forbindelse med vestfløjen ved et muret trappehus i hjørnet, og opførte på gårdspladsen i hjørnet mellem vest- og sydfløjen et massivt tårn med kvadratisk grundplan og tagterasse. Af planer over sydfløjen fra denne istandsættelse forekommer det, at sydfløjen måske er afkortet med et par fag på dette tidspunkt. Herskabsstalden blev også istandsat.

I 1967-68 gik arkitekt Hans Ludvigsen i gang med en stor istandsættelse, særligt af nordfløjens stue- og salsetage.

Herskabsstalden
Umiddelbart syd for hovedbygningen ligger en lang bindingsværkslænge med stråtag. Længen, der senere blev brugt som herskabsstald, var den vestlige del af en flerlænget avlsgård, som Ebbe Ebbesen Munk lod opføre i begyndelsen af 1600-tallet. Længen var oprindelig kortere, men blev i slutningen af 1700-tallet forlænget til den nuværende længde.

Den nuværende avlsgård, som ligger sydvest for den fredede herskabsstald, blev opført omkring 1880 af daværende ejer Gustav Carl Christian Holck-Winterfeldt. Avlsgården, som blev opført i grundmur, var oprindeligt et firlænget anlæg, men længen mod øst blev senere fjernet. Anlægget er løbende blevet udbygget og moderniseret.
kilder:
www.danskeherregaarde.dk

Bredo Grandjean: Stukarbejder i Danmark 1660-1800, 1994

Niels Peter Stilling: Danmarks Slotte og Herregårde, 2005

Slots- og Kulturstyrelsens arkiv

Trap, J.P.: Danmark. København 1953-1972.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Fjellebro knytter sig til det bevarede herregårdsmiljø med en vej, der fører over til hovedbygningen på borgholmen og ind på gårdspladsen, der er omgivet af de tre fløje og som åbner sig ud mod parkens fjernpunkt. Adgangsvejen flankeres endnu af den lange, statelige herskabsstald og står dermed som et minde om den tidligere avlsgårds placering.
Kulturhistorisk værdi:
Fjellebro er opført på et firkantet voldsted og er mod øst, vest og syd omgivet af brede vandgrave. Nord for hovedbygningen er herudover en sø. Der hører et parkanlæg på omkring syv tdr. land til Fjellebro. Det blev anlagt ved havearkitekt I. P. Andersen i 1909 og rummer flere ældre træer.

Den kulturhistoriske værdi for Fjellebro knytter sig til hovedbygningen som en del af et samlet herregårdsanlæg med have, gårdsplads, herskabsstald, der repræsenterer den tidligere avlsgård, hvorimod den nuværende avlsgård ligger vest for samt den omgivende agerjord. Modsat traditionen vender hovedbygningens ankomstfacade og gårdspladsen ikke ud mod avlsgården, da hovedbygningen ligger for sig selv på en borgholm.

Hovedbygningens nordfløj, der er den ældst bevarede del af anlægget, er et smalt og højt renæssancestenhus, som er en karakteristisk repræsentant for perioden, hvor et muligt forsvar stadig var nødvendigt, men hvor senere tilføjelser og ombygninger i dag har dannet den fine treklang af røde teglstensbygninger med de store helvalmede tage – et klart barokt udtryk med store, enkle murflader med brede murpiller mellem de høje vinduer. Sandstensportalen er med sine klassiske arkitekturelementer, pilastre med kompositkapitæler, entablatur og fint profileret halvbue med topsten med akantusvolut, den eneste dekoration på facaden. Hoveddøren er en beklædt revledør med senbarokkens kraftigt udformede fyldingsfelter.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre endvidere til hovedbygningens ensartede opbygning af facaderne med den høje sokkel af granitkvadre, det røde murværk med brede murpiller mellem vinduerne og de lange murankre ved første etages bjælkelag. Hertil kommer den klart tegnede tandsnitgesims under taget, der løber omkring alle bygningerne og binder dem sammen. De store opskalkede tegltage og vældige valme er også med til at runde bygningernes volumen af. Hjørnetårnet ind mod gården danner med sine støbte balustre på toppen en slags omdrejningspunkt i anlægget, set fra gården. De høje, traditionelle firerammede vinduer er størst i stueetagen med henholdsvis otte ruder i de underste rammer og seks i de øverst, mens første etages vinduer kun har fire ruder i de øverste rammer. Ud mod voldgraven er den gamle nordfløj forbundet med vestfløjen med en bygning fra 1912, som trods sin tilpasning til resten af anlægget, alligevel afslører sig ved sin sokkel af flækkede granitsten og mursten af mere regulær form.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til anlæggets sammensatte og spændende, men for syd- og vestfløjens vedkommende i store træk bevarede, ældre planløsning. Sydfløjen, hvor porten er, har det ikke helt almindelige stjernehvælv med fine grater, mens den anden halvdel af fløjen er sat af til en ualmindelig statelig ligeløbstrappe – en såkaldt italiensk trappe. Trapperummets højtidelige præg med stenfliser på gulvet og en trappe med dokkebalustre og bred ”dobbelthåndliste” og hovedindgangens store, mørke indfatning med underskårne profiler med forkrøppede hjørner må stilistisk dateres til sidste del af 1600-årene eller først i 1700-årene.

Fra trappen er der adgang til ”stensalen” på første etage. En sal, som kan være indrettet i 1700-tallets sidste halvdel, hvor to af ejerne, von Pentz, begge var frimurere, for på dette tidspunkt var der endnu ikke etableret en frimurerloge på Fyn. Stensalen er med stor sandsynlighed indrettet til at afholde frimurerloge i, fordi stenpilastrene og stenbeklædningen på væggene er en symbolsk reference til Salomons Tempel.

Tillige er der kulturhistorisk værdi ved vestfløjens kælder med gulve af ølandsfliser eller støbte gulve, hvidkalkede vægge og grathvælvede lofter med midterpiller samt ældre revle- og fyldingsdøre med beslag, der vidner om kælderetagens funktionelle indretning med slidstærke overflader. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de bevarede store støbejernskomfurer, arbejdsborde og faste skabe, som hører til køkkenregionen.  

Herskabsstalden
Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den traditionelle konstruktionsmetode, bindingsværket og stråtaget, som dels kunne opføres af billige, lokale materialer, dels var enkelt at indrette på grund af den indbyggede modulering i selve fagsystemet og nemt kunne udvides eller afkortes på en enkel måde.
 
Endvidere ligger der kulturhistorisk værdi i bygningens tidligere og endnu aflæselige funktion, der i det ydre ses i den funktionsbetingede udformning, hvor særligt de tofløjede porte og høgab fortæller om den tidligere funktion som hestestald med egnede adgangsforhold for heste og køretøjer samt til indlæsning af hø gennem høgabene. Den kulturhistoriske værdi ved herskabsstalden knytter sig endvidere i det indre til det velbevarede og relativt intakte staldinteriør med spiltorve, krybber, spor efter navneskilte og høhække.  Hertil kommer den ældre materialeholdning, hvor de pigstenlagte båse og gulve med gule teglsten på kant, de omhyggligt udformede stolper mellem båsene i og de indklædte bjælker er slidstærke men også afspejler bygningens oprindelige funktion til opstaldning af herskabets kostbare ride- og køreheste.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ligger i hovedbygningens samlede homogene fremtræden med de klart formede fløje med de høje ensartede tagflader, der med en stor opskalkning løber ud til murkronens markerede tandsnitgesims. Hertil kommer de taktfast placerede vinduer, som bryder murfladerne op. Fløjenes store bygningskroppe blødes op af de små udskud af hemmeligheder, hjørnetårn og forskydninger ved hjørner.

I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til murværkets farvespil og forbandtets egalitet, de dobbelte stik over vinduerne på renæssancefløjen i nord samt granitkvadrenes afslutning ved soklerne. De traditionelt udformede skorstenspibers placering i rygningerne er af arkitektonisk værdi, ligesom vinduernes opdeling med henholdsvis otte og fire ruder i rammerne. Af meget høj arkitektonisk værdi er sandstensportalen fra 1726, som flankerer nordfløjens indgang. Portalen er velproportioneret og har fint udformede klassiske detaljer. Portrummets loft, der er udformet som to grathvælv, er også af arkitektonisk værdi.

I det indre af hovedbygningen ligger de arkitektoniske værdier i sydfløjen i det højloftede kapel med de facetterede grathvælv, et såkaldt stjernehvælv, der løber af på murene i det kvadratiske rum med en ældre åben kamin i gavlvæggen. I den anden halvdel af sydfløjen knytter den arkitektoniske værdi sig til det stort anlagte trapperum med ølandsflisegulvet og den senbarokke egetræstrappe med kvadratiske mæglere, brede håndlister og dokkebalustre. Døren ud til portrummet må høre sammen med trappen med sine underskårne, stærkt svungne profiler og forkrøppede hjørner.

I vestfløjen ligger den arkitektoniske værdi i det indre i den klare plandisposition, der formentlig er temmelig uforstyrret fra opførelsen med en bred gang mod gårdspladsen og stuer en suite langs havesiden med en gavlstue mod syd. Herved gøres lange kig gennem huset både mod gården og haven mulige. På første etage findes de fornemt udstyrede rum med væg- og lysningspaneler fra 1700-årene og i særlig grad de overdådige stuklofter.

Det er også i vestfløjens første etage, at der er særligt rige og dygtigt udformede stukloftsdekorationer fra 1720’erne. Der findes blandt andet et stukkeret dørstykke med kvindehoved, muslingeskal og løvværk sammen med en gesims med akantusbalde og ornamentlister, derover et fladt pudset loft. I hjørnerne er fire relieffer med scener fra Ovids Metamorfoser: Jupiter omskaber Jo til en kvie, da Juno nærmer sig. Merkur spiller for den sovende Argus, Merkur hugger hovedet af Argus, Merkur bringer Argus’ hoved til Juno. De fire relieffer, indfattet i svungne rammer, krones af en muslingeskal. Midt for kortsiderne er et svunget postament med putti flankerende en rund, kronet medaljon med spejlmonogram P.D.T. (Philip Ditlev Trampe) og C.G.A.T.(Charlotte ? Amalie Trampe). Midt på langsiderne er et postament af anden type, på forsiden en fliget kartouche omgivet af våbentrofæer og oven på postamentet to delfiner og en ornamenteret blomstervase. Yderligere er der blomsterguirlander og – lige over gesimsen – lambrequinborter, som forbinder hjørner og postamenternes figurer. Blomsterne er støbt i gips – bladene er modelleret. Teknikken er den samme som på Frederiksberg Slot. Stukarbejderne er fra 1720’erne. Loftet er restaureret i 1913.

Endelig er der arkitektonisk værdi i vestfløjens kælderhvælv, som med grater løber fra murene ind til seks midterpiller.

Herskabsstalden
Den arkitektoniske værdi ligger i det ydre den imponerende lange bindingsværkslænge, som med stolpernes lodrette taktfasthed og løsholtenes vandrette opdeling har et særdeles markant udtryk. Det lange stråtag med mønning og kragtræer afsluttet mod syd i en helvalm runder den smalle bygning fint af. Hertil kommer de mange vinduer og revledøre og -porte, som supplerer bindingsværkets modulopbygning.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til rummene, der som oftest er i fuld bygningsbredde samt særligt i hestestaldens fine udstyr med indklædte bjælker og kopbånd, fint formede stolper, der opdeler båsene samt det omhyggeligt lagte gulv af gule teglsten på kant i gangarealerne.

Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier knytter sig for hovedbygningens vedkommende i det ydre til den trefløjede og grundmurede hovedbygning i to etager over en høj kælder med granitsokkel. Endvidere til den på alle fløje omløbende tandsnitgesims under taget og de teglhængte, kraftigt opskalkede og helvalmede tage med de traditionelle skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer murværkets detaljer, de fladbuede dobbeltstik over alle vinduer i nordfløjen og murankrene ved bjælkelaget mellem første og anden etage. Særligt skal fremhæves den velproportionerede sandstensportal med klassisk opdeling og profilering fra 1726 sammesteds.  Det firkantede hjørnetårn med cementbalustre fra 1912-1913 i hjørnet mellem syd- og vestfløjen og fra tilsvarende periode tilbygningen, der forbinder nord- og vestfløjen i hjørnet ud mod voldgraven, er af bærende fredningsværdi. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

I det indre af hovedbygningen knytter de bærende fredningsværdier sig til den i store træk bevarede oprindelige planløsning i alle etager for sydfløjens og vestfløjens vedkommende. Sydfløjens bærende fredningsværdier ligger i det specielle kapel med stjernehvælv og på den anden side af porten det store og høje trapperum med den senbarokke pragttrappe, en såkaldt italiensk trappe, i egetræ med kvadratiske mæglere og bred håndliste samt dokkebalustre. Hertil kommer vestfløjens mange sale og stuer med homogent udformede snedkerinteriører, der stammer fra forskellige perioder, men er traditionelt udførte. Det gælder for eksempel første etages senbarokke fyldinger i lysninger og på vægge, efterfulgt af 1700-tals panellering.

Særligt skal fremhæves vestfløjens ualmindeligt fine loftstukdekorationer som nævnt i afsnittet om arkitektonisk værdi. Dekorationerne er særligt elaborerede i en af første etages sale, hvor der i hvert hjørne er figurkompositioner, der forestiller fire scener fra Ovids Metamorphoser. Men også i de øvrige rum på etagen – også i trapperummet i sydfløjen - er svungne stukornamenter. I et enkelt værelse på anden etage er en fornem dekoration over et åbent ildsted med et næsten tredimentionelt formet mandshovede. Stukdekorationerne er kommet til omkring 1720’erne og må være udført af en mere end almindeligt habil stukkatør fra perioden.

Den robuste, overhvælvede kælder med ølandsflisegulv og små, højtsiddende vinduer med den bevarede indretning af et traditionelt herregårdskøkken i vestfløjen er også en bærende fredningsværdi.

Herskabsstalden
De bærende fredningsværdier for herskabsstalden ligger i bindingsværkslængens lange bygningsvolumen og mange bindingsværksfag med alle vinduer, døre, porte og stakkeluger samt det vandret afskårne stråtag med halmmønning og kragtræer. Hertil kommer de krumvoksede hjørnestivere, helvalmen i syd og den fremspringende, knægtbårne bræddegavl i nord og den traditionelle materialeholdning. Endvidere kommer den traditionelle materiale- og farveholdning i sort bindingsværk, hvide tavl og røde vinduer, døre og porte.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til længens opdeling i mange forskellige funktionsrum, der spænder i hele bredden samt de enkle og robuste materialer. Særligt skal den fornemt udstyrede hestestald fremhæves for sine affasede stolper, inddækkede bjælker og kopbånd, fine båse samt gulvenes behandling med pigsten i båsene og gule teglsten på kant på gangarealerne.
Antal bygninger:
2
Antal andre objekter:
0
Komplekstype:
Herregård
Bebyggelsestype:
Fritliggende ejendom - Herregård
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:
Fredningsomfang ; Fredningsomfang

Sagsbehandlinger

Type:
Fredningsudvidelse
Dato:
26-01-1996
Begrundelse:
Herskabsstalden der antagelig er jævngammel med hovedbygningen, fremtræder intakt og indgår som en integreret del af herregårdshelheden. (LIK, Skov- og Naturstyrelsen 1996).
Journal nr.:
912/473-0001

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
12-05-1987
Journal nr.:
625-7-114/81

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
29-08-1918
Journal nr.:
33/18

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
28-05-1997
Journal nr.:
1996-926/473-0002


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument



Omfattede bygninger: 2


Fredet bygning Sundsgårdsvej 8
Fredet bygning Sundsgårdsvej 8

Fredede omgivelser: 2

Signatur Fredningsomfang
Signatur Fredningsomfang


Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
Hammerichsgade 14,
1611 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap