Sag: Lygten 3

Lygten 3, Samsø
Fredningssag
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Aktuel status:
Aktiv
Antal bygninger:
1
Klik på kortet for at se et større udsnit.

Sagsoplysninger

Type:
Fredningssag
Betegnelse:
Lygten 3
Aktuel status:
Aktiv
Beliggenhed:
Lygten 3
Kommune:
Samsø
Omfang:
Den vinkelformede bygning (forhuset ca. 1800, tilbygget ca. 1940).
Fredet 1965.*
Beskrivelse:
Lygten 3 ligger nær gadekæret centralt i Nordby på Samsø. Bygningen ligger tilbagetrukket fra gadelinjen med en hækomkranset have foran. Haven strækker sig i et smalt bælte om bagved bygningen.

Lygten 3 er et ni fag langt længehus, bygningen hviler på en lav sokkel af marksten og er opført i sortopstolpet bindingsværk med fodrem, gennemstukne bjælkehoveder og enkelte fag med to dokker. Over de tre nordlige fag er mod gaden tilbygget et kort sidehus i hvidkalket beton. Forhus og sidehus bærer et stråtækt heltag med halmmønning og der sidder en ældre, hvidkalket skorstenspibe med sokkel og krave i rygningen. Forhusets og sidehusets gavltrekanter har sorttjæret bræddebeklædning med vindskeder og forhuset er grundmuret nederst, mens sidehuset nederst har en ældre tofløjet, sorttjæret revleport med en ganglåge i den ene side, gavlens øvrige murværk er malet sort. I forhusets femte fag sidder hoveddøren, der er en nyere, rødmalet revledør. Vinduerne er både ældre og nyere, tradidionelt udførte, torammede vinduer med seks ruder i hver ramme, heraf har flere en gående ramme hængt på lodposten. Der ses også et enrammet vindue med ni ruder samt et enrammet vindue i lavformat. Alle vinduer er malet med rødbrune karme og gule rammer.

Det indre er præget af en traditionel grundplan med et delvist bevaret, langsgående midterskillerum, der opdeler huset i forstue med et bagvedliggende køkken, et værelse og stuer mod gaden og et mindre værelse mod bagsiden. Gennem en luge i gulvet er der adgang til et mindre kælderrum med pigstensbelagt gulv og kalkede, stensatte vægge. Tagetagen er uudnyttet og anvendes til opbevaring, her er den delvis fornyede tagkonstruktion synlig ligesom man kan se at stråtaget er bundet på. Sidehuset er indrettet i et åbent rum med støbt gulv og hvidkalkede vægge, der er åbent til kip og mod bagvæggen er indrettet toilet og bad. Det indre er præget af en ældre og traditionel materialeholdning. Der er bræddelofter med synligt ældre bjælkelag, hvidkalkede vægge, bræddevægge, overkalket bindingsværk, brystningspaneler af glatte brædder med isolering. Der findes tillige ældre bræddegulve og teglgulve lagt kantstillet eller i sildebensmønster samt ældre døre. Begge typer gulve er også for en dels vedkommende fornyede, men udført traditionelt. Dørene er både ældre og nyere, traditionelt udførte revledøre med ældre greb og beslagværk. Flere vinduer har ældre anverfere og stormkroge, der stammer fra 1700-tallet.
Bygningshistorie:
En del af Lygten 3 blev sandsynligvis opført før 1812, hvor huset beskrives som 12 fag langt. I 1882 var tre fag blevet nedtaget, hvorved forhuset fik sin nuværende udstrækning. I midten af 1800-tallet blev der opført en tilbygning ved det nordvestre hjørne, denne bygning blev nedrevet omkring 1940 og opført i beton i samme dimensioner som den foregående.
kilder:
Historiske huse i Nordby på Samsø. Nationalmuseet. 1978.
Miljømæssig værdi:
Den miljømæssige værdi ved Lygten 3 knytter sig til beliggenheden i den ældste del af Nordby nær gadekæret, hvor bygningen indgår som en integreret del af Nordbys velbevarede landsbymiljø i kraft af den traditionelle byggeskik og materialeholdning. Hertil kommer bygningens tilbagetrukne placering fra gaden, hvor den omgivende have er stemningsfuld og virker skærmende for indkig.
Kulturhistorisk værdi:
Den kulturhistoriske værdi ved Lygten 3 knytter sig bygningens beliggenhed nær gadekæret og den ret klejne størrelse, der er et vidnesbyrd om Nordbys ældre bebyggelsesmønster og udvikling, hvor der tidligere sås et bælte bebygget med gårde lige inden for landsbyens omgivende veje, mens den tidligere forte i midten var blevet bebygget med mindre gårde og standsvendehuse omkring gadestævnet og gadekæret.

Hertil kommer Lygten 3s egnskarakteristiske bindingsværk med fodrem, gennemstukne bjælkehoveder, en enkelt dok i hvert fag, som et sjældent træk ved den lokale byggeskik ses med enkelte fag med to dokker. De bræddebeklædte overgavle er ligeledes karakteristisk for Nordby. Skorstenspiben vidner om ildstedet som den eneste kilde til madlavning og opvarmning før i tiden. Hertil kommer sidebygningens tofløjede revledør og mere lukkede karakter, der vidner om denne bygnings mere funktionsbetingede fortid i modsætning til forhuset, der som beboelse har større og mere lysgivende vinduer. Hertil kommer de ældre vinduer, der er hængt på lodposten, der vidner om bygningens høje alder. Også bygningens fordør, en revledør, vidner om bygningens fortid som et beskedent standsvendehus, hvor man har ikke gjort ødslet penge på en fin hoveddør med fyldinger. I de gennemstukne bjælkeender ses mindre huller, der ifølge lokale oplysninger kan have båret stænger til tørring af fiskenet. På ældre fotos ses det, at der på den tidligere revledør var påmalet felter i form af fyldinger.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en ældre grundplan, herunder forstuen med bagvedliggende skorsten og køkken, det delvis intakte midterskillerum, der opdeler bygningen i stuer og værelse mod gaden og køkken og kammer mod bagsiden. Også den kampestensatte kælder, der vidner om tidligere tiders mulighed for opbevaring af kuldekrævende varer. Ligesom det uudnyttede loft vidner om, at denne etage før i tiden udelukkende anvendtes til opbevaring. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddelofter med synligt bjælkelag, skillevægge med synligt, overkalket bindingsværk, bræddevægge, brædde- og teglgulve, revledøre og vinduernes stormkroge og anverfere, der sammen med længens ringe dybde vidner om bygningens oprindelse i første halvdel af 1800-tallet.
Arkitektonisk værdi:
Den arkitektoniske værdi ved Lygten 3 knytter sig i det ydre til det lille, fritliggende hus, hvor bindingsværket, farvesætningen og de ubrudte tagflader giver bygningen et særdeles karakterfuldt og helstøbt udtryk. Udtrykket er enkelt og dekorationen begrænser sig til den enkle farvesætning, der understøtter bygningens udtryk og oprindelse som et simpelt standsvendehus i Nordby.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de små rum og den gennemførte og enkle materialeholdning samt farvesætningen, der giver interiøret et enkelt, nøgternt og meget autentisk udtryk.
Bærende fredningsværdier:
De bærende fredningsværdier for Lygten 3 knytter sig i det ydre til den fritliggende bygningskrop bestående af forhus med sidehus opført i sortopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl, lav sokkel, stråtækt heltag med halmmønning, og sidehuset i malet beton ligeledes med stråtag og halmmønning. Hertil kommer alle ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder skorstenspibe, fordøren, den tofløjede revleport og vinduerne. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den ældre grundplan, herunder forstuen med bagvedliggende skorsten og køkken, det delvis intakte midterskillerum, der opdeler bygningen i stuer og værelse mod gaden samt køkken og kammer mod bagsiden. Hertil kommer de ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder bræddelofter med synligt bjælkelag, revledøre med gerichter, hængsler og greb, brædde- og teglgulve samt vinduernes stormkroge og anverfere. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.
Antal bygninger:
1
Antal andre objekter:
0
Fredningsstatus:
Fredet og tinglyst bevaringsdeklaration
Fredningsomgivelse:

Sagsbehandlinger

Type:
Bevaringsdeklaration
Dato:
22-04-1988
Begrundelse:
Journal nr.:
625-12-157/86

Type:
Fredningspræcisering
Dato:
11-04-1984
Begrundelse:
Journal nr.:
6/64

Type:
Tinglyst fredning
Dato:
21-01-1965
Begrundelse:
Journal nr.:
6/64


Dokumenter

Navn:
Fredningsbeskrivelse
Dokumenttype:
PDF-dokument
Vedhæftet fil:



Omfattede bygninger: 1


Fredet bygning Lygten 3

Fredede omgivelser: 0



Relaterede sager: 0
Slots- og Kulturstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
telefon 33 95 42 00
ur   ul
 
 
dr   dl
  tap